Troværdighed

TroværdighedDet er ingen hemmelighed, at jeg får en del bøger sendt til anmeldelse fra forskellige forlag og firmaer. Hvilket man også tydeligt kan se på bloggen, da jeg altid skriver, hvis en bog jeg anmelder er et anmeldereksemplar.

Det seneste halve år synes jeg dog desværre, der har været et lidt for stort fokus på det med at anmelde bøger sendt til anmeldelse. Ment på den måde at det virker som om, der er flere og flere læsere, der ser lidt skævt til dette, og rent faktisk ikke læser anmeldelser af bøger, bloggere har fået sendt til anmeldelse. Eller måske læser anmeldelserne med en vis skeptisk over for, om anmeldelserne er troværdige. Og det synes jeg virkelig er synd.

Jeg kunne i hvert fald aldrig selv finde på ikke at anmelde en bog ærligt, bare fordi jeg havde fået den sendt til anmeldelse og ikke selv havde købt den. For hvis et forlag/firma ikke kan lide, at man f.eks. giver en bog en lav rating, så er det ikke nogen, jeg er interesseret i at samarbejde med. Man kan jo aldrig 100% på forhånd vide, om man vil kunne lide en bog eller ej – og bare fordi jeg ikke kan lide en bestemt bog, så betyder det jo ikke, at andre ikke kan. Bogen vil altså dermed stadig få reklame. Derfor finder man også anmeldelser af bøger her på bloggen, som jeg har fået tilsendt til anmeldelse, men som jeg har givet en ret lav rating. Ganske enkelt fordi jeg virkelig ikke kunne lide bogen.

Desuden er rigtig mange af de bøger, jeg får tilsendt fra forlag, bøger som jeg selv har spurgt efter. Det er altså bøger, som jeg er virkelig interesseret i at læse, og som jeg på en eller anden måde helt sikkert ville have læst og anmeldt alligevel. Jeg får dog også bøger tilsendt, som jeg ikke selv har bedt om, og disse kan selvfølgelig være mere eller mindre interessante for mig. Det er derfor heller ikke alle af disse, som jeg rent faktisk ender op med at læse – selvom der selvfølgelig også er nogle af dem, som jeg slet ikke kan vente med at komme i gang med. Men det har stadig ikke noget at sige for, om jeg giver en bog en høj eller lav rating – det kommer udelukkende an på min læseoplevelse.

Derudover prøver jeg for det meste at variere mine anmeldelser herinde, så det skifter lidt mellem at være anmeldelser af anmeldereksemplarer og andre bøger. Sandheden er dog, at jeg meget udelukkende læser anmeldereksemplarer i perioder – ikke nødvendigvis fordi bøgerne er sendt til anmeldelse, men fordi det er nye udgivelser, som oftest kommer i bunker, men som jeg også er meget interesseret i at læse. Og så er det jo klart, at de kommer i første række. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvorfor jeg ikke skulle læse disse bøger først, når jeg jo rent faktisk har en stor interesse i dem.

Dette er måske lidt et rodet indlæg, men det jeg egentlig gerne vil frem til er ganske enkelt, at man altid kan stole på, at jeg siger min 100% ærlige mening i mine anmeldelser – og det uanset om jeg har fået bogen sendt til anmeldelse, om jeg selv har købt den, eller om den f.eks. er lånt på biblioteket. Min troværdighed kan nemlig ikke købes. Desuden er jeg sikker på, (i hvert fald størstedelen af) forlagene også har mest interesse i, at man netop siger sin ærlige mening om en bog; vi er jo alle forskellige, og vil derfor også alle have forskellige meninger om bøger.

Hvordan har I det med at læse anmeldelser af bøger sendt til anmeldelse?