Titel: “Paprika Zola Elvira”
Forfatter(e): Marie Duedahl
Serie: Paprika Zola Elvira #2
Sideantal: 66
Forlag: Turbine
Udgivet: 2.10.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

At være 14 år og en fest, du vil hjem fra!

Paprika er alt for genert og følsom – mener hendes tjekkede advokatforældre. Men Paprika vil bare gerne spille guitar og skrive musik. Og blive venner med Dagmar, klassens smukke heks.

Zola er sort, 1,80 høj og snart sortbælte. Hendes papfar nummer fire er en klammert. Og hendes mor er forsvundet ned på bunden af en flaske. Men ved siden af bor Elliot. Og han ser alt for godt ud i bar overkrop.

Elvira er træt. Af sin krop, der gror deller ud overalt. Og af sin mund, der taler som en midaldrende psykolog. Hun bliver aldrig så interessant som Zola og Paprika. Måske skulle man bare blive goth? En lille, ond, buttet goth.

Denne var en rigtig god efterfølger til det første bind. Den starter et par uger efter slutningen på den første, men den kunne lige så godt have været startet samme sted. Faktisk synes jeg, det ville havde været bedre, hvis det bare havde været én enkelt bog. Historierne hænger nemlig rigtig godt sammen, og samtidig tror jeg, man ville kunne have givet bøgerne lidt mere tyngde, hvis det kun havde været én. Selvom historien blev gennemgået ret godt, ville det nemlig havde været rart, hvis man havde fået lidt mere af nogle scener. Somme tider føltes det nemlig som om, der blev skyndt lidt for meget på handlingen.

Handlingen i denne bog er dog alligevel også ret god, og i denne kom man også ind på forskellige emner, som jeg virkelig godt kunne lide, der blev taget fat i. Desværre synes jeg ikke helt, at der blev taget så meget hånd om disse emner – det virker egentlig mest som om, at hovedpersonerne bare er træt af tingene, men der bliver ikke rigtig gjort så meget ved det.

Bogens hovedpersoner var faktisk bedre i denne end i det første bind. De virker stadig en lille smule yngre end 14, men de føles alligevel noget ældre, end jeg synes, de gjorde i den første bog. Dette forvirrede mig dog også en smule, for så meget ændre man sig altså heller ikke på et par uger. Derudover virkede Paprika en smule for naiv til tider, hvilket jeg var lidt irriteret over. Hun burde i hvert fald kunne havde regnet flere forskellige ting ud, hvis hun bare havde tænkt sig en anelse om.

Sproget i denne var ret meget lig det i bind nr. 1, dog synes jeg, at dialogen måske lidt mere passede til, at de skulle forestille at være 14, i denne end den gjorde i den tidligere bog.

Titel: “Paprika Zola Elvira”
Forfatter(e): Marie Duedahl
Serie: Paprika Zola Elvira #1
Sideantal: 66
Forlag: Turbine
Udgivet: 22.9.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget

At være 14 år . ikke så sjovt som det lyder

Paprika er den nye pige i klassen. Lidt sær med sit vilde tøj og røde hår. God til at synge og spille guitar. Dårlig til – alt andet. Hendes advokatforældre har svært ved at skjule deres skuffelse.
Zola er en sort pige i en kridhvid familie. Hader kram og følelser. Elsker karate og sin lillebror. Måske også sin papfar, men det må ingen vide. For han flytter jo alligevel fra dem.
Elvira er klassens klogeste, men føler sig dum og kikset. Zola er holdt op med at svare på hendes sms´er. Måske skulle man bare blive en helt anden?

Denne bog ville jeg virkelig gerne selv havde læst, da jeg var lidt yngre. Jeg er nemlig overbevist om, at mit yngre-jeg ville havde elsket den. Især fordi den minder mig om flere af de bøger, som jeg rent faktisk læste, men uden at være præcis således. Jeg nød dog virkelig også at læse den, selvom jeg er noget ældre end bogens målgruppe.

Bogens historie var virkelig god, og der var nogle rigtig gode budskaber i den. Jeg elskede f.eks., hvordan den på forholdsvis få sider nåede ret godt omkring både skilsmisse, manglende selvtillid og mobning. Især mobningsaspektet synes jeg, der blev taget rigtig godt fat i, og jeg elskede hvordan de tre pigers forhold udviklede sig, og hvordan de passede på hinanden.

Jeg synes dog ikke helt, at de tre hovedpersoner virkede som om, de var 14, selvom det er dette, de er sat til at skulle være. De virkede på en eller anden måde lidt for umodne til, at det virkede ægte. Jeg tror dog ikke, man vil tænke over dette, hvis man læser den, mens man er under 14. Jeg ville dog nok havde sagt, at de ud fra deres opførsel måske nærmere skulle havde været omkring 12. Dette ville dog havde krævet, at man havde ændret en smule på historien, men jeg er overbevist om, at det ville have fået den til at virke en del mere ægte.

Når dette er sagt, så synes jeg dog ret godt om de tre hovedpersoner. Jeg elskede, at de var tre ret forskellige typer fra ret forskellige baggrunde. Det gjorde nemlig bare historien endnu mere interessant. Desuden var de ret let at holde af og med, hvilket jeg synes var en meget vigtig ting.

Sværhedsgraden på sproget vil jeg ikke kommentere på, andet end at jeg synes, det virkede meget passende. Jeg vil dog sige, at jeg synes, dialogerne var skrevet ret godt, og jeg følte virkelig, at sproget virkede ægte. Nogle ord ville måske være lidt ændrede, men jeg føler, det ligger ret tæt op ad, hvordan 14 årige taler i dag.