Titel: “Tvivlen” / Forfatter(e): Anna Todd / Serie: After #2 / Sideantal: 626 / Forlag: People’s Press / Udgivet: 23.6.2015 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.
Efter en turbulent begyndelse er Tessa og Hardin ved at få tingene til at fungere. Men kun indtil en hemmelighed om Hardins mystiske fortid bliver afsløret og får Tessa til at tvivle. Er Hardin overhovedet den dybe, tænksomme fyr bag facaden, som Tessa har forestillet sig, eller er det noget, hun har bildt sig selv ind? Måske skal hun bare droppe ham og se at komme videre. Men Hardin er svær at glemme, også selvom Tessa har sat både sine venner og skolen over styr for hans skyld.
Hardin ved, at han har dummet sig. Han har ikke tænkt sig at give op og give slip på Tessa. Men kan han overhovedet forandre sig, og vil han virkelig, når det kommer til stykket?
Jeg havde på en måde virkelig høje forventninger til denne bog; jeg var nemlig fuldstændig hooked på den første bog i serien, men samtidig er det også bare en serie, som jeg virkelig burde hade. Den er i hvert fald uden tvivl en kæmpe guilty pleasure! Desuden sluttede den første bog virkelig ondt, og jeg kunne derfor slet ikke vente med at få læst denne bog, og finde ud af hvad der nu ville ske med Tessa og Hardin.
Det der skete med dem, var dog rimelig forudsigeligt – ja, det var bogens historie i det hele taget meget af tiden. Men det gjorde mig ikke rigtig noget. Der var nemlig, præcis som i den første bog, også steder, hvor jeg faktisk blev en anelse overrasket over den drejning, som historien tog. Desværre kørte den bare lidt i ring, og blev for det meste virkelig forudsigelig igen efter disse twists. Hvilket endte med at irritere mig en anelse – selvom jeg egentlig også nogle gange ret godt kunne lide det.
Bogen indfangede mig desuden ikke helt så meget som den første, hvilket jeg var ret trist over. Jeg havde nemlig håbet på, at jeg ville blive mindst ligeså hooked på denne, og det blev jeg bare aldrig rigtig helt. Jo, der var da nogle steder, hvor jeg på ingen måder kunne stoppe med at læse, og jeg læste da også bogen i ret store bidder ad gangen – men jeg følte ikke rigtig, at jeg havde en trang til at powerlæse den, hvilket jeg ville have ønsket.
Denne bog bliver fortalt gennem både Tessa og Hardins synsvinkel, hvilket fungerede virkelig godt! Jeg elskede i hvert fald, at jeg kunne få begges tanker og følelser om forskellige ting, og samtidig følte jeg, at det fik mig til at lære dem begge bedre at kende. Dog selvfølgelig mest Hardin, da jeg jo virkelig kom tæt ind på ham, når jeg læste fra hans synsvinkel. Desuden kunne jeg virkelig godt lide at læse fra hans synsvinkel, fordi det fik mig til at forstå ham meget bedre, og samtidig elskede jeg bare at kunne følge med i, præcis hvad han egentlig føler for Tessa.
Alt i alt var det altså en virkelig god læseoplevelse – selvom jeg dog er en anelse forvirret over, hvordan jeg egentlig præcis har det med bogen. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg glæder mig virkelig meget til at læse videre i serien, og at jeg helt sikkert også kommer til at genlæse denne bog på et tidspunkt.