Boghjørnet 3 år (+konkurrence)

Boghjørnet 3 år (+konkurrence)I dag har bloggen fødselsdag! Det er altså i dag tre år siden, at jeg endelig besluttede mig for at starte en bogblog. Og hvor er jeg virkelig glad for, at jeg endte med at tage den beslutning. Jeg har i hvert fald på ingen måder fortrudt, og bloggen har simpelthen bragt så mange skønne ting med sig.

Det sidste år har især været rigtig godt når det kommer til bloggen, og muligheder den har givet mig. For det første har jeg lært rigtig mange nye søde folk at kende, hvilket jeg er så glad for, og f.eks. har det ført til at Gitte og Rikke er blevet en del af min læseklub, hvilket virkelig også er skønt! Vi har det i hvert fald altid så hyggeligt sammen.

Derudover var jeg til bogbloggertræf i foråret, hvilket var præcis lige så skønt som i efteråret sidste år. Men samtidig afholdte jeg sammen med Irene, Karin og Rikke det første bogbloggertræf i Nordjylland i septembers, hvilket blev en kæmpe succes, og det er uden tvivl ikke sidste gang, vi har afholdt det.

Bloggen har i løbet af det sidste år også fået sit eget domæne og er desuden vokset en hel del. Den ramte f.eks. 100 følgere i sommers, hvilket jeg stadig synes er ret vildt, men selvfølgelig også er super glad for. Tænk at så mange har lyst til at følge med i, hvad jeg skriver.

Som en lille tak for at I er så søde at følge med på bloggen og kommentere på mine indlæg, så kommer der selvfølgelig også en konkurrence. Tellerup har været så søde at sponsorere en fødselsdagskonkurrence, og vinderen kan derfor vælge mellem at få tilsendt enten et eksemplar af Oprører eller Udvalgt af Louise Haiberg. Jeg har nydt begge bøger rigtig meget (der er anmeldelse af dem henholdsvis her og her), og vil derfor gerne give en anden mulighed for også enten at kommer igang med denne virkelig gode serien eller fortsætte med den.

Alt du skal gøre for at deltage er at lægge en kommentar herunder inden d. 17/12 kl. 12.00, hvor du skriver, hvilken bog der har været din yndlings i år (jep, virkelig svært spørgsmål – men det er også tilladt at skrive flere). Desuden skal du skrive, om du helst vil have Oprører eller Udvalgt, hvis du vinder – og huske at skrive din e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Samtidig ville det være skønt, hvis du følger bloggen på Bloglovin’ og/eller Facebook, men dette er ikke et krav. Vinderen skal desuden have en dansk adresse.

Nyt i reolen #29

Jeg har igennem de sidste par måneder virkelig nedsat mine bogkøb, og regner egentlig også med, at det fortsætter sådan lidt endnu (mere om dette i et kommende indlæg). Men det betyder ikke, at jeg ikke har lidt at vise frem til jer. Jeg har nemlig både fået en skøn stak anmeldereksemplarer og købt lidt bøger selv. For selvom jeg har nedsat mine bogkøb, så har jeg altså stadig lyst til at købe bøger, og så har jeg samtidig stadig virkelig svært ved at sige nej til billige bøger.

Jeg kan derfor vise jer en enkelt bog fra biblioteksudsalg (nej, jeg ved heller ikke, hvordan det lykkedes mig kun at købe én), tre bøger købt da Saxo havde -30% og to bøger fra da en på mit hold (studie) solgte ud. Og en bog købt til ‘specialpris’ over to måneder før den skulle være udkommet.

#29

  • Honeymoon i Paris af Jojo Moyes – Anmeldereksemplar fra Cicero.
  • Spillet om sirenen af Pernille Vørs – Anmeldereksemplar fra forfatteren.
  • Du af Caroline Kepnes – Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.
  • Når vanviddet rører på sig af Nathan Filer – Anmeldereksemplar fra Forlaget Punktum. Anmeldt her.
  • Endgame: Kaldet af James Frey og Nils Johnson-Shelton – Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • Tvunget til tavshed af Linda Castillo.

#29.1

  • Stolen af Lucy Christopher.
  • Vampire Academy af Richelle Mead.
  • On the Fence af Kasie West.
  • Udvalgt af Louise Haiberg. Anmeldt her.
  • MARY: The Summoning af Hillary Monahan.
  • The Kiss of Deception af Mary E. Pearson.

Hvilke bøger har I købt/fået på det seneste?

“Udvalgt” af Louise Haiberg

UdvalgtTitel: “Udvalgt”
Forfatter(e): Louise Haiberg
Serie: Dæmondræberen #2
Sideantal: 416
Forlag: Tellerup
Udgivet: 20.11.2014
Læst på: Dansk

Mit navn er Benjamin.

Jeg er nephilim … et blandingsbarn.

Jeg var lykkelig indtil et blændende væsen besatte mig.
Nu har jeg kun vrede, had og et brændende ønske om at få et nogenlunde almindeligt liv.

I begyndelsen huskede jeg intet, men det gør jeg nu,
og minderne har givet mig et mål:
Dæmonen Dominic.

Hans undergang bliver min frihed.

Jeg elskede den første bog i denne serie, og selvom jeg var rimelig sikker på, at denne ville være mindst lige så god, så var jeg alligevel en lille smule bange for at blive skuffet. Det blev jeg dog på ingen måder! Bogen var virkelig god, og levede uden tvivl fuldstændig op til den første – hvis denne ikke måske endda var endnu bedre. Det tror jeg faktisk, jeg synes!

Bogens historie var virkelig spændende, og jeg havde så svært ved at slippe bogen under læsningen. Præcis som i den første bog i serien, virkede historien i denne bog også virkelig godt udtænkt. Desuden finder man virkelig ud af så mange nye ting, der giver historien endnu mere dybde. Og som bare fik mig til at føle mig endnu mere inddraget i fortællingen.

I denne bog følger man både Dominic, Tia (som vi mødte i den første bog og den nye karakter Benjamin (Ben). Synsvinklen skifter mellem disse tre, hvilket jeg var ret vild med – jeg synes nemlig altid, det er så fedt at følge flere forskellige personer i en bog, og dermed lærer disse personer bedre at kende. I denne bog synes jeg f.eks., det var rigtig fedt, at kunne komme ind i hovedet på Ben. Han har nemlig en rigtig stor betydning for historien, men er samtidig også en ret kompleks karakter, som kan være lidt svær at forstå, og her hjalp det virkelig, at man kendte hans tanker, og dermed havde en god forståelse af hans handlinger.

Bogen bliver desuden også stadig fortalt over to tidslinjer. I ’fortids’-tidslinjen er det dog kun Dominic vi følger, hvilket virkelig også var rart. Både fordi det dermed var let at holde styr på, men også fordi denne tidslinje simpelthen var så spændende at læse om, da man kommer endnu tættere på Dominic og lærer ham meget bedre at kende.

Bogens sprog var virkelig fantastisk! Det er så letlæseligt og flydende, og samtidig indeholder det en stor portion humor. Jeg grinte i hvert fald højlydt flere gange under læsningen – specielt ved nogle af Dominics fantastiske kommentarer og tanker.

Alt i alt var det en fantastisk læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at læse den næste og sidste bog i trilogien!

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


Månedens læsning #9: September

September har været præget af rusforløb, da jeg var tutor, og efterfølgende sygdom som bare ikke ville slippe sit tag i mig. Jeg er derfor virkelig glad for, at jeg overhovedet har fået læst noget i september. Og når disse bøger samtidig stort set alle har været rigtig gode (endda to nye favoritter), så kan jeg vidst kun være tilfreds med min læsning.

Jeg har læst 9 bøger (hvoraf 3 har været graphic novels/comics). Kun én af disse skuffede mig en smule, og flere af dem overraskede mig virkelig positivt. Så uden tvivl en rigtig god læsemåned, hvad angår læseoplevelser.

I september har læst 83 sider i gennemsnit om dagen. Faktisk mere end jeg havde forventet ca. midt i måneden, hvilket jeg er virkelig glad for. Og så er det jo ikke helt så langt fra 100 sider om dagen – jeg håber dog alligevel på, at jeg rammer de 100 sider om dagen igen i oktober.

I september har jeg læst følgende bøger:

This is Falling af Ginger Scott: 5. En helt perfekt bog! God kærlighedshistorie, men samtidig også meget mere end ‘bare’ det. Læs min anmeldelse her.

DrømmeTid af Maja Flak: 3. Meget medrivende historie – indeholder dog en ret irriterende hovedperson og et sprog med en del gentagelser.

Saga, Volume 1 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples: 4. Virkelig weird! Men samtidig også virkelig fantastisk!

I hunt killers af Barry Lyga: 3. Spændende historie der dog virkede lidt for ungdomsagtig til min smag.

Saga, Volume 2 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples: 4. Så sjov og god – med virkelig fede illustrationer.

Sex Criminals af Matt Fraction og Chip Zdarsky: 5. Fantastisk! Fed og original historie og helt fantastiske illustrationer.

Day 21 af Kass Morgan: 4.5. Meget spændende og helt ekstrem svær at slippe, når man er gået igang med læsningen.

How We Deal with Gravity af Ginger Scott: 5. En fuldstændig fantastisk læseoplevelse, og helt sikkert endnu en ny yndlingsbog.

Udvalgt af Louise Haiberg: 5. Virkelig fed fortsættelse! Action, fantasy og humor i en skøn kombination.

Hvad har I læst i september, og hvad synes I om det? Noget I kan anbefale?