“KBH Noir” af Martin Dan Rasmussen

KBH NoirTitel: “KBH Noir”
Forfatter(e): Martin Dan Rasmussen
Serie: 
Sideantal: 311
Forlag: Valeta
Udgivet: 1.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Danmark har mistet sin uskyld. Terrorangreb, borgerkrig og en mindre revolution har gjort, at grænsen mellem rigtigt og forkert er visket ud. Våben kan købes som en almen dagligvare og må anvendes til forsvar. Selvtægtsmænd og privatdetektiver er et lovligt og privat alternativ til politiet, og alt er til salg.

I denne gråzone trives Klaus Lerchenfeldt, tidligere kriminel, nu privatdetektiv. Han kan være din bedste ven og den værste fjende for den, du ønsker, så længe du betaler de rette penge. For Klaus er alt forretning, pengene dikterer hans loyalitet, og hans eneste motto i livet er, at alt er tilladt, så længe man er professionel. Intet er personligt, det er kun forretning.

Klaus engageres dog personligt, da hans fortrængte fortid dukker op til overfladen som følge af et angreb på sin person. Her starter en jagt efter, hvem der kender Klaus’ dybeste og mørkeste hemmelighed, gennem Københavns og menneskets mørkeste afkroge.

Hvor ville jeg virkelig ønske, jeg kunne sige, jeg kunne lide denne bog. Den virkede nemlig ret fed, og jeg var ret begejstret for, at den var så ‘mørk’, som den er.

Bogens hovedperson irriterede mig allerede inden, jeg nåede til side 50, og jeg synes desværre ikke, han blev bedre i løbet af bogen. Altså det var fedt, at han var så tro mod sig selv, og at han ikke lagde skjul på, at han kunne finde på lidt af hvert i sit arbejde, men også at han ikke bar nag til andre, som gjorde de samme ting mod ham. På mange måder synes jeg dog desværre, han virkede alt for arrogant, og det kunne jeg virkelig ikke lide.

Desuden kedede historien mig ret meget, og jeg havde meget svært ved at komme rigtig ind i den. Men det var som om, det vendte en smule omkring halvvejs i bogen, hvor jeg pludselig havde svært ved at slippe bogen. Desværre varede det ikke så længe, og jeg begyndte ret hurtigt at kede mig igen, selvom historien egentlig var fed nok. Jeg tror bare ikke rigtig, den lige var noget for mig.

Bogen sprog var dog ret godt, og det passede helt perfekt til bogens stil! Desuden var det dejlig let at læse, men samtidig virkede der til at være tænkt over det. Specielt i dialogerne synes jeg i hvert fald godt, jeg kunne mærke, at der var tænkt over, hvordan de specifikke personer udtrykte sig.

Alt i alt var det altså ikke verdens bedste læseoplevelse, men jeg er nu glad for, jeg har fået bogen læst. Og jeg er sikker på, der er andre, der vil være med begejstret for den end mig – især hvis man gerne vil læse en lidt mørkere fortælling.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5


“Ambrosia / Live” af A. Silvestri

Ambrosia LiveTitel: “Ambrosia / Live”
Forfatter(e): A. Silvestri
Serie: –
Sideantal: 217
Forlag: Valeta
Udgivet: 1.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er en langt varmere sommer end normalt. Rundt omkring i landet sveder folk. Ikke mindst sjakket ved Yding Skovhøj, historikerne på Nationalmuseet og forskerne på den nedlagte flyvestation et sted i Nordsjælland. De har dog en helt anden grund til at svede end varmen alene. For det er sjældent at man skal forsøge at løse en gåde om en 45 meter høj, gravid kvinde, der indtil for et par dage siden lå skjult under 30 kubikmeter jord.

Om et døgn går verden under. Der er ingen steder at løbe hen. Der er intet at sige eller gøre. Verden har talt ned til denne dag i månedsvis. På Rigshospitalets øverste etage er samlet fem mennesker. En instruktør, en tekniker, en læge, en sygeplejerske og en narkoman. Et sjette menneske kommer snart. Og når det kommer, er det hele slut.

Denne dobbeltroman indeholder to fortællinger, der udforsker hvad der egentlig betyder noget, når urets visere ikke bliver ved med at dreje.

Jeg havde ikke rigtig den store idé om, hvad denne bog handlede om, men jeg synes det lød sejt, det med at det er en dobbeltroman, så selvfølgelig skulle jeg læse den. Desuden lød forlagets beskrivelse af bogen ret spændende.

Jeg startede med at læse Ambrosia, hvilket var en ret blandet oplevelse. Jeg synes som sådan, at fortællingen var fed nok, og jeg blev da også revet godt med af den. Desuden fandt jeg den virkelig spændende. Men samtidig var fortællingen virkelig mærkelig, og nogle gange synes jeg, det hele virkede lidt for langt ude. Desuden sad jeg virkelig med en WTF-følelse, da jeg havde vendt den sidste side, for hvad var det lige, jeg havde læst!? Jeg kunne dog egentlig godt lide fortællingen, og det var en helt okay læseoplevelse.

Live var til gengæld en helt anden oplevelse. Den kedede mig så grusomt! Jeg kunne på ingen måder sætte mig rigtig ind i historien, og jeg var ret ligeglad med, hvad der ville ske. Derudover følte jeg heller ikke rigtig noget for personerne, og var også ret ligeglad med, hvad der ville ske med dem. Det eneste jeg rigtig var glad for ved denne fortælling var, at den kun var på 95 sider – ellers tror jeg ikke, jeg var kommet igennem den.

Jeg troede desuden, de to fortællinger ville hænge sammen på en eller anden måde, men det følte jeg ikke rigtig, de gjorde. Dette kan dog bare være mig, der har misforstået noget – men jeg ville altså virkelig have ønsket, at de bare flettede sig en lille smule sammen. Det kunne nemlig have været ret fedt.

Hvis jeg skulle rate de to fortællinger hver for sig, så ville jeg give Ambrosia 3 stjerner og Live ville få 1 stjerne.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5

 

Nyt i reolen #24

Min eksamensperiode har været hård og træls, men den har dog også haft nogle lyspunkter. Som når posten har ringet på døren med en bogpakke iført mit navn i favnen. De gange er mit humør helt sikkert steget en smule, men samtidig har jeg også forbandet eksamen langt væk, da jeg har haft lyst til at læse dem med det samme. I nat afleverede jeg dog min eksamensopgave, så den næste uges tid skal der læses i stor stil. Jeg tænkte derfor, det ville være et godt tidspunkt at vise nogle af mine nye bøger frem.

#24

  • The Language of Flowers af Vanessa Diffenbaugh – Vundet hos Rikke.
  • Ambrosia / Live af A. Silvestri – Anmeldereksemplar fra Valeta.
  • KBH Noir af Martin Dan Rasmussen – Anmeldereksemplar fra Valeta.
  • New Delhi – Borås af Per J. Andersson – Anmeldereksemplar fra Gads Forlag.
  • Børnene af Ida Jessen.
  • Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker – Anmeldereksemplar fra Rosinante&Co.
  • Fordærvet af Lars Kramhøft og Tom Kristensen – Anmeldereksemplar fra Valeta. Anmeldt her.

Har I tilføjet nye bøger til reolen på det sidste? Hvilke?

“Fordærvet” af Lars Kramhøft og Tom Kristensen

FordærvetTitel: “Fordærvet”
Forfatter(e): Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Serie: –
Sideantal: 130
Forlag: Valeta
Udgivet: 5.4.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Da hans far dør under mystiske omstændigheder, tvinges den unge arkitekt Michael Langer til at vende tilbage til sit barndomshjem i det mørke Nordjylland for at se sine dæmoner i øjnene.

Men fortiden nægter at blive stedt til hvile, og snart er Michael og hans kæreste Rose fanget i et dødsensfarligt spind af fortrængte minder, forfærdelige hemmeligheder … og bestialske mord.

Og bag det hele lurer en skjult ondskab på Michael og hans kæreste – en ondskab fra hinsides graven, der nægter at give slip … En ondskab, der har fulgt Michael siden hans barndom, og som denne gang er fast besluttet på ikke at lade ham undslippe …

Jeg har det faktisk lidt svært med denne ‘bog’. For det første er det vidst min første grafic novel, så har jeg ikke rigtig noget at sammenligne den ordentligt med, og for det andet er mine følelser om den ret splittede.

Jeg var virkelig vild med illustrationerne, som for det meste blev holdt i mørke og lidt dystre farver. Det fungerede nemlig virkelig helt perfekt til historien, som i sig selv også er meget dyster. Men samtidig elskede jeg også, hvordan der blev blandet andre farver ind engang imellem, og der på den måde kom andre og lidt gladere udtryk. Mht. selve tegnestilen er jeg også lidt splittet, på den ene side synes jeg, den var helt perfekt til historien, men på den anden side synes jeg nogle gange, den blev en anelse forvirrende. Dette kan dog måske også skyldes, at det var min første oplevelse med en grafic novel.

Historien var på den ene side virkelig god og ret fedt udtænkt, men på den anden side, synes jeg, den var alt for let at regne ud. Jeg blev i hvert fald ikke rigtig overrasket på noget tidspunkt i historien, hvilket jeg fandt ret frustrerende. Jeg kan i hver fald personligt godt lide, at historien overrasker en smule – specielt når der er tale om en uhyggelig historie. Af denne grund kunne jeg heller ikke rigtig mærke uhyggen – altså jo jeg kunne da godt se, at nogle af illustrationenerne var ret creepy, og historien var ret uhyggelig, men det fungerede bare ikke rigtig for mig. Når det er sagt, så synes jeg dog alligevel, det var en ret fed historie, og jeg nød da at læse den.

Alt i alt var det altså på en måde en lidt skuffende oplevelse, men alligevel noget jeg nød at læse, og altså dermed en rimelig blandet læseoplevelse, som dog overvejende var positiv.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5


“Mutagen” af Jonas Wilmann

MutagenTitel: “Mutagen”
Forfatter(e): Jonas Wilmann
Serie: –
Sideantal: 198
Forlag: Valeta
Udgivet: 1.2.2011
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hvad er menneskelighed?

Og er det værd at overleve for en hver pris?

Også hvis det er på bekostning af menneskeligheden…?

Minna er gravid i syvende måned og er på en rejse igennem et hærget Danmark sammen med sin mands morder.

De er på vej mod laboratorierne i syd, hvor hendes ufødte barns skæbne skal afgøres; barnet er nemlig arveligt disponeret for den genetiske streng der har forvandlet en hel generation af mennesker til blodtørstige uhyrer…

Jeg havde ikke de store forventninger til bogen, da jeg ikke rigtig har hørt om den før, og bagsideteksten ikke fortæller så meget om den. Jeg blev derfor ret overrasket over den, den var nemlig virkelig god!

Historien var rimelig kort, men helt ærligt kunne jeg ikke have set den længere. Længden passede virkelig godt. Hvis den havde været længere, er jeg nemlig bange for, der ville være kommet alt for meget fyldstof, som der slet ikke var brug for. Bogen var ret spændende, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Jeg måtte vide, hvad der skete med Minna.

Jeg var ret vild med personerne i bogen. Dog synes jeg godt, Minna kunne have handlet anderledes nogle gange, men overordnet var jeg glad for hende. Og det er måske også lidt svært at sige, hvordan man selv ville handle i sådan en situation. Ikke at jeg regner med, jeg kommer til at opleve det selv.

Historien var god, men jeg må indrømme, at jeg på ingen måder forstod slutningen. Den forvirrede mig virkelig meget! Det er som om, der kommer en slutning, og så lige lidt mere information, hvilket jeg ikke synes passede ind. Jeg ville gerne have haft den til at slutte lidt før i hvert fald.

Alt i alt er det dog en bog, der ikke tager alverdens tid at læse, men som alligevel er både god og spændende.