“Tavshedens mørke” af Maria Kjær-Madsen

Tavshedens mørkeTitel: “Tavshedens mørke”
Forfatter(e): Maria Kjær-Madsen
Serie: Serien om Luna og Jepsen #2
Sideantal: 358
Forlag: Valeta
Udgivet: 8.11.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

En alarmerende opringning kaster på få minutter en ganske almindelig dansk familie ud i et mareridt. Alt, hvad de kender, bringes i spil, og intet er længere, hvad det giver sig ud for at være.

Samtidig kontakter beboerne i en etageejendom politiet, fordi lugten af død og forrådnelse breder sig i opgangen. Thomas Jepsen sættes på sagen, som viser sig at være mere kompliceret, end han først antager.

Så da journalisten Luna får fært af historien, skal der mere end ferie fra avisen til at holde hende væk. Normaliteten udfordres, og der tilføjes hele tiden nye brikker, som gør det svært at gennemskue, hvad der er ægte, hvad der er iscenesat, og hvad der bare er gemt – for at blive glemt.

En roman om svigt, afmagt og hemmeligheder, der er så ødelæggende, at de dræber.

Jeg havde lidt problemer med Sorgens dæmoner, som er den første bog i serien, men endte med at synes, den var ret spændende alligevel. Derfor glædede jeg mig også til at læse den næste i serien. Jeg var så heldig at få lov til at være betalæser på bogen, og jeg vidste derfor stort set intet om fra start. Og jeg blev virkelig positivt overrasket over den. Den var virkelig god hele vejen igennem! Siden har jeg så læst bogen, efter den er blevet udgivet, og anmeldelsen vil derfor bære præg af både min første læsning af den og genlæsningen.

Selvom jeg havde læst bogen før, og dermed kendte historien og ikke mindst slutningen, så var den vildt spændende alligevel. Jeg kunne på ingen måder lægge den fra mig, specielt ikke ved første læsning, da jeg bare måtte vide, hvordan det hele hang sammen. Jeg synes desuden, bogen starter rigtig godt ud, og den fangede mig helt fra start.

Jeg synes virkelig, den er skrevet godt. Plottet hænger rigtig godt sammen, og jeg følte hele tiden, at alt man fik at vide, var vigtigt. Desuden var jeg vild med, man fik en masse ledetråde, men at man alligevel ikke sådan lige kunne regne historien ud. Desuden er bogen skrevet i et sprog, som får læsningen til at flyde. Bogen er desuden inddelt i kapitler som består af dage, hvilket gør det let at følge med i efterforskningen. Samtidig skiftes der synsvinkel, hvilket er tydeligt markeret, og som fungerer rigtig.

Jeg elsker desuden Lunas udvikling i gennem bogen! Hun kommer til at virke meget mere menneskelig – og så elsker jeg, at hun rent faktisk tænker lidt frem, og overvejer sin egen fremtid. Desuden synes jeg, de andre personer er rigtig godt beskrevet; jeg kunne  hvert fald se et tydeligt billede af, hvordan de så ud, og deres opførsel var bare helt perfekt.

Jeg venter i spænding på den næste bog i serien, som helt sikkert skal læses, så snart den udkommer!

 

“Micki 19:50” af Christian Reslow

Micki 19.50Titel: “Micki 19:50”
Forfatter(e): Christian Reslow
Serie: –
Sideantal: 136
Forlag: Valeta
Udgivet: 1.10.2010
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I et teater i Nordsjælland går lyset ud.
En kvinde rammer, bevidstløs, gulvet på scenen.
Kameramanden Tonni, dirigenten Georg og sangerinden 
Raquelle er fanget i den mørke bygning. 
Spærret inde af en snestorms rasen er de tvunget til at 
undersøge det forladte teater.

Hvor forsvandt orkesteret og teatergæsterne hen?
Hvem barrikaderer dørene og tænder bål på scenen? 
Hvem har skrevet JYDEN ER OND !! i blod på væggen?

Jeg havde ingen forventninger til denne bog overhovedet. Jeg vidste kun det, som bagsideteksten fortalte, og som gjorde mig nysgerrig på bogen til at starte med. Den lyder nemlig ret interessant, men med det ret lave sideantal, havde jeg svært ved at forestille mig, hvad der skete i den.

Det var absolut ikke den bedste bog, jeg har læst, men heller ikke den værste. Jeg læste den på ca. tre timer, og i de timer var jeg rimeligt godt underholdt. Den var spændende og aktionfyldt, men samtidig var den til tider alt for forvirrende. Der var flere gange, hvor jeg lige måtte læse lidt tilbage, fordi jeg simpelthen ikke anede, hvad der foregik.

Dog passede det egentlig meget godt ind, at den var forvirrende, idet karakterende flere gange heller ikke havde en idé om, hvad der skete. Det blev bare lidt for meget, og jeg kunne måske godt have brugt en fortællerstemme, der lige gjorde det hele lidt mere klart indimellem. Bogens plot var jeg dog helt vild med! Det er måske ikke verdens bedste, men jeg synes altså alligevel, det er ret godt udtænkt.

Bogen skifter mellem forskellige synsvinkler, hvilket fungerede ret godt. Jeg synes i hvert fald, det var med til at gøre bogen mere spændende, idet man dermed “oplevede” noget, som man ellers ikke ville have gjort.

 

“Sorgens dæmoner” af Maria Kjær-Madsen

Titel: ”Sorgens dæmoner”
Forfatter(e): Maria Kjær-Madsen
Serie: Serien om Luna og Jepsen #1
Sideantal: 377
Forlag: Forlaget Valeta
Udgivet: 11.11.2011
Læst på: Dansk

Forestil dig at en utrættelig og kynisk drabsmand hærger Danmark. 
Forestil dig at denne drabsmand kan slå til hvor og når som helst. 
Forestil dig at han hverken kan ses eller høres. 
Forestil dig at du er en del af denne historie. 

Romanen Sorgens dæmoner er en snigende og medrivende fortælling om en beregnende og nådesløs ondskab, der lurer i mørket.

Jeg har længe ville læse denne bog, da jeg kender forfatteren bag, og derfor har kunne følge med i forløbet med at skrive den. Desuden foregår bogen hovedsageligt i Svendborg og omegn, hvor jeg selv bor. Journalisten Luna, som er hovedpersonen, arbejder på Fyns Amts Avis, som jeg også har en del kendskab til eftersom min far arbejder der, og at jeg selv har været ung-rapporter for dem. Det at jeg kender områderne, og de forskellige steder gør, at det bliver endnu mere spændende at læse, da jeg kan se omgivelserne for mig.

Jeg må indrømme, at jeg synes bogen startede lidt for langsomt op. Bogen starter godt nok op med et mord, men alligevel føles det som om, der lige går lidt tid, før den kommer ordentligt i gang. Samtidig var jeg virkelig træt af hovedpersonen i starten – jeg synes virkelig hun var både kedelig og meget irriterende. Dette ændrede sig dog, jo længere jeg kom ind i bogen. Det endte faktisk med, at jeg blev rigtig glad for hovedpersonen, og gerne ville have læst meget mere om hendes liv. I takt med at jeg blev gladere for hovedpersonen, synes jeg også bogen gik lidt mere i gang, og blev mere spændende. Den blev i hvert fald så spændende, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen – jeg blev simpelthen nødt til at vide, hvad der nu ville ske, og hvem der var morderens næste offer.

Bogen er inddelt i kapitler efter dagene, og da bogen foregår over en uge, er der 7 kapitler – altså et for hver dag. Samtidig er der en side før hvert nyt kapitel, hvor det er morderen der fortæller nogle ting. Desuden er der små inddelinger inde i selve kapitlerne, sådan så man tydeligt kan se, når der bliver skiftet synsvinkel.  Jeg synes sådan set at selve inddelingen, specielt dem inde i selve kapitlerne, fungere rigtig godt, og er med til at gøre læsningen let og overskuelig. Dog synes jeg ikke siderne hvor morderen fortæller, fungerer særlig godt. Altså det er skrevet udmærket, og det gør da også sådan, at man får nogle vigtige oplysninger, men jeg synes bare godt det kunne være udeladt.