“Vores ø” af Tracey Garvis Graves

Vores øTitel: “Vores ø”
Forfatter(e): Tracey Garvis Graves
Serie: –
Sideantal: 373
Forlag: Forlaget Turbulenz
Udgivet: 3.5.2013
Læst på: Dansk

Vores ø er historien om to mennesker på en øde ø og deres behov for mere end blot at overleve.

Den 30-årige lærerinde Anna tøver ikke med at sige ja, da hun bliver tilbudt et sommerjob som privatlærer for den 16-årige dreng T.J., der er ved at komme sig oven på en livstruende kræftsygdom. Undervisningen skal foregå på Maldiverne, og for Anna er det en chance for at slippe væk fra sin ensformige hverdag i Chicago og et kærlighedsliv, der er gået i stå.

Men drømmen udvikler sig til et mareridt, da flyet styrter ned i det Indiske Ocean på vej til Maldiverne. Som de eneste overlevende søger Anna og T.J tilflugt på en øde ø.

Her må de selv finde føde og tackle de farer, der lurer på øen, og risikoen for, at T.J.’s kræftsygdom vender tilbage.

Jeg havde virkelig store forventninger til denne bog, da jeg med det samme forelskede mig i beskrivelsen af den. Jeg var derfor også lidt nervøs for, om den nu kunne indfrie mine forventninger. Det havde jeg dog ikke haft grund til at være, den var nemlig virkelig alt, hvad jeg havde håbet på og lidt til. Historien er simpelthen så god. I bund og grund er det jo egentlig ‘bare’ en kærlighedshistorie, men jeg synes alligevel, den satte en masse tanker i gang. Hele aspektet med aldersforskellen gør bare så meget for historien, og det var virkelig interessant at læse både Anne og T.J.’s tanker.

Bogen var nemlig inddelt i kapitler set fra henholdsvis Anne og T.J.’s perspektiv, hvilket, jeg synes, fungerede rigtig godt. Det var rigtig rart at kunne følge med i, præcis hvordan de hver især havde det, og deres tanker om det hele. Desuden elskede jeg T.J.’s udvikling – man kan virkelig mærke, hvordan han vokser op, og hvordan hans tanker ændre sig. I det hele taget var de begge helt perfekte. Jeg kunne i hvert fald ikke have drømt om, de havde været anderledes.

Bogens sprog irriterede mig en smule i starten, fordi det nærmest virkede for let. Men efter ganske få kapitler gjorde det mig ingenting, og det fik bare læsningen til at flyde i stedet. Desuden er kapitlerne ret korte, hvilket jeg elsker, da det også giver et rigtig godt flow.

Uden at spoile noget bliver jeg også lige nødt til at kommentere på bogens slutning. Bogen kunne være endt på så mange forskellige måder, og jeg kunne på ingen måder regne slutningen ud. Men jeg synes virkelig, den var helt perfekt. Meget bedre end jeg overhovedet havde turde håbe på – den passede i hvert fald rigtig godt til historien.

Det er helt sikkert en bog, jeg kommer til at genlæse, og som jeg virkelig vil anbefale alle, der gerne vil læse noget mere end ‘bare’ endnu en kærlighedshistorie.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


Månedens læsning #2: Februar

Så sluttede februar, og det er på tide at gøre månedens læsning op. Jeg er inde i en virkelig god læseperiode, hvor jeg nærmest bare flyver gennem de bøger, jeg læser – uanset hvad jeg synes om dem.

I februar har jeg læst hele 14 bøger. De tre af dem har dog været citatbøger, og én enkelt af dem en børnebog på 32 sider. Men de var alle fire så gode, at de har fortjent at komme med i optællingen.

Jeg har dog lidt svært ved at regne ud præcis hvor mange sider, jeg har læst om dagen. Jeg kan nemlig ikke helt finde ud af, hvad jeg skal tælle med. Derfor kommer der to forskellige tal. Hvis jeg lader alt tælle med, har jeg i gennemsnit læst ca. 130 sider om dagen, hvilket, jeg selv synes, er helt ufatteligt højt, når jeg jo også har lavet andet end at læse. Hvis jeg ikke lader citatbøgerne og børnebogen tælle med, og kun lader siderne med tekst i Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick tælle med (hvilket vist er 184 sider), så har jeg i gennemsnit læst ca. 103 sider om dagen. Hvilket, jeg også synes, er ret vildt – men samtidig er jeg også ret stolt og glad over det.

Jeg har læst nedenstående bøger i februar.

En flænge i himlen af John Green: 5. Fantastisk genlæsning af en virkelig god historie.

Eleanor og Park af Rainbow Rowell: 5. Den er så fantastisk, så fin, så ægte! Læs den! Anmeldt her.

(More) Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell: 4 til begge. Rigtig hyggelig og underholdende læsning.

Silhuet af Nick Clausen: 4. Virkelig spændende læsning fra start til slut.

Vores ø af Tracey Garvis-Graves. 5. En fantastisk kærlighedshistorie med et twist.

Server af Peter Griffin: 2. En potentielt spændende historie, som desværre skuffede mig.

Status af Erlend Loe: 3. En okay historie med en meget skør hovedperson.

Kærlighed af Paulo Coelho: 5. Virkelig fine citater om kærlighed. Gav mig en stor lyst til at læse mere af Coelho.

Før jeg dør af Jenny Downham: 3. En gennemlæsning af en bog, jeg tidligere har elsket, men som desværre ikke sagde mig så meget længere.

Unremembered: Uden minder af Jessica Brody: 3.5. Havde svært ved at bedømme den, men idéen var ret interessant, og resten af trilogien skal helt sikkert læses.

Det er min elg af Oliver Jeffers: 5. Virkelig hyggelig børnebog.

Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick: 4. Helt unik bog med en god historie og fantastiske illustrationer.

Dominanten af Tara Sue Me: 3. En lidt kedelig bog, som jeg dog alligevel godt kunne lide.

Har I læst noget godt i februar?

Jeg ønsker mig #14

Min bogønskeliste er uendeligt lang, og der bliver hele tiden tilføjet flere og flere til den. Jeg vil derfor hver torsdag vise én bog(serie) frem, som jeg ønsker mig, så det måske kan give lidt inspiration til, hvilke bøger I kunne ønske jer.

For et par dage siden så jeg en Booktuber (kan selvfølgelig ikke lige huske hvem), der fortalte om denne bog. Og jeg var med det samme hooked. Bogen lyder så god, og som noget jeg ikke rigtig har læst før. Det er nok overordnet en kærlighedshistorie, men samtidig er jeg overbevist om, den virkelig kan få en til at tænke.

Bogen er Vores ø af Tracey Garvis Graves.

Vores ø af Tracey Garvis Graves er historien om to mennesker, der strander på en øde ø. Lærerinden Anna Emerson får et job som privatlærer for rigmandssønen T.J. Callahan, der er ved at komme sig efter en alvorlig kræftsygdom. De to er på vej til Maldiverne, hvor undervisningen skal foregå, da flyet styrter ned i det Indiske Ocean, og de er de eneste overlevende. Sammen søger de tilflugt på en øde ø, og kampen for at overleve begynder.