Dette indlæg skulle selvfølgelig være udgivet i december. Ja, faktisk var det planlagt til den 3. søndag i advent, men det nåede aldrig at blive helt færdigt. Jeg synes dog stadig, det er virkelig fint, og derfor får I det altså alligevel nu. Jeg håber, I nyder at læse det – også selvom julen forlængst er overstået, hvis man altså ikke går ud fra, at den varer lige til Påske. 😉
Jeg er blevet tagget af Malene til at besvare The Joy of Christmas Book Tag, og det vil jeg selvfølgelig gerne. Jeg elsker jul, og jeg synes derfor, det er helt perfekt, at der findes julebogtags. Bøger og jul er jo en fantastisk kombination. Tagget er oprindeligt skabt af Sam fra Sam’s Nonsense, og kan ses her.
1) Anticipation: The Christmas excitement is real, what book release(s) are you most anticipating?
Hvis vi starter med danske (oversættelser), så kan jeg slet ikke vente på “Kamp til stregen” af Elle Kennedy (15/3). Jeg glæder mig ultra meget til at læse den, og hvis det ikke var fordi, jeg har læst de tre andre bøger i serien på dansk, så havde jeg også allerede slugt den på engelsk. Derudover glæder jeg mig meget til følgende bøger:
“Naboparret” af Shari Lapena (27/12), “Ski, kys og røde kinder” af Lucy Ivison & Tom Ellen (2/2), “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon (13/2), “Ti små åndedrag” af K. A. Tucker (27/2) og “Et rige af torne og roser” af Sarah J. Maas (28/2).
Der står endnu ikke så mange udenlandske bøger på min liste. Jeg er nemlig ikke helt så god til at holde øje med disse udgivelser. Jeg har dog fire, som jeg har ventet på virkelig længe, og som jeg derfor glæder mig helt vildt til udkommer. Den første er “By Your Side” af Kasie West, som seriøst handler om to personer, der bliver låst inde på et bibliotek. Hvor fed en setting er det ikke lige! Derudover glæder jeg mig til “The Secret History of Us” af Jessi Kirby, som bare lyder helt vildt god og lettere uforudsigelig. Endvidere udkommer der nye bøger af både Stephanie Perkins og Andy Weir i løbet af 2017, og dem glæder jeg mig også helt vildt til. Mest af alt bare fordi, jeg så gerne vil læse mere af dem.
2) Christmas Songs & Carols: What book or author can you not help but sing it’s praises?
Det er vidst ikke helt så svært at svare på. 😉 Jeg anbefaler altid Dennis Jürgensen og især “Freddy”- og “Spøgelseslinien”-serien. Derudover ynder jeg dog også ofte at anbefale “Susannes dagbog til Nicholas” af James Patterson, “Vores ø” af Tracey Garvis Graves og “Maybe Someday” af Colleen Hoover. Det er nemlig alle sammen helt fantastiske bøger. Desuden har jeg adskillige gange i år anbefalet og snakket om både “Spektrum”-serien af Nanna Foss og “Ravnenes hvisken” af Malene Sølvsten. De bøger sidder nemlig ofte i mine tanker, og jeg elskede dem virkelig.
3) Gingerbread Houses: What book or series has wonderful world building?
Jeg har virkelig svært ved ikke at sige Harry Potter, for det er simpelthen bare for oplagt. Så istedet går jeg med Hunger Games. Den er måske også rimelig oplagt, men jeg kan virkelig ikke lige komme på andre lige nu. Desuden har de to altså helt fantastiske verdener. Eller altså, de har rigtig godt beskrevet verdener. Jeg ved ikke helt, hvor rare de er at bo i. 😉
4) A Christmas Carol: Favorite classic or one that you want to read
Jeg føler ikke rigtig, jeg har læst nok klassiskere til at kunne svare på, hvilken der er min favorit. Til gengæld har jeg en lang liste over klassiskere, jeg virkelig gerne vil læse engang i fremtiden. Jeg vil f.eks. rigtig gerne læse flere børnebogsklassikere (kom gerne med anbefalinger!), og så står “Little Women” af Louisa May Alcott ret højt på listen. Derudover drømmer jeg især om at læse “1984” af George Orwell, “American Psycho” af Bret Easton Ellis, “Den kroniske uskyld” af Klaus Rifbjerg, “Fluernes herre” af William Golding, “Frankenstein” af Mary Shelly, “Lolita” af Vladimir Nabokov og noget af Jane Austen. Det er dog ikke noget, som jeg føler haster.
5) Christmas Sweets: What book would you love to receive for Christmas
Åh, der er mange. Man er vel bogelsker. 😉 Faktisk har jeg hele 17 bøger på min ønskeseddel, og så er jeg endda kommet i tanke om, at jeg har glemt et par stykker. Der er dog selvfølgelig nogle bøger, jeg håber mere på at få end andre. Jeg håber derfor især på, at jeg finder den illustrerede udgave af “Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer” af J.K. Rowling samt “Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Original Screenplay” af J. K. Rowling under juletræet.
Jeg bliver dog glad uanset hvilke af bøgerne på min liste, jeg kommer til at få. Og ja, jeg ved allerede, at der i hvert fald kommer til at ligge et par bøger under juletræet. Min familie ved nemlig, at det oftest er det, jeg ønsker mig mest, og derfor giver de mig det også for det meste. Men samtidig fik jeg også min kæreste til at indrømme, at han havde et plusmedlemsskab til Saxo. 😉 Jeg ville nemlig købe en bog til mig selv (som ikke står på listen!), og det ville jo være dumt, hvis vi begge betalte for et medlemsskab.
6) Candles in the Window: What book gives you that warm fuzzy feeling?
Det er der heldigvis rigtig mange bøger, der gør. Den første jeg kommer i tanke om er dog “Harry Potter” af J. K. Rowling – og faktisk alle bøgerne i serien. For selvom historien til tider er ret grusom, så er der også bare så mange helt fantastiske og hjertevarme scener, som jeg elsker. Desuden bliver jeg altid helt nostalgisk, når jeg genlæser én af bøgerne. I det hele taget er serien altså også helt perfekt at læse i vinterhalvåret. Jeg elsker i hvert fald at drømme mig lidt væk til, især, et snedækket Hogwarts.
7) Christmas Trees & Decorations: What are some of your favorite book covers?
Det er jo helt enormt svært at vælge. Der udkommer jo heldigvis så mange smukke bøger hele tiden. Dog må nogle af mine yndlings i øjeblikket helt klart være “The Little Book of Hygge” af Meik Wiking, “Winter Magic” af Abi Elphinstone og “Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Original Screenplay” af J. K. Rowling. De er simpelthen bare så fantastisk fine alle tre.
8) Christmas Joy: What are some of your favorite things about Christmas And/Or some of your favorite Christmas memories?
Min absolutte yndlingsting ved julen er uden tvivl al den hygge, den medfører. Jeg er vild med traditioner, og julen er jo helt klart fuld er disse. Desuden byder julen og december oftest også på gensyn med familiemedlemmer. Jeg elsker også al pynten og især alle julelysene. De er bare så utroligt hyggelige. Og så er der selvfølgelig al den skønne mad.
En anbefaling til en børneklassiker: The Wind in the Willows. Den er altså bare fantastisk fin 🙂
Mange tak for anbefalingen. Den har jeg faktisk stående i en virkelig skøn illustreret udgave i reolen, så jeg må da bare se af at komme i gang 😀