Titel: “At danse mellem glasskår” / Forfatter(e): Bettina Stuhr Lindskow / Serie: – / Sideantal: 256 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 14.11.2018 / Læst på: Dansk
Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Rose drømmer om en professionel dansekarriere i London. Hun træner hårdt til europamesterskaberne med sin dansepartner, Christian. Men finalen går slet ikke som planlagt. Rose vågner op på hospitalet og får at vide at hun har diabetes. En sygdom som hun skal leve med resten af sit liv… men kan hun stadig danse? Og hvem er hun egentlig hvis hun ikke længere er Christians dansepartner.
“At danse mellem glasskår” er en historie om kærlighed og identitet. Om hvor svært det kan være at acceptere en kronisk sygdom om at turde gå efter sine drømme.
Dette er en bog, som jeg har luret på rigtig længe. For selvom dens overordnede emner med diabetes og dans ikke rigtig trak i mig, så var der noget andet udefinerbart, der gjorde. Jeg var derfor heller aldrig rigtig i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle læse bogen. Spørgsmålet gik mere på, om jeg ville ende med at synes om den. Jeg må nemlig indrømme, det ikke er to emner, jeg jubler super meget over en bog om – selvom det selvfølgelig er vigtigt med fokus på det første. Jeg var derfor også lidt nervøs for, om jeg ville kunne elske den, eller om jeg ville ende ud med en lidt flad fornemmelse og evt. skuffelse. Heldigvis er det bestemt ikke det sidste, der gør sig gældende.
“At danse mellem glasskår” er nemlig så meget mere end det, jeg frygtede. Det er en enormt fin fortælling om kærlighed, venskab, familieliv og de hårde teenageår. Samtidig er det også en virkelig god fortælling om magtesløshed, og om at finde sig selv i en verden, der pludselig er blevet vendt på hovedet. Hvilket gør den meget let at relatere til, på trods af jeg ikke selv lider af diabetes, eller har det sådan rigtig tæt inde på livet. For ungdomslivet er nemlig i sig selv ofte frustrerende og forvirrende, og det er så let at relatere til Roses følelser.
Derudover er det uden tvivl en rigtig vigtig bog, som jeg er sikker på, der er mange, der har siddet og ventet på. Jeg er i hvert fald sikker på, der mangler gode skønlitterære bøger om diabetes. Uden tvivl også til de unge, som jo er hovedmålgruppen for bogen. Ydermere tager bogen sygdommen op på en rigtig god måde. Det bliver nemlig gjort således, at det ikke er bogens eneste omdrejningspunkt, men samtidig bliver sygdommen heller aldrig negligeret.
I det hele taget er “At danse mellem glasskår” en rigtig god bog. Jeg slugte den, men samtidig satte den også nogle tanker i gang hos mig. I det hele taget er det en rigtig god bog, som jeg er så glad for at have stiftet bekendtskab med. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal læse mere fra Lindskows hånd i fremtiden. Faktisk kan jeg også kun sætte en finger på en ting i historien, og det var, at jeg havde lidt svært ved at gennemskue bogens tidslinje. Noget der desværre gjorde, at kærlighedsdelen kom til at gå en anelse for stærkt til min smag. Men jeg troede nu alligevel på den, jeg ville bare gerne have haft, den blev udviklet over lidt længere tid.
