Nyt i reolen #67: September

Det er tydeligt at mærke, at vi for alvor er gået ind i de måneder, hvor forlagene spytter nye udgivelser ud. Ikke at jeg klager. Nej, bestemt ikke! Der udkommer nemlig så meget godt. Men det betyder, at der kommer ret mange nye bøger hjem til min samling. Især fordi jeg er dårlig til at sige nej. I hvert fald når bøgerne jo nærmest skriger på mig. Desuden er jeg så heldig, at flere af de danske forlag forkæler mig, og derfor har måneden også budt på flere overraskelsespakker.

Men lad os starte med de bogkøb, jeg selv har gjort mig i løbet af måneden. Hvilket faktisk er en helt god stak alligevel. Især fordi jeg ikke selv tænkte, det var så mange. Jeg har dog klikket hele seks bøger hjem og gjort et enkelt genbrugskøb i løbet af september. Det føles dog ikke af så meget, da de fem af bøgerne var én ordre med en sampak, og den anden var en forudbestilling. Forudbestillingen var selvfølgelig “Ursiderne” af Nanna Foss. Jeg har på en eller anden måde ikke nået at læse den endnu, men den tikker mig virkelig om det. Jeg har jo ventet så længe på at læse videre og se, hvad der kommer til at ske. Genbrugsfundet er “Ritualer” af Mo Hayder, som jeg ikke ved så meget om. Jeg ejer bare en af hans andre bøger i serien, som lyder spændende, og til en 5’er måtte den med hjem. De sidste er “Relief #1-4” af Dennis Jürgensen, som Tellerup tvang mig til at købe. Okay, måske tvang de mig ikke helt, men de gav en gratis kopi af “Løbende Tjener” af Dennis Jürgensen med i alle ordre, og så måtte jeg jo slå til. 😉

Af anmeldereksemplarer kan jeg se, at jeg faktisk kun har fået to: “Helt mørkt, intet lys” af Stephen King og “Kludedukken” af Daniel Cole, som Hr. Ferdinand (Politikens Forlag) har været så søde at sende til mig. Resten har nemlig været overraskelsespakker – som dog er helt fantastiske. De tæller nemlig bl.a. “Caraval” af Stephanie Garber og “Ravnedrengene” af Maggie Stiefvater, som Turbine har sendt mig. Det er to bøger, jeg nok normalt ikke ville være så interesseret i, men de lyder altså begge virkelig gode. Desuden har Klim sendt mig “Til døden os skiller” af Michelle Richmond, som lyder super spændende. Fra Gyldendal kom “The Hate U Give” af Angie Thomas, som jeg glæder mig til at se, om kan leve op til dens hype. “Vidnet” af Nora Roberts har Flamingo sendt min vej. Jeg ved ikke så meget om den, men jeg bliver mere og mere hooked på at læse noget af Roberts. Desuden synes jeg, at Flamingo gør det rigtig godt med designet af de danske udgaver af hendes bøger. Til slut har CarlsenPuls sendt mig en rigtig fin pakke indeholdende deres første udgivelse, som er “Valget” af Sarah Engell. En bog som lyder ret fantastisk, og som én der er meget aktuel i øjeblikket.

Hvilke bøger har du købt i september?

At opdrage en læser

Hvad er det, der gør en læser til netop dette? Det er et spørgsmål, jeg længe har gået og grublet over. Faktisk nærmest lige siden, jeg i efteråret sidste år tog en graviditetstest, der viste, at T var på vej. Med et lille nyt liv følger nemlig en masse tanker og overvejelser, og én af disse er netop, hvordan jeg giver T det bedste grundlag for at blive en læser. Ikke fordi han absolut skal være dette. Det er selvfølgelig noget, han helt selv bestemmer, når han bliver ældre. Men jeg vil gerne opdrage ham på en måde, hvor bøger og læsning er en helt naturlig del af hans hverdag. Og hvordan gør man så dette? Det kan jeg endnu ikke besvare fuldkommen, men jeg kan fortælle dig om nogle af de tanker, jeg allerede har gjort mig, og måske har du input til emnet?

Først og fremmest tror jeg, det er vigtigt, at bøger er en naturlighed. Med dette mener jeg, at der fysisk skal være bøger til stede i de omgivelser, som T befinder sig i. Det vil der selvfølgelig være uanset hvad, da jeg ejer ret mange bøger. Men jeg tror også, det er vigtigt, at barnet har bøger, som kun er dennes. T skal altså have bøger, som står på hans værelse, og som han må gøre lige præcis det med, som han har lyst til. Om det så er at læse/kigge i dem, lege med dem eller bide i dem, så må han gøre dette. Det er noget, som piner mit bogelskende hjerte en smule, men vigtigheden af det overskygger nu alligevel dette. For hvordan skal man blive læser, hvis man slet ikke må røre bøgerne? Det tror jeg simpelthen ikke på er en mulighed.

At stille bøger til rådighed for barnet behøver dog ikke kun at være ved selv at eje disse. Børnebøger er dyre, og ikke alle er så heldige, at de bliver født ind i deres eget bibliotek. Derfor er det jo fantastisk, at vi har offentlige biblioteker, hvor det er helt gratis at låne det, du har lyst til. Børnebøger fra biblioteket kan godt være lidt klamme. Det er trods alt typisk børn, der har haft fat i dem. Men det er jo også netop et barn, du låner dem til. Du bør dog nok holde barnet fra at putte bøgerne i munden, men det bør du nok i det hele taget lade være med, når det handler om lånte bøger. Udover at låne bøger på biblioteket, så tænker jeg også, det er en rigtig god idé at tage barnet med. Biblioteket er jo et magisk sted, og de fleste biblioteket har også efterhånden små legeområder og arrangementer for børn. Man behøver altså ikke kun at komme der for bøgerne, hvilket jeg også håber på, T kommer til at opdage. Men samtidig tænker jeg også, at han skal have lov til at kigge bøgerne igennem, og helt selv udvælge nogle, som han på en eller anden måde finder interessante.

At opdrage en læser kræver dog helt klart ikke kun at stille bøger til rådighed. Det kræver også, at man viser, hvad disse kan bruges til, og hvilke magiske verdener og historier, disse kan indeholder. Hvilket selvfølgelig gøres på fineste vis gennem højtlæsning. Uanset om du er god til dette eller ej, så er jeg sikker på, det vil få barnet til i hvert fald at forbinde bøger med noget hyggeligt, hvis du læser for det. For højtlæsning er uanset hvad læsning – også selvom det ikke foregår med forskellige stemmer eller andre ting. Hvis man gerne vil have dette, så kan man jo f.eks. også blande højtlæsningen med lydbøger. Dem regner jeg i hvert fald med, at vi også kommer til at benytte herhjemme. Jeg er ydermere af den overbevisning, at man kan ikke begynde højtlæsningen for tidligt. De fleste babyer elsker jo deres mors stemme, så hvorfor ikke allerede begynde højtlæsningen, når de er helt små? Herhjemme var T derfor også kun få dage gammel, første gang han fik læst en bog højt. Han forstod selvfølgelig intet, men det beroligede ham, og samtidig tænker jeg, det i det lange løb gør læsningen endnu mere naturlig. Hvis man ikke kender til andet end, at det er normalt, f.eks. at få læst højt, før man skal sove. Så er jeg nemlig også sikker på, at dette vil fungere senere hen, hvor barnet bliver mere selvstændigt og interesseret i andre ting.

Til sidst har jeg en lille bonus, som nok ikke har en direkte betydning. Men det er noget, som jeg tænker kun kan være gavnligt. Dette er at lade barnet se forældrene læse. Selvfølgelig ikke på en måde, hvor det bliver tvunget til at kigge på, men hvor det kan se, at læsning er en naturlighed for forældrene. Jeg tror i hvert fald, det er med til at styrke nysgerrigheden over for læsning, hvis man er opvokset med at se andre læse. Derfor håber jeg også på, at T får set, især mig, læse en del i løbet af hans barndom

Tænker du også over, hvordan man opdrager en læser? Og hvis du har børn, hvad gør du så selv for at opmuntre disse til at blive læsere?

Finally Fall Book Tag

Jeg stødte på Pernilles indlæg, hvor hun besvarer “Finally Fall Book Tag” i sidste uge, og tænkte med det samme ud fra titlen, at det var et tag, jeg selv blev nødt til at besvare. Det var derfor helt perfekt, da jeg rent faktisk også så, at Pernille har været så sød at tagge mig. Det gjorde nemlig, at jeg med det samme satte mig til at finde på mine egne svar.

1. In fall, the air is crisp and clear: Name a book with a vivid setting!
Det starter rigtig godt ud med, at jeg simpelthen ikke kan svare på det første spørgsmål. Der er helt sikkert nogen, men bare ikke rigtig noget, jeg lige kan komme i tanke om.

2. Nature is beautiful… but also dying: Name a book that is beautifully written, but also deals with a heavy topic like loss or grief.
Pernille nævnte godt nok også denne bog i hendes besvarelse, men jeg kan altså ikke lade være med selv at nævne den. Bogen, jeg snakker om, er selvfølgelig “Monster” af Patrick Ness, som er en helt igennem fantastisk læseoplevelse. Den er skrevet på fineste vis, og samtidig bidrager illustrationerne med en stemning, som passer helt perfekt til bogens tema. Det er dog helt klart også en hård bog at læse, men den er uden tvivl det hele værd.

3. Fall is back to school season: Share a non-fiction book that taught you something new.
Jeg synes faktisk, de fleste non-fiction bøger lærer mig noget nyt. Dog kom jeg først lige til at tænke på “Glæden med skeden” af Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl, som jeg er i gang med at læse i øjeblikket. Det var egentlig ikke en bog, jeg rigtig havde tænkt på at læse. Men så stødte jeg tilfældigt på den på Mofibo, samtidig med jeg manglede en e-bog, og det er jeg ret glad for. Det er lidt tung læsning, og synes måske heller ikke, at den er verdens bedste. Men jeg har alligevel allerede lært en del om det kvindelige underliv, som jeg nok ellers ikke ville havde kendt til.

4. In order to keep warm, it’s good to spend some time with the people we love: Name a fictional family/household/friend-group that you’d like to be a part of.
Først tænkte jeg selvfølgelig på “Harry Potter”, men det er måske et lidt for kedeligt svar. Efter lidt betænkningstid kom jeg derfor i stedet frem til vennegruppen i “Off Campus”-serien af Elle Kennedy. Og gerne efter at serien sluttede, således at alle pigerne også var med. Alle personerne virker nemlig så søde, loyale og støttende over for hinanden, så jeg er sikker på, det kun kan være en rar vennegruppe at være med i.

5. The colourful leaves are piling up on the ground: Show us a pile of fall-colored spines!
Jeg vil snyde lidt og linke til et billede fra efteråret sidste år. Det skriger nemlig uden tvivl efterår, og jeg er faktisk lidt ked af, at du aldrig har fået det at se (i hvert fald ikke hvis du kun følger med herinde). Det blev nemlig i sin tid kun postet på Instagram i forbindelse med en fotoudfordring, men farverne og stemningen i det passer altså ret godt til dette. Så smut herind og se billedet.

6. Fall is the perfect time for some storytelling by the fireside: Share a book where-in somebody is telling a story.
Jeg kan virkelig ikke komme i tanke om nogen. Heller ikke selvom jeg uden tvivl har læst en del bøger, hvor dette indgår. Har du nogen bud på bøger, hvori nogen fortæller en historie? Altså udover i “Harry Potter”, som Pernille bruger i hendes svar.

7. The nights are getting darker: Share a dark, creepy read.
Jeg elsker uhyggelige historier! Også selvom jeg er ret dårlig til at håndtere dem. Der er nemlig et eller andet ved at blive lidt skræmt af andres ord, som jeg nyder i stor stil. Jeg elsker derfor også at læse gys, selvom jeg dog slet ikke får gjort det nok. Derfor har jeg heller ikke super mange bøger, jeg kan anbefale. Først og fremmest vil jeg dog nævne “Mareridt & Myrekryb #1-3” af Nick Clausen. For selvom de er til børn, så gav flere af bøgerne mig kuldegysninger og slemme mareridt. Desuden vil jeg anbefale “Say Her Name” af James Dawson. Den tænker jeg nemlig stadig tilbage på med et gys.

8. The days are getting colder: Name a short, heartwarming read that could warm up somebody’s cold and rainy day.
“The Little Book of Hygge” af Meik Wiking kan helt sikkert dette. Jeg læste den selv i løbet af en kold og grå januardag, og det var det altså helt perfekt til. Det er en bog, som man kun kan komme til at holde af. Især som dansker; vi kender jo ret godt til begrebet allerede, hvilket bare er med til at gøre bogen endnu mere hyggelig. Ydermere synes jeg virkelig, den kan få én til at sætte pris på de kolde og mørke tider. Det er jo lige netop i disse tider, man kan skrue lidt ekstra op for hyggen.

9. Fall (luckily, it’s my favourite season) returns every year: Name an old favourite that you’d like to return to soon.
Jeg hungrer sådan efter at genlæse alle mine yndlingsbøger i øjeblikket, hvilket dog ikke er helt realistisk at nå. Der er jo også så mange nye udgivelser og tilføjelser til min samling, som jeg gerne vil igennem. Men én yndlings, som jeg håber på at genbesøge i løbet af de næste måneder, er “Harry Potter og De Vises Sten” af J. K. Rowling. Og allerhelst i den fine illustrerede udgave. Jeg har nemlig aldrig fået den læst fædig – altså i denne udgave. Jeg begyndte godt nok på den sidste år, men endte med at måtte opgive, da jeg var lidt for kvalmeramt. Men illustrationerne er så smukke og stemningsfulde, og samtidig kan man jo heller aldrig få nok af historien.

10. Fall is the perfect time for cozy reading nights: Share your favourite cozy reading “accessories”!
Lækker varm chai-te med vaniljesukker og risdrik, varme tæpper (jep, gerne i flertal), en kat der spinder, og regn der trommer på ruden. Det er uden tvivl de bedste cosy accessories til min læsning. I løbet af efteråret og vinteren tænker jeg dog også, at en af mine accessories bliver en pludrende baby, og det lyder altså også helt fantastisk.

11. Spread the autumn appreciation and tag some people!
Jeg ville elske at se Nikoline, Karin, Michelle og Malenes besvarelser. Så jeg håber meget, I har lyst til og mulighed for at lege med! 🙂

Hvilken bog er den uhyggeligste eller mest creepy, du nogensinde har læst?

@boghjoernet

Det her indlæg er lidt ananas i egen juice, men jeg håber, du tager godt i mod det alligevel. Jeg vil nemlig lige huske dig på, at bloggen også kan følges på Instagram. På @boghjoernet deler jeg en masse forskellige boglige billeder. Både af nye bøger (så der er altså altid sneak peak på bookhauls), gamle bøger, hvad jeg læser og bare bøger generelt. Så elsker du bøger, billeder og korte tekster? Så synes jeg helt klart, du skal tage et smut forbi og kigge. Der er nemlig også billeder, og nogle gange også små korte anbefalinger, som aldrig rammer bloggen.

Er du også bookstagrammer? Så del meget gerne et link til din profil i kommentarfeltet! Eller del nogle af dine yndlings. Jeg er altid på lur efter fine nye profiler at følge.

Læse-update #19: September

Læste bøger: | “Dark Matter” af Blake Crouch | “Alias Alex” af Jenn Bennett | “Bag lukkede døre” af B. A. Paris | “40 uger efter” af Cana Buttenshøn | “Sendt til tælling” af Kristen Callihan |

Købte bøger: | “Ursiderne” af Nanna Foss | “Relief #1-4” af Dennis Jürgensen |

Månedens bedste bog: Jeg synes faktisk, jeg har fået læst nogle rigtig gode bøger i løbet af måneden. Jeg tror dog, det er “Sendt til tælling”, der ender med at vinde titlen. Den var nemlig lige præcis det, som jeg havde håbet på, den ville være. Den var nemlig både sød, sjov og hot – og i den helt rette kombination! Desuden mindede mig en del om “Off Campus”-serien af Elle Kennedy, og det er ment på allerbedste vis.

Månedens største overraskelse: Det er uden tvivl “Dark Matter”. Jeg havde godt nok hørt virkelig meget godt om den, men jeg var stadig en smule skeptisk. Især fordi den lød ret mystisk, og folk ikke rigtig ville fortælle så meget om den. Jeg endte dog med at sluge den fuldkommen, og det var sådan en fed historie, som jeg helt får lyst til at genlæse, nu jeg skriver om den. Og det er jo altid et godt tegn. Jeg er derfor også rimelig sikker på, den ender med at være på listen over de bedste bøger, jeg har læst her i 2017. Den er i hvert fald virkelig god.

Månedens største skuffelse: Jeg er heldigvis ikke rigtig blevet sådan rigtig skuffet over noget i september. Men hvis jeg skal vælge en, så må det nok blive “40 uger efter”. Altså jeg synes, den var virkelig god, og jeg nød helt klart min læsning af den. Jeg synes bare samtidig, at den mindede lidt for meget om alt det andet, der er på markedet. Hvilket skuffede mig en smule. Jeg havde ikke forventet noget banebrydende, men jeg havde nok alligevel forventet en smule mere, end det jeg fik. Det er dog helt klart stadig en bog, jeg klart vil anbefale at man købe til andre i barselsgave.

Opsamling på måneden: September bød på de sidste forberedelser til barnedåb og afholdelse af denne. Som forresten endte med at blive en virkelig skøn dag, og Tim klarede det hele så flot. Den har dog også budt på en omgang forkølelse til mig og en god omgang travlhed. August blev ydermere måneden, hvor mig og Tim for første gang mødtes med mødregruppen (eller i hvert fald to af dem + deres babyer), hvilket var super hyggeligt. Derudover har vi været på Zoo-besøg, Tim er blevet vaccineret, og det lille pus har netop i onsdags fået sin første tand. Og så kunne mig og Alex fejre hele 7,5 års kærlighed i går <3 Der har altså været smæk på begivenhederne i det lille hjem i løbet af måneden, og derfor er der heller ikke blevet læst helt så meget, som jeg havde håbet. Heller ikke selvom jeg alligevel nåede igennem en god stak. Der er nemlig så mange spændende bøger, jeg gerne vil læse lige nu.

Den kommende måned byder på: Ro og afslapning! Alex har fødselsdag på fredag, men det skal vidst bare fejres med filmhygge. Derudover tror jeg kun, vi har planer om at få set lidt venner, og måske bliver det også til et enkelt Zoo-besøg mere. Vi har nemlig købt årskort, og det skal jo udnyttes. Især fordi Tim sover virkelig godt i den friske luft, og så er det jo perfekt at kunne trave Aalborg Zoo rundt i mens. Ydermere håber vi på, vi snart kan få samlet hele mødregruppen, så Tim kan møde endnu flere babyer. Det var nemlig et hit sidst! Jeg glæder mig dog også meget til midten af måneden, hvor afstemningen til Danish Book Blog Award slutter (læs mere her – og stem her), og jeg forhåbentlig går videre til finalen. Desuden er jeg blevet inviteret til at afholde en booktalk i Studenterhuset d. 17/10, og det glæder jeg mig virkelig også til. Det bliver så fedt at komme ud og rigtig få snakket bøger igen. Hvilket minder mig om, at jeg faktisk også er kommet med i en bogklub igen. Men det vil jeg fortælle mere om på et andet tidspunkt.

Hvilke (læse)planer har du for oktober?