“Alias Alex” af Jenn Bennett

Titel: “Alias Alex” / Forfatter(e): Jenn Bennett / Serie: – / Sideantal: 366 / Forlag: Lovebooks / Udgivet: 8.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Bailey har fundet sin drømmefyr. Alex er filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Han er intet mindre end perfekt… da har bare aldrig mødt hinanden i virkeligheden.

Da Bailey flytter til Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men det viser sig at være sværere end som så, og da den karismatiske surfer Poter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle: Vil hun nogensinde møde den mystiske Alex?

Jeg startede egentlig denne anmeldelse ud med at skrive, at jeg var blevet spoilet på bogens slutning, men uden præcis at vide hvor. Det er dog lige gået op for mig, at det faktisk ikke er en spoiler – det er bare mig, der har antaget dette, fordi jeg havde forventet, at bogen ville være fyldt med mere mystik. Dog bliver jeg nødt til at sige, at det desværre alligevel var med til at trække min læseoplevelse lidt ned. Jeg følte nemlig ikke, at jeg kunne lade mig opsluge fuldkommen.

Men forelske mig kunne jeg heldigvis godt, og dette gør, at det trods alt var en rigtig fin læseoplevelse. Den blev bare ikke en instant favorit, som jeg havde håbet. Men det behøver alle bøger jo hellere ikke at blive. Nogle bøger skal man bare læse for at nyde, og det kan man uden tvivl med “Alias Alex”.

Bogen er “You’ve Got Mail” i en vidunderlig nymoderne ungdomssetting, og det var lige præcis det, jeg ønskede, den skulle være. Den var let og fyldt med sødme, men også med hint at lidt mørkere og dyster emner. Præcis som jeg godt kan lide det. Desuden er den spirende forelskelse beskrevet så godt, at det ikke kun er Bailey, der forelsker sig i Porter. Det gjorde jeg også! Jeg forelskede mig dog helt klart også i Bailey som person – især fordi jeg kunne se så meget af hende i mig selv og dermed også relatere til mange af hendes tanker.

I det hele taget er “Alias Alex” en sukkersød, sjov og fantastisk fortælling om den første rigtige store kærlighed. Men samtidig er det også en fortælling om at være tro mod sig selv, og om hvordan man overkommer traumatiske oplevelser – både for sig selv, men også i samarbejde med andre.

Top 5: Bøger i 2017 (so far)

Vi er jo langt over halvvejs igennem året, og jeg synes derfor, vi skal kigge lidt på de fem bøger, som indtil videre har været mine bedste læseoplevelser i år. Jeg har fået læst en masse gode bøger i år, men der er jo alligevel nogle, som står lidt mere ud end andre. Det betyder dog selvfølgelig ikke, at de andre læseoplevelser ikke kan havde været fantastiske – disse fem har bare sat sig lidt mere fast i mit hjerte, end de andre har.

For god ordens skyld skal det lige nævnes, at jeg kun har kigget på bøger, jeg har læst indtil d. 1. juli. Mine favoritter herefter må du altså vente med at se, til jeg fortæller om dem i slutningen af året.

The Little Book of Hygge” af Meik Wiking
Dette var den første bog, jeg læste i 2017, og hvor var det en fantastisk bog at starte året ud med. Jeg var helt opslugt af den fine stemning, som bogen gav, og samtidig var det så interessant at læse om et emne, som falder så naturligt for mig. Wiking rammer fuldstændig plet i sine beskrivelser, og samtidig gøres det på en ret afslappet og hyggelig måde. I det hele taget er “The Little Book of Hygge” virkelig indbegrebet af netop dette.

Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon
“Skrøbelige skønhed” var ikke kærlighed ved første blik – selvom jeg egentlig havde forventet dette. Det er nemlig ikke en bog, man knuselsker fra første side. Men det er en bog, man elsker; man skal bare lige give den tid til at vise, hvad den egentlig kan. Den endte nemlig med at få mig til at elske den, helt uden at jeg nåede at opdage, hvornår i historien det skete. Jeg forudsagde desuden efter min læsning af den, at det er sådan en bog, der ville sidde fast i én længe. Og det havde jeg helt ret i. For selvom det vidst er lidt over et halvt år siden, jeg læste den, så tænker jeg ofte på den.

Provinspis” af Ditte Wiese
Nogle bøger overrasker én fuldkommen og kryber helt ind under huden. Sådan en bog var “Provinspis” virkelig for mig. Jeg havde slet ikke set det komme, at jeg ville blive så vild med den. Men da jeg først startede med at læse, kunne jeg på ingen måde stoppe igen. Og selvom bogen tog en helt anden retning, end den jeg havde forudset og heppet på, så kunne den ikke være gået andre veje. Fortællingen virkede nærmest som om, den har skrevet sig selv, selvom jeg er sikker på, Wieses skønne sprog og udførelse også har haft en del at sige. Det er desuden også sådan en bog, jeg egentlig gav fire stjerner fra start, men allerede kort tid efter blev nødt til også at give den sidste stjerne. Den kunne nemlig ikke nøjes med andet end fuldt hus.

Kamp til stregen” af Elle Kennedy
Denne havde jeg forudset ville være på listen, allerede før jeg overhovedet startede min læsning af bogen. Jeg er nemlig vild med Elle Kennedy og hendes “Off Campus”-serien! Det er en serie fyldt med kærlighed, venskab, humor, sarkasme og lidt tungere emner. I det hele taget er det en god blanding af noget af det bedste, jeg kan ønske mig af en god bog, og “Kamp til stregen” var ingen undtagelse. Jeg kan umuligt vælge mellem bøgerne i serien, men jeg tror nu alligevel, at denne er én af de bedste.

Det ender med os” af Colleen Hoover
Det er altid en fornøjelse at læse Hoover – og denne var endda lidt bedre end sædvanligt. Hvilket altså siger en del, da jeg knuselsker de bøger, jeg indtil videre har læst af hende. “Det ender med os” er nemlig en meget personlig historie, og det skinner tydeligt igennem i bogen. Ikke på en måde hvor det er vildt tydeligt, men på en måde hvor det er nok til, at man bliver mindet om, at virkeligheden nogle gange (desværre) ser således ud. Desuden formår Hoover at beskrive Ryle på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at elske ham – også selvom man nok ikke burde.

Hvilke bøger er de bedste, du indtil videre har læst i år?

Barselsvikar #9: Xenia fra Xenia’s Bogblog

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag besøger Xenia fra Xenia’s Bogblog bloggen. Xenia er også en af de bloggere, jeg følger trofast, og efterhånden har gjort i rigtig mange år. Xenia skriver nemlig nogle rigtig hyggelige indlæg, og samtidig læser hun meget af det samme, som jeg selv gør, og jeg er derfor vild med at læse hendes anmeldelser.

The Book Blogger Confessions Tag

Hej alle sammen!

I dag har jeg fået lov til at besøge Simone og hendes læsere, og når man er gæsteblogger, er det enormt svært at finde ud af, hvad man lige skal skrive om.
Noget af det, jeg ALDRIG finder tiden til på min egen blog, er Tag-lege, så jeg tænkte, hvorfor ikke finde sådan én og lave sammen med jer? 🙂
Og hvad ville passe bedre end at lave ”The Book Blogger Confessions Tag”?

So here goes!

1. Hvilken bog, som du har haft gang i for nyligt, fik du ikke læst færdig?
Her kan jeg virkelig pudse glorie og sige: INGEN! Det er yderst sjældent, at jeg ikke læser bøger færdige, dels fordi jeg er enormt stædig og dels fordi jeg synes, at det er enormt svært at have en holdning til en bog, hvis man ikke har færdiggjort den. Men jeg opgiver bøger en gang i mellem, men jeg kan desværre ikke huske, hvilken der var den sidste…

2. Hvilken bog er din guilty pleasure?
Det her skal jeg slet ikke tænke over! Uden tvivl ”Twilight”-sagaen. Ja, jeg ved det godt, og der er fejl og mangler. Der er SÅ mange ting, man kan slå ned på, og jeg kan godt se dem, men samtidig må jeg bare sige, at jeg nu har læst dem et par gange, og de er bare SÅ fængende og jeg ELSKER dem. Det er bøger, der er slugt på ingen tid, og jeg synes, at de er voldsomt romantiske. Det er her, Mark virkelig ryster på hovedet af mig, men sådan er det, og jeg står meget gerne ved det ;).

3. Hvilken bog elsker du at hade?
Jeg har lidt en idé, om, at den her bog bliver nævnt flere gange gennem denne leg… Her er der tale om ”Eighty Days: Gul”, som min søde boghandler anbefalede, da jeg slugte ”Fifty Shades”-bøgerne på ingen tid. But BOOOOOY! Was she wrong?! F Ø J hvor jeg slet ikke kunne med den bog. Jeg læste ikke resten af serien, fordi jeg blev så forarget, og jeg kunne slet ikke se, hvad de to serier har til fælles. Det er virkelig min HADE-bog!

4. Hvilken bog ville du kaste ud i havet?
Nu kunne jeg jo igen svare ”Eighty Days”, men det vælger jeg ikke at gøre (selvom den ved Gud også fortjener det!). I stedet svarer jeg ”I går var i dag i morgen” af Jay Asher. ”Døde piger lyver ikke” er min yndlings YA-bog of all time, og ”I går var i dag i morgen” var en så giga skuffelse ovenpå en så fantastisk bog. Den skal kastes i havet, så vi alle kan glemme, at den findes, for den yder slet ikke hans forfatterskab retfærdighed!

5. Hvilken bog ville du hade at modtage som gave?
Hehe. Er I klar til en lille historie fra min barndom? Jeg har en meget splittet familie, og det kunne ses tydeligt i gaver til fødselsdag og jul. Det var upersonligt og købt i sidste øjeblik, for det skulle man jo. Og jeg sværger, det her er rigtigt! HVER fødselsdag OG jul fra jeg var 5 til jeg var 10 forærede min faster mig den samlede bog om Snøvsen. HVERT ÅR! Så jeg har haft 20 udgaver af den bog mellem hænderne i min barndom. Når jeg ser den nu, får jeg kuldegysninger, og jeg har faktisk aldrig læst den, for den blev forbundet med dårlige gaver. Derfor vil jeg virkelig blive ked af at modtage den nu, for jeg ved med mig selv, at jeg vil bytte den så hurtigt som muligt! Det er faktisk synd for Snøvsen, for jeg ved, at mange elsker de historier. Men jeg kan simpelthen ikke se på den bog uden at få ticks.

6. Hvilken bog har du læst flest gange?
Harry Potter-serien. Uden tvivl. Jeg har slidt udgaver af de bøger op, og de er bare fantastiske. Det tror jeg, at mange bogelskere vil give mig ret i, og jeg kunne skrive hele afhandlinger om, hvor meget jeg elsker de bøger. De er læst over 50 gange herhjemme, og jeg er slet ikke færdig. Og tænk engang, nu får jeg snart (læs: om 8-10 år) lov at læse dem højt for vores lille dreng! Jeg glæder mig sådan til at dele magien med ham!

7. Hvilken bog kunne du ikke leve uden?
For ikke at svare Harry Potter resten af legen, så siger jeg Pippi Langstrømpe-samlingen. Astrid Lindgren har en helt særlig plads i mit børnebogs-hjerte, og hun kan noget helt særligt, når det kommer til at skabe kærlighed og formidle menneskelige værdier i litteratur for de mindste. Pippi er morsom men samtidig en unik person, der sætter sig selv sidst og blot vil gøre verden til at bedre sted. Det beundrer jeg dybt, og jeg ELSKER at bruge historierne om hende i mit pædagogiske arbejde.

8. Hvilken bog har gjort dig mest vred?
Det er faktisk svært at svare på, for der er vred på den negative og den positive måde. Skal jeg vælge den, der virkelig har fået mit pis i kog og bare har gjort mig så arrig, så er det ”Eighty Days”, fordi jeg fandt den direkte syg. Jeg blev fysisk dårlig af at læse den, og jeg blev direkte vred over, at noget så grimt kunne blive udgivet. Skal jeg vælge én, der gjorde mig vred på den gode måde; Den der HEY-HVAD-SKER-DER-ER-DU-SINDSSYG-FORFATTER-JEG-MAGTER-DET-IKKE-DU-ØDELÆGGER-ALT-MEN-DET-ER-FEDT-JEG-ER-FORVIRRET-OMKRING-MINE-FØLELSER-måde, så er det ”Halvblodsprinsen”. Dem, der kender historien ved, hvad jeg snakker om. Da jeg læste det stykke, græd jeg og kastede bogen fra mig, for NEJ! Sådan kunne det ikke være, men selvfølgelig var det sådan, det måtte ende!

9. Hvilken bog har fået dig til at græde allermest?
Igen, hvis jeg ikke må sige Harry Potter (ALL THE FEELS!), så er det ”Monster” af Patrick Ness. Jeg læste den 2 gange ret hurtigt efter hinanden (kender I det, at man tror, at slutningen ændrer sig, hvis man nu læser en bog igen??), og begge gange stortudede jeg flere timer og kunne slet ikke kontrollere mine følelser. Mark blev direkte bange første gang, kan jeg huske!

10. Hvilken bog har en helt særlig plads i dit hjerte?
Harry Potter-serien. Den har virkelig gjort mig til den, jeg er i dag, og den har hjulpet mig gennem de sværeste tider af mit liv. Hogwarts var mit andet hjem, og Rowling har lært mig, at man skal være stolt af den, man er. Rowling er i sandhed en stor inspiration, og hendes historier har gjort mig til den læsehest, jeg er i dag. Jeg er hende evigt taknemmelig!

Hold da ferie! Det blev et langt indlæg! Men jeg håber, I har været underholdt, og jeg siger Simone hjerteligt tak for, at jeg måtte komme på besøg! 🙂

Har du lyst til at læse mere så find Xenias blog lige her. Desuden kan du også finde hende på Instagram (@xeniasbogblog) og Facebook (@Xenias Bogblog).

“Mareridt & Myrekryb #3” af Nick Clausen

Titel: “Mareridt & Myrekryb #3” / Forfatter(e): Nick Clausen / Serie: Mareridt & Myrekryb #3 / Sideantal: 248 / Forlag: Facet / Udgivet: 1.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Historier som lusker – historier som rusker.

Historier som støder – historier som bløder.

Historier som snerrer – historier som skærer.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Clausens udgivelser er efterhånden nogle, jeg kun kan se frem til med glæde; og denne var ingen undtagelse. Jeg frygtede dog en smule, at jeg ville blive lidt skuffet over mængden af uhygge, da jeg jo var det i den forrige bog. Det var derfor skønt at se, at Nick bestemt har oppet sig på dette punkt i denne samling. Her er der i hvert fald på ingen måde sparet på hverken uhygge, spænding eller creepiness. Den gav mig dermed både mareridt og myrekryb, hvilket jo er lige netop det, som jeg havde håbet på.

Novellerne i denne samling var rigtig godt udtænkt, og de fleste passede også ret godt sammen. Faktisk tror jeg kun, der var én enkelt (Evig sne), som jeg ikke helt følte passede ind. Og det var bestemt ikke fordi, denne var dårlig. Jeg følte bare, den havde en lidt anden stemning til sig, end de andre noveller havde. Det var derfor også en novelle, som jeg egentlig gerne ville havde set som værende en fuld bog; det tror jeg nemlig, den havde været perfekt til.

Jeg var desuden ikke helt så vild med Et liv for en idé og Mareridt. De var egentlig begge to fine nok, men jeg synes, de haltede lidt i forhold til de andre noveller i samlingen. Det var dog mest Mareridt, som jeg ikke var super glad for. Den kom nemlig mest bare til at føles flad for mig. Jeg blev nemlig hverken fanget eller skræmt af den, og jeg var derfor lidt ligeglad med den. Til gengæld var der også historier, jeg virkelig elskede. Jeg var f.eks. helt vild med Myrekryb og Ekkohuset, som sjovt nok også begge var nogle, som jeg ville elske at se på det store lærred. De var nemlig skrevet ret filmisk, og jeg så dem derfor også tydeligt som en lille minifilm under læsningen. Samtidig var de også begge både rigtig godt udtænkt men også meget veludførte.

“Mareridt & Myrekryb #3” var altså rigtig god læsning – også selvom novellerne ødelagde min nattesøvn i flere dage efter endt læsning. For sådan skal det jo helst være med gyserhistorier.

Nyt i reolen #66: August

Jeg vidste godt, at august nok ville blive en bogfyldt måned. Men jeg regnede bestemt ikke med, at jeg ville få så mange bøger, udover dem der var fødselsdagsgaver. Skæbnen ville det dog anderledes, og således flyttede hele 13 bøger, foruden mine fødselsdagsbøger (som kan ses her), ind i min samling. Fire af dem har jeg selv købt, da Sabrina solgte lidt ud, to er fundet blandt byttebøgerne i min lokale Arnold Busck og resten er tilsendt fra fire søde forlag.

Hvis vi starter med bøgerne fra forlag, så består disse af overraskelsespakker og to anmeldereksemplarer. Og består alt i alt af bøger, som jeg længe har glædet mig til ville blive udgivet. Først og fremmest startede måneden ud med, at Flamingo sendte mig “Sendt til tælling” af Kristen Callihan. Derudover har de også været så søde at sende “Løgneren” af Nora Roberts, som lyder ret interessant. Fra Tellerup har jeg været så heldig at få “Akkanas Gåde” af Boris Hansen, som vi er to herhjemme, der glæder os meget til at læse. Facet har også været virkelig søde, og overrasket mig med to bogpakker i løbet af august. Den første indeholdte “Mareridt & Myrekryb #3”, som jeg allerede har læst og nydt, og “Dødt kød – Dag 1” af Nick Clausen. Den anden indeholdte “Sjælevandrer” af Charlotte Fisher, som jeg ikke ved super meget om, men som jeg alligevel glæder mig til at dykke ned i. Til slut har jeg fået et eksemplar af “Alias Alex” af Jenn Bennett fra Lovebooks. Hvilket nok er én af mine mest ventede udgivelser. Jeg er derfor også allerede begyndt på den, men indtil videre må jeg desværre sige, den skuffer mig en anelse.

Sabrina solgte som sagt ud af sine bøger, og der var hele fire stk., som måtte herhjem og bo. Først og fremmest købte jeg “Jack the Ripper” af J. W. Lindberg, som har stået på min ønskeliste, siden den udkom. Så da jeg kunne få tvunget ud af min kæreste, at jeg ikke fik den i fødselsdagsgave, så blev jeg jo nødt til at købe den. Jeg synes nemlig, det er sådan en god serie. Derudover endte jeg også med at købe “Kunsten at være normal” af Lisa Williamson, “Ar fra mit glemte liv” af Nicole Boyle Rødtnes og “Hummerkongens hævn” af Nick Clausen. Det er nemlig alle tre bøger, som jeg gerne vil læse på et tidspunkt – og faktisk nåede jeg “Kunsten at være normal” som lydbog, før pakken med den fysiske dukkede op.

Af byttebøger fandt jeg først og fremmest “The Raven Boys” af Maggie Stiefvater, som jeg længe har overvejet at give mig i kast med. Den har bare af en eller anden grund virket lidt intimiderende. Men nu den stod der i reolen helt gratis, så var der jo ingen undskyldning for ikke at tage den med hjem. Ydermere faldt jeg over “Den anden” af Harriet Lane, som lyder ret spændende. Jeg har tidligere læst “Aldrig uden dig” af hende, som var interessant, men også lidt tung læsning. Jeg håber dog på, at denne er lidt bedre.

Hvilke bøger har du tilføjet til din samling i løbet af august?