Nyt i reolen #64: Juli

Juli bød på en fin lille stak nye tilføjelser til samlingen. Tilføjelserne var en skøn blanding af bøger, jeg selv har købt, overraskelser og én enkelt for tidlig fødselsdagsgave fra mine forældre og søster. Desuden er det alle sammen bøger, som jeg virkelig har ønsket mig, hvilket jo er helt perfekt.

Hvis vi starter med de bøger, jeg selv har købt, så består disse af henholdsvis “Radio Silence” af Alice Oseman og “Bossman” af Vi Keeland. “Radio Silence” så jeg en rigtig god anmeldelse af sidste år, og der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle eje den, når den udkom på dansk. Desværre synes jeg dog ikke, den indtil videre er helt så god, som jeg havde håbet. Men jeg er nu alligevel glad for, jeg købte den. “Bossman” faldt jeg pladask for en dag, hvor en booktuber fortalte om plottet. Jeg blev derfor ellevild, da jeg så, at Lovebooks udgav den på dansk. Dog måske ikke helt så vild med den, at jeg havde behov for to eksemplarer, hvilket er det, jeg er endt op med. 😉 Jeg købte nemlig bogen selv, da jeg bare måtte eje den, men samtidig var Lovebooks så søde at sende den til mig i en lille sommerpakke. Så altså, hvis du er interesseret i at købe et ulæst eksemplar af den billigt, så skal du bare sige til. 😉 Men i sommerpakken fra Lovebooks/Lindhardt & Ringhof var der også et anmeldereksemplar af “Lyset vi mistede” af Jill Santopolo, som lyder som en rigtig sød bog.

Derudover har Turbine været så sød at sende “Os to på fredag” af Abbi Glines, hvilket er så perfekt. Jeg har nemlig længe gerne ville læse noget af Glines, og netop denne bog lyder som noget, jeg uden tvivl vil elske. Jeg glæder mig derfor også helt vildt til, jeg får tid til at læse den. Flamingo var også så søde at sende en lille sommerpakke til mig. I denne var et eksemplar af “Arvingen” af Simona Ahrnstedt. En bog som er blevet rost til skyerne, og som faktisk har stået på min TBR, siden den udkom på dansk. Men nu er der da helt klart ikke nogen undskyldning for ikke snart at gå i gang med den. Til sidst fik jeg mine fødselsdagsgaver af mine forældre og søster i slutningen af juli (jeg har fødselsdag d. 15/8), da de var på besøg. I blandt disse var et eksemplar af “Papirprinsessen” af Erin Watt. Jeg hørte den som lydbog i starten af juli og nød den helt vildt; jeg er derfor så glad for, at den nu står så fint og pynter i min reol.

Hvilke tilføjelser har du gjort dig til dine reoler i løbet af juli?

Barselsvikar #7: Karin fra Skrivepulten

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag har jeg givet ordet til Karin, hvis blog indeholder masser af både læse- og skiveglæde. Karin anmelder nemlig bøger, men samtidig skriver hun også selv, og derfor deler hun også engang imellem lidt skrivetips og skriver om den generelle skriveproces.

Sådan ændrede min læsning sig, da jeg blev mor

I dette gæsteindlæg vil jeg skrive om hvordan min læsning blev forandret da jeg blev mor, for det blev jeg for lidt over et års tid siden. Jeg forventede selvfølgelig at tiden ville blive mindre og at jeg ville få læst mindre, men sandheden er faktisk ikke helt så sort og hvid.

Jeg er blevet mor til en dreng. Loke har vi valgt at kalde ham, blandt andet fordi jeg synes det var et stærkt navn og jeg ville gerne have det skulle være et navn som ville være godt til alle aldre. Jeg var også ret opmærksom på at vælge et navn der ikke er så populært, fordi jeg selv altid har nydt at være den eneste med mit navn på min årgang. Så selvom jeg er vild med navnet Lukas, så var det bare alt for populært.

I min barsel fandt jeg masser af tid til at læse, mens jeg ammede. Ja min søn synes at bruge oceaner af tid på det og selvom det kan være meget hyggeligt, så var det faktisk ikke mindre hyggeligt med en lydbog i ørene.

Men også i den ventetid der kan opstå i forbindelse med at få børn. Der var rigtig meget ventetid for mig når jeg skulle forsøge at få min søn til at sove om natten i stedet for om dagen. Jeg sover tungt så jeg kan ikke bare blunde i fem minutter her og der, så hver gang jeg forsøgte at putte min søn – nuttede ham lidt og sang for ham – så var der ofte et kvarter her og 20 minutter der, hvor han selv skulle forsøge at finde ro. Hvilket betød læsetid. Heldigvis har jeg altid været god til bare at læse en side her og en side der og det har vist sig at være en kæmpe fordel når man har to minutter hvor man skal se om det lykkes at få den bette til at sove. Lydbøger er desuden også en kæmpe fordel, når man alligevel bare skal sidde og nutte en kind og holde en sutteflaske. Det lyder alt sammen meget struktureret når jeg skriver det ned kan jeg godt høre, men det var det faktisk slet ikke, for mig er læsning en meget naturlig del af min hverdag. I stedet for de tidspunkter hvor man måske falder i staver henter jeg altid en bog frem.

Jeg har også læst rigtig meget højt for min søn i barslen – ikke kun børnebøger (det er mere nu her hvor han er blevet ældre og forstår det at vi gør det) nej, jeg har læst de romaner jeg var i gang med – både dem på dansk og engelsk. Så han samtidig kunne finde ro ved at høre min stemme.

Før barslen (og igen nu, efter) kan jeg ikke læse når jeg er træt, men man får et kæmpe boost når man lige har født og jeg kunne være oppe i flere dage uden at sove – det var dog ikke ligefrem sundt, og det var hårdt, men langt fra så hårdt som jeg havde forventet. Og jeg kunne sagtens læse bøger. I dag er jeg igen mere afhængig af min søvn og det er derfor rigtig godt at min søn ser ud til at have udviklet mit sovehjerte.

I dag kan jeg læse som jeg plejer hvis jeg har lyst efter han er blevet puttet omkring kl. 19 hver dag og på vej i transport til arbejde om dagen. Så antal læste bøger er faktisk ikke faldet så meget, men mit udvalg af bøger er langt mere kritisk. Generelt er jeg blevet mere påpasselig med min tid. Jeg vælger ikke længere så ofte at tage en chance med en ny bog, men vælger i stigende grad flere bøger jeg har en ide om vil være noget for mig.

Derudover er der også noget andet der har ændret sig, nemlig at jeg sagtens kan starte ud med at læse en bog ved at høre den på lydbog. Måske på engelsk først og senere så hoppe over og læse den fysiske danske kopi, alt efter hvad der lige passer bedst i hverdagen. Om det er i en bus eller hjemme på sofaen. Eller om jeg står og laver mad. Og så kan jeg hoppe tilbage til lydbog igen – osv. osv. Og det er faktisk ikke så besværligt som jeg troede at finde de steder man er kommet til i lydbogen igen.

Lige som før kan jeg stadig have gang i at læse mange bøger af gangen, og antallet svinger ret ofte. Der er ikke rigtig noget system i det.

Nå, det var vidst en meget detaljeret beskrivelse af hvordan min læsning er blevet. Men det er sjovt at tænke over det der er sket siden og hvordan læsning stadig er en stor del af mit liv. Jeg satte mit læsemål til 60 bøger for i år, men jeg har allerede næsten nået målet. Sidste år fik jeg læst 100 bøger, og de fleste var i barselsperioden, så det var ikke helt skidt.

Jeg ser utrolig meget frem til at læse højt for min søn. Jeg går og tænker på at den og den, skal jeg læse for ham, og den og den skal jeg dele med ham. Og den og den skal vi opleve sammen for første gang. Jeg har så mange ideer til hvad vi skal læse og det er helt perfekt at jeg selv elsker børnebøger.

Tak, Simone fordi jeg måtte få lidt plads til at snakke på din blog, det er helt vildt hyggeligt. Og tak til dig der gad læse med. Er jeres læsning ændrer sig efter I er blevet forældre? Kan du nikke genkendende til noget af det jeg har oplevet?

Har du lyst til at læse mere så find Karins blog lige her. Desuden kan du også finde hende på Instagram (@karinhald) og Facebook (@Skrivepulten.com).

I min samling #13: “In Real Life” af Cory Doctorow og Jen Wang

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “In Real Life” | Originaltitel: “In Real Life” | Forfatter(e): Cory Doctorow og Jen Wang | Serie: – | Sideantal: 187 | Forlag: First Second | Udgivelsesår: 2014 | Sprog: Engelsk | Anskaffet: Købt |

Anda loves Coarsegold Online, the massively-multiplayer role-playing game where she spends most of her free time. It’s a place where she can be a leader, a fighter, a hero. It’s a place where she can meet people from all over the world, and make friends.

But things become a lot more complicated when Anda befriends a gold farmer–a poor Chinese kid whose avatar in the game illegally collects valuable objects and then sells them to players from developed countries with money to burn. This behavior is strictly against the rules in Coarsegold, but Anda soon comes to realize that questions of right and wrong are a lot less straightforward when a real person’s real livelihood is at stake.

Som nævnt et par gange tidligere, så fik jeg nogle penge i julegave i 2014, som jeg selvfølgelig hurtigt omsatte til en lille bogstak. Én af de bøger som kom med i denne stak var “In Real Life”, som er en rigtig fin og nørdet tegneserie. Jeg husker egentlig ikke helt, hvor jeg hørte om tegneserien henne, men der var ingen tvivl om, at den skulle med hjem og bo i min samling. Den lød nemlig både som noget, jeg ville elske, og samtidig faldt jeg ret meget for dens fine cover.

Jeg læste den derfor også stort set med det samme, jeg modtog den. Jeg kunne nemlig slet ikke lade være. Især ikke fordi det er sådan en tegneserie, som man ikke kan andet end at flyve igennem. Dog husker jeg lidt tilbage på den med en skuffende fornemmelse. Ikke fordi jeg ikke kunne lide den, men fordi den alligevel ikke helt var det, som jeg havde håbet, den ville være. Historien var desuden lidt for tynd, og illustrationer var ikke helt som forventet. Alligevel er jeg dog glad for, jeg fik den læst, og jeg kan helt klart anbefale den. Faktisk får jeg helt lyst til selv at genlæse den, nu jeg skriver om den. Så måske skal jeg snart få gjort det? Det kan jo være, at den er (endnu) bedre her anden gang, hvor jeg ved, hvad jeg går ind til?

Har du læst den, og kan du evt. anbefale andre tegneserier, der minder lidt om?

 

Læse-update #17: Juli

Læste bøger: | “Som du ser mig” af Cora Carmack | “Papirprinsessen” af Erin Watt | “Løven, heksen og garderobeskabet” af C. S. Lewis | “Mordoffer” af Chris Carter | “Hesten og drengen” af C. S. Lewis |

Købte bøger: | “Bossman” af Vi Keeland | “Without Merit” af Colleen Hoover |

Månedens bedste bog: Det er helt klart “Mordoffer”. Jeg er så glad for, jeg endelig nåede til den. Den mindede mig nemlig om, hvorfor det er, jeg elsker Carters bøger så meget, som jeg gør. Desuden gav den mig en kæmpe lyst til at læse endnu flere krimier, hvilket jo er en genre, jeg elsker. Jeg havde bare glemt, hvor meget jeg egentlig elsker den, og derfor har jeg heller ikke læst helt så mange krimier de sidste par år. Men tilbage til bogen: Den var klam, grusom og helt fantastisk! Der var nogle få ting, som irriterede mig en smule, men overordnet var det en skøn læseoplevelse. Desuden kom jeg med så mange gæt på, hvem morderen var, og hvordan det hele hang sammen. Hvilket altid er helt perfekt. Især fordi jeg på ingen måde havde regnet plottet ud.

Månedens største overraskelse: Det må være “Papirprinsessen”. Jeg forventede at blive vild med den, hvilket jeg også var, men jeg forventede ikke, at jeg ville falde så meget for den så hurtigt. Men jeg kunne tydeligt mærke Elle Kennedys skrivestil i den, og samtidig mindede den mig på mange måder om “Off Campus”-serien, hvilket jeg slet ikke havde forventet. Det var dog en skøn overraskelse.

Månedens største skuffelse: Jeg er ikke blevet sådan rigtig skuffet over nogen bøger i juli, hvilket jo altid er rart. Dog havde jeg håbet på, jeg ville komme til at elske “Som du ser mig” lidt mere, end jeg rent faktisk gjorde. Jeg synes bestemt ikke, den var dårlig. Jeg har bare været lidt mere vild med de to første bøger i serien.

Opsamling på måneden: Dagene i juli er spurtet afsted, og jeg forstår simpelthen ikke hvor tiden bliver af. Min baby vokser alt for hurtigt, og jeg forstår virkelig ikke, at han allerede er syv uger. Det er altså alt for vildt. Til gengæld er det fedt, at han er blevet så meget mere vågen – især fordi vi får så mange smil fra ham, og så pludrer han løs hele tiden, hvilket slet ikke er til at stå for. Måneden er mest af alt blevet tilbragt hjemme i lejligheden bare os tre, selvom det da også er blevet til et par barselsbesøg. Derudover har vi været ude at gå nogle skønne turer med barnevognen – dog slet ikke så mange, som jeg havde håbet på. Dette skyldes både det lettere efterårsagtige vejr, det har været en del dage i løbet af måneden, men også at jeg har været så heldig både at være blevet ramt af brystbetændelse, kvalme og et slemt udbrud af nældefeber. Til gengæld har det også betydet, at jeg har fået læst meget mere, end jeg nogensinde ville havde drømt om, jeg ville havde haft nået i den første hele måned som mor. Det hjælper dog også på det, at vi (indtil videre i hvert fald) har fået en ret nem baby med et rigtig godt sovehjerte. Noget begge hans forældre virkelig sætter pris på. <3 😉

Den kommende måned byder på: Hvem ved? Vi tager lidt tingene, som de kommer i disse måneder. I midten af måneden har jeg dog fødselsdag, hvilket jo altid er skønt. Jeg regner dog ikke med, det bliver til den store fejring. Men gaver og kage er jo altid godt. 😉 Derudover skal vi til 5-ugers undersøgelse med T (ja, lige et par uger for sent grundet ferie – dette var vi i dag, og alt var heldigvis helt perfekt), 8-ugers undersøgelse med mig (så jeg forhåbentlig kan komme ordentligt i gang med at smide graviditetskiloene), og så byder måneden også på et nyt besøg af sundhedsplejerske. Ellers skal vi have forberedt barnedåb og bare nyde hinanden så meget som muligt. Hvad angår læsning, så er jeg ret optimistisk (og ambitiøs!). Jeg har derfor også lavet en ret stor TBR, som kan ses på min Instagram (her) senere i dag. Jeg ved ikke, om jeg ender med at få læst lige netop disse bøger, men jeg håber på det. Jeg er dog glad, så længe jeg bare får læst. Det er nemlig en skøn måde at koble lidt af på.

Hvad fik du juli til at gå med, og fik du læst noget godt?

Kommende udgivelser: August, september og oktober

På tirsdag skriver kalenderen august, og dermed er det atter blevet tid til at kigge på udgivelserne i de tre kommende måneder. Og hvor bliver det altså endnu engang et skønt bogligt efterår. Jeg udvælger jo typisk de 10 udgivelser, som jeg glæder mig aller mest til, hvilket jeg også har gjort denne gang. Det var dog en virkelig svær proces, at få kortet min meget lange liste ned til kun 10 udgivelser, hvilket jo helt klart siger noget om, hvor mange interessante udgivelser, der kommer. Jeg kan i hvert fald personligt slet ikke vente!

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i maj, juni og juli her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Sendt til tælling” af Kristen Callihan (Flamingo – 23/8)
Jeg læste bagsideteksten til denne bog og var hooked med det samme. Den fik mig nemlig til at få lidt associationer til “Off-Campus”-serien af Elle Kennedy, som jeg jo elsker. Desuden plejer jeg generelt at være glad for lige netop denne type bøger (college-romance), hvilket jo også trækker en hel del op. I det hele taget tænker jeg, det er sådan en bog, som man kun kan blive glad af at læse. Og det er jo ret perfekt.

Mareridt & Myrekryb #3” af Nick Clausen (Facet – 1/9)
Jeg er vild med Clausens skrivestil og meget begejstret for hans samlinger af uhyggelige historier. Jeg synes ikke helt, sidste samling var uhyggelig nok. Men det afholder mig bestemt ikke fra at give mig i kast med denne. Især ikke fordi Clausen har delt lidt af den novelle, som coveret bygger på – og den lyder i den grad som noget, der sagtens kunne give mig mareridt.

Alias Alex” af Jenn Bennett (Lovebooks – 8/9)
Jeg har længtes efter at læse denne lige siden, den udkom på engelsk i foråret. Lovebooks var dog hurtige til at annonce, at de ville udgive den på dansk, og derfor har jeg ventet med at læse den. Jeg vil nemlig helst læse på dansk, når det er muligt. Især når det er udgivelser fra Lovebooks, som altså stadig har nogle virkelig skønne oversættelser. Bogen lyder super sød, og samtidig også som værende noget, jeg ikke har læst før. Ydermere har den fået så meget ros, hvilket bestemt ikke gør mig mindre interesseret i at læse den. Det er derfor helt klart også en bog, der skal herhjem og bo så snart, den udkommer.

40 uger efter” af Cana Buttenschøn (People’s Press – 14/9)
Det er ingen hemmelighed, at jeg blev mor for første gang i juni. Denne bog kunne derfor ikke komme på et bedre tidspunkt. Eller jo, hvis den var udkommet i juni. 😉 Men Cana rammer virkelig hovedet på sømmet med, hvad jeg virkelig gerne vil læse. Der er nemlig sådan et stort fokus på bøger ledende op til fødslen, men hvad med her efter? Jeg ved godt, at jeg nok har fået svar på alle spørgsmålene, før jeg får læst bogen. Men det afholder mig ikke fra at kaste mig over den, når det er muligt. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad bogen præcis indeholder. Måske bliver jeg overrasket, og det viser sig, at der faktisk er en hel masse nyt, jeg kan bruge? Det kan man jo aldrig vide.

Ursiderne” af Nanna Foss (Tellerup – 16/9)
Denne bog har jeg ventet på sådan ca. lige siden, jeg vendte den sidste side i “Geminiderne”. Den sluttede nemlig på den vildeste måde, og samtidig gjorde bogen mig bare totalt hooked på serien. Jeg glæder mig derfor helt ufatteligt meget til at læse videre. Både for at opleve historien og hele universet igen, men samtidig også for at lære Nashrin at kende. Jeg tror nemlig, hun bliver rigtig spændende at læse om.

Akkanas Gåde” af Boris Hansen (Tellerup – 16/9)
Jeg blev meget positivt overrasket over den første bog i serien, og skal derfor helt klart læse videre. Faktisk kan jeg jo slet ikke lade være! Jeg hungrede nemlig allerede efter mere, da jeg havde læst “Vejen til Panteon” færdig, og har derfor også glædet mig til at læse denne siden. Desuden bliver det så fedt at lære universet endnu bedre at kende, og jeg er sikker på, denne bog vil opsluge mig endnu mere end den første gjorde. For mon ikke den indeholder masser af spændende elementer og noget action? Det krydser jeg i hvert fald fingre for.

Kludedukken” af Daniel Cole (Politikens Forlag – 27/9)
Jeg læste beskrivelsen af “Kludedukken” i forlagets katalog over efterårsudgivelser, og jeg var fuldstændig solgt med det samme. Jeg elsker jo krimi og især i løbet af efterået og vinteren. Desuden lyder historien helt utroligt spændende, og jeg er sikker på, det er sådan en bog, man ikke slipper igen, før den sidste side er vendt. Ydermere lyder bogens beskrivelse lidt som noget, som Chris Carter kunne havde skrevet – og det er altså kun et plus i min bog. Det gør mig nemlig bare endnu mere klar på at læse den; jeg skal jo se, om Cole kan leve op til Carter, for så skal jeg da helt klart følge hans forfatterskab fremover.

Harry Potter og fangen fra Azkaban: Illustreret udgave” af J. K. Rowling (Gyldendal – 6/10)
Denne kræver nok ikke den store forklaring. Det er “Harry Potter”, og det er en ny gudesmuk illustreret udgave. Desuden er det en af mine yndlingsbøger i serien, hvilket jo bare gør det hele endnu bedre. Jeg har godt nok endnu ikke fået læst de to andre illustrerede udgaver. Altså jeg har bladret ufatteligt meget i dem, men jeg har gemt læsningen af dem lidt. På trods af dette er der dog ingen tvivl om, at denne også bare må have en plads i min samling. Den ryger derfor også direkte på min ønskeseddel til jul.

Bjørneby” af Fredrik Backman (People’s Press – 6/10)
Jeg elsker Backman! Eller okay, jeg har lige et hængeparti med “Min mormor hilser og siger undskyld”, som desværre ikke siger mig så meget. Men jeg har elsket hans tre andre bøger, som er oversat til dansk. Jeg tror derfor også på, jeg vil kunne lide denne. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at dykke ned i den. Især fordi den også lyder som værende lidt speciel, og så er det samtidig en del af en serie på to bøger, hvilket jeg finder ret interessant. Det er jo også noget nyt for Backman rent faktisk at skrive en serie, og ikke bare bøger der linker til hinanden i en eller anden form.

Archers stemme” af Mia Sheridan (Lovebooks – 9/10)
Jeg synes egentlig ikke, at dennes bagsidetekst solgte den så godt til mig. Men bogen har en rigtig god rating på Goodreads, og samtidig mener jeg nok, jeg har hørt den blive rost virkelig meget et par gange. Det der har solgt den til mig er dog noget helt andet. Jeg blev nemlig solgt på, at jeg så nogen anbefale “Maybe Someday” og “Ugly Love” af Colleen Hoover som værende bøger, der ligner den. Jeg har nemlig elsket de to bøger, så hvis denne bare minder en smule om, så kan jeg kun være glad. Og hvis ikke? Så tror jeg nu alligevel, det bliver en skøn læseoplevelse.

Hvilke udgivelser glæder du dig mest til udkommer i løbet af efteråret?