12.06.2017

Tidligt i går morges, d. 12.06.2017 kl. 4.52, kom den fineste lille Tim til verden, ved hvad der kun kan betegnes som værende en fuldstændig fantastisk drømmefødsel. Han er en helt perfekt lille fyr på 3260 g og 51 cm, og både A og jeg er totalt forelskede <3

Vi er allerede hjemme igen, og vil derfor nu nyde den første tid sammen som en familie på tre. Der er dog allerede planlagt et par indlæg til bloggen, men derudover kan det godt være, der bliver lidt stille.

En rejsende bog #4: Alkymisten vender hjem

Engang i efteråret vendte “Alkymisten” hjem fra sin rejse rundt i det danske land. Noget som var en kæmpe begivenhed, men som jeg aldrig fik skrevet om herinde. Jeg flåede ellers pakken op, så snart jeg fandt den i min postkasse. Hvorefter jeg straks begyndte at bladre den igennem, og hvor er den altså blevet fin. Bogen nåede forbi hele 15 stop på dens tur, og det bærer den helt klart præg af – men udelukkende på en positiv måde. Alle har nemlig været så god ved den under dens rejse. Den er blevet pyntet og nusset om, og selvom det ikke var alle, der faldt for dens historie, så kan man tydeligt se, at de alligevel har nydt besøget af den. Folk har desuden også været helt ekstremt søde til at give den ekstra gaver med på dens rejse. Således fandt jeg hele syv bogmærker i bogen, som bare gjorde den endnu skønnere at få tilbage.

Jeg er simpelthen så glad for, jeg valgte at kaste mig ud i projektet. Udover at det har været virkelig hyggeligt at følge Alkymistens rejse, så har det også været så skønt at få den hjem igen. Jeg elskede bogen for dens historie i forvejen, men nu betyder den bare endnu mere for mig. Det er jo en helt unik bog, som jeg ved, at ingen andre har. Hvilket er så fedt at tænke på. Jeg har desværre endnu ikke fået læst bogen igennem med alle dens tilføjelser, men jeg glæder mig så meget til den dag, jeg gør. Det kan nemlig kun være med til at gøre det til en endnu bedre læseoplevelse.

Og lad os så kigge på en masse billeder af alle de fine tilføjelser, som bogen har fået i løbet af dens tur. Jeg synes nemlig, de taler ret meget for dem selv.

“Alkymiste”n nåede forbi følgende stop på dens rejse: | Boghunden | Wondrous Bibliophile | Paperback CastlesLitteraturlistigReading Raindrops | Flyv med mig | Ord fra en bibliofil | Sabrina’s Blog | So Many Books | Mit bogunivers | Lunas kaffekrog | Julie The Book Cat | Trillebøger (Louise) | @bookreviewsdk | @thebogorm |

Vil du se lidt af dens rejse? Så søg på #Alkymistenrejser på de sociale medier.

Weekend Reads #24: Uge 23

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Jeg havde termin i går, men har desværre stadig ikke nogen baby. Jaja, jeg ved godt, at de fleste førstegangsfødende går over tid. Men jeg havde faktisk lidt regnet med, at han var kommet før termin. Sådan skulle det dog ikke være, og det er egentlig også helt okay. Altså nu når det skal være. Jeg er vildt utålmodig, men samtidig gør ventetiden mig ret produktiv. Et eller andet skal jeg jo få tiden til at gå med. 😉

Jeg håber dog på en baby i løbet af weekenden, men tror ikke helt på det. Så hvis der ikke dukker en baby op, så vil jeg bare endnu engang bruge weekenden i sengen med en masse læsning. Man må jo udnytte den sidste uforstyrrede læsetid i et godt stykke tid. Desuden gik min læsning i sidste weekend super godt, så jeg håber lidt på at kunne gentage successen. I weekenden vil jeg først og fremmest læse “For enden af din pegefinger” af Kristina Aamand. Jeg har nemlig lige fået den hjem, og den står derfor og tigger mig om at læse videre i den. Derudover vil jeg også gerne nå at begynde på “Lykken” af Anna Todd, hvis det er muligt. Bogens længde er en smule intimiderende, men jeg vil så gerne snart være færdig med serien.

Hvad skal du læse i weekenden?

Top 5: Læseplaner for sommeren

Jeg har valgt ikke at lægge nogle konkrete planer for min sommerferielæsning i år. Jeg ved nemlig, at hvis jeg gør det, så ender jeg nok bare med at stresse mig selv. Og jeg tænker, at det er smartest bare at tage læsningen i sit eget tempo, og så må vi se, hvor meget jeg får læst. Men altså jeg er jo mig, så jeg kan ikke rigtig lade være med at planlægge bare en smule. Heller ikke selvom det ikke er sikkert, jeg overhovedet når til nogen af bøgerne. Hvilket jeg faktisk desværre sjældent gør. Men det er en helt anden snak. Jeg vil derfor vise de fem bøger frem, som jeg rigtig gerne vil læse på et tidspunkt i løbet af sommeren.

Mordoffer” af Chris Carter
Det her er et lidt atypisk valg til sommerlæsning. Især fordi jeg generelt ikke læser super meget krimi i løbet af sommeren. Men jeg har endnu ikke fået læst Carters nyeste bog, selvom den står og skriger på mig fra bogreolen. Så det håber jeg virkelig på at få gjort i løbet af sommeren. Og faktisk hellere i går end i dag. Jeg glæder mig nemlig helt enormt meget til endnu engang at dykke ned i, hvad der kun kan være en super spændende og klam historie. Uanset hvad er jeg også sikker på, jeg kommer til at elske den. Det er jo Carter. <3

November 9” af Colleen Hoover
Jeg havde egentlig sat “Det ender med os” af Colleen Hoover på listen. Jeg endte dog med at sluge den i løbet af weekenden, og derfor skal den selvfølgelig udskiftes med en anden. Hvilket jo selvfølgelig kun kunne være en anden af Hoover. Jeg vaklede dog lidt mellem, hvilken af hendes bøger, jeg skulle vælge. Jeg vil jo egentlig godt bare læse dem alle. Men endte alligevel med at beslutte mig for “November 9”. Jeg kan ikke sige, hvorfor valget lige faldt på den. Det var bare lige den, som stod mest ud for mig, da jeg skulle vælge. Men mon ikke det bliver godt uanset hvad? Jeg tror næsten ikke, det kan blive andet.

Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Original Screenplay” af J. K. Rowling
Jeg har lyst til at forsøde mine sommerdage med lidt magi, og hvad er bedre end at gøre det med denne? Jeg elskede filmen, som overraskede mig super positivt. Jeg er derfor også helt sikker på, jeg kommer til at nyde at læse manuskriptet til den. Jeg tænker i hvert fald, at det kun kan være godt. Desuden kunne det jo være, at filmen lige skulle genses efterfølgende? Det tænker jeg i hvert fald ville være ret perfekt.

Åndeløs” af Brittainy C. Cherry
Denne er kommet på listen, fordi jeg ganske enkelt ikke kan vente med at få den læst. Faktisk forstår jeg nærmest ikke, hvordan jeg ikke har fået den læst endnu. Jeg glæder mig nemlig helt vildt til det! Endnu engang kender jeg ikke super meget til handlingen af bogen, men det jeg har hørt om den, har virkelig solgt den godt til mig. Jeg glæder mig derfor så meget til at dykke ned i den og se, hvad jeg kommer til at synes om den. Jeg har i hvert fald ret store forhåbninger til den.

Summer Days & Summer Nights” af Stephanie Perkins (red.)
Denne bog havde jeg faktisk allerede planer om at læse sidste sommer. Jeg nåede dog kun at få læst to af novellerne i den og husker overhovedet intet af dem. Jeg har skrevet noter til dem, så jeg kunne huske, hvad jeg synes om dem. Og derudfra kan jeg se, at jeg virkelig ikke var særlig begejstret for den første historie. Hvilket helt klart har været med til at gøre, at jeg aldrig kom videre. I år tænker jeg dog, at det vil være perfekt lige at kunne snuppe en novelle hist og her. Og hvad er bedre end kærlighedshistorier til varme sommerdage?

Har du nogen planer for, hvilke bøger du gerne vil læse i løbet af sommeren?

“Sjælevært” af Christina Bonde

Titel: “Sjælevært” / Forfatter(e): Christina Bonde / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 10.5.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mit navn er Celina. Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse …

Celina er træt af skolen,  og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.

Det er altid en fornøjelse af læse noget fra Bondes hånd. Derfor glædede jeg mig også helt vildt til at komme i gang med at læse “Sjælevært”. Også selvom jeg egentlig ikke helt vidste, hvad den handlede om. For når det gælder Bonde, så er det lidt ligegyldigt. Jeg vidste dog, det var noget med spøgelser og kærlighed, hvilket lød som et fint nok plot. Det viste sig dog, at bogen faktisk endte med at være noget mere spændende og nervepirrende, end jeg lige havde forventet.

Det er ikke det bedste, jeg nogensinde har læst – og slet ikke fra Bondes hånd. Men jeg var totalt hooked på historien hele vejen igennem, og jeg nød i stor stil at læse bogen. Hvilket trods alt er det vigtigste. Bogen er egentlig ikke som sådan unik, men alligevel er den helt sin egen, hvilket jeg elskede den for. For selvom jeg måske godt kunne regne ud, hvad der nogenlunde ville komme til at ske i den, så formåede den alligevel at fastholde min interesse fuldkommen. Derfor fløj jeg også igennem bogen, for jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var begyndt.

Historien indeholdte desuden en del mere end bare spøgelser og kærlighed. Faktisk virkede det mest af alt som en historie om at finde sig selv. Hvilket passede rigtig godt sammen med resten af bogens plot. Derudover kommer bogen med nogle fine og meget vigtige budskaber, som virkede fuldstændig naturlige. Noget jeg synes var rigtig rart at se, da nogle af de emner bogen tager op, netop kræver en form for seriøsitet. Så selvom disse emner ikke blev bearbejdet i dybden, så synes jeg stadig, de blev dealet med på en ordentlig måde.

Når det er sagt, så får bogen ikke helt den sidste stjerne. Der er nemlig et par ting, jeg ville ønske havde været anderledes. Først og fremmest er Bondes sprog normalt som en drøm. En helt fantastisk og smuk drøm. Desværre synes jeg ikke rigtig, hendes skønne sprog blev udfoldet nok i løbet af “Sjælevært”. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg havde forventet. Desuden ville jeg havde ønsket, at bogens historie havde været en smule dybere. Især ville jeg havde elsket at se bogens slutning være en anelse længere. Historien kom nemlig til tider til at virke en smule forhastet, så jeg ville egentlig gerne havde haft et par hundrede sider ekstra.