Anmeldelse

“Strengt fortroligt” af Karen Cleveland

| Simone Hagemann

Titel: “Strengt fortroligt” / Forfatter(e): Karen Cleveland / Serie: – / Sideantal: 283 / Forlag: Hr. Ferdinand / Udgivet: 7.3.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I jagten på en russisk spioncelle på amerikansk jord afslører en CIA-analytiker farlige hemmeligheder, som truer hendes arbejde, hendes familie – og hendes liv.

Vivian Miller jager sovende spionceller. Igennem sit arbejde som CIA-analytiker har hun udviklet et system til afsløring af fjendtlige agenter, og endelig kan hun mærke, at den forfremmelse, hun så længe har tørstet efter, er på vej. Men da hun en dag finder frem til en tophemmelig fil med navnene på en række russiske agenter på amerikansk jord, smuldrer alt der betyder noget for hende – hendes ægteskab, arbejde, kærligheden til hendes fire børn – mellem hænderne på hende.

Vivian har lovet at forsvare sit land mod enhver fjende, men nu stilles hun over for et umuligt valg, som efterlader hende splittet mellem loyalitet og forræderi, pligtfølelse og frygt, kærlighed og mistænksomhed.

Hvem kam hun stole på?

“Strengt fortroligt” fik mig til at sidde på nåle hele vejen igennem, samtidig med jeg måtte blinke insisterede tårer væk. Jep, det er en bog, som gav mig virkelig mange blandede følelser, og samtidig fik mig til at føle så meget mere, end jeg havde forventet.

Jeg regnede med, jeg skulle læse en kick-ass, tempo-fyldt og thriller-agtig actionhistorie. Hvilket ikke var helt det, som jeg fik. Til gengæld var det jeg fik meget bedre end mine forventninger. Jeg fik nemlig både masser af action, spænding og tempo. Bogen efterlod mig i hvert fald flere gange åndeløs og med pulsen bankende derudad. Men samtidig skar den sig ind i mit (moder)hjerte, som den knuste totalt op til flere gange. Og deraf kom alle tårerne, som fik mig til at læse adskillige kapitler med et komplet sløret syn.

For selvom bogen er en spændingsroman, så er det lige så meget en fortælling om en familie og ikke mindst en mors kamp for at beskytte dem, hun har kær. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for hende selv. Ydermere er det en historie om tillid, og om hvornår man kan og bør stole på folk, og hvornår man istedet bør lytte til sin egen mavefornemmelse.

“Strengt fortroligt” er desuden en historie fyldt med twists, snoninger og u-vendinger. Jeg tænkte flere gange, at nu var jeg sikker på, hvad der ville komme til at ske. Jeg blev dog snydt hver eneste gang, og bogen efterlod mig komplet mind-blown op til flere gange. For selvom man måske godt kan regne historien ud, så er den skrevet på en måde som gjorde, at den fik mig til at gætte i helt forkerte retninger. Også selvom jeg var overbevist om, at det ikke kunne hænge sammen på andre måder. Samtidig giver det hele dog rigtig god mening, og jeg nød derfor at blive snydt. Der er nemlig altid en mening med det, som følges op af en rigtig god baggrundsviden.

Det eneste kritikpunkt jeg har for bogen er, at jeg gerne havde set den være længere. Det handler dog mest af alt om slutningen, som godt kunne havde været noget længere, end den er. Det hele bliver godt nok flettet godt sammen, men derfor kunne jeg alligevel godt lige havde brugt et par enkelte sider mere. Bogens slutning leder dog også lidt op til, at der muligvis kommer en efterfølger på et tidspunkt. Eller også er det bare mig der drømmer, fordi den gjorde mig enormt nysgerrig efter at vide meget mere.

“Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

| Simone Hagemann

Titel: “Sprækker i virkeligheden” / Forfatter(e): Camilla Wandahl og Caroline Ørsum / Serie: – / Sideantal: 144 / Forlag: Facet / Udgivet: 5.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.  Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.”

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker et godt gys – og især hvis det er gennem børnebøger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er bare noget ved netop disse bøger, som gør mig virkelig begejstret. Der var derfor heller ikke noget tvivl om, at jeg måtte læse “Sprækker i virkeligheden”. Heller ikke selvom jeg faktisk ikke rigtig forventede, at jeg ville falde så meget for gysene – som dog endte med at være noget mere creepy, end jeg havde forventet. Jeg blev nemlig først og fremmest fanget af, at Camilla Wandahl er den ene af bogens forfattere. Jeg er nemlig vild med hendes skrivestil, så selvfølgelig skulle jeg læse mere af hende. Bogens bagsidetekst var dog det, der overbeviste mig om at læse den med det samme, jeg fik den ind ad døren. Den gjorde mig nemlig med det samme virkelig nysgerrig, og jeg kunne derfor umuligt lade den være ulæst, når jeg hurtigt kunne finde ud af, hvad det hele gik ud på.

Jeg åbnede derfor den første side, og før jeg fik set mig om, havde jeg allerede slugt den første novelle. Og således gik det også med resten af bogen. Når jeg først startede på en novelle, så skulle jeg nærmest bare blinke, og så var den slut igen. Novellerne er godt nok korte, da der er otte fordelt på lige under 150 sider, men det var nu ikke det, der gjorde, at jeg slugte dem. Det var mere, at ingen af dem var til at stoppe med at læse igen. Jeg opdagede nemlig hurtigt, at hver novelle ledte op til et afsluttende twist, som jeg i de fleste tilfælde ikke kunne regne ud. Derfor blev jeg hurtig hooked på dem alle. Man bør dog nok læse dem en smule langsommere, hvis det er muligt. Jeg tror nemlig, jeg gik glip af nogle små detaljer hist og her, og samtidig husker jeg ikke alle noveller lige godt.

Som med alle novellesamlinger var der dog selvfølgelig både fantastiske og mindre gode noveller. Eller sagt på en anden måde var alle novellerne rigtig gode, men der er var nogle af dem, som ikke fangede mig helt lige så meget. Jeg var f.eks. ikke helt så vild med “Hånden”, “Brombærblod” og “Dukke ko”, men til gengæld elskede jeg “Lillesøster”, “Altid” og “Ulven”, og faktisk havde jeg gerne set, at de tre historier havde været meget længere. Jeg var i hvert fald helt trist, da de var slut.

Novellerne er skrevet af enten Wandahl eller Ørsum. De har altså ikke skrevet nogen af dem sammen, hvilket jeg var lidt nervøs for. Men jeg kunne på intet tidspunkt mærke, at novellerne skiftede forfatter. De er alle skrevet i et rigtig godt sprog med samme opbygning, og det fungerer helt vildt godt. Med i opbygningen af novellerne er der desuden lagt en tanke i, at de skal kunne bruges til undervisning. Hvilket ikke er noget, jeg som sådan tænkte over undervejs, men jeg er alligevel sikker på, at de vil gøre sig rigtig godt i danskundervisningen. Der er i hvert fald en masse gode og vigtige emner, som kan tages op under læsningen af bogen.

“Sprækker i virkeligheden” er altså en god solid og ret uhyggelig novellesamling, som det bestemt ikke er sidste gang, jeg har læst.

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

| Simone Hagemann

Titel: “Den dag jeg glemmer” / Forfatter(e): Adam Silvera / Serie: – / Sideantal:  319 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!

Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.

Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er.

“Den dag jeg glemmer” var på mange måder en komplet overraskelse. Jeg startede med at læse den i efteråret 2016, men nåede ikke særlig langt i den, før jeg måtte opgive. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget ved den gjorde bare, at jeg ret hurtigt afskrev den som værende noget for mig. Jeg var derfor også ret nervøs, da jeg samlede den op igen for en måneds tid siden. Men læses det skulle den! For med udsigten til at møde Silvera og efter at havde læst “Fortid er alt jeg har”, så måtte jeg altså give den en ordentlig chance. Hvilket jeg således gjorde – og jeg nåede da også ret hurtigt forbi det sted, hvor jeg opgav sidst. Læsningen gik i det hele taget okay i et par dages tid. Men jeg var ikke rigtig solgt. Altså det var en fin bog – nok en solid middelmådig læseoplevelse. Men så heller ikke mere end det. Hvilket som sådan også var fint, selvom den ikke gav mig den store lyst til at fortsætte videre med den.

Men jo længere ind jeg kom i den, jo mere smeltede den mit hjerte. Jeg begyndte pludselig at have svært ved at stoppe min læsning, og jeg trak mere og mere på smilebåndet, når jeg læste. Ydermere kom der små grin hist og her, og jeg forelskede mig langsomt i både Aaron og Thomas. Præcis som man bør – det er nemlig så svært at lade være. Og før jeg havde set mig om, så var bogen krøbet helt ind i mit hjerte, og havde sat sig godt fast. Jeg lukkede den derfor også med en fornemmelse af, at det er en bog, jeg ikke sådan vil slippe igen.

For udover at bogen har en ret interessant historie, og at jeg var vild med Aaron og hans fortællerstil. Så arbejder bogen også med flere tunge emner, som bliver bearbejdet på fineste vis. Jeg fandt i hvert fald både bogen ret informativ og lærerig, for selvom en del af bogen er ren fantasi (især Leteo Instituttet), så bygger den alligevel oven på ting, som jeg sagtens kunne se i virkeligheden. Hvilket gjorde mig endnu mere hooked på historien og tankerne bag den.

“Den dag jeg glemmer” indeholder flere twist, og det var især disse, som endte med at gøre mig helt hooked. Først og fremmest havde jeg nemlig slet ikke set dem komme, og samtidig førte de historien i en retning, som passede så fint. Også selvom jeg aldrig selv ville havde tænkt, at det var sådan, det hele skulle forløbe. For det gav så god mening, og jeg kan kun elske Silvera for at havde taget det valg for historien.

“Når en drage drager ud” af Mads L. Brynnum og Mads H. Johansen

| Simone Hagemann

Titel: “Når en drage drager ud” / Forfatter(e): Mads L. Brynnum og Mads H. Johansen / Serie: – / Sideantal: 48  / Forlag: Calibat / Udgivet: 17.6.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget og forfatteren.

Når en drage drager ud er en rimbog om sultne zombier, vattede vampyrer, triste trolde og andre sjove og lidt uhyggelige monstre.

“Når en drage drager ud” fangede mig allerede med dens interessante titel, og da jeg fandt ud af, det var en rimbog om adskillige farlige og mindre farlige monstre, så var der ingen tvivl om, det var en bog, jeg måtte have fat i. For altså, hvordan kan man ikke komme til at elske bogen ud fra den beskrivelse?

Nu har jeg efterhånden læst bogen igennem et par gange. Nogle gange kun i udpluk og andre gange ud i én kør, og jeg bliver mere og mere begejstret for hver gang. Brynnum kan virkelig noget med ord, og jeg er blæst helt bagover af, hvor god kvalitet rimene er. Det er ikke bare nogen, der hurtigt er sat sammen på en eftermiddag. Der er uden tvivl lagt masser af tanke og overvejelser i hver enkelt sætning, og det står tydeligt frem. Især når man læser rimene højt. Flowet er nemlig helt fantastisk og giver sådan en god rytme til oplæsningen. Rimene fungerer dog helt bestemt også, selvom de ikke bliver læst højt.

Udover de skønne rim, så er bogen rigt illustreret med alle monstrene og endda på fineste vis. Johansens streg passer helt perfekt til både rimene og bogens overordnede stemning. Desuden er der ikke et eneste af dem, som jeg ikke ville elske at have hængende som plakat.

Bogen kan sagtens læses højt for børn, men afhængig af alderen er der nok et par stykker af rimene, der bør springes over i første omgang. Der er nemlig både ret grusomme rim, men samtidig også en masse sjove rim i bogen. Der er dermed også lidt for enhver. De grusomme kræver bare lidt mere mod, end de sjove af dem gør. Men det er uden tvivl en bog, jeg kan anbefale på det kraftigste. Både for (de lidt modigere) børn men helt klart også for voksne. Jeg har i hvert fald selv hygget mig meget med læsningen af bogen.

“Sendt til tælling” af Kristen Callihan

| Simone Hagemann

Titel: “Sendt til tælling” / Forfatter(e): Kristen Callihan / Serie: Game On #1 / Sideantal: 409 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 23.8.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Et one night stand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det. I hvert fald ikke fra Annas side.

Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og vant til at kunne charmere alt og alle. Problemet er, at Anna ikke er interesseret i en plads i spotlightet ved hans side. Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig. Han må overbevise kvinden, han er forelsket i, om at det, de har sammen, er mere end bare sex.

Er vi helt sikre på, at Kristen Callihan og Elle Kennedy ikke er den samme person? Det var min første rigtige tanke om bogen, da jeg læste dens beskrivelse, og da jeg havde læst den sidste side. “Sendt til tælling” minder nemlig på så mange måder fuldstændig om “Off Campus”-serien af Kennedy. Hvilket på ingen måde er ment som noget negativt; faktisk er det så positivt ment, som det overhovedet kan være. Jeg elskede nemlig “Off Campus”, og jeg tror faktisk, at jeg elskede “Sendt til tælling” mindst lige så meget. Desuden er ligheden mellem bøgerne kun med til at gøre mig endnu mere vild med “Sendt til tælling”.

Selvom bøgerne minder meget om hinanden, så følte jeg alligevel, at “Sendt til tælling” var helt unik. Historien og temaerne er godt nok set ret mange gange før, men alligevel synes jeg, at de blev beskrevet på en anderledes måde i denne bog. Jeg fik i hvert fald aldrig følelsen af, at dette havde jeg læst før. Måske især fordi Anna og Drew er på den måde, som de er. De er nemlig ret unikke personligheder begge to, og jeg var helt vild med begge deres baggrundshistorier, som gav dem begge en god dybde. Samtidig var det også med til at gøre, at jeg uden at blinke forstod deres handlinger. Også selvom de til tider bare burde havde taget sig lidt sammen.

Bogens sprog mindede også en del om det, jeg oplevede i “Off Campus”. Callihan skriver nemlig med en skøn humor og sødme, som gjorde, at jeg forelskede mig. Både fordi du hun beskiver bogens personer, steder og følelser på en fantastisk måde, men også fordi sproget passer perfekt til fortællingen. Faktisk fik sproget mig til at tænke på, at bogen lige så godt kunne være skrevet af Anna. Sproget passer nemlig med, hvordan jeg forestiller mig, hun skriver. Der flyver rundt med sarkastiske bemærkninger, skønne beskrivelser og en fin lethed, som gør sproget helt fløjlsblødt og nemt at fordøje. Præcis som det gerne skal være i denne type bøger.

Alt i alt var “Sendt til tælling” altså både en sjov, sød og helt fantastisk læseoplevelse. Callihan kan let gå hen og blive endnu en ny yndlingsforfatter – i hvert fald hvis alle hendes bøger er skrevet på denne måde. Derfor glæder jeg mig også allerede helt vildt til, at den næste bog i serien bliver oversat. Jeg skal nemlig helt klart have fingre i den.