Længe ventet: Hunter af Chris Carter

I dag stod jeg op til en rigtig god nyhed fra Jentas!

For lidt over et år siden udgav Chris Carter en novelle i Hunter-serien, der handler om Hunters første sag hos LAPD., og siden jeg opdagede den, har jeg haft virkelig meget lyst til at læse den. Jeg har dog ikke nogen Kindle/e-bogslæser, og jeg har ikke helt kunne finde ud af, om jeg kunne læse den på andre enheder. Desuden har jeg ikke helt kunne finde ud af, om det ville være mærkeligt at læse den på engelsk, nu når jeg har læst/læser serien på dansk.

Jentas nyhed tidligere var dog, at bogen nu er blevet oversat i anledningen af, at Carter kommer på Krimimessen i Horsens til april! Desuden kunne de fortælle, at den kunne anskaffes på til 29 kr lige her. Det irriterer mig lidt, at den ikke er fysisk – den ville jo passe perfekt til resten af samlingen, men ikke nok til at der ikke blev trykket køb med det samme.

Så er tippet givet videre, og jeg vil straks kaste mig over læsningen af den!

Mød Robert Hunter, den yngste detektiv som Los Angeles Politis drabsafdeling nogensinde har rekrutteret.

På sin første dag på det nye arbejde får han sin første sag på skrivebordet; noget der ligner en almindelig selvmordsundersøgelse. Men da han ankommer til den gerningsstedet, får han hurtigt mistanke om, at noget ikke er helt rigtigt.

Trods det faktum, at døren er låst indefra, og at der ingen anden vej ud af lejligheden, får Hunter en mistanke om, at ofret ikke har begået et selvmord. Men med en ny politiinspektør til at imponere, og flere beviser stablet mod ham, har Hunter en masse at bevise, hvis han er til at løse sagen og holde fast i sin plads på afdelingen.

Bogudsalg på Aalborg Bibliotekerne #1: Udbyttet

Jeg kunne jo ikke holde mig væk fra bogudsalget på Aalborg Bibliotekerne, så jeg var både afsted torsdag og fredag. Torsdag var jeg lidt irriteret, da jeg havde ventet fra før dørene åbnede, og alligevel først kom ind efter 40 minutter, hvilket, jeg simpelthen synes, er for dårligt. Men da jeg først kom ind, var det alligevel ventetiden værd.

Torsdag var jeg derinde med Irene, og da vi jo havde stået så længe og ventet, var det bare om at komme i gang med at kigge, da vi endelig kom ind. Og af den grund fik vi ikke lige taget en kurv, hvilket vi hurtigt kom til at fortryde. Vi fandt nemlig hurtigt begge en god stak bøger, som vi blev nødt til at have med hjem. I alt fandt jeg seks bøger, jeg måtte have med hjem – og flere af bøgerne, er bøger jeg næsten lige har overvejet at købe. Så jeg var virkelig glad for udbyttet.

Fredag var jeg så derinde med min kæreste og hans ven. Denne gang var der heldigvis ingen kø, og samtidig var der blevet fyldt godt op med flere bøger. Inden for de første par minutter havde jeg derfor allerede hevet to krimier ned af hylden, som jeg længe har ønsket mig. Og det endte med, jeg kom hjem med syv bøger mere.

Før jeg viser bøgerne frem, bliver jeg lige nødt til at rose Aalborg Bibliotekerne for deres virkelig gode udvalg. Der var rigtig mange nyere bøger, og selve udvalget var generelt meget varierende. I det hele taget er jeg sikker på, at alle ville kunne finde mindst én bog, der ville falde i deres smag. Desuden var en god del bøger, som var i forholdsvis pæn stand.

Jeg fik følgende bøger med hjem:

  • Dukkebarn af Carin Gerhardsen
  • Dødens ansigt af Cody McFadyen
  • Efter solnedgang af Stephen King
  • For min søsters skyld af Jodi Picoult
  • I mørket af E.L. James
  • Ildvidnet af Lars Kepler
  • Marie-Antoinette af Sena Jeter Naslund
  • Pagninikontrakten af Lars Kepler
  • Protokollen af Michael Katz Krefeld
  • Sagen om ugledrengens afklippede klo af Dennis Jürgensen
  • Sort sne falder af Michael Katz Krefeld
  • Stadig Alice af Lisa Genova
  • Tænk på et tal af John Verdon

En god del af bøgerne, der kom med hjem, var krimier. Hvilket nok på en måde var lidt bevidst. Det er i hvert fald mest krimier, jeg går efter til sådanne udsalg, da prisen gør at jeg kan prøve lidt mere, end jeg ellers ville. Denne gang købte jeg dog kun krimier, som er en del af krimiserier, som jeg allerede ejer én af bøgerne i – hvilket nok også bunder i, jeg længe har ønsket at eje/læse dem.

Bogudsalg!

I morges kl. 7.00 startede dette forårs bogudsalg! Jeg har dog ‘snydt’ lidt, og tog forskud på glæderne i går, hvor jeg sammen med Gitte og Irene tog til førudsalg hos både Arnold Busck og Bog&idé.

Jeg er egentlig ikke super imponeret over dette bogudsalg. Jeg har i hvert fald set det, der var bedre. Alligevel har jeg nærstuderet katalogerne et utal af gange, overvejet adskillige bøger, tilføjet dem til min liste og slettet dem igen. Jeg er rigtig ‘god’ til at komme til at købe bøger, bare fordi de er billige; jeg har derfor fokuseret en del på, at jeg ikke bare skulle købe en bestemt bog, fordi den var billig, men fordi jeg rent faktisk havde lyst til at læse den. Og det virkede faktisk! Jeg kom i hvert fald hjem med en forholdsvis lille stak, hvor jeg havde lyst til at læse dem alle sammen med det samme.

Bøgerne, jeg har købt, kan ses på nedenstående liste. Jeg har valgt at skrive, hvor de er købt, og til hvilken pris, hvis nu nogle af jer kunne have lyst til at få fingre i en eller flere af dem.

  • Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? af Maise Njor (Arnold Busck – 29,95)
  • Spøgelseslinien 5: Sagen om den brændende klovn af Dennis Jürgensen (Arnold Busck – 29,98)
  • Opfindelsen af Hugo Cabret af Brian Selznick (Bog & idé – 29,95)
  • Kun hvis du har lyst af Margaux Fragoso (Bog & idé – 39,95)
  • Rum af Emma Donoghue (Bog & idé – 49,95)

Jeg er dog ikke helt færdig med udsalget, da jeg lige skal have kigget lidt mere på Bog & idé’s tilbud med 3 hardbacks for 200. Samtidig regner jeg med at benytte mig af deres dagstilbud på fredag, hvor man får -25% på alle ikke nedsatte krimier og skønlitteratur, da der specielt er en bog, som hvisker til mig om at komme hjem på min hylde. Desuden skal jeg have kigget lidt nærmere på Sallings forskellige tilbud.

Har I planer om at skulle på bogudsalg, eller har I måske allerede været det? Og hvilke bøger skal I have/har I haft med hjem?

Nyt i reolen #18

Jeg er vildt langt bagud med både at vise alle mine nye bøger frem og anmeldelser. I får derfor lige et indlæg med både nogle af de nye bøger, jeg har købt/fået inden for de sidste måneder, og nogle anmeldereksemplarer jeg har fået for lidt tid siden (som alle er læst og nogle anmeldt).

  • En slags kærlighed af Ray Kluun
  • The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making af Catherynne M. Valente
  • Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell
  • More Weird Things Customers Say in Bookshops af Jen Campbell
  • Status af Erlend Loe – Vundet i Gyldendals ISBNbingo på Twitter
  • Eleanor og Park af Rainbow Rowell – Anmeldereksemplar fra Gads Forlag. Anmeldt her
  • Oprører af Louise Haiberg – Vundet hos Katja
  • 1001 Nats Eventyr; 1. udvalg ved Sven Holm
  • Under Cassiopeia af Nanna Lundgaard Arbøl – Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Anmeldt her
  • Blandet slik af Cecilie Sund Kristensen – Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Anmeldt her
  • Liwervalls UNIvers af Glenn Enrico Buhl – Anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard
  • I månens skær af Jon Brændsgaard Toft – Anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Anmeldt her
  • Ti, tyve, tredive af Per Bloch – Anmeldereksemplar fra C&K Forlag
  • Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved – Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Anmeldt her
  • Vekslende Temaer af Birthe Wittendorff – Anmeldereksemplar fra forfatteren

Nyt i reolen #17

Denne boks har jeg glædet mig til at vise jer længe! Jeg har længe været helt vild med A Song of Ice and Fire boksen af George R.R. Martin, men for det første, har den været rimelig dyr, og for det andet vil jeg gerne læse bøgerne på dansk. Jeg tror nemlig ikke, jeg kommer igennem dem på engelsk. Desuden ejede vi allerede den første.

Men da CDON i anledning af Black Friday satte den ned, og samtidig lagde en -10% rabatkode på alle engelske bøger ud, og gav gratis fragt så prisen nåede ned på 209 kr., blev jeg nødt til at slå til. Specielt fordi min kæreste lige havde sagt, at han på et tidspunkt måtte have resten af bøgerne.

Boksen endte derfor med at blive en del af hans julegave, og nøj hvor blev han glad, da han åbnede den! Det var virkelig en helt perfekt reaktion 🙂