En ny sæson og en masse nye bøger. September er altid sådan en fantastisk bogfyldt måned hvad angår spændende nyudgivelser, og jeg kan slet ikke vente på, at efterårsbogsæsonen for alvor kommer i gang. Der udkommer nemlig endnu engang så meget interessant, og det har været virkelig svært kun at udvælge ti – derfor har jeg også snydt lidt, så indlægget faktisk indeholder 11 bøger.
Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i juni, juli og august her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.
“Ravnenes hvisken – bog #3” af Malene Sølvsten (Gyldendal – 15/9)
Jeg er godt nok håbløst bagud i “Ravnenes hvisken”. Faktisk så meget at jeg kun har læst den første bog. Ja, jeg ved godt selv, det er alt for dårligt. For efterfølgeren skulle eftersigende også være helt fantastisk. Og netop af denne årsag glæder jeg mig alligevel helt vildt til, at bind tre udkommer lige om lidt.
“Mit knap så perfekte liv” af Sophie Kinsella (Flamingo – 25/9)
Jeg har læst en god del af Kinsella, da jeg på et tidspunkt var fuldstændig besat af hendes forfatterskab. Derfor er det så fedt, der kommer endnu en af hendes bøger på dansk. Især fordi jeg heover sommeren har fået mere og mere lyst til at give mig i kast med hendes forfatterskab igen. Ydermere har jeg hørt så meget godt om denne, og især er min lyst til at læse den blevet ret stor, efter Kristine har rost den for mig.
“Under stjernerne” af Anna Todd (People’s Press – 26/9)
Jeg blev godt nok mere og mere træt af “After”-serien af Anna Todd for hver bog, jeg læste. Men der er alligevel noget ved hendes skrivestil og historier som gør, at jeg har lyst til at prøve noget andet fra hendes hånd. Og nu denne udkommer på dansk, så bliver jeg altså nødt til det. Især fordi bogens beskrivelse har efterladt mig ret nysgerrig.
“Os mod jer” af Fredrik Backman (People’s Press – 5/10)
Denne har jeg glædet mig til siden det sekund, jeg hørte “Bjørneby” færdig sidste år. Faktisk har jeg været så utålmodig, at jeg overvejede at læse den på svensk, men det blev alligevel lidt for besværligt. 😉 Jeg håber bare sådan, den er mindst lige så fantastisk, som den første bog var. Derfor er jeg egentlig også mega bange for at blive skuffet, men det ændre heldigvis ikke på forventningernes glæde til den.
“Vi som elskede” af Renée Carlino (People’s Press – 8/10)
Jeg har hørt så mange fantastiske ting om flere af Carlinos bøger, men aldrig nået at få læst noget af hende. Jeg har dog flere gange kigget på originaludgaven af denne, og da jeg så, den kom på dansk, blev jeg nødt til at tjekke den lidt nærmere ud. Hvilket jeg gjorde – og det skulle jeg nok havde ventet lidt med. Bogens beskrivelse indfangede mig nemlig fuldstændig, og jeg længes sådan efter at få lov til at læse den. Jeg er nemlig sikker på, jeg kommer til at elske den.
“Hvis det er os” af Adam Silvera & Becky Albertalli (CarlsenPuls – 9/10)
Jeg er vild med både Silvera og Albertalli, så selvfølgelig skal jeg læse deres fælles bog. Det er der slet ingen tvivl om. Desuden håber jeg på, jeg kan læse den lige omkring udgivelsen, for den danske udgave udkommer nemlig samtidig med den amerikanske, og jeg kan derfor være totalt med på hypen fra start. Hvilket altså kunne være ret fedt. Især fordi jeg er overbevist om, at bogen er helt fantastisk. For den kan jo ikke andet, når den er skrevet af de to. Derudover lyder historien ret sød, og jeg kan bare slet ikke vente på at dykke ned i den.
“En fredag i december” af Dorthe Studsgarth (People’s Press – 16/10)
Jeg har aldrig læst noget af Studsgarth før, og jeg kender som sådan heller ikke rigtig til hendes forfatterskab. Men denne dukkede en dag op, da jeg browsede rundt på diverse online boghandlere, og titlen gav mig straks så meget julestemning, at jeg måtte tjekke den ud. Det er dog bogens beskrivelse, der for alvor solgte den til mig. Den lyder nemlig ret hyggelig – og samtidig også som om, det er sådan en, der kan komme til at ramme ret hårdt. Den kan dog også komme til at falde helt til jorden, men jeg satser på det modsatte, og glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med den.
“Uden håb” & “Altid håb” af Colleen Hoover (Lindhardt & Ringhof – 17/10)
Jeg har endnu ikke fået læst “Hopeless”-serien af Colleen Hoover. Heller ikke selvom serien har stået i min reol et godt stykke tid efterhånden. Men nu kommer den på dansk, og så er der ingen undskyldning for ikke at læse dem. Jeg er nemlig blevet ret vild med de danske udgaver af Hoovers bøger, så nu skal det altså være. Især fordi det er Hoover, så jeg kommer jo uden tvivl til at nyde min læsning af dem.
“Godnathistorier for rebelske piger #2” af Francesca Cavallo & Elena Favilli (People’s Press – 19/10)
Rikke overtalte mig jo en dag til at læse det første bind af disse små historier, og det er jeg så taknemmelig for. Det skulle nemlig vise sig, at der var en grund til, bogen endte med at blive ret hypet. Historierne var nemlig så vidunderligt fine, og det var sådan en inspirerende læseoplevelse. Til oktober kommer så bind to med 100 nye fortællinger, og jeg er sikker på, det bliver mindst lige så fantastisk. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den også skal hjem til samlingen. Især fordi hele bogen i sig selv jo er så gennemført.
“Og vejen hjem bliver længere og længere” af Fredrik Backman (People’s Press – 1/11)
Hvis jeg skal indrømme det, så aner jeg faktisk overhovedet ikke, hvad denne handler om. Men det er en lille fin Backman på, og det sælger den sådan set fint nok til mig. Det er ikke en bog, jeg venter længselsfuldt på, men det er en bog, som jeg bestemt ikke vil gå glip af. Og mon ikke jeg kommer til at holde af den?
Hvilken bogudgivelse i efteråret venter du mest længselsfuldt på?
Hvor er du sød og dejlig, og hvor håber jeg at du kan li “Mit knap så perfekte liv” – Det er helt ægte og rigtig Kinsella, lige som hun er allerbedst! 😉
Åh, tak søde du. Jeg håber virkelig også sådan på, jeg kommer til at holde af det – og endnu mere at den giver mig lyst til at læse (endnu) mere af Kinsella 😀