Læse-update #29: Juli

Læste bøger: | “Han sagde/Hun sagde” af Erin Kelly | “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz | “Smile” af Raina Telgemeier | “Drama” af Raina Telgemeier | “Sisters” af Raina Telgemeier | “Ghosts” af Raina Telgemeier | “The Wishing Box” af Michael Stock | “Sunny Side Up” af Jennifer L. Holm | “Swing it, Sunny” af Jennifer L. Holm | “Tell Me How This Ends” af Victoria De La O | “Hej Luca” af Julie Clausen | “The Witch Boy” af Molly Ostertag | “All Your Perfects” af Colleen Hoover | “Goldie Vance, Volume 1” af Hope Larson | “Lejligheden” af S. L. Grey | “Ski, kys og røde kinder” af Tom Ellen | “Kristy’s Great Idea” af Raina Telgemeier | “The Prince and the Dressmaker” af Jen Wang |

Købte bøger: | “Bryllupsnatten” af Sophie Kinsella |

Månedens bedste bog: Det er uden tvivl “All Your Perfects”, hvilket nok ikke kommer bagpå nogen. Jeg læste den i løbet af lidt over et døgn efter, jeg fik den. Så snart jeg åbnede pakken med den blev jeg nemlig nødt til at kaste mig over den, og derefter læste jeg hvert eneste ledige øjeblik. Det er desuden helt klart min nye yndlingsbog fra Hoovers hånd. Den var nemlig så ægte, ærlig og rå, og jeg elskede at den handlede om noget, som så mange desværre oplever på egen krop.

Månedens største overraskelse: “The Prince and the Dressmaker” var på alle måder sådan en fin overraskelse. Jeg stødte tilfældigt på den på Instagram, og gik straks ind og reserverede den på biblioteket – og nu er den blevet en af mine yndlingstegneserier. Jeg var nemlig fuldstændig vild med alle aspekter af den. Både selve emnet, tegnestilen og farverne – og hvordan det hele går op i en højere enhed, og skaber en ret unik historie. Det er uden tvivl en tegneserie, jeg vil anbefale alle at tjekke nærmere ud.

Månedens største skuffelse: Det må være “Lejligheden”, som jeg endte med at blive så træt af. Jeg havde ellers regnet med, jeg ville komme til at elske den. Men den viste sig at være skrevet helt anderledes i forhold til, hvad jeg havde forventet. Hvilket desværre gjorde, at jeg fandt den helt enormt kedelig, og jeg kæmpede noget af en kamp med at komme igennem den. For stædighed gjorde at jeg måtte se, om den blev bedre. Men det gjorde den desværre bare aldrig.

Opsamling på måneden: Juli blev lige præcis det, som jeg havde håbet på. Måneden bestod af masser af læsning, hygge, afslapning og familietid. Så selvom vi faktisk endte med stort set bare at være hjemme hele måneden, så var det helt perfekt. Især krydret med småturer rundt omkring, besøg hos mormor og morfar og miniferie hos farmor. Desuden var juli måneden, hvor Tim udviklede sig helt vildt. For at nævne et par ting, så har han fået sin 13. og 14. tand, stort set afvænnet sig selv fra flaske og lært at gå. Og vi er selvfølgelig så stolte af ham.

Den kommende måned byder på: Min fødselsdag! Ja, det er uden tvivl højdepunktet. Også selvom jeg er blevet én af de der kedelige voksne, der har mega svært ved at lave en ønskeseddel. 😉 Men ellers handler det for mig bare om at nyde det sidste ferie, før vi går ind i et rigtig travlt efterår herhjemme. Og forhåbentlig også få kigget både lidt på praktikrapport og specialekontrakt, da det måske er meget smart at være lidt forberedt på forhånd. Hvad angår læsning, så tænker jeg lidt at lave en TBR for måneden. Bare så jeg har en nogenlunde idé om, hvad jeg gerne vil nå igennem. Denne viser jeg nok frem i løbet af den næste uges tid på Instagram. Ydermere regner jeg med, jeg skal have forberedt lidt indlæg til bloggen, for nu må det være på tide, den kommer lidt mere i gang igen.

Hvordan var din juli?

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz

Titel: “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” / Forfatter(e): Benjamin Alire Sáenz / Serie: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe #1 / Sideantal: 388 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 7.6.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” efterlod mig med et vivar af modstridende følelser. Både glæde, kærlighed og varme. Men også skuffelse, melankoli og en følelse af noget uforløst. Bogen føles på en måde lidt som sand i munden. Sand der støver, og aldrig helt vil forsvinde, men samtidig også smager tørt og fladt. Det er en bog, som på en eller anden måde har sat sig dybt fast i mit hjerte. Men samtidig kan jeg bare ikke helt elske den på den måde, den har fortjent. Uanset hvor meget mit hjerte ellers gerne ville have det. Det er en helt klassisk udgave af kampen mellem hjertet og hjernen. Kærligheden og fornuften. Selvom de i sidste ende nok vinder begge to. Bare på en helt anden måde end jeg havde forventet.

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Jeg har ventet i mange år på endelig at møde Ari og Dante. Ventet med spænding fordi jeg var sikker på, vi ville blive de fineste venner. Af uransagelige grunde skete mødet dog ikke, før jeg var så heldig at få stukket en ny udgave af dem i hånden. I mellemtiden er rosen for bogen kun blevet større og større, og mit hjerte har åbnet sig mere og mere op for fortællingen. Derfor er det også så svært at indse, at den endte med at skuffe mig. Jeg forstår nemlig rosen. Jeg forstår alle priserne – og jeg forstår, hvorfor alle taler om den. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal tale med. For hvad gør man, når man elsker noget – men ikke på den rigtige måde? Eller i hvert fald ikke på den måde, man gerne ville.

“Hendes øjne var som nattehimlen over ørkenen. Det var, som om der var en hel verden indeni hende. Jeg kendte intet til den verden.”

Ari og Dante styrer historien. Hvilket ikke kunne være anderledes. Men nogle gange kommer de bare til at overtage for meget. På den måde hvor jeg ikke kan lade være med at blive træt. Blive træt af ikke at opleve andet end deres historie. Blive træt på den måde, hvor man kunne havde kastet et hvert mærkeligt plottwist efter mig, og jeg ville havde klappet i mine hænder. Mit problem med historien ligger nemlig i, hvor karakterdreven den er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg manglede bare mere historie. Nøj, hvor manglede jeg meget lidt mere historie. Altså ikke fordi der ikke var en historie, og denne ikke var vidunderligt. For det var den på rigtig mange punkter. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at kunne hægte mig fast og trække mig op på krogen. Jeg smuttede derfor væk flere gange, og på trods af jeg blev trukket op endnu flere gange, så kom jeg aldrig helt op. Bogen kom med andre ord aldrig helt ind under huden på mig. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg ikke sagtens kunne lægge den fra mig. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

“Jeg havde det, som om jeg kiggede ind i et spejl. Men det fik ikke mit hjerte til at briste.”

Jeg elskede “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” for det fine sprog, de skønne betragtninger, overvejelserne, personerne og historien. Men jeg afskyr bogen for, hvordan den fik mig til at føle. Hvordan den ikke fik mig til at elske sådan rigtigt, men kun til at holde af. For den har fortjent så meget mere. Det er ikke dig, det er mig. Men husk på du altid vil have en særlig plads i mit hjerte. For slippe dig kommer jeg ikke sådan lige til.

Halvårlig læsestatus + Mid-Year Book Freak Out Tag

Vi har halvvejs igennem året (nej, jeg ved heller ikke, hvor tiden blev af?), og det betyder, at det er blevet tid til at tage et lille kig på min læsning indtil videre i 2018. Desuden vil jeg som de sidste par år også besvare Mid-Year Book Freak Out-tagget, som giver mulighed for et lidt dybere kig på både det halve år, der er gået men også resten af året.

Min læsning indtil videre i 2018 kigger jeg tilbage på med blandede følelser. Først og fremmest har jeg læst en del. Faktisk meget mere end jeg overhovedet havde drømt om. Det skal der slet ikke herske tvivl om, og jeg er super glad for det. Men alligevel føler jeg ikke helt, det har været et så fantastisk læseår indtil videre. Jeg har læst en masse godt, men der er bare ikke særlig mange gange, jeg er blevet blæst bagover. Desuden har jeg indtil videre også kun markeret én af bøgerne som værende en ny favorit, og det er altså en smule trist. Jeg elsker jo, når bøger virkelig står ud fra mængden, og når jeg slet ikke kan glemme dem. Men sådan har jeg kun haft det enkelte gange i år. Selvom jeg dog har elsket en god del bøger – bare ikke på den der helt ekstreme måde, som jeg elsker at opleve.

Den eneste bogudfordring, jeg har i år, er mit Goodreads mål – og det har jeg nået for efterhånden længe siden. Derfor overvejer jeg faktisk lidt, om jeg måske skal sætte det en anelse op? Jeg er nemlig nået frem til, at det faktisk er ret fedt, når det presser mig en smule. Så længe det ikke direkte stresser mig, og jeg kan jo altid sætte det ned igen. Uanset hvad jeg ender med at gøre, så kan jeg i hvert fald kun være tilfreds med, at jeg allerede har nået så mange bøger.

1. Best book you’ve read so far in 2018.
Der er slet ingen tvivl i mit hjerte. Jeg var vild med alt ved og i “9. november” af Colleen Hoover, og selvom det var den første hele bog, jeg læste i år, så er det alligevel den bog, der står tydeligst i min hukommelse. Det er egentlig i en ret typisk Hoover bog, men det er netop det, der gør, at jeg elsker den så meget. Den ramte virkelig bare plet i forhold til alt, hvad jeg havde håbet på.

2. Best sequel you’ve read so far in 2018.
Jeg har læst en ny Foss bog, så selvfølgelig løber “Ursiderne” af Nanna Foss med titlen. Desuden er den altså også bare i sig selv helt fantastisk, og jeg ville sådan ønske, den havde været endnu længere. Siderne fløj jo alt for hurtigt forbi. Derudover lærer vi rigtig meget nyt i bogen, hvilket gjorde mig endnu mere nysgerrig efter at læse mere – men samtidig gav det også en god ro, at få en lille smule af mysteriet løst. Selvom bogen selvfølgelig også gav anledning til en masse nye spørgsmål.

3. New release you haven’t read yet, but want to.
Jeg glæder mig helt vildt til at få læst “Kvinden i vinduet” af A. J. Finn. Den fangede mig fuldstændig ved første blik på dens beskrivelse, og jeg har derfor også ventet spændt på den. Derfor står den også allerede i min reol og venter, og det er helt klart en af de næste bøger på min TBR. Der har bare lige været et par enkelte, der kom foran i køen – og desuden har jeg et lille håb om, at lydbogen snart kommer på Mofibo. Jeg elsker nemlig at lytte til den slags bøger, så det ville jo være perfekt.

4. Most anticipated release for the second half of the year.
Der er nyt fra Hoovers hånd, så hvad andet end “All Your Perfects” af Colleen Hoover ville kunne vinde? Jeg forudbestilte den for flere måneder siden, og jeg venter spændt på den dukker op i min postkasse. Selvom jeg godt nok lige må vente lidt endnu. Men jeg er sikker på, den nok skal være værd at vente på. Jeg glæder mig i hvert fald til både at få mit hjerte knust, men forhåbentlig også forelske mig fuldkommen.

5. Biggest disappointment.
Det må nok være “Kære dumme døde Vik” af Caroline Ørsum. Jeg vil dog lige starte ud med at sige, at det bestemt ikke er en dårlig bog. Det er altså dermed heller ikke fordi, det er den dårligste bog, jeg har læst i år – faktisk var det en ret god læseoplevelse. Desværre blev jeg bare ikke helt så fanget af bogen, som jeg ellers både havde håbet og forventet, og det trak min læseoplevelse en smule ned. Det var dog bogen forudsigelighed, som i sidste ende endte med at irritere mig mest. Jeg havde nemlig gættet bogens twist længe før, det kom, og det er jeg stadig ret træt af.

6. Biggest surprise.
Nogle bøger dukker op ud af den blå luft, og ender med at overtage hele ens synfelt på ingen tid. Sådan havde jeg det med “Tigerhjerte” af Lise Villadsen, og det er jeg fuldstændig tilfreds med. Sandheden er, at jeg nok bare ikke havde lagt mærke til “Tigerhjerte”, før bogen udkom, og derfor kom den som en overraskelse for mig. En virkelig fantastisk overraskelse! Den var nemlig alt, hvad jeg havde drømt om, den ville være. Om end jeg sagtens kunne bruge en efterfølger. Fordi jeg virkelig bare ikke har lyst til at slippe den.

7. Favourite new author (debut or new to you).
Becky Albertalli. Jep, jeg har endelig fået læst “Simon vs. verdens forventninger“, og selvfølgelig elskede jeg den. Præcis lige som alle andre. Men ikke nok med at jeg elskede historien, så var jeg også vild med Albertallis skrivestil, og den måde hun fortalte historien på. Derfor anskaffede jeg mig også straks “Leah på offbeatet“, så jeg nu har alle hendes bøger i min reol. For der er ingen tvivl om, at jeg helt sikkert skal læse videre i hendes forfatterskab.

8. Newest fictional crush.
Simon fra “Simon vs. verdens forventninger“. Ja, ja, jeg ved godt, det nok er et lidt dumt crush, eftersom jeg selvfølgelig aldrig ville kunne få ham. Men han er bare så sød! Og nørdet! Og sød! Fik jeg mon nævnt, han er sød? Ej, men altså. Han er virkelig bare en cutie – og jeg er pt. totalt væk i ham. 😉

9. Newest favourite character.
Jeg var helt vild med Astrid i tegneserien “Roller Girl” af Victoria Jamieson, som jeg læste i slutningen a maj. Hun er bare helt fantastisk. Både virkelig sød, sjov, kickass og følsom. Og det er altså en ret god kombination. Især fordi hendes personlighed virkelig skinner ud fra siderne, og jeg blev så inspireret af hendes gåpåmod, på trods af at tingene ikke er helt lette for hende.

10. Book that made you cry.
Det er som om, jeg græder mere og mere til bøger. Jeg kan i hvert fald nævnte mindst en håndfuld bøger i år, som har fået mig til at knibe en tåre eller tre. Der er dog ingen tvivl om, at det er “Without Merit” og “9. november” af Colleen Hoover, som jeg har grædt mest over. Hvilket dog ikke er nogen overraskelse, da jeg vist endnu ikke er kommet tørøjet igennem nogen af hendes bøger.

11. Book that made you happy.
Jeg blev så glad af at læse “Godnathistorier for rebelske piger” af Elena Favilli og Francesca Cavallo. Kan man overhovedet blive andet? Det er jo så fedt at læse om en masse seje kvinder, og bogen er samtidig meget veludført. Faktisk tror jeg, jeg sad med et kæmpe smil på læben gennem alle 100 fortællinger. Det er derfor også en bog, jeg på alle måder kan anbefale, hvis man trænger til en opmuntring.

12. Favourite book to film adaptation you saw this year.
Jeg er har set “Avengers: Infinity War”, men det er vist også den eneste filmatisering, jeg har set indtil videre i år. Og da jeg kun ser filmene i Marvel Cinematic universet, så kan jeg vist ikke rigtig udtale mig om, hvor god en filmatisering, den egentlig er. Men det er en vildt fed film!

13. Favourite review you’ve written this year.
Åh, nu rammer vi jo min dårlige samvittighed. Jeg har nemlig slet ikke udgivet så mange anmeldelser, som jeg gerne ville i år. Faktisk er det vist kun lige over en håndfuld anmeldelser, du har set fra min hånd i 2018. I hvert fald her på bloggen. Jeg har nemlig været lidt bedre til at skrive små minianmeldelser på Instagram, selvom jeg egentlig også gerne vil få skrevet lidt flere her på domænet. Det andet har bare været hurtigere i en travl hverdag. Når det er sagt, så er jeg dog rigtig glad for min anmeldelse af “Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins, som du finder her. Selvfølgelig ikke mindst på grund af billedet til den, som var en spontan beslutning, der endte med det fineste resultat.

14. Most beautiful book you’ve bought so far this year (or received).
Det må være “En rejse gennem magiens historie“, som Gyldendal var så søde at overraske mig med. Den er nemlig både mega smuk udenpå, men særligt også indeni, hvor der virkelig er gjort noget ud af det hele. Det er i det hele taget en meget smukt udført bog, hvor der virkelig er tænkt over detaljerne.

15. What books do you need to read by the end of the year?
De anmeldereksemplarer jeg stadig har liggende fra andre år, og af en eller anden grund stadig ikke er nået til. For ja, det er altså ret meget for dårligt, at de står uberørte i reolen. Specielt når jeg jo stadig mega gerne vil læse dem alle. Heldigvis er det ikke så mange, det drejer sig om, så hvis jeg bare tager mig sammen, så burde det sagtens kunne lade sig gøre. Derudover er der også lidt andre bøger, som jeg gerne vil nå, men det er mere på et løst plan. Som f.eks. flere af Hoovers bøger så jeg kan komme videre i hendes forfatterskab. Men samtidig haster det heller ikke, for jeg kan faktisk ret godt lide at have nogle til gode.

Hvordan er din læsning gået indtil videre i år?

Læse-update #28: Juni

Læste bøger: | “Hjertestorm/Stormhjerte” af Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi | “Tigerhjerte” af Lise Villadsen | “Memento” af Mathieu Reynès | “Pssst!” af Annette Herzog og Katrine Clante | “Indigo” af Mathieu Reynès | “Kludedukken” af Daniel Cole | “Mira” af Sabine Lamire og Rasmus Bregnhøi | “Mira #2” af Sabine Lamire og Rasmus Bregnhøi | “Præsidenten er forsvundet” af Bill Clinton og James Patterson | “Simon vs. verdens forventninger” af Becky Albertalli | “Kvinden mellem os” af Greer Hendricks og Sarah Pekkanen |

Købte bøger: | “Ask konge taber” af Camilla Wandahl | “Big game” af Dan Smith | “Kvinden i vinduet” af A. J. Finn | “Freddy & Monstrene #1-5” af Jesper W. Lindberg |

Månedens bedste bog: Det kunne godt havde været “Tigerhjerte”, men den får istedet pladsen i næste kategori. Istedet er det selvfølgelig “Simon vs. verdens forventninger” af Becky Albertalli. Den bog som jeg burde havde læst for længe siden. Jeg slugte den på en aften og var vild med hvert et ord. Jeg forstår i hvert fald på alle måder hypen omkring den, og jeg skal uden tvivl også have set filmen. Det er nemlig sådan en sød fortælling, som jeg er sikker på, jeg ikke kan få nok af.

Månedens største overraskelse: “Tigerhjerte” var en komplet overraskelse for mig – men bestemt en helt fantastisk én. Altså jeg vidste med det samme, jeg læste bagsideteksten, at jeg ville komme til at elske den. Men jeg anede ikke, den eksisterede før, ganske få dage før, jeg læste den. Jeg har åbenbart bare slet ikke lagt mærke til den rundt omkring. Men det var en helt fantastisk læseoplevelse, som faktisk var virkelig tæt på at kaste mig ud i en læsetørke. Da jeg havde vendt sidste side, ville jeg nemlig bare gerne læse præcis samme historie i en anden bog igen. Hvilket jo selvfølgelig ikke var en mulighed. 😉

Månedens største skuffelse: Jeg havde forventet noget ret andet af “Kludedukken”, end det jeg reelt fik. Jeg var f.eks. overbevist om, det ville være en hurtig, intens og mega spændende bog, men det var det desværre ikke. Tempoet haltede til gengæld en del, og samtidig sad jeg lidt tilbage med en ‘meh’-følelse efter endt læsning. Det meste af bogen er også allerede glemt, så det er desværre heller ikke en bog, der på nogen måde har sat sig fast hos mig.

Opsamling på måneden: Det her bliver mest af alt en opsamling på familielivet. Der er nemlig sket en del forskelligt på den front i løbet af juni. Først og fremmest er Tim startet i dagpleje, hvilket er gået over al forventning. Han elsker det og er nærmest ikke til at tvinge med hjem igen. Fordi jeg stadig går hjemme, har vi valgt at køre med en stille og rolig indkøring. Ikke fordi behovet som sådan ser ud til at være der, men det har alligevel været rart at tage det lidt i etaper. Udover det har Tim jo også haft fødselsdag! Tænk at min lille baby allerede er 1 år. Det er simpelthen så mærkeligt! Desværre var han syg på sin fødselsdag, men han blev nu alligevel fejret rigtig godt. Desuden er han helt vild med alle de forskellige gaver, som han var så heldig at få.

1 år betød også både børneundersøgelse og endnu en omgang stik. Og heldigvis er han helt, som han skal være. Han er lidt til den lille side vægtmæssigt, men han følger sin egen kurve så fint, så på det punkt ligner han nok også bare sin far. Det er i hvert fald ikke mine gener, der gør ham høj og tynd. 😉 Når nu man er et år, så er det jo også på tide at lære nye ting. Og således tog han sine første små skridt helt selv i mandags. <3

Den kommende måned byder på: Ferie, familie og hygge. Vi har endnu ikke nogle faste planer, men jeg er sikker på, vi nok skal få fyldt juli op med en masse dejlige stunder. Der er i hvert fald allerede småplaner om zoo-besøg, huspasning og bedsteforældrebesøg. Og for mit vedkommende er der selvfølgelig også planer om masser af læsning. Gerne på en strand et sted, hvis det skal være helt perfekt. Hvad jeg skal læse er endnu ikke planlagt, men sommeren giver mig altid lyst til lette kærlighedsromaner. Så mon ikke det bliver til en del af disse? Uanset hvad opdaterer jeg selvfølgelig omkring det herinde.

Hvordan var din måned, og hvilke planer har du for juli?

Weekend Reads #34: Uge 26

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Vi er endelig ovenpå igen efter den forfærdelige omgang forkølelse. Det var godt nok også på tide, for shit hvor har det trukket i langdrag. Hvilket også er grunden til, der har været så stille herinde i løbet af juni. Jeg har nemlig overhovedet ikke haft overskud til at sidde foran min computer. Men forhåbentlig ændre det sig snart igen, for jeg savner bloggen. Det bliver dog nok først rigtig fra i næste uge af, da weekenden skal bruges på den der rengøring, som er blevet udskudt lidt for længe nu.

Men jeg allierer mig med en lydbog i ørene, og så krydser vi fingre for, jeg ikke falder om af kedsomhed. Jeg lytter i øjeblikket til “Kvinden mellem os” af Greer Hendricks og Sarah Pekkanen, så det er den, jeg kommer til at lytte videre til. Og måske endda blive færdig med? Vi får at se. Jeg har dog endnu ikke nogen planer for, hvad jeg skal lytte til efterfølgende. Til gengæld krydser jeg fingre for, jeg kan nå at få startet på en ny fysisk bog. Jeg har nemlig fået “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz hjem, og jeg glæder mig sådan til at læse den. Desuden har min anmeldelse af den også deadline i næste weekend, så jeg må hellere komme i gang. Jeg glæder mig jo også helt vildt til efterfølgende at dele mine tanker om den herinde.

Hvad skal du læse i weekenden?