2 ud af 5

“Eremitten” af Thomas Rydahl

| Simone Hagemann

EremittenTitel: “Eremitten”
Forfatter(e): Thomas Rydahl
Serie: –
Sideantal: 520
Forlag: Bindslev
Udgivet: 26.9.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Selv den største taber kan vinde dit hjerte.

På en strand på den kanariske ferieø Fuerteventura holder en spritny bil. I bagagerummet står en papkasse med en lille død dreng. Ingen savner ham. Der er intet spor af bilens fører, ingen fod- eller fingeraftryk og tallet på bilens kilometertæller giver ingen mening.

Det sidste, Fuerteventura har brug for, er en grim sag, der jager endnu flere turister væk fra øens halvtomme barer og forblæste strande. Det lokale politi forsøger derfor at lukke ned for historien med et kynisk svindelnummer, men den gamle eneboer Erhard, der ser mere end de fleste, hager sig fast i mysteriet med desperat ukuelighed. Han har for mange år siden kappet forbindelsen til kone og børn i Danmark og hutler sig igennem som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer for øens få velhavere.

Den døde dreng tvinger Erhard tilbage til livet, men hvad kan en gammel mand, en taber, der nægter at følge med tiden og intet kender til internet, mobiltelefoner og sociale medier, gøre for at opklare et moderne mysterium med tråde, der fører langt uden for Fuerteventura?

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til, hvad jeg ville synes om denne bog. Det er forfatterens debut, og jeg havde derfor ingen idé om, hvordan han skriver. Desuden fik jeg bogen en del tid før den udkom, og havde derfor heller ikke læst nogen anmeldelser af den, før jeg påbegyndte min læsning. Bogen lød dog ret god, og lidt ’specielle’ krimier kan jeg altid læse.

Bogen tog mig virkelig lang tid at læse (virkelig lang tid betyder at jeg læste den fra august til december), og den var desværre mest af alt en kamp at komme igennem for mig. Ikke fordi den ikke var god. Nej, jeg kunne nemlig ret godt lide både historien og bogens hovedperson. Men fordi jeg simpelthen synes, den var så tung og langtrukken at komme igennem. Og jeg skulle virkelig tage mig meget sammen, stort set hver gang jeg skulle læse i den. Den fik nemlig virkelig min læselyst til at dale.

Historien i bogen kunne jeg som sagt godt lide. Det var ikke hæsblæsende action, men det var en ret god historie om en enkelt mands kamp for sandheden. Og jeg kunne virkelig godt lide at læse om hans vej til at finde ud af, hvad der egentlig var sket. Desuden synes jeg, historien bandt sig rigtig fint sammen. Jeg sad i hvert fald efter læsning med en følelse af, at jeg havde fået opklaret alle spørgsmål.

Bogens hovedperson, Erhard, kunne jeg virkelig også godt lide. Faktisk tror jeg, han var den største grund til, at jeg egentlig godt kunne lide bogen. Han er nemlig en ret perfekt antihelt, som dog alligevel er ret let at holde af. Desuden kunne jeg virkelig godt lide hans personlighed. Han tager ikke altid de bedste beslutninger, men han har uden tvivl hjertet på det rette sted.

Sproget var nok det, der hovedsageligt fik mig til at føle, at bogen var tung at komme igennem. For mig virkede det nemlig ret beskrivende, hvilket jeg ikke er helt så stor en fan af. Desuden følte jeg ofte, at sproget lidt overskyggede historien for mig. Netop fordi jeg kom til at lægge alt for meget mærke til det pga. dets tyngde. Der var dog en ret god og underspillet humor i bogen, hvilket jeg godt kunne lide.

Jeg havde perioder i bogen, hvor jeg kun kunne læse et par sider, før jeg blev nødt til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen kedede mig for meget, men samtidig havde jeg også steder i bogen, hvor jeg ikke rigtig kunne få nok, da jeg bare måtte vide, hvad der nu ville ske.

Alt i alt var det desværre en ret blandet fornøjelse for mig, og selvom både bogens historie og hovedperson var ret god, så var det bare ikke en bog for mig. Men jeg er ret sikker på, man vil finde den ret interessant, hvis man godt kan lide lidt langsommere krimier.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5


“DrømmeSyn” af Maja Flak

| Simone Hagemann

DrømmeSynTitel: “DrømmeSyn”
Forfatter(e): Maja Flak
Serie: DrømmeSyn #1
Sideantal: 545
Forlag: –
Udgivet: 21.3.2014
Læst på: Dansk

DrømmeSyn er en erotisk kærlighedshistorie. Katherine Newheart er forlovet med den småkedelige Matthew O’Connor, som lige er blevet gjort til partner i hendes fars advokat firma. Da Katherine møde Knægten alias Benjamin Riley, ændres alting. Hun prøver at holde sig tilbage, at opretholde hendes typiske kontrol men det fejler da Benjamin er alt det som Matthew ikke er, og det gør ham til alt det, Katherine har brug for og vil have. Han vækker hende på flere måder. Katherine bliver viklet ind i en hot og passioneret kærlighedsaffære med Benjamin. Hun prøver at gøre det forbi med Matthew men pludselig ændrer han karakter. Han begynder at være voldelig og truer hende med hemmeligheder omkring hendes familie. Katherine kan ikke holde sig væk fra Benjamin selvom hun udmærket godt er klar over, at hun nok sætter alt over styr. Hendes kærlighed til Benjamin er stærk, stærkere end hendes egen kontrol. Men hvor stærk er kontrollen når alt kommer til alt? Er den vilde og passionerede kærlighed imellem Katherine og Benjamin nok til at hun indser at hun skal leve sig eget liv, eller vil hun vende tilbage til sit forudsigelige liv?

Jeg må indrømme, at jeg ikke have de store forventninger til DrømmeSyn, men jeg glædede mig alligevel meget til at få den læst. På trods af mine manglende forventninger, så endte bogen dog med at skuffe mig lidt alligevel.

Bogen starter meget langsomt ud, og det virker nærmest som om, siderne bare er gentagelser af de forrige. Altså det giver et meget godt billede af, hvor kedeligt og ensformigt Kathrines liv er, men desværre virkede læsningen for mig mindst ligeså kedelig. Derudover tog starten af bogen mig virkelig lang tid at læse, på trods af jeg sagtens burde have kunne læse den meget hurtigere – læsningen virkede nemlig ret tung, idet der nærmest ikke rigtig skete noget.

Bogen blev dog noget mere spændende, jo længere jeg kom ind i den, og mit læsetempo steg også markant, da jeg følte, der begyndte at ske noget med historien. Bogen blev dog aldrig helt så spændende, som jeg godt kunne have ønsket, og jeg følte lidt, at den sagtens kunne have været omkring 150 sider kortere. På den måde er jeg i hvert fald sikker på, den ville have fanget mig lidt mere, idet tempoet i den nok også ville have været lidt hurtigere. Historien var dog alligevel som sådan udmærket, og under læsningen ville jeg da også gerne vide, hvad der kom til at ske.

Kathrine og Matthew havde jeg det desuden ret anstrengt med. Kathrine irriterede mig grusomt, og jeg synes virkelig, hun virkede alt for arrogant og snobbet. Altså det passede godt til historien, at hun var sådan, men jeg synes virkelig bare, det blev for meget. Jeg havde i hvert fald ret svært ved at holde af og med hende. Derudover var jeg virkelig heller ikke særlig glad for Matthew. Ikke fordi han opførte sig, som han gør i bogen (selvom det nu virkelig var forfærdeligt!), men fordi jeg ikke rigtig kunne se, hvordan den meget kedelige og ordentlige mand, kunne forvandle sig til så voldelig et monster på så kort tid. Jeg ved selvfølgelig godt, det kan lade sig gøre i virkeligheden, men det virkede bare ikke rigtig for mig.

Bogen sprog irriterede mig desværre også en smule. Specielt fordi flere ting bliver gentaget alt for mange gange, f.eks. kan man vidst ikke være i tvivl om efter læsningen, at Kathrine har en antik kommode i gangen, som hun lægger sine nøgler på. Den sætning blev nemlig gentaget så ufattelig mange gange, hvilket irriterede mig ret meget. Derudover kunne bogen godt have klaret endnu en omgang korrekturlæsning, men det trak nu ikke rigtig læseoplevelsen ned for mig.

Alt i alt var det altså ikke rigtig en bog for mig. Alligevel havde jeg dog ret meget lyst til at læse den anden og sidste bog i serien, for at finde ud af, hvad der sker med Kathrine og ‘Knægten’, efter jeg færdiglæste denne.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5


“Rum” af Emma Donoghue

| Simone Hagemann

RumTitel: “Rum”
Forfatter(e): Emma Donoghue
Serie: –
Sideantal: 340
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 28.3.2011
Læst på: Dansk

Jack er fem år og glæder sig til sin fødselsdag. Han bor med Mor i Rum. Rum har en låst dør, et ovenlysvindue og er 11 kvadratmeter stort. Jack elsker at se fjernsyn, og han elsker tegneseriefigurerne, som er hans venner, men han ved, at intet af det, han ser på skærmen, er virkeligt. Virkeligt er kun ham selv, Mor og alle tingene i Rum. Indtil den dag Mor fortæller ham, at der er en verden udenfor.

Rum er fortalt med Jacks stemme og er en fortælling om en mor og hendes søn og deres kærlighed til hinanden. En kærlighed, der lader dem overleve det utænkelige.

Jeg havde  store forventninger til denne bog, og håbede virkelig på at blive blæst bagover. Det blev jeg dog desværre på ingen måder. Faktisk kedede bogen mig en hel del, og jeg kom aldrig rigtig ordentlig ind i den.

Det startede ud med, at jeg virkelig ikke kunne udholde skrivestilen. Den irriterede mig virkelig meget, og jeg blev ret distraheret af den. Altså jeg synes, det var fedt, at historien blev fortalt gennem Jacks øjne, men selve den måde tingene blev beskrevet på, kunne jeg bare ikke holde ud. Og faktisk må jeg indrømme, at jeg allerede efter få sider overvejede, om jeg overhovedet skulle læse bogen færdig, når jeg var så træt af skrivestilen; jeg blev dog ved med at læse.

Bogens historie er virkelig forfærdelig og grusom på alle måder, og jeg ønsker for ingen, at de må gennemleve det samme som Jack og hans mor. Desværre fangede den mig aldrig rigtig, hvilket jeg er virkelig ked af, da jeg sagtens kunne se, hvorfor den har fået så meget ros. Historien er nemlig virkelig indragende, og en fantastisk fortælling om en mors kamp for at give hendes søn den bedst mulige opvækst, også selvom den på ingen måder er, som hun ville have ønsket. Desværre kunne jeg bare ikke rigtig holde af den.

Bogens personer er rigtig godt beskrevet, og jeg elsker at vi lærer dem godt at kende, på trods af vi nogle gange får oplysningerne lidt i bidder, fordi det er sådan, Jack selv får dem. Desværre følte jeg bare ikke rigtig for dem alligevel, hvilket også var med til at gøre læsningen lidt kedelig for mig. For selvom det lyder virkelig hårdt, og jeg ville ønske, jeg havde haft det på en anden måde, så var jeg faktisk lidt ligeglad med, hvad der ville komme til at ske med dem. De kom bare aldrig rigtig ind under huden på mig.

Alt i alt synes jeg altså mest af alt, det var en virkelig kedelig og ret træls læseoplevelse. Og faktisk ville jeg lidt have ønsket, at jeg ikke havde læst bogen, og dermed stadig kun havde mine forventninger. Jeg ville jo virkelig gerne elske den.. Og på trods af min mening om bogen, så vil jeg alligevel gerne anbefale den til de folk, som overvejer at læse den; for det er et vigtigt emne, og det bliver håndteret godt – bogen var desværre bare ikke rigtig min kop te.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5

 

“KBH Noir” af Martin Dan Rasmussen

| Simone Hagemann

KBH NoirTitel: “KBH Noir”
Forfatter(e): Martin Dan Rasmussen
Serie: –
Sideantal: 311
Forlag: Valeta
Udgivet: 1.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Danmark har mistet sin uskyld. Terrorangreb, borgerkrig og en mindre revolution har gjort, at grænsen mellem rigtigt og forkert er visket ud. Våben kan købes som en almen dagligvare og må anvendes til forsvar. Selvtægtsmænd og privatdetektiver er et lovligt og privat alternativ til politiet, og alt er til salg.

I denne gråzone trives Klaus Lerchenfeldt, tidligere kriminel, nu privatdetektiv. Han kan være din bedste ven og den værste fjende for den, du ønsker, så længe du betaler de rette penge. For Klaus er alt forretning, pengene dikterer hans loyalitet, og hans eneste motto i livet er, at alt er tilladt, så længe man er professionel. Intet er personligt, det er kun forretning.

Klaus engageres dog personligt, da hans fortrængte fortid dukker op til overfladen som følge af et angreb på sin person. Her starter en jagt efter, hvem der kender Klaus’ dybeste og mørkeste hemmelighed, gennem Københavns og menneskets mørkeste afkroge.

Hvor ville jeg virkelig ønske, jeg kunne sige, jeg kunne lide denne bog. Den virkede nemlig ret fed, og jeg var ret begejstret for, at den var så ‘mørk’, som den er.

Bogens hovedperson irriterede mig allerede inden, jeg nåede til side 50, og jeg synes desværre ikke, han blev bedre i løbet af bogen. Altså det var fedt, at han var så tro mod sig selv, og at han ikke lagde skjul på, at han kunne finde på lidt af hvert i sit arbejde, men også at han ikke bar nag til andre, som gjorde de samme ting mod ham. På mange måder synes jeg dog desværre, han virkede alt for arrogant, og det kunne jeg virkelig ikke lide.

Desuden kedede historien mig ret meget, og jeg havde meget svært ved at komme rigtig ind i den. Men det var som om, det vendte en smule omkring halvvejs i bogen, hvor jeg pludselig havde svært ved at slippe bogen. Desværre varede det ikke så længe, og jeg begyndte ret hurtigt at kede mig igen, selvom historien egentlig var fed nok. Jeg tror bare ikke rigtig, den lige var noget for mig.

Bogen sprog var dog ret godt, og det passede helt perfekt til bogens stil! Desuden var det dejlig let at læse, men samtidig virkede der til at være tænkt over det. Specielt i dialogerne synes jeg i hvert fald godt, jeg kunne mærke, at der var tænkt over, hvordan de specifikke personer udtrykte sig.

Alt i alt var det altså ikke verdens bedste læseoplevelse, men jeg er nu glad for, jeg har fået bogen læst. Og jeg er sikker på, der er andre, der vil være med begejstret for den end mig – især hvis man gerne vil læse en lidt mørkere fortælling.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5


“Ambrosia / Live” af A. Silvestri

| Simone Hagemann

Ambrosia LiveTitel: “Ambrosia / Live”
Forfatter(e): A. Silvestri
Serie: –
Sideantal: 217
Forlag: Valeta
Udgivet: 1.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er en langt varmere sommer end normalt. Rundt omkring i landet sveder folk. Ikke mindst sjakket ved Yding Skovhøj, historikerne på Nationalmuseet og forskerne på den nedlagte flyvestation et sted i Nordsjælland. De har dog en helt anden grund til at svede end varmen alene. For det er sjældent at man skal forsøge at løse en gåde om en 45 meter høj, gravid kvinde, der indtil for et par dage siden lå skjult under 30 kubikmeter jord.

Om et døgn går verden under. Der er ingen steder at løbe hen. Der er intet at sige eller gøre. Verden har talt ned til denne dag i månedsvis. På Rigshospitalets øverste etage er samlet fem mennesker. En instruktør, en tekniker, en læge, en sygeplejerske og en narkoman. Et sjette menneske kommer snart. Og når det kommer, er det hele slut.

Denne dobbeltroman indeholder to fortællinger, der udforsker hvad der egentlig betyder noget, når urets visere ikke bliver ved med at dreje.

Jeg havde ikke rigtig den store idé om, hvad denne bog handlede om, men jeg synes det lød sejt, det med at det er en dobbeltroman, så selvfølgelig skulle jeg læse den. Desuden lød forlagets beskrivelse af bogen ret spændende.

Jeg startede med at læse Ambrosia, hvilket var en ret blandet oplevelse. Jeg synes som sådan, at fortællingen var fed nok, og jeg blev da også revet godt med af den. Desuden fandt jeg den virkelig spændende. Men samtidig var fortællingen virkelig mærkelig, og nogle gange synes jeg, det hele virkede lidt for langt ude. Desuden sad jeg virkelig med en WTF-følelse, da jeg havde vendt den sidste side, for hvad var det lige, jeg havde læst!? Jeg kunne dog egentlig godt lide fortællingen, og det var en helt okay læseoplevelse.

Live var til gengæld en helt anden oplevelse. Den kedede mig så grusomt! Jeg kunne på ingen måder sætte mig rigtig ind i historien, og jeg var ret ligeglad med, hvad der ville ske. Derudover følte jeg heller ikke rigtig noget for personerne, og var også ret ligeglad med, hvad der ville ske med dem. Det eneste jeg rigtig var glad for ved denne fortælling var, at den kun var på 95 sider – ellers tror jeg ikke, jeg var kommet igennem den.

Jeg troede desuden, de to fortællinger ville hænge sammen på en eller anden måde, men det følte jeg ikke rigtig, de gjorde. Dette kan dog bare være mig, der har misforstået noget – men jeg ville altså virkelig have ønsket, at de bare flettede sig en lille smule sammen. Det kunne nemlig have været ret fedt.

Hvis jeg skulle rate de to fortællinger hver for sig, så ville jeg give Ambrosia 3 stjerner og Live ville få 1 stjerne.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5