4 ud af 5

“Profetiens kald” af Mette Bundgaard Laursen

| Simone Hagemann

Profetiens kaldTitel: “Profetiens kald”
Forfatter(e): Mette Bundgaard Laursen
Serie: Caldera #1
Sideantal: 296
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 12.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Da 17-årige Kate møder Noah første gang, ved hun ikke, at han er en prins fra en fremmed galakse. Hun ved heller ikke, at et orakel har udpeget lige netop hende som Noahs udkårne, der skal følge med ham hjem til Caldera for at bekæmpe den onde Naphal.

Faktisk er Noah ikke lige Kates kop te, hvis hun skal være helt ærlig, og Noah må snart indse, at hans opgave om at vinde Kates hjerte er langt sværere, end han havde regnet med.

Jeg ved virkelig ikke, hvad der skete. Jeg havde lige sat mig til at læse, og pludselig var der ikke flere sider tilbage. Eller sådan føltes det i hvert fald! Jeg havde ikke de store forventninger til selve bogens handling, og glædede mig egentlig bare til at se, hvad det hele gik ud på, og hvad jeg ville synes om den. Og jeg er ret glad for, jeg gik ind til den med denne indstilling – jeg var i hvert fald meget begejstret for bogen.

Bogen er en kærlighedsroman, og ikke sci-fi som coveret og bagsideteksten ligger lidt op til. Bogen bærer dog elementer af sci-fi, hvilket jeg ret godt kunne lide. Men mest af alt kunne jeg virkelig godt lide selve bogens historie, og jeg synes kærlighedsfortællingen var virkelig god.

Bogen har altså heller ikke den vildeste handling, og minder nok mest af alt om en forholdsvis normal contemporary romance. Men bogen blev på ingen måde kedeligere af den grund, og jeg synes virkelig, hele handlingen fungerede rigtig godt. Jeg nød i hvert fald læsningen af den hele vejen igennem!

Kate er præcis som enhver anden teenager på 17-18 år med de helt samme ’kriser’, bekymringer og drengeproblemer. Og hun virker virkelig ægte! Jeg sad i hvert fald ofte, og levede mig fuldstændig ind i hendes sted, og glemte alt om at det ikke var mine egne oplevelser. For sådan føltes det virkelig til tider. Godt nok er hun også lidt dum og fraværende til tider, men det føler jeg alligevel, passede meget godt til hende, og det sted i livet hun er.

Noah er virkelig helt perfekt beskrevet, og i det hele taget er han en skøn karakter. Han er meget forbløffet over flere forskellige ting på jorden, og sarkasme forstår han intet af, hvilket bare fungererede så godt! Selvom han har fået undervisning om jorden, så vil der jo altid være ting, man bliver nødt til selv at opleve, før man fuldt ud forstår disse; uanset om man er en prins fra en anden galakse, eller bare en ’almindelig’ udvekslingsstudent fra England. Derudover var han bare virkelig sød, og helt umulig ikke at holde af.

Bogens sprog var som sådan ikke noget specielt, og ikke noget jeg som sådan lagde så meget mærke til under min læsning. Altså det flød rigtig godt, og bogen er skrevet i en let og god tone. Desuden synes jeg, det danske sprog var brugt rigtig godt, og jeg sad på intet tidspunkt og følte, at sproget blev for kunstigt eller for kluntet. Sproget er altså i min mening helt perfekt til bogen, og lader handlingen og personerne være det vigtige.

Alt i alt var jeg ret vild med bogen, og der er ingen tvivl om, at jeg med det samme begynder på den næste bog i trilogien. Jeg må nemlig virkelig bare vide, hvad der kommer til at ske! Jeg vil virkelig gerne anbefale bogen til folk, som har brug for en let læselig kærlighedsbog. Man skal bare ikke gå ind til den med forventningen om, at læse en sci-fi roman, for så er jeg overbevist om, man bliver skuffet.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5


“Det sidste brev fra din elsker” af Jojo Moyes

| Simone Hagemann

Det sidste brev fra din elskerTitel: “Det sidste brev fra din elsker”
Forfatter(e): Jojo Moyes
Serie: –
Sideantal: 494
Forlag: Cicero
Udgivet: 14.2.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Rosinante.

London 1960. Jennifer Stirling vågner i en hospitalsseng. Hun kan absolut intet huske – hverken bilulykken, der gik forud, eller den mand, der besøger hende på hospitalet og siger, at han er hendes mand. Ikke engang sit eget navn kan hun huske. Hjemme igen går hun på jagt efter spor, der kan hjælpe hende med at huske, hvem hun var. Gemt i en bog finder hun et lidenskabeligt brev underskrevet med et B fra en mand, som hun tydeligvis var villig til at satse alt for. Men hvem er han? Og hvorfor prøver han ikke at kontakte hende?

London 2003. Journalisten Ellie Haworth falder over et gammelt brev, hvori en mand bønfalder sin gifte elskerinde om at stikke af med ham. Ellies eget kærlighedsliv er mildest talt noget rod, og hun bliver nærmest besat af at finde ud af, hvad der skete med brevets to elskende. Hvis de levede lykkeligt til deres dages ende, er der måske også håb for hendes egen håbløse affære.

Det sidste brev fra din elsker er en smuk roman om kærlighedens veje og vilveje, om den store lidenskab, utroskab og tab – og om to kvinder, hvis skæbner krydses på tværs af tid.

Bogen skifter meget i tiden, da der bliver fortalt om både Jennifers liv før og efter ulykken. Desuden indeholder bogen en del personer, og eftersom Jennifer ikke rigtig kan huske noget fra før ulykken, er der en stor del af disse personer, som vi først lærer at kende hen af vejen. Desuden foregår fortællingen både i England og Frankrig. Jeg kunne sådan set godt lide alle disse ting, men desværre gjorde det mig meget forvirret i starten, og jeg kunne slet ikke holde styr på hverken personer, stedet eller tiden. Det blev dog bedre, jo længere jeg kom ind i fortællingen, og jo mere Jennifer begyndte at huske. Desuden endte jeg med fuldstændig at forstå, hvorfor historien var skrevet på den måde, som den er, og jeg kunne slet ikke forestille mig den skrevet på andre måder.

Bogen skuffede mig desuden også en smule i starten. Foruden at jeg var ret forvirret, så følte jeg heller ikke rigtig, at den var, som jeg havde forventet. Jeg kunne f.eks. slet ikke se, hvordan Moyes kunne få flettet de to historier sammen. Men det kunne hun, og endda på en helt fantastisk måde, og jeg endte med at komme til at holde rigtig meget af bogen alligevel.

“I begyndelsen, når du så på mig med dine uudgrundelige, serafiske øjne, undrede jeg mig over, hvad i alverden du dog kunne se i mig. Nu ved jeg, at et sådant syn på kærligheden er tåbeligt. Du og jeg kan lige så lidt lade være med at elske hinanden, som jorden kan holde op med at kredse om solen.”

Bogens historie er virkelig fantastisk og virkelig hjerteknusende på mange måder, og jeg kunne virkelig godt lide den. Men det var alligevel ikke rigtig historien, der fik mig til at holde af bogen; det var personerne i den. De fleste var virkelig godt beskrevet, og jeg følte virkelig jeg kom ind under huden på dem. Specielt bogens tre hovedpersoner var altså bare perfekte, og det var virkelig svært ikke at holde af dem og holde med dem. Desuden bliver jeg nødt til lige at fremhæve B. Han er nemlig virkelig bare så skøn, og jeg elskede ham virkelig fra start til slut. Hvilket, jeg tror, er svært ikke at gøre.

Bogen havde desuden et rigtig fint sprog. Det passede rigtig godt til bogen, og fik læsningen til at flyde. Desuden var brevene fra B simpelthen så fine! Og sproget i dem passede helt perfekt til selve B’s personlighed.

Alt i alt var det en rigtig god kærlighedshistorie, som jeg virkelig vil anbefale. Desuden hænger den ved i lidt længere tid, end jeg normalt synes kærlighedsromaner gør. Jeg har i hvert fald svært ved at slippe den.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

“Silhuet” af Nick Clausen

| Simone Hagemann

SilhuetTitel: “Silhuet”
Forfatter(e): Nick Clausen
Serie: –
Sideantal: 267
Forlag: Tellerup
Udgivet: 15.11.2011
Læst på: Dansk

Selv et lyst sind kan have dybe, mørke afgrunde.

Leas liv ændres drastisk da en menneskelignende skygge begynder at forfølge hende. Hun kæmper fysisk for at holde væsenet fra livet, og tvinges ud i en indædt kamp for at bevare sin forstand.

Jeg havde ikke forventet det store af denne bog. Mest fordi jeg ikke vidste specielt meget om den, og ikke har læst nogle anmeldelser af den. Jeg blev derfor virkelig overrasket over den. Jeg var nemlig ret vild med den!

Den var så spændende, og helt umulig at lægge fra mig. Historien fungerede rigtig godt, og jeg følte mig mest ligeså forvirret som Lea, hvilket bare gjorde læsningen endnu bedre. Jeg havde ikke hvert fald på ingen måder regnet plottet ud, selvom jeg ellers var overbevist om det op til flere gange.

Bogen er skrevet rigtig godt. Den er skrevet i et dejlig let sprog, som virkelig fik læsningen til at flyde. Desuden var der både inddelinger med dage, og kapitler i dette, hvilket gjorde historien meget overskuelig – også selvom den til tider var lidt forvirrende, idet Lea selv var forvirret over det hele.

Jeg levede mig også ret meget ind i bogen, og var glad for, der var lys i hele lejligheden, og jeg ikke var alene. Jeg havde i hvert fald en følelse af, at Skyggen kunne være dukket op, hvornår det skulle være, hvilket jeg synes, var virkelig fedt og ret skræmmende!

Er man til thriller og uhygge, så vil jeg virkelig anbefale at læse denne bog!

 

“Den lille Prins” af Antoine de Saint-Exupéry

| Simone Hagemann

Den lille PrinsTitel: “Den lille Prins”
Forfatter(e): Antoine de Saint-Exupéry
Serie: –
Sideantal: 107
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1997
Læst på: Dansk

Eventyrfortælling om forfatterens møde med den lille prins fra en fjern planet.

På en måde havde jeg både ingen forventninger og kæmpe forventninger til denne bog. Jeg havde (selvfølgelig) hørt om bogen før, men jeg vidste faktisk ikke, hvad den handlede om, og derfor havde jeg ikke rigtig nogen forventninger til den. Men samtidig er der så mange, der elsker den, og det er jo en af de helt store klassikere, derfor var mine forventninger alligevel rimelig høje.

Jeg havde lidt svært at finde ud af, hvad jeg egentlig synes om den. Det er en rigtig hyggelig bog, som samtidig er rigtig fin og nærmest magisk. Og jeg var ret vild med bogens handling og budskab, som fik mig til at reflektere over forskellige ting. Der var dog nogle steder, hvor jeg synes, den var lidt forvirrende, og det trække desværre min læseoplevelse lidt ned. Også selvom det hele endte med at give god mening til sidst.

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentligste er usynligt for øjet.”

Bogens sprog er virkelig fint, og jeg fandt flere virkelig gode citater. Det betyder dog bestemt ikke, at den er besværlig at læse; faktisk flyver man nærmest gennem den. Sproget er simpelthen så let og rart at læse.

Bogen er illustreret, hvilket, jeg synes, fungerer rigtig godt. Sammenspillet mellem teksten og illustrationerne er helt fantastisk! Illustrationerne giver så meget til fortællingen, og jeg tror ikke, læseoplevelsen ville have været det samme uden dem. Jeg ville i hvert fald ikke have undværet dem.

 

“Forbandede yngel” af Anne-Cathrine Riebnitzsky

| Simone Hagemann

Forbandede yngelTitel: “Forbandede yngel”
Forfatter(e): Anne-Cathrine Riebnitzsky
Serie: –
Sideantal: 329
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 5.9.2013
Læst på: Dansk

I et fly på vej hjem fra Afghanistan sætter Lisa sig ved siden af lægen Andreas. Hun har besluttet sig for at fortælle ham sin livshistorie. Det er historien om et røveri, et veltilrettelagt dødsfald og en lillesøster, der vil begå selvmord; om en mor, der græder for meget, og en far, der slår. En historie om at gå i krig, at springe ud fra fly, rejse langt væk og alligevel være fanget. Men det er også historien om fire uadskillelige søskende, om forelskelse og om viljen til at overleve.Forbandede yngel er en barsk og poetisk roman om en kvindes kamp for at komme overens med sin fortid og måske få en chance for at finde kærligheden.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad denne bog egentlig handlede om, før jeg gik i gang med læsningen af den. Den har fået virkelig meget ros, og har vundet De Gyldne Laurbær, og det var vidst egentlig nok til at gøre mig hooked. Lige så snart jeg fik den ind af døren, begyndte jeg i hvert fald læsningen af den, og jeg stoppede først, da den sidste side var vendt.

Selvom eller måske netop fordi jeg ikke vidste, hvad den rent faktisk handlede om, havde jeg en forventning om, bogen var en form for krigshistorie, og at jeg nok ville synes, det var okay læsning; hverken mere eller mindre. Men der tog jeg godt nok fejl – både mht. indholdet og min mening om den.

For at gøre det klart nogenlunde fra start, så var jeg virkelig vild med den! Den var ikke rigtig, som jeg havde forventet, og specielt var indholdet slet ikke, som jeg havde regnet med, men det gjorde absolut ikke noget. Jeg fik nemlig i stedet en virkelig fantastisk bog indeholdende en rimelig barsk historie, som jeg ikke kunne lægge fra mig igen; hverken fysisk eller psykisk.

Igennem læsningen af bogen tænkte jeg rigtig meget over, at der jo rent faktisk er folk, der oplever sådan en barndom, som der bliver fortalt om i bogen. Først senere har jeg fundet ud af, at bogen løst er baseret på Riebnitzskys egne oplevelser. Hvilket virkelig er forfærdeligt, men samtidig gav mig endnu mere respekt for bogen og forfatteren. I mine øjne er det i hvert fald med til at gøre bogen og historien endnu mere imponerende.

Bogen havde desuden et virkelig fint sprog, som man virkelig kunne mærke, der var gjort noget ud af. I starten kludrede det lidt for mig, og min læsning gik virkelig langsomt, men jo længere ind i bogen jeg kom, jo lettere flød sproget for mig, og jo mere kom jeg til at elske det. Det var simpelthen bare perfekt.

Det, eneste der trækker bogen lidt ned for mig, er, at dens opstilling. Bogen er inddelt i kapitler, men da man springer frem og tilbage i tiden i kapitlerne, kunne jeg godt have brugt en lidt klarere inddeling. Visse tidspunkter var jeg nemlig i tvivl om, hvilken tid vi befandt os i, og det forvirrede mig en smule, og trak desværre læseoplevelsen en smule ned for mig.