“Lagt på is” af Elle Kennedy

Lagt på isTitel: “Lagt på is” / Forfatter(e): Elle Kennedy / Serie: Off-Campus #2 / Sideantal:  293 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 4.3.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Tredjeårsstuderende John Logan kan få alle de piger, han vil. Men bag den afslappede charme og det flirtende smil gemmer han på en voksende fortvivlelse over den mur, han kommer til at banke panden mod, når han dimitterer. En hed nat med den sexede førsteårsstuderende Grace Ivers er derfor lige præcis den afledning, han har brug for. Men på grund af en tåbelig misforståelse lægger Grace ham på is, og Logan beslutter sig for at bruge sit fjerde og sidste år på at bevise, at han er værd at give en chance.

“Lagt på is” er for alle med hang til en god kærlighedshistorie. En forførende og romantisk læseoplevelse med karakterer fulde af personlighed.

Min mening om denne bog forvirrer mig en anelse. Men jeg vil prøve at få skrevet en sammenhængende, og nogenlunde forstående mening om den alligevel. Vi kan starte med at slå fast, at jeg virkelig godt kunne lide den. Som i virkelig, virkelig godt kunne lide den. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg faktisk, at jeg elsker den. Og det er her, jeg bliver en anelse forvirret.

Under min læsning af bogen blev jeg nemlig en anelse skuffet. Den var ikke rigtig, som jeg forventede, og jeg følte lidt, at den til tider var en anelse for meget. Der var nemlig tider, hvor jeg ikke rigtig følte, at den handlede om andet end sex, men når jeg tænker tilbage på den, så tænker jeg på disse scener som ret vigtige for historien. For det var de jo egentlig. Desuden indeholdte den jo også så meget andet, og faktisk synes jeg, at den havde en del dybde til sig. Den tog i hvert fald især et ret tungt emne op, og jeg synes, at den gjorde det på en virkelig god måde.

Bogen indeholdte dog også lige en tand for meget insta-love. I starten havde jeg i hvert fald lidt for svært ved at tage Grace og Logans forhold seriøst; men det bunder måske også i, at jeg synes, at det virkede til, at de gik lidt for meget op i sex i forhold til rent faktisk at lære hinanden at kende. Desuden synes jeg egentlig også, at deres ’misforståelse’ var lidt latterlig, og Grace burde være kommet over den lidt hurtigere. Men når det så er sagt, så kunne jeg nu alligevel på en eller anden måde ret godt lide alt det ovenstående alligevel. Det gav nemlig alligevel noget til historien, som jeg egentlig ikke ville havde været foruden.

Desuden elskede jeg både Grace og Logan, selvom han dog til tider i starten mest af alt var en nar. Men det kunne jeg nu godt tilbede. Især fordi han selv var fuldkommen bevidst om det – men første efterfølgende, hvor det desværre var for sent. Men jeg synes egentlig bare, at det var med til at få mig til at falde mere for ham. Han var jo egentlig ret cute. Grace var bare en virkelig rar person, og jeg kunne virkelig godt lide at befinde mig i hendes tanker.

Alt i alt indeholdte bogen nogle dele, som jeg ikke var så vild med, da jeg læste den, men som ikke gør mig så meget, nu jeg husker tilbage på den. Og jeg vil derfor helt klart sige, at det er en fantastisk bog, som på alle måder fortjener at blive læst. Ikke mindst fordi den også var rigtig sjov, og varmede mit hjerte så dejligt. I det hele taget er jeg bestemt ikke færdig med ”Off-Campus”-serien.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

“14 dage i Austin” af Henriette Vesterbak

14 dage i AustinTitel: “14 dage i Austin” / Forfatter(e):  Henriette Vesterbak / Serie: – / Sideantal:  524 / Forlag: Turbine / Udgivet: 22.5.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.

Han er verdens berømt rockstjerne fra Texas. Hun er hans personlige assistent…

Den 22-årige modeblogger og reality-babe Heidi Johansen kan næsten ikke tro det, da hun får tilbudt et job som PA for det amerikanske rockband South Bane. Med nerverne uden på tøjet drager hun til Austin for at arbejde for sit største idol, bandets forsanger, John Monro.

Den karismatiske og dominerende John bliver hurtigt tiltrukket af Heidi, men hun kæmper imod hans tilnærmelser, så godt hun kan. For Heidi er på prøve i 14 dage, og både hendes to år lange forhold til Daniel og en helt bestemt klausul i ansættelseskontrakten står i vejen for hendes allerinderste ønske: at overgive sig til den hæmningsløst flirtende John.

I løbet af de 14 dage i Austin bliver der drukket og røget, bandet og flirtet, knaldet og kysset og overskredet utallige grænser. Det intense, erotiske forhold mellem John og Heidi er både ømt og voldsomt, og det rører sympatisk vis ved fantasien om at blive taget – med storm og med magt.

Kender I de der bøger, som I egentlig gerne vil læse, men som også skræmmer jer en del? Sådan havde jeg det med 14 dage i Austin. Jeg havde set en meget negativ anmeldelse af bogen, og bogens beskrivelse lød måske lidt meget som noget, jeg havde læst før (eller i hvert fald dele af), men jeg valgte alligevel at give den et forsøg. Og den bevidste virkelig, hvorfor det er, man nogle gange bare bør kaste sig over bøger, som man ikke forventer det store af. Jeg endte nemlig op med virkelig at elske den.

Bogens historie er ikke sådan videre original. Eller altså jeg har ikke læst en historie, som mindede fuldstændig om denne, men den havde en del elementer, jeg har set ret mange gange før. Jeg synes dog slet ikke, at dette gjorde noget. Der var jo netop også elementer, som jeg ikke havde set før, og som fungerede overraskende godt. Jeg var f.eks. vild med, at hovedpersonen er blogger, og at hun kommer fra Danmark. Det gjorde nemlig, at jeg følte, jeg havde ret let ved at relatere til hende, selvom vi dybest set er fuldkommen forskellige. Desuden var der dele af bogen, som overraskede mig fuldstændig, og som var med til at få siderne til at vende sig selv. Faktisk hjalp bogen mig med at komme (nogenlunde) ud af en længerevarende læsetørke, da jeg slet ikke kunne stoppe med at læse videre i den, heller ikke selvom jeg f.eks. burde sove. Og således holdte den mig en nat vågen til kl. 4, indtil jeg tvang mig selv til at lukke den.

Bogen indeholder desuden elementer, som jeg ved, jeg burde hade, men bare ikke kunne. I det hele taget var der elementer, som jeg hadede, at jeg elskede. Og nej, det havde ikke noget med det erotiske i bogen at gøre, selvom jeg må indrømme, at jeg fik lidt for meget af dette i den sidste halvdel af bogen. Her virkede det nemlig flere gange som om, bogen ikke handlede om andet, og det gjorde den altså; hvilket desværre trak læseoplevelsen en anelse ned for mig.

Hvad angår bogens personer, så elskede jeg virkelig dem alle. Eller altså – jeg elskede at hade John, når han var en nar. Og det var han altså en del gange; men han var det på den gode måde, hvor man alligevel ikke rigtig kunne lade være med at holde lidt af ham, selvom man godt ved, han opfører sig helt forkert. Heidi og resten af bandet elskede jeg bare fuldt ud! De virkede som rigtige personer, og det elskede jeg dem for. De havde deres problemer at slås med, og de lavede da også fejl og tog dumme beslutninger nogle gange, men jeg følte generelt, at det virkede meget troværdigt. Og det er egentlig det vigtigste for mig.

Alt i alt er bogen virkelig fantastisk underholdning, og jeg har bestemt ikke læst det sidste fra Vesterbak. Desuden ville jeg sådan ønske, at der var mere af bogen tilbage, eller jeg kunne gå tilbage og læse den for første gang igen – jeg kan nemlig slet ikke slippe hverken historien eller personerne.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

“Nekromathias”, #1-3 af Michael Kamp

Nekromathias #1-3Titel: “Bedemandens hemmelighed”, “Alt godt fra graven” & “Gas og gespenster” / Forfatter(e): Michael Kamp / Serie: Nekromathias, #1-3 / Sideantal: 117, 110 & 105 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 19.10.2015 / Læst på: Dansk

Disse bøger er anmeldereksemplarer fra forlaget.

Mathias er en ret almindelig dreng med et ret almindeligt liv.
Lige indtil farfar Poul beder ham om at hjælpe i butikken.
Farfar Poul er bedemand,
og Mathias opdager snart noget vigtigt …
de døde bliver ikke altid liggende.

Jeg havde ikke de store forventninger til denne serie, da jeg ikke helt ved, hvor jeg står hvad angår Kamps forfatterskab. Jeg har læst en bog af ham, som jeg virkelig elskede, og som kom komplet bag på mig, men jeg har også læst en, som ikke rigtig var mig, og som jeg egentlig godt kunne have undværet. Der var dog noget ved denne serie, som gjorde, at jeg blev nødt til at give den et forsøg, og det er jeg glad for, jeg gjorde.

Jeg synes, bøgernes målgruppe var let at tyde, men samtidig følte jeg også, at det på ingen måde udelukkende andre fra også at læse dem. Der var nemlig så mange elementer i bøgerne, der gjorde, at de alligevel spændte ret bredt. Også selvom jeg tror, at yngre drenge (og piger) nok vil sætte endnu mere pris på dem end jeg.

Der er fart over feltet alle tre bøger igennem, hvilket jeg virkelig elskede. Det gjorde godt nok således, at historien bevægede sig meget hurtigt, hvilket godt kunne irritere mig en smule til tider, når jeg bare gerne lige ville dvæle et ekstra øjeblik ved nogle af delene af den. Men på den anden side kunne jeg ikke have set tempoet være anderledes. Det var nemlig uden tvivl med til at gøre alle tre endnu mere spændende, og samtidig gør tempoet således, at man ikke har lyst til at slippe hver bog, før man har læst den færdig.

Bøgerne er desuden også alle tre fyldt med action og en rigtig god humor, som gjorde, at jeg virkelig hyggede mig med læsningen af dem. Også selvom de til tider var virkelig klamme; men det er jeg sikker på, at målgruppen vil elske dem for.

Bøgerne er fyldt med skønne illustrationer, som virkelig også kun gør noget godt for læseoplevelserne. Mange af illustrationerne var også virkelig klamme, og det elskede jeg dem for. Det gav nemlig så meget stemning til bøgerne, og samtidig synes jeg også, det var med til at gøre dem endnu mere spændende. I det hele taget var jeg rigtig vild med at få sat et visuelt element på historierne.

Som en ekstra bemærkning synes jeg også, det var virkelig fedt, at der var en form for overordnet historie i løbet af de tre bøger, og jeg håber meget på, der snart kommer flere i serien. Jeg vil i hvert fald gerne læse videre!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

“Fantastiske skabninger og hvor de findes” & “Quidditch gennem tiderne” af J.K. Rowling

IMG_7512 - KopiJeg elsker Harry Potter, og har meget svært ved at få nok af både historien og hele universet. Der har derfor heller aldrig været nogen tvivl om, at jeg bare måtte læse disse to fagbøger relateret til Harry Potter universet. For det kunne da kun blive en fuldstændig magisk oplevelse at læse to af de bøger, som personerne i Harry Potter læser; det blev det dog ikke helt, selvom de dog begge var fine nok.

Fantastiske skabninger og hvor de findes

Titel: “Fantastiske skabninger og hvor de findes” / Forfatter(e): Newt Scarmander (J.K. Rowling) / Serie: Hogwarts Library #1 / Sideantal: 117 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 9.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Er du en ægte Harry Potter-fan? Er du lige som de fleste andre mugglere? Hvor meget ved du egentlig om de mange væsner og dyr fra Harry Potter-bøgerne? Her er bogen, som findes i alle troldmænds hjem og på Hogwarts bibliotek. Læs om basilisken, drager, dyndfolk og mange andre skabninger og kom dybere ind i Harry Potter-universet end nogensinde før.

Denne bog var faktisk den, jeg glædede mig aller mest til at læse, og derfor også den, jeg begyndte på først. Jeg har nemlig altid været meget facineret af alle skabningerne og væsnerne i Harry Potter, da de alle sammen virker til at være så godt udtænkt; og samtidig elsker jeg, hvordan flere af dem tager udgangspunkt i ægte væsner.

Desværre faldt bogen bare ikke rigtig i min smag, selvom jeg stadig synes, at selve idéen til bogen er virkelig interessant. Altså det var på ingen måde fordi, jeg hadede den. Den var nemlig nu hyggelig nok, og jeg synes da også, det var rigtig fedt at lære lidt mere om de forskellige væsner. Desværre fandt jeg dog alligevel mest af alt bogen ret tung og kedelig at komme igennem, hvilket påvirkede min læseoplevelse en del. Jeg tror dog, det har noget at gøre med, at bogen netop er skrevet som et fagligt opslagsværk. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg ville have været mere begejstret, hvis jeg havde læst bogen over en god rum tid, og ikke prøvet at flyve igennem den, som jeg gjorde. Jeg tror nemlig, at jeg blev lidt for mættet af oplysninger, og derfor begyndte at kede mig ret hurtigt.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

Quidditch gennem tiderne

Titel: Quidditch gennem tiderne“” / Forfatter(e): Kennilworthy Whisp (J.K. Rowling) / Serie: Hogwarts Library #1 / Sideantal: 110 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 9.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Er du en ægte Harry Potter-fan? Hvor meget ved du egentlig om Quidditch? Ved du for eksempel, hvor Det Gyldne Lyn kom fra? Eller hvordan baskere opstod? Svarene får du i QUIDDITCH GENNEM TIDERNE, som er en af de bøger, der findes i Hogwarts bibliotek. Et must for alle fans af Quidditch og Harry Potter.

Hvor jeg mest af alt fandt Fantastiske skabninger og hvor de findes ret kedelig, var det helt anderledes med denne. Den var ikke mindblowing fantastisk, men jeg kunne nu alligevel virkelig godt lide den. Faktisk var den alt det, som jeg også havde håbet på, at den anden Harry Potter-fagbog ville være. Den førte mig tilbage til det fantastiske univers, som Harry Potter er en del af, men samtidig omhandler den også én af de ting fra universet, som jeg også altid har været stor fan af – nemlig Quidditch.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men der har altid været et eller andet ved Quidditch, som virkelig har tiltalt mig. Dog var jeg lidt bange for, at denne bog netop ville blive ret tung og kedelig, men det var den virkelig på ikke på noget tidspunkt! Faktisk var den super spændende, og jeg føler virkelig, at jeg lærte meget af den. Desuden gav den mig en kæmpe lyst til at læse mere om emnet. Uden tvivl meget anbefalelsesværdig!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5


“Elsk min knækkede glorie” af Christina Ingerslev

Elsk min knækkede glorieTitel: “Elsk min knækkede glorie” / Forfatter(e): Christina Ingerslev / Serie: – / Sideantal: 124 / Forlag:  Udgivet: Juni 2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Det er sådan en dag hvor det føles mest som om at jorden drejer den forkerte vej og solen har glemt hvad dens opgave er på jorden. Det er lidt som en drøm – En af dem hvor man kun trækker vejret overfladisk når man vågner med et sæt midt på dagen og har svært ved at adskille drøm og virkelighed. Det føles som at se det sølvarmbånd, som man fik i dåbsgave, glide ned igennem de store huller i kloakristen. De siger at man skal bære dem man elsker med hvor end ens hjerte er, men hvad så når nogen sidder så dybt i en at det gør ondt hver gang man trækker vejret fordi det ikke længere er ens eget vejr man trækker? Det er nat imellem os og du har ikke lagt nøglen der hvor du plejer. Så jeg bliver liggende og finder ud af at jeg har hele Atlanterhavet i mine øjne. Jeg slår mig på fiktive døre og bygger luftkasteller blot for at se dem brase sammen og ramle ned over mig når jeg renser mine øjne. Tomheden ringer på og jeg kommer til at åbne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig havde så mange forventninger til denne, før jeg påbegyndte min læsning. Mest fordi jeg overhovedet intet kendte til den, før forfatteren spurgte mig, om jeg havde lyst til at anmelde den, og fordi jeg ofte synes, at det er lidt hit or miss med digte- og samlinger af korte tekster for mig. Nogle elsker jeg fuldstændig, og andre kan jeg virkelig ikke forstå – men jeg har endnu ikke fundet en sammenhæng i, hvad jeg egentlig kan lide. Jeg gav den dog en chance, og det er jeg virkelig glad for.

Jeg startede egentlig ud med bare lige hurtigt at ville læse et par enkelte tekster, men endte med ikke rigtig at kunne stoppe igen. Jeg blev nemlig virkelig hurtigt suget fuldstændig ind, især fordi jeg allerede efter bare et par få digte havde markeret flere meget fine sætninger, som virkelig talte til mig. I det hele taget endte jeg med at markere rigtig mange fine sætninger, men også tekster, som jeg virkelig elskede.

Bogen er en god blandig mellem digte, noveller og kortprosa, dog kunne jeg godt have tænkt mig, at de forskellige tekster havde været lidt mere blandet. Altså ment på den måde at genrerne havde været lidt mere blandet i bogen, da den f.eks. startede ud med udelukkende digte. Desuden havde jeg også lidt problemer med opsætningen af især digtene, hvor jeg flere gange tænkte, at teksten nærmest flød rundt på siderne, hvilket irriterede min læsning en smule.

Indholdet af de fleste tekster opvejde dog for det hele. Jeg elskede virkelig, hvor nærværende de fleste af teksterne føltes, og hvor meget jeg kunne relatere til dem. Selvom flere af teksterne som udgangspunkt virkede lidt fjerne for mig, så var der i rigtig mange af dem alligevel et eller andet som gjorde, at jeg følte, de var skrevet personligt til mig. Og det elskede jeg dem virkelig for.

Desuden kunne jeg godt lide, at hele samlingen virkede meget simpel og skrøbelig. Jeg følte virkelig, at jeg sad med glas i hånden, der på den ene side kunne splintre hvert øjeblik, men på den anden side blev ved med at blive stærkere og stærkere. Og det var egentlig også sådan, jeg havde det med teksterne; de virkede meget skrøbelige, men på den anden side virkelig også stærke, og i det hele taget bare virkelig fine.

Der var ingen tekster i samlingen, som jeg virkelig ikke kunne lide, men der var en del, som jeg var lidt ligeglad med. Men sådan vil det jo nok altid være. Jeg havde det f.eks. svært med teksterne i København samling, som bare på ingen måde talte til mig, og som jeg fandt meget ligegyldige. Men det bunder helt sikkert også i, at jeg slet ikke har nogen tilknytning til byen overhovedet. Jeg ville dog havde ønsket, at disse tekster havde været mere spredt ud over hele samlingen, for så tror jeg ikke, jeg havde tænkt så meget over det.

Det var nemlig så mange tekster, som jeg på alle måder elskede, og de overskyggede dem, jeg ikke var så vild med. Disse satte sig nemlig dybt i mig, og rørte mig på rigtig mange måder. Jeg blev f.eks. revet fuldstændig tilbage til min egen studentertid, da jeg læste Student, som uden tvivl er en af mine absolutte yndlingstekster i samlingen. Derudover elskede jeg virkelig også I dag elsker vi livet med hud og hår og Kollegiefest, som jeg faktisk ville havde ønsket havde været længere, end de var.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5