“De faldne” af Line Holm Nielsen m. fl.

De FaldneTitel: ”De faldne”
Forfatter(e): Line Holm Nielsen m. fl.
Serie: –
Sideantal: 431
Forlag: Berlingske Media Forlag
Udgivet: 9.11.2010
Læst på: Dansk

Mere end 30 danske soldater er faldet i kamp i Afghanistan. De blev ­fløjet hjem i kister dækket af et dannebrogs­flag. Nu er de blot et nummer i rækken. Men hvem lå inde i kiste nummer 1, 7, 13, 25 og 31?

Bag hvert nummer gemmer sig et menneske: En far. En bror. En søster. En søn, En kæreste. En god ven. En FCK-fan. En jæger. En festabe.

I denne bog går vi bag om numrene. Gennem familierne, vennerne, præsterne og soldaterkammeraterne fortæller vi de faldne soldaters historier – én for én.

“Lige nu virker det fattigt at tale om helte, men i mine øjne er det dét, Mikkel er.”

Major Anders Storrud om konstabel Mikkel Keil Sørensen, der døde i september 2007. Anders Storrud faldt selv få uger efter.

Jeg ville ønske, der aldrig havde været grundlag for at skrive denne bog. Men det er der desværre, så jeg er bare glad for, den er skrevet så godt, som den er. Bogen er inddelt i små korte kapitler. Nogle af kapitler beskriver om, hvordan nogle af soldaterne er blevet dræbt – dette er dog kun, når der er flere af soldaterne, der er blevet dræbt samtidig. Ellers står det i beskrivelserne af soldaterne, som dækker over de fleste af kapitlerne i bogen. Udover de forskellige beskrivelser, er der også en gang imellem nogle sider med billederne. Billederne er virkelig godt taget, og man fornemmer tydeligt alvoren i dem.

Beskrivelserne af hver enkelt person, er virkelig godt skrevet, og man føler nærmest at man kommer til at kende alle personerne. Deres personlighed bliver beskrevet sådan, så man ikke kan andet end at tænke på personen længe efter. Samtidig er det tydeligt at forestille sig, hvordan samtalerne (som bogen er skrevet ud fra) med familien og vennerne er forgået. Man mærker en smule af den smerte, som alle de pårørende har – men samtidig skinner det også tydeligt igennem, hvor stolte de er. Det er jo deres far, mand, kæreste og/eller ven der har ofret sit liv, for at gøre nogle andres liv bedre. De (fleste) er døde i kamp, på missioner som de altid har drømt om, at kunne være med til.

Nu er det ved at være en uge siden, at jeg læste denne bog færdig, og jeg må sige at den stadig sidder i kroppen på mig. Hver gang jeg hører ordet krig eller Afghanistan, falder mine tanker på de forskellige personer. Det er en bog, der virkelig sætter sig fast, og man tænker over i meget lang tid efter. Jeg vil anbefale alle at læse den, uanset om de er for eller imod krigen. De faldne fortjener at blive mindet, og jeg synes denne bog gør det rigtig godt.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Opfindelsen af Hugo Cabret” af Brian Selznick

Opfindelsen af Hugo CabretTitel: “Opfindelsen af Hugo Cabret”
Forfatter(e): Brian Selznick
Serie: 
Sideantal: 534
Forlag: Carlsen
Udgivet: 2012
Læst på: Dansk

En ensom dreng, en mekanisk dukke og et tøvende venskab med en pige, der måske kan hjælpe ham med at lokke dukkens hemmelighed frem.

En magisk fortælling i ord og billeder.

Det her er vidst nok en af de mest originale bøger, jeg nogensinde har læst. Og den var virkelig helt fantastisk! Historien bliver fortalt gennem både tekst, illustrationer og billeder, og det fungerer virkelig godt.

Jeg kunne ret godt lide bogens handling. Den mindede mig ret meget om et eventyr, men uden helt at være det alligevel. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men uanset hvad, synes jeg i hvert fald, den var rigtig god.

Jeg havde svært ved at regne ud, hvordan det hele hang sammen, og fandt faktisk først ud af det, da Hugo fandt ud af det. Og det kunne jeg godt lide – det gjorde mig i hvert fald endnu mere interesseret i historien, og gjorde det svært for mig at lægge bogen fra mig.

Bogens sprog var ikke noget særligt. Altså det var da fint nok, og det passede godt til historien. Men, jeg synes ikke, der som sådan var noget specielt over det. Men det gjorde nu heller ikke så meget.

Bogens illustrationer var jeg til gengæld helt betaget af. De var simpelthen så fine og detaljerede, og de fortalte historien rigtig godt. Jeg var i hvert fald på intet tidspunkt i tvivl om, hvad der nu skete i historien, da det var tydeligt at se. Samtidig var de bare tegnet helt fantastisk! Jeg var desuden helt vild med, at illustrationerne ikke bare var der, for at supplere teksten, men at de rent faktisk fortalte noget af historien selv. Det gjorde i hvert fald rigtig meget for min (læse)oplevelse. Flere gange var det virkelig som om, jeg sad og så en film.

Det er helt sikkert en bog, jeg kommer til at genlæse. Og som jeg glæder mig til en dag at kunne bruge som højtlæsning.

 

“Sønnen” af Jo Nesbø

SønnenTitel: “Sønnen”
Forfatter(e): Jo Nesbø
Serie: 
Sideantal: 442
Forlag: Modtryk
Udgivet: 21.3.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Sonny Lofthus har siddet i Norges bedst sikrede fængsel, siden han var atten år. Han er professionel syndebuk og tager skylden for andres forbrydelser. Som belønning får han en ubrudt strøm af heroin leveret til sin fængselscelle. Han blev ligeglad med sit liv, da hans far og store idol begik selvmord efter at være blevet afsløret i årelang korruption inden for Oslo politi.

Da Sonny opdager, at hans far i virkeligheden var en ærlig mand, der blev myrdet, flygter han fra fængslet for at tage hævn – og han har meget at hævne. 

Jo Nesbø skildrer et Oslo i noir-toner, og i kulisserne danser kommunalpolitikerne, erhvervslivet, politiet og domstolene med dem, der er så mægtige, at de har sat sig over loven.

Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog! For det første lød den virkelig spændende, og for det andet er jeg helt vild med Jo Nesbø. Så jeg var samtidig rimelig bange for, jeg ville blive skuffet – for hvordan skulle den nogensinde kunne matche mine forventninger? Den matchede dem dog fuldstændig, og den blæste mig virkelig bagover.

Bogens handling var virkelig spændende hele vejen gennem. Den starter forholdsvist stille ud, men skifter hurtigt over til et hurtigere tempo. Jeg havde ingen idé om, hvad der ville ske, og den overraskede mig gang på gang. Selve plottet er virkelig bare godt udtænkt – og jeg havde slet ikke set flere af tingene komme! Specielt overraskede slutningen mig helt vildt, for selvom jeg flere gange troede, at nu havde jeg regnet den ud, viste det hele sig at være forkert.

Bogen har et rimelig stort persongalleri, hvilket i sig selv, kan virke en smule forvirrende. Oven i det har Sonny Lofthus flere forskellige navne i løbet af bogen, da han for det første ikke bruger sit rigtige navn, da han jo er på flugt, og for det andet bliver kaldt forskellige navne af forskellige personer. Og det kan også være med til at skabe lidt forvirring. Jeg synes dog, at Nesbø har klaret det store persongalleri og de forskellige navne rigtig godt – det var i hvert fald kun få gange, hvor jeg lige måtte tænke en ekstra gang over, hvem en bestemt person nu lige var. Desuden kan jeg virkelig ikke se, at bogen kunne have haft færre personer – de virker i hvert fald alle vigtige for historien.

Bogens sprog var rigtig godt. Nesbø skriver meget ligetil uden kringlede sætninger og alt for mange fyldord, hvilket, jeg synes, er helt perfekt til en krimi. I mine øjne skal sproget nemlig passe til bogens tempo, og det gør det virkelig i denne bog – hvilket nærmest får siderne til at vende sig selv.

Til slut er der ikke andet end at sige, at Nesbø endnu engang har skrevet en virkelig vellykket krimi, som jeg virkelig kan anbefale alle Nesbø/krimifans at læse! Og at jeg virkelig glæder mig til at læse mere af ham.

 

“En mand der hedder Ove” af Fredrik Backman

En mand der hedder OveTitel: “En mand der hedder Ove”
Forfatter(e): Fredrik Backman
Serie: 
Sideantal: 357
Forlag: Peoples’ Press
Udgivet: 26.9.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Saxo.

En mand der hedder Ove er Fredrik Backmans fortælling om manden Ove. Ove er 59 år, kører i en Saab og så er han kendt som en bitter mand. Ove er dog ikke selv af den opfattelse, men han føler sig snydt efter en begivenhed som han omtaler som “statskuppet”, da han blev afsat som formand for grundejerforeningen. Derfor går han fortsat sin runde hver morgen og flytter cykler, sparker ulåste porte op og kontrollerer naboernes affaldssortering.

Der er dog en historie bag facaden, som kan forklare Oves person. Han mistede sin kone og har flere gange forsøgt selvmord. Dette er historien om en mand, hans baggrund og hans forsøg på at forandre boligforeningen.

Jeg har virkelig glædet mig til at læse denne bog, men samtidig har jeg været bange for at starte på den. For tænk nu hvis jeg blev skuffet, fordi den ikke kunne leve op til mine forventninger til den. Jeg havde dog på ingen måde haft grund til bekymring, den var nemlig endnu bedre, end hvad jeg havde regnet med.

Jeg vidste ikke rigtig på forhånd, hvad bogen egentlig gik ud på. Det eneste jeg rigtig vidste om den var, at den på en eller anden måde handlede om Ove. Og jeg var faktisk rigtig glad for, at jeg ikke vidste mere, da handlingen dermed overraskede mig, og nok fik mig til at elske bogen endnu mere.

Bogen er inddelt i kapitler, der skifter mellem fortid og nutid, hvilket virkelig fungerede godt. Fortidskapitlerne fortæller rigtig godt om Oves opvækst, og om hans liv frem til nuet. Gennem disse kapitler lærer man virkelig Ove at kende, og samtidig giver de en god forståelse for, hvordan/hvorfor Ove er, som han er. Jeg elskede disse kapitler, da de virkelig fik mig til at tænke over, hvordan forskellige episoder i ens liv er med til at påvirke, hvem man er/bliver.

Nutidskapitlerne var jeg dog også rigtig glad for. De var virkelig sjove, og jeg elskede Ove i dem! Ove har et mål i disse kapitler – han vil bare gerne genforenes med sin kone. Tingene går dog ikke helt, som Ove har planlagt dem, hvilket han langt fra er tilfreds med. Og det fungerede simpelthen så godt! Alt i alt har bogen virkelig en fantastisk historie, som jeg elskede at læse.

Bogen har også et helt fantastisk persongalleri. Der var virkelig ikke en eneste karakter, som jeg ikke kunne lide (af de ’gode’ personer i hvert fald!). De var alle rigtig godt beskrevet, og jeg kunne tydeligt se dem alle for mig. Desuden passede de alle helt perfekt ind. Ove er desuden en helt fantastisk hovedperson, og jeg elskede ham virkelig. Han er virkelig bitter, men samtidig er han også en af de sødeste mænd nogensinde. Han tænker på en speciel måde, og hans forskellige handlinger bygger meget på hans fortid – der er i hvert fald ingen tvivl om, hvorfor han er blevet, som han er. Desuden har han en helt fantastisk udvikling i løbet af bogen.

Det er virkelig en bog, der kan anbefales. Den er sjov, den er sød, og den sætter nogle tanker i gang. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg skal i hvert fald helt sikkert genlæse den på et tidspunkt!

 

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

“Vores ø” af Tracey Garvis Graves

Vores øTitel: “Vores ø”
Forfatter(e): Tracey Garvis Graves
Serie: –
Sideantal: 373
Forlag: Forlaget Turbulenz
Udgivet: 3.5.2013
Læst på: Dansk

Vores ø er historien om to mennesker på en øde ø og deres behov for mere end blot at overleve.

Den 30-årige lærerinde Anna tøver ikke med at sige ja, da hun bliver tilbudt et sommerjob som privatlærer for den 16-årige dreng T.J., der er ved at komme sig oven på en livstruende kræftsygdom. Undervisningen skal foregå på Maldiverne, og for Anna er det en chance for at slippe væk fra sin ensformige hverdag i Chicago og et kærlighedsliv, der er gået i stå.

Men drømmen udvikler sig til et mareridt, da flyet styrter ned i det Indiske Ocean på vej til Maldiverne. Som de eneste overlevende søger Anna og T.J tilflugt på en øde ø.

Her må de selv finde føde og tackle de farer, der lurer på øen, og risikoen for, at T.J.’s kræftsygdom vender tilbage.

Jeg havde virkelig store forventninger til denne bog, da jeg med det samme forelskede mig i beskrivelsen af den. Jeg var derfor også lidt nervøs for, om den nu kunne indfrie mine forventninger. Det havde jeg dog ikke haft grund til at være, den var nemlig virkelig alt, hvad jeg havde håbet på og lidt til. Historien er simpelthen så god. I bund og grund er det jo egentlig ‘bare’ en kærlighedshistorie, men jeg synes alligevel, den satte en masse tanker i gang. Hele aspektet med aldersforskellen gør bare så meget for historien, og det var virkelig interessant at læse både Anne og T.J.’s tanker.

Bogen var nemlig inddelt i kapitler set fra henholdsvis Anne og T.J.’s perspektiv, hvilket, jeg synes, fungerede rigtig godt. Det var rigtig rart at kunne følge med i, præcis hvordan de hver især havde det, og deres tanker om det hele. Desuden elskede jeg T.J.’s udvikling – man kan virkelig mærke, hvordan han vokser op, og hvordan hans tanker ændre sig. I det hele taget var de begge helt perfekte. Jeg kunne i hvert fald ikke have drømt om, de havde været anderledes.

Bogens sprog irriterede mig en smule i starten, fordi det nærmest virkede for let. Men efter ganske få kapitler gjorde det mig ingenting, og det fik bare læsningen til at flyde i stedet. Desuden er kapitlerne ret korte, hvilket jeg elsker, da det også giver et rigtig godt flow.

Uden at spoile noget bliver jeg også lige nødt til at kommentere på bogens slutning. Bogen kunne være endt på så mange forskellige måder, og jeg kunne på ingen måder regne slutningen ud. Men jeg synes virkelig, den var helt perfekt. Meget bedre end jeg overhovedet havde turde håbe på – den passede i hvert fald rigtig godt til historien.

Det er helt sikkert en bog, jeg kommer til at genlæse, og som jeg virkelig vil anbefale alle, der gerne vil læse noget mere end ‘bare’ endnu en kærlighedshistorie.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5