“Monster” af Patrick Ness

MonsterTitel: “Monster” / Forfatter(e): Patrick Ness / Serie: – / Sideantal: 222 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 11.3.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Køb den her.

En ekstraordinært rørende fortælling om at acceptere tab.

Monsteret kom lige efter midnat. Som de jo gør. Men Conor er ikke bange. Han har frygtet et helt andet slags uhyre. Uhyret fra det mareridt, han har haft næsten hver nat siden hans mor blev syg. Mareridtet med mørket, vinden og skrigene. Men monsteret uden for vinduet er noget andet, noget vildt. Og det vil have det farligste af alt: Det vil have sandheden.

Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog, da jeg kun har hørt helt fantastiske ting om den. Desuden havde jeg hørt, at den skulle være virkelig smuk, men samtidig også meget hjerteskærende; og ikke nok med dette, så har jeg hørt tingene fra folk, der selv havde meget høje forventninger til bogen. Jeg glædede mig derfor meget til at læse bogen, selvom jeg dog også var ret bange for at blive skuffet.

“Sommetider er mennesker nødt til at lyve endnu mere over for sig selv end over for andre.”

Bogen var dog fuldstændig fantastisk. Gyldendal kalder den et mesterværk, og jeg kunne ikke være mere enig i den betegnelse; det er den nemlig virkelig på alle måder. Jeg var dog ikke helt overbevist om, den ville være dette det meste af vejen igennem den. Ikke fordi jeg ikke kunne lide den – jeg nød den virkelig meget; jeg følte bare ikke helt, den var så fantastisk, som jeg havde forventet. Dette ændrede sig dog, da jeg nærmede mig slutningen.

Bogen er på mange måder ret forudsigelig – men så alligevel ikke rigtig. Jeg havde dog forudset slutningen, og forberedt mig på, hvordan jeg ville have det med den. Det viste sig dog, at jeg slet ikke havde mulighed for, at forberede mig på den alligevel. Den ramte mig i hvert fald virkelig hårdt, og jeg havde slet ikke kontrol over tårerne, der løb ned ad mine kinder. Sorg og at acceptere denne er nemlig beskrevet på den smukkeste og mest ægte måde; og jeg kunne virkelig selv relatere til det, da jeg på en måde har oplevet noget af det samme (bare ikke med en person så tæt på mig – men alligevel et meget nærtstående familiemedlem).

“Der er ikke altid en helt. Der er heller ikke altid en skurk. De fleste mennesker er et sted midtimellem.”

I det hele taget er bogen skrevet i et virkelig smukt sprog. Sproget er dog samtidig også meget sarkastisk og metaforisk, hvilket jeg virkelig elskede det for. Det gav nemlig bogen sådan en perfekt stemning, og gjorde at den ikke bare var hjerteskærende, men også så meget andet. Desuden elskede jeg, at den indeholdte flere forskellige emner, selvom der var mest fokus på sorg og accept.

Derudover bliver jeg nødt til at nævne, hvor gennemført bogen er. Ikke nok med at den er skrevet virkelig godt, og historien er fantastisk, så er den nemlig også fyldt med de smukkeste illustrationer. De er tegnet på en virkelig god måde, der passer perfekt til bogen, og derudover er de spredt ud over siderne, samtidig med der også er nogle to-siders illustrationer.

Alt i alt var det en helt fantastisk læseoplevelse, og bogen er uden tvivl kommet på min liste over yndlingsbøger. Desuden fik jeg min kæreste til at læse bogen lige efter mig, da jeg bare måtte have en at tale med den om – og samtidig er det en bog, som jeg virkelig synes alle bør læse.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Slide” af Jill Hathaway

SlideTitel: “Slide”
Forfatter(e): Jill Hathaway
Serie: Slide #1
Sideantal: 274
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 17.8.2012
Læst på: Dansk

Alle tror, Vee lider af narkolepsi. Hvad de ikke ved er, at hun ikke bare falder i søvn under sine anfald. Hun glider ind i andre menneskers bevidsthed og ser verden gennem deres øjne. Hun har både været inde i sin søster, da hun snød til en matematikprøve og sin lærer, mens han drak i smug.

Men en dag befinder Vee sig i bevistheden på et menneske, hun ikke kender. Hun står bøjet over Sophie, søsterens veninde. Sophie ligger død på sengen foran hende, og Vee opdager til sin rædsel, at hun står med en blodig kniv i hånden. Alle tror, at Sophie har begået selvmord. Vee er den eneste der ved, at hun blev myrdet, for hun var der selv.

Jeg elskede virkelig denne bog! Det var ikke et litterært mesterværk, og jeg må indrømme, at jeg ikke husker særlig meget af den længere, men det var lige sådan en bog, jeg havde brug for, da jeg læste den. Den var dejlig let, men alligevel virkelig god og meget fangende.

Jeg var faktisk fanget lige fra starten, og kunne på ingen måder lægge den fra mig. Jeg synes virkelig, den var spændende, og jeg sad hele tiden og gættede på, hvem der var morderen. Også selvom jeg havde ret svært ved det, og først gættede det lige før, det blev afsløret. Jeg kunne nemlig bare slet ikke lade være.

Jeg var desuden helt vild med Vee. Hun virkede simpelthen så sød, og virkede som en meget stærk personlighed. Desuden fungerede hun rigtig godt som hovedperson. De andre personer i bogen også virkelig gode, og jeg følte de alle var ret godt beskrevet. Jeg følte i hvert fald, at jeg kom til at kende de fleste af personerne.

Bogen er skrevet i et dejlig let sprog, som også var med til at få siderne til at vende sig selv. Desuden fungerede det bare virkelig godt til hele bogens tempo og den meget spændende historie. Derudover elsker jeg, at det var så let, at man ikke skulle tænke yderligere over det, og bogens historie dermed blev det vigtigste.

Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, og en bog jeg virkelig gerne vil anbefale til andre. Især hvis man bare gerne vil læse noget hurtigt og let, men som samtidig er meget spændende.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Anna og det franske kys” af Stephanie Perkins

Anna og det franske kysTitel: “Anna og det franske kys”
Forfatter(e): Stephanie Perkins
Serie: Anna and the French Kiss #1
Sideantal: 368
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 10.4.2015
Læst på: Dansk

Anna er glad og tilfreds i Atlanta, hvor hun ser frem til at starte på sit sidste år på high school. Hun har en trofast bedste veninde, et godt fritidsjob og et crush på en fyr, der netop er begyndt at vise interesse for hende.

Anna bliver derfor ikke begejstret, da hendes far beslutter sig for at sende hende på kostskole i Paris. Selv om Anna ikke kan fransk, møder hun hurtigt en ny gruppe venner, og ikke mindst den søde og charmerende Étienne St. Clair. Desværre er han allerede taget – og det er Anna vel egentlig også? Men i lysets by kan alting ske.

Anna og det franske kys er fyldt med vidunderlig humor og atmosfære, smukke venskaber og karakterer fulde af personlighed.

Jeg havde ret blandede forventninger til denne bog. Den er blevet rost til skyerne, men af en eller anden grund troede jeg ikke rigtig, den ville være noget for mig. Jeg havde lidt dømt den som værende alt for kliché, og så tiltalte det at den foregår i Paris mig ikke rigtig. Det virkede på en eller anden måde bare lidt for let, og samtidig har jeg absolut intet forhold til lige netop Paris. Mine fordomme om den endte dog med at blive manet helt til jorden. Jeg endte nemlig selv med at blive en af dem, som virkelig bare elsker den.

Historien var til tider rimelig kliché, men det gjorde absolut ingenting. Faktisk tror jeg ikke rigtig, at historien ville havde fungeret, hvis den ikke havde været bare en lille smule kliché; det er jo en ret ’almindelig’ kærlighedshistorie. Jeg elskede dog, at bogen ikke kun fokuserede på kærlighedsaspektet, men også handlede om både familie og venskab. Desuden handlede den også meget om at finde sig selv, hvilket jeg også var meget begejstret for. I det hele taget bestod historien af så mange skønne elementer, som passede rigtig godt sammen.

Bogens personer var virkelig gode for historien. Anna var en skøn hovedperson, som jeg havde meget let ved at relatere til, også selvom jeg ikke selv er blevet sendt på kostskole i Paris. Jeg forstod alle hendes tanker og handlinger, og synes de virkede meget ægte. Hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Desuden elskede jeg, hvor meget hun f.eks. kæmpede med det franske, og det at være så langt væk hjemmefra – det virkede i hvert fald også meget ægte. St. Clair var desuden virkelig fantastisk. Jeg forelskede mig fuldkommen i ham, idet han både virkede som den perfekte ven og kæreste (altså på trods af, han nok var lidt for langsom til at gøre en bestemt ting i bogen). Derudover virkede han også meget ægte, og jeg ville faktisk virkelig gerne have fået fortalt noget af historien fra hans synsvinkel. Det tror jeg i hvert fald kunne have været meget interessant.

Bogen er skrevet i et let sprog, med et rigtig godt flow. Kapitlerne er forholdsvis korte, hvilket hele tiden fik mig til bare lige at læse et kapitel mere. Jeg ville jo bare gerne læse mere, og når kapitlerne ikke var længere, så var det ret let at retfærdiggøre over for mig selv. Desuden virkede det som om, der var tænkt ret meget over sproget på trods af dets lethed. Jeg stødte i hvert fald på flere sætninger, som virkede meget gennemførte, og som samtidig også passede rigtig godt til historien. Desuden var Paris beskrevet perfekt! Jeg følte i hvert fald fuldkommen, at jeg selv var der – faktisk føles det nærmest som om, jeg tog en rejse til Paris gennem bogen, hvilket var helt perfekt.

Alt i alt var det en meget positivt overraskende læseoplevelse. Jeg elskede virkelig bogen, og jeg glæder mig meget til at læse mere af Perkins. Det virker i hvert fald som om, hun kan finde ud af at skrive rigtig gode kærlighedshistorie, som man ikke kan lade være med at leve sig ind i.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“De pokkers kaniner” af Ciara Flood

De pokkers kaninerTitel: “De pokkers kaniner”
Forfatter(e): Ciara Flood
Serie: –
Sideantal: 34
Forlag: Turbine
Udgivet: 29.12.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Bjørn bor for sig selv, langt væk fra alt og alle, for sådan kan han bedst lide det. Så du kan nok forestille dig, hvor sur han bliver, da en kaninfamilie flytter ind lige ved siden af ham!

Cute! Det var det første ord jeg tænkte på, da jeg havde læst den sidste side i denne bog. Bogen var nemlig ganske enkelt bare virkelig hyggelig og helt enormt sød, og jeg nød den helt vildt.

Historien er rigtig god, og jeg elsker virkelig, hvordan den handler om både ensomhed og venskab. Men samtidig også handler en del om, at være åben over for forandringer, og prøve at lære nye personer at kende, også selvom man måske i starten ikke er så meget for det. Desuden elskede jeg virkelig den udvikling, som Bjørn gennemgår i løbet af historien, og hvordan det hele nærmest vender sig til sidst. Det var i hvert fald rigtig skønt at læse om, og så var slutningen altså virkelig bare perfekt.

Bogen vil uden tvivl fungere rigtig godt som højtlæsningsbog, og jeg er sikker på, den kan bidrage til en god snak om de ovenstående emner. Den kan dog også sagtens læses bare for hyggens og humorens skyld. Bogen er nemlig på mange måder også rigtig sjov – jeg grinte i hvert fald over den op til flere gange.

Bogens illustrationer var fantastiske! Hverken mere eller mindre. Jeg elskede dem virkelig. De er virkelig fine; faktisk er der flere af dem, som jeg gerne ville gerne ville have som prints på væggen – jeg forelskede mig nemlig fuldstændig. Desuden ligger der også rigtig meget humor i illustrationerne, og i det hele taget gjorde de bare så meget for læseoplevelsen.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


“Lemuren der gik i søvne” af Courtney Dicmas

Lemuren der gik i søvneTitel: “Lemuren der gik i søvne”
Forfatter(e): Courtney Dicmas
Serie: –
Sideantal: 32
Forlag: Turbine
Udgivet: 6.2.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lemuren Louis bor i et højhus på Rolighedsvej. Han bor på allerøverste etage. Og så går han i søvne. Hver nat vandrer han fra etage til etage og ind i alle lejlighederne. Men det er ikke noget problem, for Louis har heldigvis nogle meget forstående naboer.

Men en dag glider Louis ned ad tørresnoren og lander midt på den trafikerede vej. Hvad skal Louis’ venner nu gøre?

Jeg havde store forventninger om, at jeg ville komme til at holde meget af denne bog, da beskrivelsen af den lød meget lovende, og jeg fra start af allerede havde forelsket mig fuldkommen i tegnestilen. Og åh, hvor kom jeg virkelig til at elske den.

Historien var simpelthen så sød. Jeg elskede, at bogen handler om at gå i søvne, da jeg synes, det er et ret vigtigt emne – og noget som måske kan være svært at forstå for børn. Desuden synes jeg virkelig, at bogen beskriver fænomenet på en god og let måde, hvor børnene sagtens kan følge med – men hvor der samtidig også bliver lagt op til, at man kan snakke om emnet under læsningen.

Desuden var jeg helt vild med, at historien samtidig også handler meget om, man skal holde øje med hinanden, og hjælpe hinanden så godt, som man nu kan. Jeg elskede i hvert fald at se, hvor meget Louis venner prøvede at hjælpe ham – og at de i fællesskab rent faktisk formår at redde hans liv.

Derudover var jeg vild med illustrationerne. De passede rigtig godt til historien, og samtidig er jeg sikker på, at både tegnestilen og farverne i bogen vil vække begejstring hos de fleste børn. Især fordi alle dyrerne simpelthen ser ud til at være så hyggelige. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod, at de var mine venner.

Alt i alt var det en fantastisk læseoplevelse, og jeg er sikker på, at bogen vil fungerer rigtig godt som godnatlæsning – både hos børn der går i søvne, og hos børn som kun har hørt om andre, der gør det.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5