“Isla og jagten på lykke” af Stephanie Perkins

Isla og jagten på lykkeTitel: “Isla og jagten på lykke” / Forfatter(e): Stephanie Perkins / Serie: Anna and the French Kiss #3 / Sideantal: 350 / Forlag: Lindhart og Ringhof / Udgivet: 1.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Isla har i tre år haft et crush på den indadvendte tegner Josh, som hun går i klasse med på School of America i Paris. I sommerferien møder hun ham tilfældigt på Manhattan, og romantikken begynder at blomstre.

Men i løbet af skoleåret er både hun og Josh dog tvunget til at konfrontere nogle svære udfordringer, som mange unge må igennem: drama i familien, usikkerhed omkring ens valg for fremtiden og risikoen for at blive adskilt.

Med New York, Paris og Barcelona som baggrund byder denne søde og fantastiske historie om ægte kærlighed på et gensyn med de elskede karakterer Anna, Étienne, Lola og Cricket fra bøgerne Anna og det franske kys og Lola og naboens søn.

Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne vente så længe med at læse denne bog. Efter at have læst både Anna og det franske kys og Lola og Naboens søn, var der jo ingen tvivl om, at jeg også ville komme til at elske denne. Især fordi jeg har hørt fra flere, at det er deres yndlings bog i serien, og det kan jeg virkelig godt forstå, efter selv at have læst bogen. Den står i hvert fald klart på en delt første plads med Anna og det franske kys, og det er uden tvivl en af de sødste og mest romantiske bøger, jeg nogensinde har læst.

Efter at have færdiglæst bogen, skrev jeg følgende på Goodreds: ”Så sød, så fantastisk og så perfekt!”, og hvor opsummerer det virkelig helt utroligt godt, hvordan jeg har det med bogen. Der sker bare så mange ting i den, som gjorde mig så glad, og samtidig kunne jeg endnu engang slet ikke lade være med at drømme mig til Paris. Perkins’ kan nemlig virkelig på alle måder sælge Paris; også til én der er mere eller mindre ligeglad med byen. For nøj, hvor kommer byen altså bare til at virke så romantisk, og især fordi jeg allerede føler, at jeg har udforsket alle byens små hyggelige kroge. I det hele taget er beskrivelser noget af det, som Perkins’ gør bedst – hun kan tydeligt få hele handlingen til at udspille sig som en film for ens øjne.

I denne bog føler vi Isla og hendes forhold til Josh, og hvor er de nogle skønne personligheder. De har begge deres fejl og mangler, men det er bare med til at få dem til at føles mere menneskelige for mig. Hvilket også gør, at jeg tilgiver dem for deres dumheder, for jeg havde ret let ved på en eller anden måde at kunne relaterer mig selv til dem. Desuden var de virkelig gode sammen. Man møder dog også i denne bog vores alles yndlinge fra de to forrige bøger, hvilket jeg altså synes er så fedt. Jeg elsker virkelig, hvordan historierne alle sammen bliver flettet sammen på den måde, og samtidig følte jeg, det gav mig en perfekt ”afslutning” på alle historierne. Jeg har forresten fået mig et nyt chrush; Josh er virkelig bare fantastisk <3

Bogen er desuden, præcis som de to andre bøger, skrevet i et fjerlet sprog, som jeg virkelig nød. Der er tænkt over ordvalget, og jeg følte helt sikkert, at Perkins har kræset om hvert enkelt ord; men når det er sagt, så er jeg dog også sikker på, hun har tænkt over, hvordan hun gjorde sproget specielt og fint, men samtidig meget læsebart. Det er nemlig så letlæseligt, og jeg fløj virkelig gennem siderne, men samtidig kunne jeg alligevel nå at sproget, hvilket jeg er så glad for.

Alt i alt var dette virkelig den perfekte afslutning på tre helt vidunderlige bøger. Der er ingen tvivl om, at jeg på ingen måde er færdig med at læse bøger af Perkins, og samtidig er der virkelig heller ingen tvivl om, at jeg kommer til at vende tilbage til denne bog igen på et tidspunkt. Den er nemlig helt perfekt, hvis man bare gerne vil have lidt mere kærlighed ind i sit liv.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

“Skæbnens kald” af Haidi Wigger Klaris

Skyggernes bogTitel: “Skæbnens kald” / Forfatter(e): H. W. Klaris / Serie: Dæmonherskerens arving #2 / Sideantal:  248 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 9.10.2015 Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Efter opgøret i kirken vågner Ally i skovbunden tidligt om morgenen, og det sidste hun husker er dæmonen som greb fat i hende. Da hun genforenes med kredsen, får hun at vide at Jay, Louise og William er forsvundet.

Ally er overbevist om at hullet i det hemmelige rum er en portal til en anden verden og beslutter sig for at tage tilbage til kirken for at finde ud af hvad der er sket.

Snart bliver hun konfronteret med sine forfædres synder og må træffe sit livs vigtigste valg.

Jeg glædede mig meget til at læse denne bog, da Wigger Klaris’ første bog i serien, Skyggernes bog, blæste mig fuldkommen bagover. Af denne grund var jeg dog også en smule nervøs for den, for hvad nu hvis den på ingen måde kunne leve op til min fantastiske læseoplevelse af den første bog? Nu havde jeg jo fået den lidt på afstand, og var derfor bange for, at jeg måske ikke ville kunne blive ligeså opslugt af denne.

Jeg må indrømme, at jeg havde en smule svært ved at komme i gang med bogen. Ikke fordi bogen var langtrukken eller noget – faktisk var der nærmest action fra side et, da den starter umiddelbart lige efter, at Skyggernes bog slutter. Jeg havde dog en anelse svært ved at huske alle detaljer fra den første bog, og jeg var derfor lige et par kapitler om at komme i tanke om, hvem der var hvem, og hvad der egentlig var sket – jeg manglede altså lidt en kort form for genopfriskning. Især fordi at jeg herefter fløj igennem bogen, og hele tiden måtte have mere når et kapitel sluttede.

Historien udvikler sig i en retning, som jeg ikke rigtig havde set komme i denne bog, og det er så fedt! Historiens drejning virker i hvert fald også på alle måder virkelig spændende, og samtidig synes jeg, den er med til at give endnu mere dybde til serien. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen i næste bog, og især til at finde ud af, hvad der kommer til at ske med Ally. Bogen efterlader os nemlig endnu engang ved den ondeste cliffhanger, som gør at jeg hungrer efter mere. I denne bog møder vi forresten også en del nye personer; en af disse er Tristan, og åh hvor smeltede han altså virkelig mit hjerte. Han virkede bare så sød, og så gjorde hele mystikken omkring ham, at han bare blev endnu mere hot, end jeg ellers havde synes, han var. Og han var ellers beskrevet ret så godt. 😉

Selvom jeg overordnet var ret glad for bogen, og jeg fandt den virkelig underholdende, så havde jeg dog også nogle problemer med den. Et af dem var, at jeg flere gange følte, at Ally burde gennemtænke hendes beslutninger bare et lille øjeblik længere; for shit hvor er de altså dårlige nogle gange. Desuden sad jeg også at tænkte et par gange, at nogle af tingene virkede lidt for lette; der er f.eks. et tidspunkt, hvor Ally og hendes veninde har glemt at tage tændstikker med sig, men det gør ikke noget, for de havde glemt nogle i rummet tidligere – det er måske en lille detalje, men jeg studsede over det, og synes det virkede bare en anelse dumt.

Alt i alt var bogen altså en god solid fortsættelse på serien – også selvom jeg aldrig nåede at komme til at elske den helt så meget, som jeg gjorde med den første. Desuden kan jeg slet ikke vente på den næste bog; den måtte virkelig gerne allerede være udgivet!

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

“The Martian” af Andy Weir

The MartianTitel: “The Martian” / Forfatter(e): Andy Weir / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: DreamLitt / Udgivet: 7.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg er pænt meget på skideren. Det er min velovervejede overbevisning. På skideren. Kun seks dage inde i hvad, der skulle have været de mest fantastiske to måneder af mit liv, blev alt forvandlet til et mareridt.

NASA-astronaut Mark Watney, botaniker og maskiningeniør, strander på Mars og har ingen kontakt til Jorden. Mark må nu bruge al sin viden om botanik og teknik for at overleve.

Hvis oxygenatoren bryder sammen, bliver jeg kvalt. Hvis vandindvinderen går i stykker, dør jeg af tørst. Hvis Hab’et revner, vil jeg ligesom bare eksplodere. Hvis ingen af disse ting sker, vil jeg på et tidspunkt løbe tør for fødevarer og sulte ihjel. Så ja, jeg er på skideren.

Jeg havde aldrig hørt om The Martian, før Irene læste den i foråret sidste år, og til at starte med regnede jeg ikke med, det ville være en bog, som jeg nogensinde ville læse. Sci-fi på engelsk med masser af kemi – ja, ikke helt noget, jeg rigtig turde at give mig i kast med. Men så fandt jeg ud af, af DreamLitt ville oversætte den til dansk, og så var der ingen tvivl om, at jeg bare måtte læse den. Der var jo noget ved den, som virkelig lød som noget, jeg ville kunne lide. Og det var der virkelig! Ja, faktisk var alle elementer i bogen præcis, som jeg havde håbet.

“Jeg tænkte at en laptop ville klare sig fint udenfor[..]. Den døde med det samme. Skærmen blev sort, før jeg var ude af luftslusen. Det viser sig at “‘L’et” i “LCD” står for “Liquid”. Jeg går ud fra, at den enten frøs eller kogte over. Måske skulle jeg indsende en forbrugerklage: Tog produktet med ud på Mars’ overflade. Det holdt dernæst op med at virke. 0 på en skala fra 1-10.

Bogens historie var ultra spændende! Jeg havde formået ikke at blive spoilet, og jeg havde derfor ingen anelse om, hvad der ville ske i bogen, eller hvad den ville ende med. Noget jeg er virkelig taknemmelig for. Det gjorde nemlig således, at jeg blev suget fuldstændig ind i bogen, og havde meget svært ved at lade den ligge – også selvom jeg egentlig ikke havde tiden til at læse i den. Jeg måtte jo bare vide, hvad der ville ske. Eller altså jeg overvejede lidt at droppe at læse slutningen på et tidspunkt; for det betød jo, at bogen ville slutte, og det var jeg slet ikke klar til. Og det er jeg faktisk stadig ikke! Selvom jeg efterfølgende har set både filmen og læst den lille prequel til bogen, så kan jeg slet ikke få nok. Jeg har stadig en kæmpe lyst til at tage tilbage til Mars og bruge lidt tid sammen med Watney.

“Og ja, selvfølgelig fungerer gaffertape i et næsten-vacuum. Gaffertape fungerer overalt. Gaffertape er magisk og burde tilbedes.”

Watney var for resten nok hovedårsagen til, at jeg endte med at elske bogen så meget, som jeg gjorde. For udover selve historien var helt utrolig fed, så var Watney virkelig den bedste fortæller og hovedperson. Han er en af de mest sarkastiske, uheldige (heldige?), selvironiske og klogeste personer, jeg nogensinde har oplevet i en bog; og jeg elskede ham for det. Jeg elskede især, hvordan han kunne få mig til at grine højlydt, selvom det hele egentlig så ret sort ud for ham i øjeblikket. Desuden virkede han bare generelt som den sødeste person, og som sådan en man lidt ville ønske, at man kendte i virkeligheden.

“(12.15) WATNEY:Se! Patter! – > (.Y.)”

Bogen er skrevet på en lidt speciel måde, og handlingen foregår således skiftevis gennem Watneys log notater og en overordnet fortælling over, hvad der sker på Jorden. Hvilket fungerede virkelig godt! For det første elskede jeg idéen med at få fortalt Watneys historie gennem log notaterne, da jeg virkelig kom til at føle, at jeg lærte ham at kende, og for det andet kunne jeg virkelig også godt lide, at vi fulgte med på Jorden, og så hvad der egentlig skete her. Det gav tilsammen en virkelig god og sammenhængende historie, hvor jeg på ingen måde følte, at jeg sad tilbage med ubesvarede spørgsmål.

Der er ingen tvivl om, at The Martian var en af mine absolutte yndlingsbøger læst i 2015. Jeg gik f.eks. resolut ind og gav min kæreste bogen, da jeg var ca. halvvejs i den (læste selv videre i e-bogen). Jeg måtte nemlig bare dele min oplevelsen af bogen med ham med det samme; han skulle jo også se, hvor fantastisk den er. Han er dog endnu ikke nået specielt langt i den, men jeg plager ham stort set dagligt med det – for det er virkelig på alle måder en bog, der fortjener at blive læst. Også selvom man måske allerede har set filmen; bogen kan nemlig noget helt specielt, og den føles på mange måder virkelig unik.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 
Diary of an AssCan: A Mark Watney Short Story af Andy Weir (prequel) kan læses gratis her.

“Intergalaktisk eventyr” af Søren & Morten Ellemose

Intergalaktisk eventyrTitel: “Intergalaktisk eventyr” / Forfatter(e): Søren & Morten Ellemose / Serie: Rummets Detektiver #2 / Sideantal: 202 / Forlag: Facet / Udgivet: 1.9.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatterne.

Xander, Georg, Jeanne og Sigrid er tilbage i 7. klasse på Tvegaardskolen. De er trætte, fortumlede og usikre på om deres oplevelser med hidsige robotter, blodtørstige Daggerrotter og rumrejsende væsener har været virkelighed eller mareridt. Midt i morgensamlingen dukker tvillingerne Robert og Tammie fra fremtiden atter op, skarpt forfulgt ad en rasende Timecop.

Xander har fået fingre i en magisk Tidsbog, som måske kan hjælpe de seks venner på flugt, mens tiden ubønhørligt tæller ned til dommedag. Det bliver en hæsblæsende kamp mod uret, mens universets to bedste dusørjægere, Lord Greywood og Blade Bloodstorm, er lige i hælene på dem og alletiders største tidsrejsende, den nuttede, men farlige SaSaXavir.

Eventyret om Rummets Detektiver kan fortsætte.

Jeg glædede mig meget til at læse Intergalaktisk eventyr, da jeg ret godt kunne lide den første bog i serien. Desuden sluttede den første bog på et virkelig spændende sted, som gav mig kæmpe forhåbninger om, at denne bog ville være endnu bedre; det følte jeg i hvert fald, der blev lagt op til. Jeg endte dog desværre med at blive ret så skuffet.

Bogen er god – ingen tvivl om det! Desuden er jeg sikker på, at den vil vække lykke hos især drenge i alderen for bogens målgruppen, for den er stadig ret fed. Desværre havde jeg bare en del problemer med den, som gjorde at jeg havde svært ved at nyde den fuldkommen, selvom jeg egentlig godt kunne lide flere ting ved den.

Først og fremmest vil jeg sige, at bogen indeholder en masse fede actionscener, som jeg virkelig godt kunne lide. I det hele taget er tempoet ret højt, hvilket passede perfekt til bogens historie, og gjorde at bogen til tider var ret svær at lægge fra sig. Der var dog også en del steder i bogen, hvor jeg kæmpede lidt med at komme igennem den på trods af det høje tempo; flere dele af historien mindede mig nemlig en del om noget, jeg tidligere har læst. Altså bogen har sine unikke sider, men på den anden følte jeg bare ikke rigtig, at den kom med noget nyt. Og samtidig mindede den mig lidt for meget om den første bog i serien.

Selvfølgelig skal den hænge godt sammen med første bog i serien, men især slutningen af denne bog, fik nærmeste bare det hele til at føles som om, man læste i cirkler, hvilket irriterede mig en smule. Især fordi jeg stort set ikke følte, jeg fik nogle konkrete svar, og det havde jeg måske lidt håbet. Jeg ved dog ikke, om det er fordi, jeg ligger lidt langt fra bogens egentlig målgruppe – for jeg synes jo alligevel, at historien var ret fed.

Bogen var ikke verdens bedste læseoplevelse for mig, men den har uden tvivl stadig sine gode sider, og jeg vil da helt klart også anbefale den, hvis man var vild med den første bog i serien. Desuden vil jeg stadig meget gerne finde ud af, hvad det hele handler om, og jeg glæder mig da derfor helt sikkert også til en dag endnu engang at læse videre i serien.

Bedømmelses hjerter - 2,5 ud af 5

 

“Fantastiske skabninger og hvor de findes” & “Quidditch gennem tiderne” af J.K. Rowling

IMG_7512 - KopiJeg elsker Harry Potter, og har meget svært ved at få nok af både historien og hele universet. Der har derfor heller aldrig været nogen tvivl om, at jeg bare måtte læse disse to fagbøger relateret til Harry Potter universet. For det kunne da kun blive en fuldstændig magisk oplevelse at læse to af de bøger, som personerne i Harry Potter læser; det blev det dog ikke helt, selvom de dog begge var fine nok.

Fantastiske skabninger og hvor de findes

Titel: “Fantastiske skabninger og hvor de findes” / Forfatter(e): Newt Scarmander (J.K. Rowling) / Serie: Hogwarts Library #1 / Sideantal: 117 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 9.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Er du en ægte Harry Potter-fan? Er du lige som de fleste andre mugglere? Hvor meget ved du egentlig om de mange væsner og dyr fra Harry Potter-bøgerne? Her er bogen, som findes i alle troldmænds hjem og på Hogwarts bibliotek. Læs om basilisken, drager, dyndfolk og mange andre skabninger og kom dybere ind i Harry Potter-universet end nogensinde før.

Denne bog var faktisk den, jeg glædede mig aller mest til at læse, og derfor også den, jeg begyndte på først. Jeg har nemlig altid været meget facineret af alle skabningerne og væsnerne i Harry Potter, da de alle sammen virker til at være så godt udtænkt; og samtidig elsker jeg, hvordan flere af dem tager udgangspunkt i ægte væsner.

Desværre faldt bogen bare ikke rigtig i min smag, selvom jeg stadig synes, at selve idéen til bogen er virkelig interessant. Altså det var på ingen måde fordi, jeg hadede den. Den var nemlig nu hyggelig nok, og jeg synes da også, det var rigtig fedt at lære lidt mere om de forskellige væsner. Desværre fandt jeg dog alligevel mest af alt bogen ret tung og kedelig at komme igennem, hvilket påvirkede min læseoplevelse en del. Jeg tror dog, det har noget at gøre med, at bogen netop er skrevet som et fagligt opslagsværk. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg ville have været mere begejstret, hvis jeg havde læst bogen over en god rum tid, og ikke prøvet at flyve igennem den, som jeg gjorde. Jeg tror nemlig, at jeg blev lidt for mættet af oplysninger, og derfor begyndte at kede mig ret hurtigt.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

Quidditch gennem tiderne

Titel: Quidditch gennem tiderne“” / Forfatter(e): Kennilworthy Whisp (J.K. Rowling) / Serie: Hogwarts Library #1 / Sideantal: 110 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 9.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Er du en ægte Harry Potter-fan? Hvor meget ved du egentlig om Quidditch? Ved du for eksempel, hvor Det Gyldne Lyn kom fra? Eller hvordan baskere opstod? Svarene får du i QUIDDITCH GENNEM TIDERNE, som er en af de bøger, der findes i Hogwarts bibliotek. Et must for alle fans af Quidditch og Harry Potter.

Hvor jeg mest af alt fandt Fantastiske skabninger og hvor de findes ret kedelig, var det helt anderledes med denne. Den var ikke mindblowing fantastisk, men jeg kunne nu alligevel virkelig godt lide den. Faktisk var den alt det, som jeg også havde håbet på, at den anden Harry Potter-fagbog ville være. Den førte mig tilbage til det fantastiske univers, som Harry Potter er en del af, men samtidig omhandler den også én af de ting fra universet, som jeg også altid har været stor fan af – nemlig Quidditch.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men der har altid været et eller andet ved Quidditch, som virkelig har tiltalt mig. Dog var jeg lidt bange for, at denne bog netop ville blive ret tung og kedelig, men det var den virkelig på ikke på noget tidspunkt! Faktisk var den super spændende, og jeg føler virkelig, at jeg lærte meget af den. Desuden gav den mig en kæmpe lyst til at læse mere om emnet. Uden tvivl meget anbefalelsesværdig!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5