“Elsk min knækkede glorie” af Christina Ingerslev

9. december 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Elsk min knækkede glorie” / Forfatter(e): Christina Ingerslev / Serie: – / Sideantal: 124 / Forlag: – / Udgivet: Juni 2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Det er sådan en dag hvor det føles mest som om at jorden drejer den forkerte vej og solen har glemt hvad dens opgave er på jorden. Det er lidt som en drøm – En af dem hvor man kun trækker vejret overfladisk når man vågner med et sæt midt på dagen og har svært ved at adskille drøm og virkelighed. Det føles som at se det sølvarmbånd, som man fik i dåbsgave, glide ned igennem de store huller i kloakristen. De siger at man skal bære dem man elsker med hvor end ens hjerte er, men hvad så når nogen sidder så dybt i en at det gør ondt hver gang man trækker vejret fordi det ikke længere er ens eget vejr man trækker? Det er nat imellem os og du har ikke lagt nøglen der hvor du plejer. Så jeg bliver liggende og finder ud af at jeg har hele Atlanterhavet i mine øjne. Jeg slår mig på fiktive døre og bygger luftkasteller blot for at se dem brase sammen og ramle ned over mig når jeg renser mine øjne. Tomheden ringer på og jeg kommer til at åbne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig havde så mange forventninger til denne, før jeg påbegyndte min læsning. Mest fordi jeg overhovedet intet kendte til den, før forfatteren spurgte mig, om jeg havde lyst til at anmelde den, og fordi jeg ofte synes, at det er lidt hit or miss med digte- og samlinger af korte tekster for mig. Nogle elsker jeg fuldstændig, og andre kan jeg virkelig ikke forstå – men jeg har endnu ikke fundet en sammenhæng i, hvad jeg egentlig kan lide. Jeg gav den dog en chance, og det er jeg virkelig glad for.

Jeg startede egentlig ud med bare lige hurtigt at ville læse et par enkelte tekster, men endte med ikke rigtig at kunne stoppe igen. Jeg blev nemlig virkelig hurtigt suget fuldstændig ind, især fordi jeg allerede efter bare et par få digte havde markeret flere meget fine sætninger, som virkelig talte til mig. I det hele taget endte jeg med at markere rigtig mange fine sætninger, men også tekster, som jeg virkelig elskede.

Bogen er en god blandig mellem digte, noveller og kortprosa, dog kunne jeg godt have tænkt mig, at de forskellige tekster havde været lidt mere blandet. Altså ment på den måde at genrerne havde været lidt mere blandet i bogen, da den f.eks. startede ud med udelukkende digte. Desuden havde jeg også lidt problemer med opsætningen af især digtene, hvor jeg flere gange tænkte, at teksten nærmest flød rundt på siderne, hvilket irriterede min læsning en smule.

Indholdet af de fleste tekster opvejde dog for det hele. Jeg elskede virkelig, hvor nærværende de fleste af teksterne føltes, og hvor meget jeg kunne relatere til dem. Selvom flere af teksterne som udgangspunkt virkede lidt fjerne for mig, så var der i rigtig mange af dem alligevel et eller andet som gjorde, at jeg følte, de var skrevet personligt til mig. Og det elskede jeg dem virkelig for.

Desuden kunne jeg godt lide, at hele samlingen virkede meget simpel og skrøbelig. Jeg følte virkelig, at jeg sad med glas i hånden, der på den ene side kunne splintre hvert øjeblik, men på den anden side blev ved med at blive stærkere og stærkere. Og det var egentlig også sådan, jeg havde det med teksterne; de virkede meget skrøbelige, men på den anden side virkelig også stærke, og i det hele taget bare virkelig fine.

Der var ingen tekster i samlingen, som jeg virkelig ikke kunne lide, men der var en del, som jeg var lidt ligeglad med. Men sådan vil det jo nok altid være. Jeg havde det f.eks. svært med teksterne i København samling, som bare på ingen måde talte til mig, og som jeg fandt meget ligegyldige. Men det bunder helt sikkert også i, at jeg slet ikke har nogen tilknytning til byen overhovedet. Jeg ville dog havde ønsket, at disse tekster havde været mere spredt ud over hele samlingen, for så tror jeg ikke, jeg havde tænkt så meget over det.

Det var nemlig så mange tekster, som jeg på alle måder elskede, og de overskyggede dem, jeg ikke var så vild med. Disse satte sig nemlig dybt i mig, og rørte mig på rigtig mange måder. Jeg blev f.eks. revet fuldstændig tilbage til min egen studentertid, da jeg læste Student, som uden tvivl er en af mine absolutte yndlingstekster i samlingen. Derudover elskede jeg virkelig også I dag elsker vi livet med hud og hår og Kollegiefest, som jeg faktisk ville havde ønsket havde været længere, end de var.

“Simple Living” af Nadia Plesner

17. november 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Simple Living” / Forfatter(e): Nadia Plesner / Serie: – / Sideantal: 377 / Forlag: Lindhardt og Ringhof / Udgivet: 13.5.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Simple Living er Nadia Plesners enestående fortælling om rette til noget så banalt som en tegning. Det er fortællingen om, hvordan en dansk kunststuderende udfordrede verdens største modehus, Louis Vuitton – og vandt.

Simple Living er også en gribende skæbnefortælling om en ung kvinde, der rejser til udlandet med udsigt til drømmemanden og drømmestudiet, men havner i en fugtig campingvogn, invalideret og bedraget.

For noget tid siden læste jeg denne bog, og jeg forelskede mig fuldstændig i den. Jeg havde egentlig ikke planer om at læse bogen, da jeg aldrig havde hørt om sagen, som bogen bl.a. handler om før. Men da vi besluttede at Plesner skulle gæste #Bogbloggertræf 2015, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte få læst hendes bog, og det fortryder jeg på ingen måde. Bogen var nemlig virkelig inspirerende, og Plesner er simpelthen sådan en sej kvinde.

Bogen handler om adskillige år af Plesners liv, og den kommer rundt om flere forskellige ting. Det er en hudløs ærlig fortælling om, hvad der skete for Plesner de år, og om hvordan hun egentlig havde det under det hele. Der er ikke lagt skjul på noget, og det elskede jeg virkelig. Det var så rart at læse en selvbiografisk bog, hvor der (også) bliver gået dybt ned i de dårlige situationer – også hvis det f.eks. var Plesners egen skyld. Der bliver f.eks. på ingen måde lagt skjul på i bogen, at Plesner var ret ung og meget naïv da tingene skete. Og det kunne jeg virkelig godt lide; det gjorde nemlig uden tvivl bare bogen endnu mere ærlig.

Bogen er skrevet i et virkelig let og flydende sprog. Samtidig læses bogen meget som en skønlitterær bog, bortset fra at flere af episoderne i bogen ville være for langt ude til, at det kunne indgå i en fiktiv bog. I hvert fald hvis folk skulle tro på, at det var virkeligt – men det er alle episoderne jo dog desværre. Det får dog bogen til at være dejlig letlæst, især fordi man konstant har lyst til at læse videre.

Selvom bogen er meget letlæst, så skal man dog ikke regne med, at den er hurtigt glemt. Selvom det efterhånden er noget tid siden, jeg læste bogen, så sidder den i hvert fald stadig i mig. For det første fordi den gav mig en kæmpe lyst til at dykke dybere ned i flere af de emner, som Plesner har oppe at vende, og fordi den for det andet på en eller anden måde ændrede noget i mig. Jeg tænker i hvert fald især på den på dårlige dage; for hvis man kan være så langt nede, og alligevel komme så fint ud på den anden side – så kan jeg også klare mig igennem bare nogle enkelte dårlige dage.

Min anmeldelse er måske lidt rodet, men min pointe er, at man virkelig bare skal læse bogen! Den er uden tvivl de timer værd – også selvom den egentlig ikke lyder som noget for én.

“De sidste jomfruer i verden” af Tom Ellen og Lucy Ivison

9. november 201517. november 2015 | Simone Hagemann

Titel: “De sidste jomfruer i verden” / Forfatter(e): Tom Ellen og Lucy Ivison / Serie: – / Sideantal: 326 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 1.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Nu forstår jeg, hvorfor folk bliver feminister. Alle de år i samfundsfag, hvor vi hørte om ludomani og FN og mindmaps. Hvorfor ikke bare sige det, som det er: “Udover at stemme og tage kørekort og være en god borger, skal du også en dag gå ind i et lokale og tage nogle trusser på, der er lavet af bagepapir og lade en totalt fremmed kvinde hælde brændende varm voks på din fjams.”

Den lignede en blodig, rå kylling med hanekamsfrisure. Og det var meningen, jeg skulle miste min mødom i aften.

Det er sidste sommer, inden studierne starter. Sam og Hannah kender ikke hinanden, men de har det samme mål. De vil virkelig gerne miste deres mødom, inden de starter på universitet. Men det er ikke så let, som det lyder, for vejen mod målet er fyldt med de mest de mest kiksede scoreforsøg, man kan forestille sig.

Lad mig starte med at fortælle, hvorfor jeg overhovedet ikke havde tænkt mig at læse denne bog, og hvorfor jeg er så glad for, at jeg endte med at gøre det alligevel. Jeg dømmer normalt ikke bøger på deres cover, men dette cover er altså virkelig ikke særlig tiltrækkende, og især ikke når det kombineres med bogens beskrivelse, som mest af alt lyder som noget, jeg ville havde elsket, da jeg var omkring 12. Jeg endte dog med at læse bogen alligevel, da Irene fortalte mig, at man virkelig sluger den; og sådan en bog trængte jeg virkelig til. Jeg endte også med at sluge den, og i det hele taget forelske mig fuldkommen i historien – også selvom jeg er noget ældre end 12; og derfor skal man virkelig ikke dømme bøger på forhånd. 😉

Bogen er på ingen måde særlig nytænkende, og jeg har helt sikkert set hele historien før – endda adskillige gange i forskellige versioner i både bøger og på film. Det ændre dog ikke på, at jeg virkelig synes, at historien om to personer møder hinanden, forelsker sig og bliver mødt af forskellige udfordringer holder. Især på et virkelig underholdende og let plan. Og når man så krydrer historien med fantastiske karakterer og virkelig god humor, så er jeg solgt.

Bogens historie bliver fortalt fra både Hannah og Sams synsvinkel, hvilket jeg virkelig elskede. Det giver for det første et rigtig godt flow til historien, og for det andet elskede jeg, hvordan man dermed lærte dem begge rigtig godt at kende. Især fordi de simpelthen begge virkede så ægte, og samtidig også virkelig lette at relatere til. I det hele taget synes jeg, at bogen var virkelig let at relatere til, selvom Hannah og Sam er lidt yngre end mig selv, og til tider opfører sig som en smule yngre, end de egentlig skulle forestille at være.

Som nævnt indeholder bogen virkelig god humor, og der var simpelthen så mange steder, hvor jeg sad og grinte højt for mig selv. Men den indeholder også seriøse overvejelser, og i det hele taget synes jeg faktisk, den har en rigtig god dybde. Hele historien ligger på sådan et fint mellemsted, hvor den får en til at grine en del, men samtidig også sætter tankerne i gang, og gør det muligt at sige ”åh” op til flere gange, fordi den simpelthen også bare er så sød. I det hele taget er bogen en virkelig god blanding af det hele, og jeg kan på alle måder anbefale den. Især hvis man gerne vil have en letlæselig bog, som man kan sluge på en eftermiddag – og ikke nødvendigvis behøver at tænke videre over bagefter.

“Tidsmaskinen” af Søren & Morten Ellemose

15. september 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Tidsmaskinen” / Forfatter(e): Søren & Morten Ellemose / Serie: Rummets Detektiver #1 / Sideantal: 155 / Forlag: Facet / Udgivet: 1.9.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatterne.

Xander er en helt almindelig dreng på 13 år, der hellere vil læse tegneserier end bøje tyske verber i 7. klasse på Tvegaardskolen. Han er lun på Jeanne fra parallelklassen, der virker mere interesseret i den nye dreng, Georg. Han kigger til gengæld mere efter Sigrid, der er Jeannes bedste veninde.

Midt i det hele nødlander de tidsrejsende tvillinger, Robert og Tammie, på skolen, i en defekt tidsmaskine. De er fra år 2155, og har en hidsig Timecop i hælene.

Snart er de alle hvirvlet ind i alletiders største eventyr, hvor hele universets fremtid og fortid er på spil.

Kan de nå at redde jorden fra undergang?

Fra jeg første gang så et lille udsnit fra beskrivelsen af denne bog, har jeg haft lyst til at læse den. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg elsker Dennis Jürgensen, og især holder virkelig meget af hans sprog og den måde, han fører humor ind i sine bøger. Så da jeg også hørte, at denne bog er skrevet som en hyldest til Jürgensen, så var der ingen tvivl om, at den måtte jeg bare læse. Og som sagt så gjort.

Bogens historie bærer lidt præg af, at det er den første i en serie; ment på den måde, at man godt kan mærke, at historien lige skal sådan rigtig i gang. For selvom der sker en masse i denne bog, og historien virker ret fed, så mangler jeg lidt nogle svar på, hvad der egentlig foregår, og hvordan det hele hænger sammen. Det der sker i bogen er dog som sagt ret fedt, og faktisk slutter bogen med en form for twist, som har gjort mig endnu mere nysgerrig efter at finde ud af mere.

Bogen bærer tydelige referencer til både sproget i en del af Jürgensens bøger, men faktisk også til helt ikoniske ting som Slim-kasketten kendt fra Freddy-serien. Det bliver dog gjort på en sådan måde, at det ikke føles mærkeligt, selvom man måske ikke skulle have læst noget af Jürgensen; men når man har, så tilføjer det bare endnu en fed ting til bogen.

Bogen gik rent ind hos mig, men jeg er endnu mere sikker på, den vil gå rent ind hos bogens målgruppe. Og især for unge drenge, der måske ikke helt finder det der læsning så fedt. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at de vil kunne andet end at elske den og straks have lyst til at læse videre i den næste bog i serien. Det har jeg i hvert fald selv!

Min eneste rigtige anke omkring bogen er, at sproget til tider føles en smule forceret – det føles i hvert fald som om, der nogle gange bliver prøvet lidt for hårdt på at gøre sproget sjovt; hvilket istedet får det til at føles en smule akavet Desuden følte jeg også nogle gange, at nogle af udtrykkene der blev brugt, virkede lidt fjerne fra, hvad jeg selv hører 13 årige sige.

Alt i alt var det altså en super fed læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede meget til at drage videre på eventyr med Rummets Detektiver, og finde ud af hvad der egentlig sker. Jeg er derfor også meget glad for, at jeg allerede har den næste bog i serien liggende klar til at begynde på.

“Wonder” af R.J. Palacio

10. september 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Wonder” / Forfatter(e): R.J. Palacio / Serie: – / Sideantal: 360 / Forlag: Alvilda / Udgivet: 9.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Jeg vil ikke prøve at beskrive, hvordan jeg ser ud. Hvad du end tror, så er det sikkert meget værre.”

August “Auggie” Pullman blev født med et deformt ansigt, der har forhindret ham i at gå i skole. Indtil nu … Snart skal han begynde i en helt almindelig 5. klasse.

Det er aldrig nemt at være “den nye”. Især ikke, når man ser ud som Auggie. Men indeni er han som alle andre. Eller som han selv siger: “Den eneste grund til, at jeg ikke er helt normal, er, at folk ikke ser mig sådan.”

Jeg har drømt om at læse denne bog så ufatteligt længe, men har ikke gjort det, da den skræmte mig en anelse; bogen har nemlig fået fantastiske anmeldelser, og jeg var derfor virkelig bange for ikke selv at komme til at holde af den, for hvad nu hvis jeg havde alt for høje forventninger til den? Bogen har dog helt sikkert fortjent alle de gode anmeldelser, og jeg holdte selv virkelig meget af den.

Wonders historie er fantastisk; hverken mere eller mindre – den kan virkelig ikke beskrives bedre. Den er så unik, og tager udgangspunkt i et emne, som de færreste af os kan sætte os ind i, men på en eller anden måde gør bogen således, at man alligevel let kan relatere til Auggie. Måske især fordi bogen er så godt skrevet, at man nærmest føler, at man selv er ham; og oplever alle hans op- og nedture på meget tæt hold.

“Jack, somme tider behøver man ikke at ønske at gøre af det for at gøre dem kede af det, forstår du det?”

Bogen er skrevet ud fra en del forskellige synsvinkler, hvilket jeg ikke var klar over, da jeg startede med at læse bogen. Jeg blev derfor ret overrasket over at finde ud af, hvor mange sider man egentlig får historien fra, men det fungerede helt perfekt! Især fordi bogens tidslinje rykkede sig undervejs, men man oplevede alligevel flere af de samme scener/episoder flere gange fra forskellige synsvinkler, og dette fungerede virkelig også godt. Det var nemlig så rart men til tider også ret hjerteskærende at se, hvordan andre end Auggie oplevede de forskellige ting; men mest af alt var dette med til at gøre, at der blev kommet rigtig godt rundt op emnet. Jeg elskede i hvert fald, at man oplevede historien fra både personen med deformationen, men også fra hans familie og venner – og andre pårørerende.

“[..]den minder mig om, at vi som mennesker ikke bare har evnen i os til at være venlige, men vi har selve valget af venlighed.”

Desuden er bogen skrevet i et virkelig godt sprog, som først og fremmest fik læsningen af bogen til at flyde virkelig godt, og samtidig passede helt perfekt til bogen. Det var fint, men samtidig også meget ”hverdagsagtigt”, og det elskede jeg det virkelig for. Desuden er der rigtig mange helt fantastiske og sigende sætninger i bogen.

Selvom jeg virkelig elskede bogen og den historie, den fortæller, så var det dog lidt som om, jeg manglede noget. Eller måske var det netop pga. mine virkelig høje forventninger. Der var i hvert fald et eller andet, der gjorde, at jeg aldrig blev blæst helt så meget bagover og rørt så meget af bogen, som jeg troede jeg ville. Det er dog alligevel helt sikkert en bog, som vil blive i mine tanker længe; den er nemlig virkelig tankevækkende.

Alt i alt var det altså alligevel en virkelig fantastisk læseoplevelse, og jeg kan på alle måder anbefale bogen til alle. Også selvom du er voksen og måske mener, det er mærkeligt at læse om en 10-årig. For tro mig – den følelse sidder man virkelig aldrig med.