“Gåden om Alaska” af John Green

15. maj 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Gåden om Alaska”
Forfatter(e): John Green
Serie: –
Sideantal: 256
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 13.6.2014
Læst på: Dansk

FØR levede Miles et trygt liv uden begivenheder SÅ møder han den fantastiske, sjove, sexede, gådefulde, selvdestruktive og screwed up Alaska Young, og ALT forandres for Miles.

HEREFTER bliver ingenting nogensinde det samme igen.

Jeg har set rigtig meget negativ omtale om Gåden om Alaska, men bogen har alligevel samtidig også fået rigtig gode anmeldelser; det er endda fleres yndlingsbog af John Green. Jeg vidste derfor ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente mig af den. Derfor har jeg også udskudt min læsning af den længe, men da det var den eneste Green bog, jeg manglede at læse, så blev det altså dens tur.

Bogens historie er en blanding af flere forskellige ting og dele. Bogen er inddelt i ’Før’ og ’Efter’, men med før som en form for nedtælling til noget ukendt, der sker. Vi ved altså fra start ikke, hvad ’Efter’ kommer til at handle om, og det kunne jeg virkelig godt lide. Det gav en helt bestemt form for spænding til bogen, som hele tiden gjorde mig meget nysgerrig efter at læse videre.

Jeg vil ikke afslører, hvad der sker i bogen, men jeg vil sige, at jeg ikke rigtig så det komme før meget få kapitler før. Bogen tog en helt anden retning, end den jeg havde forventet, og jeg elskede den for det. Det gav i hvert fald også et helt andet aspekt til bogen, som virkelig klædte både historien og personerne.

Miles var en virkelig skøn hovedperson. Jeg elskede virkelig at følge ham, og nød at være vidne til den kæmpe udvikling han undergår i løbet af bogen. Den Miles bogen starter med er i hvert fald på mange måder overhovedet ikke den Miles bogen slutter med – og det kunne jeg virkelig godt lide. Derudover kunne jeg virkelig også godt lide bogens bipersoner, hvoraf jeg kom til at holde af flere af dem, som var de mine egne venner.

Bogen er skrevet i et ret humoristisk sprog, hvilket er typisk John Green, og hvilket jeg virkelig elsker. Desuden er den må mange måder rigtig hyggelig, selvom den også er ret hjerteskærende. Den ramte mig dog aldrig så hårdt, som jeg havde håbet og forventet.

Alt i alt var det dog alligevel en virkelig skøn bog, som jeg nød at læse hele vejen igennem. Nu sidder jeg bare tilbage med en følelser af tomhed over, at jeg ikke har flere Green bøger til gode. Jeg glæder mig så meget til, han udgiver noget mere.

“Endnu en Katherine” af John Green

8. maj 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Endnu en Katherine”
Forfatter(e): John Green
Serie: –
Sideantal: 283
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 30.4.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mød Colin Singleton. Forhenværende vidunderbarn. Forhenværende fuld af potentiale. Nuværende fuld af lort. En anagramelskende nørd på mission for at bevise sin teori om, at menneskeheden kan opdeles i præcis to slags individer: Droppere og Droppede.

Lige pludselig var han hverken nogens kæreste eller nogens geni. Og det – for nu at bruge et komplekst begreb, som man vil forvente det af et vidunderbarn – stank virkelig.

Når det handler om piger (og det gør det tit for Colin Singleton), har alle hver deres type: Colins er ikke fysisk, men sproglig. Han kan godt lide Katheriner. Men nu er han blevet droppet. Af en pige ved navn Katherine. For nittende gang. Colin Singleton har et meget indviklet problem med en meget enkel løsning…

Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog, da jeg har elsket stort set alt andet, som jeg har læst af Green so far. Hvilket vil sige alle hans bøger på nær Gåden om Alaska, jeg stadig har til gode. Jeg håber derfor også meget på, at jeg ville komme til at elske denne bog. Især fordi den skulle være ret nørdet, hvilket jeg på mange punkter selv er. Desværre kom jeg bare aldrig rigtig til at elske den.

Bogens historie var rigtig god – ingen tvivl om det. Jeg elskede at følge Colin og Hassans eventyr og udvikling, og jeg elskede at læse om Gutshot, som virkelig sendte mig på en skøn rejse til en helt typisk by langt ude på landet i syden af USA. Jeg elskede desuden, hvor mange personer man mødte i byen og hele budskabet omkring disse.

“Bøger er de ultimative Droppede: Læg dem fra dig, og de venter på dig til evig tid; giv dem opmærksomhed, og de gengælder altid din kærlighed.”

Der hvor filmen lidt knækkede for mig var, at jeg nogle gange følte jeg sad og læste i en matematikbog. Og selvom jeg egentlig er ret glad for matematik, så blev det simpelthen for meget for mig. Efter min mening fik det nemlig bogen til at føles alt for tung, selvom historien i sig selv egentlig lagde op til en ret ’let’ og hyggelig bog. Altså jeg kunne som udgangspunkt godt lide de matematiske ting i bogen, og synes det gav et rigtig godt element til historien, men for at jeg skulle have kunne elske bogen, så skulle det nok have været forkortet ned med ca. 50%.

Bogen indeholder desuden en del fodnoter, hvilket egentlig fungerede rigtig godt for historien. Når det er sagt, så var jeg dog personligt ikke helt så vild med dem, da jeg lidt følte, de ødelagde flowet i bogen, hvilket ellers var ret godt. I det hele taget var sproget ret passende for bogen, og selvom jeg ikke markerede vildt mange gode citater, så markerede jeg et par stykker, som jeg virkelig elskede.

“(..) for han kunne lide den proces, det er at læse, magien ved at forvandle krusedullerne på papiret til ord inde i hovedet.”

Bogens personer var desuden virkelig skønne, og nok det der var med til at gøre, at jeg trods alt var rimelig begejstret for bogen. Colin er den perfekte nørd, og jeg elskede simpelthen at følge med i hans tanker – selvom de til tider var en anelse svære at forstå. Efter min mening var han desuden rigtig let at holde af og med, og jeg ville faktisk ønske, jeg kendte ham i virkeligheden. Han virker i hvert fald som en rigtig god ven.

Alt i alt var det på ingen måder min yndlingsbog af John Green, men det var uden tvivl en læseværdig bog, som jeg er meget glad for at have stiftet bekendtskab med.

“Joyland” af Stephen King

4. maj 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Joyland”
Forfatter(e): Stephen King
Serie: –
Sideantal: 301
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 12.3.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Gucca. Køb den her.

Devin Jones ser tilbage på den periode, hvor han som 21 årig arbejdede i forlystelsesparken Joyland. Han havde været en usikker og ensom ung mand med et knust hjerte, som havde fået job i et middelmådigt tivoli med en hjemsøgt forlystelse. Et uopklaret mord var nemlig engang blevet begået i selvsamme tivoli. I Kings hånd en nervepirrende cocktail.

Ordene på facaden af Spøgelseshuset i Joyland kunne også stå på forsiden af denne bog: “Kom indenfor hvis du tør”. Man træder indenfor med bævende knæ, og man træder ud med nedbidte negle. Men også varm om hjertet og rørt. Kings univers er på én gang uforudsigeligt og genkendeligt – og gennemsyret af spænding.

Jeg havde store forventninger om, at denne bog ville få mig til at ligge søvnløs om natten, men samtidig også røre mig rigtig dybt. Efter min mening er det i hvert fald det, som bagsideteksten lægger op til. Jeg lå dog på ingen måder søvnløs over den, men den rørte mig på rigtig mange måder, og jeg er sikker på, flere af bogens personer kommer til at sidde i min hukommelse længe.

Bogens historie er på flere måder rigtig spændende. Bogen er nærmest en blanding af krimi, gys og kærlighed, hvilket fungerer rigtig godt. Selve krimihistorien gør bogen rigtig spændende, idet jeg hele tiden sad og håbede på, man snart fandt ud af, hvem morderen var – og jeg gættede da også selv med. Bogen er dog også gennemsyret af underliggende gys; man når aldrig at blive fuldstændig skræmt, men uhyggen gør virkelig sit til bogen. Det bedste ved historien var dog efter min mening Devins ‘dannelsesrejse’ og kærlighedsdelen.

Devin var virkelig en skøn fortæller og hovedperson. Han var meget let at holde af, og jeg følte virkelig, jeg blev hans ven under læsningen. Man kom dybt ind under huden på ham, og jeg føler på alle måder, jeg kender til hver eneste krog af hans sjæl. Han er helt igennem sød, og vil kun sine medmennesker det bedste. Desuden er han meget åben over for nye folk. Han udvikler sig meget i bogen, og går fra at være en usikker fyr, der helst følger i kærestens fodspor, til at være meget selvsikker og tage hånd om sit eget liv. Og denne udvikling var simpelthen så skøn at være vidne til.

Bogen er fortalt af Devin, som kigger tilbage på hans tid i Joyland, hvilket fungerer fantastisk. Jeg elskede den helt specielle stemning, det gav, og desuden nød jeg at læse små hints til, hvad der videre skete i hans liv, og hvordan tiderne i Joyland forandrede ham. Desuden er bogen skrevet i et skønt sprog, som også fungerede rigtig godt for bogen. Det gav et rigtig godt flow til bogen, og det eneste der irriterede mig en smule var, at bogen ikke er inddelt i kapitler. Altså den er på en måde inddelt, men jeg ville have ønsket, at det var med kapitler istedet.

Derudover var der én af anden ting, som ikke fungerede helt så godt efter min mening. Bogen indeholder en form for plottwist, hvilket som sådan egentlig er meget godt, desværre kom det bare til at føles meget fladt for mig. Jeg sad i hvert fald tilbage med en følelse af “hvorfor?”. Desuden ville jeg nok egentlig hellere have undværet det, hvis jeg skal være helt ærlig. Det ødelagde i hvert fald efter min mening lidt slutningen af bogen.

Alt i alt var det dog en skøn fortælling, som virkelig gav mig lyst til snart at læse mere af King. Desuden er som sagt sikker på, at bogens personer ikke sådan lige forlader min hukommelse, og det er virkelig altid et plus for mig.

“Stormesteren” af Dennis Jürgensen

29. april 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Stormesteren”
Forfatter(e): Dennis Jürgensen
Serie: –
Sideantal: 46
Forlag: Tellerup
Udgivet: 1984
Læst på: Dansk

Med et nøje planlagt mord fældes verdens bedste skakspiller, Tom Mallmann, af den evige toer og rival Richard Kent. Det er lige op til et verdensmesterskab, og første- og andenpladsen er fordelt på forhånd. Der er simpelt hen intet menneske, der kan slå Mallmann… på skakbrættet. Richard Kent kan nu pludselig se frem til titlen som verdensmester for første gang efter det perfekt udførte snigmord. Eller det vil sige næsten perfekt udførte, for han tabte sin talisman, Jadespringeren, den nat Tom døde. Det driver ham ud i en jagt på springeren, for hvis den bliver fundet i nærheden af drabsstedet, vil han øjeblikkelig blive afsløret.

Jeg havde ingen idé om, hvad denne handlede om. Men det var Jürgensen, og da jeg en dag havde brug for en kort lydbog, puttede jeg denne i ørerne. Hvilket var et virkelig godt valg. Jeg nød i hvert fald bogen en del, også selvom den var så kort, som den er.

Bogen virkede meget sammenhængende, og jeg følte, bogen udviklede sig ret godt – især hvis man tænker på den korte længde. Jeg følte i hvert fald, at bogen var en del længere, hvilket virkelig var positivt. Jeg var nemlig en smule nervøs for, om bogen ville kunne nå at fange mig ordentligt, men det kunne den virkelig. Faktisk var jeg hooked rimelig hurtigt, da historien var ret spændende.

Bogens historie var som sagt ret spændende, og samtidig også meget interessant. Man kan dog nok regne det meste af handlingen ud, hvis man tænker sig lidt om, men bogen formåede alligevel af overraske mig fuldstændig. Jeg havde i hvert fald ikke gættet, at det hele hang sammen på den måde, det gjorde. Hvilket jeg er ret glad for, da jeg måske lidt tror, det ville havde ødelagt læseoplevelsen, hvis jeg havde regnet det hele ud fra start. Da jeg jo ikke havde regnet sammenhængen ud, sad jeg nemlig hele tiden og gættede på, hvad der ville komme til at ske, hvilket helt sikkert var med til at gøre historien endnu mere spændende for mig.

Bogens hovedperson, Richard, fungerede rigtig godt. Selvom bogen starter med, han snigmyrder sin største rival, og man dermed burde have svært ved at holde med og af ham, så var det lige præcis det, jeg gjorde. Det var helt sikkert forkert, at han ligefrem myrdede hans skakrival, men man forstår alligevel godt, hvorfor han gjorde det – og samtidig virker han alligevel også som en ret sød og sympatisk mand.

Bogen er selvfølgelig gennemsyret af Jürgensens almindelige humor, hvilket helt sikkert også gjorde sit til, det var sådan en god læse(lytte?)oplevelse. Jeg nød i hvert fald, at der kom lidt humor ind over bogen, da den ellers godt kunne have været ret dyster.

Alt i alt var det altså en virkelig skøn læseoplevelse, som jeg virkelig gerne vil anbefale, hvis man bare gerne vil have en hurtig historie fra Jürgensens hånd. Jeg vil dog også lige slå et slag for lydbogen, som bliver læst op af Toben Sekov – den var nemlig virkelig god at lytte til.

“Blod på sneen” af Jo Nesbø

24. april 201510. december 2017 | Simone Hagemann

Titel: “Blod på sneen”
Forfatter(e): Jo Nesbø
Serie: Blood on Snow #1
Sideantal: 160
Forlag: Modtryk
Udgivet: 24.4.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Olav er lejemorder. Og ensom. Når man lever af at slår folk ihjel, er det ikke let at komme tæt på andre mennesker.

Nu har han endelig mødt sin drømmekvinde.

Men der er et problem. Hun er hans chefs kone. Og han er lige blevet hyret til at slå hende ihjel.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Nesbø. Jeg havde derfor også rigtig store forventninger til denne meget korte bog, men var alligevel også ret bange for at blive skuffet, netop fordi den er så kort, som den er. For ville det rent faktisk være muligt for Nesbø at skrive en helstøbt thriller på kun 160 sider? Efter at have læst den, kan jeg dog sige, at ja, det kunne sagtens lade sig gøre. Endda virkelig godt! Også selvom det på ingen måder er en ‘typisk’ Nesbø bog. Faktisk var den efter min mening meget anderledes end det, som Nesbø har skrevet tidligere.

Bogens historie var ret meget som forventet, men så alligevel overhovedet ikke. Jeg havde forventet, at bogen på en eller anden måde ville indeholde en kærlighedshistorie, men jeg havde på ingen måder forventet, at denne kærlighedshistorie ville være en så stor del af plottet. Desuden var det en forholdsvis stille thriller, som på ingen måder var så hårdkogt, som jeg ellers havde forventet. At mine forventninger ikke blev mødt, var dog ikke som sådan noget, der gjorde noget for min læseoplevelse. Historien var nemlig virkelig god alligevel; også selvom jeg til tider godt kunne havde ønsket en smule mere action.

Jeg følte desuden, det var en smule svært at komme helt ind på bogens personer. Mange af de vigtige bipersoner virkede en smule flade for mig, og selvom jeg godt forstod dem og deres handlinger, så voksede de bare aldrig rigtig på mig. Det var der dog to andre lettere ‘ubetydelige’ bipersoner, der gjorde – hvilket jeg elskede. Men det var lidt synd, det ikke var de personer, som man så mest til. Når det er sagt, så elskede jeg dog Olav. Han var nemlig virkelig godt beskrevet, og jeg følte fuldstændig, jeg kom ind under huden på ham. Han er en meget sarkastisk person, hvilket fungerede rigtig godt, og gjorde ham virkelig levende for mig.

Bogens sprog er fantastisk. For det første er der en underliggende humor gennem hele bogen, som virkelig fungerede så perfekt, og gjorde at jeg faktisk grinede højlydt et par gange. For det andet er bogen skrevet på en ret fin og poetisk måde, som jeg aldrig ville have tænkt kunne passe til en thriller, men det gjorde det virkelig. Især fordi det var gjort på en sådan måde, at sproget alligevel aldrig var det, som var det vigtigste; det tillod nemlig alligevel historien at stå stærkt frem.

Alt i alt endnu en virkelig skøn læseoplevelse fra Nesbø, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. For selvom jeg ikke som sådan har en klar idé om, hvad den vil komme til at omhandle, så er jeg sikker på, den nok skal være virkelig god.