“Lemuren der gik i søvne” af Courtney Dicmas

Lemuren der gik i søvneTitel: “Lemuren der gik i søvne”
Forfatter(e): Courtney Dicmas
Serie: –
Sideantal: 32
Forlag: Turbine
Udgivet: 6.2.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lemuren Louis bor i et højhus på Rolighedsvej. Han bor på allerøverste etage. Og så går han i søvne. Hver nat vandrer han fra etage til etage og ind i alle lejlighederne. Men det er ikke noget problem, for Louis har heldigvis nogle meget forstående naboer.

Men en dag glider Louis ned ad tørresnoren og lander midt på den trafikerede vej. Hvad skal Louis’ venner nu gøre?

Jeg havde store forventninger om, at jeg ville komme til at holde meget af denne bog, da beskrivelsen af den lød meget lovende, og jeg fra start af allerede havde forelsket mig fuldkommen i tegnestilen. Og åh, hvor kom jeg virkelig til at elske den.

Historien var simpelthen så sød. Jeg elskede, at bogen handler om at gå i søvne, da jeg synes, det er et ret vigtigt emne – og noget som måske kan være svært at forstå for børn. Desuden synes jeg virkelig, at bogen beskriver fænomenet på en god og let måde, hvor børnene sagtens kan følge med – men hvor der samtidig også bliver lagt op til, at man kan snakke om emnet under læsningen.

Desuden var jeg helt vild med, at historien samtidig også handler meget om, man skal holde øje med hinanden, og hjælpe hinanden så godt, som man nu kan. Jeg elskede i hvert fald at se, hvor meget Louis venner prøvede at hjælpe ham – og at de i fællesskab rent faktisk formår at redde hans liv.

Derudover var jeg vild med illustrationerne. De passede rigtig godt til historien, og samtidig er jeg sikker på, at både tegnestilen og farverne i bogen vil vække begejstring hos de fleste børn. Især fordi alle dyrerne simpelthen ser ud til at være så hyggelige. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod, at de var mine venner.

Alt i alt var det en fantastisk læseoplevelse, og jeg er sikker på, at bogen vil fungerer rigtig godt som godnatlæsning – både hos børn der går i søvne, og hos børn som kun har hørt om andre, der gør det.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


“Historien om A.J. Fikreys liv” af Gabrielle Zevin

Historien om A.J. Fikreys livTitel: “Historien om A.J. Fikreys liv”
Forfatter(e): Gabrielle Zevin
Serie: –
Sideantal: 281
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 24.3.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.


“Intet menneske er en ø; enhver bog er en verden.

Citatet står skrevet over indgangen til Island Books, som ejes af A.J. Fikrey. Engang var det et litterært åndehul fuld af engagement og sjæl, men efter sin kones død føler A.J. ikke længere samme glæde ved bøgerne. Som årene er gået, har han langsomt givet op og meldt sig ud af det lille øsamfund. Da han en dag finder en højst usædvanlig overraskelse i sin forretning, bliver alt dog vendt på hovedet. A.J. Fikrey får en enestående mulighed for at ændre sit liv og se verden med nye øjne.

Historien om A.J. Fikrys liv er for bogelskere, og der er noget for enhver: kærlighed, drama, romantik, humor og uforglemmelige karakterer. Fortællingen er en rendyrket kærlighedserklæring til litteraturen og minder os om, hvorfor vi læser, og hvorfor vi elsker.

Jeg havde læst rigtig mange gode anmeldelser af denne bog, og samtidig havde bagsideteksten gjort mig fuldstændig forelsket fra første gang, jeg læste den – jeg havde derfor ret vilde forventninger til den. Dette var måske ikke helt fair, at gå ind til bogen med; men faktisk endte mine forventninger ikke rigtig med at betyde noget for min læseoplevelse. Bogen var nemlig meget anderledes, end jeg havde forventet.

Af en eller anden grund, havde jeg forestillet mig historien være meget anderledes fra, hvad den egentlig viste sig at være; og det tror faktisk var en rigtig god ting. Jeg er i hvert fald overbevist om, det fik mig til at holde mere af den, da jeg på ingen måder havde nogen idé om, hvordan historien ville udvikle sig, og jeg dermed bare lod mig føre med.

“De havde aldrig talt om andet end bøger, men hvad her i livet er mere personligt end bøger?”

Bogen foregår over en ret lang årrække, og springer i tiden nogle steder, og dette kunne jeg ret godt lide. Det fungerede rigtig godt for bogen, og gav et fantastisk flow til historien. Desuden elskede jeg, at man dermed var en større del af A.J.’s liv, og så rigtig mange skønne episoder fra dette.

Der er desuden så stor fokus på både bøger og læsning i bogen, hvilket jeg elskede! Især fordi dette aspekt af bogen var sådan en stor del af det hele, og bogen på ingen måder ville havde været det samme uden dette. Desuden synes jeg virkelig, bogen er en fryd for alle bogelskere – jeg elskede i hvert fald alt, der havde bare en smule at gøre med bogkærlighed i bogen.

”Man får alt, hvad man har brug for at vide om et andet menneske, af svaret på spørgsmålet: Hvad er din yndlingsbog?”

Selvom jeg virkelig nød bogens fortælling, så var det helt sikkert bogens personer, jeg var mest vild med. De var bare fuldstændig perfekte for bogen, og jeg elskede hvordan, de alle var så virkelige. Jeg kunne let se dem for mig, og jeg forstod alle deres handlinger. Desuden elskede jeg, at selvom det er A.J., der er hovedpersonen, så får flere af bogens bipersoner også lidt taletid – det fungerede nemlig også rigtig godt, og var med til at gøre således, at jeg også følte, jeg kom til at kende dem. Derudover gennemgik A.J. en ret stor udvikling i løbet af bogen, og den nød jeg meget at følge med i.

”Nogle gange finder bøger os først, når tiden er inde.”

Bogens sprog var desuden virkelig godt. Zevin skriver det hele på en meget let måde, men alligevel er der ingen tvivl om, hvert ord er nøje afvejet, før det er blevet tilføjet til teksten. Det er nemlig også ret eftertænksomt, men samtidig også rigtig fint – og så indeholder bogen virkelig bare nogle helt fantastiske betragtninger, som jeg følte talte direkte til mig (og alle andre bognørder).

Bogen var en fantastisk oplevelse, og samtidig også en rigtig god kombination af både sød og sjov – og helt utrolig hjertevarm. Den blæste mig dog ikke som sådan bagover, men jeg nød alligevel hvert minut i dens selskab. Desuden er det på ingen måder sidste gang, jeg har læst den; jeg vil så gerne opleve A.J.’s liv igen en dag.

Bedømmelses hjerter - 4,5 ud af 5


“Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?” af Maise Njor

Du ser træt ud, skal jeg holde dine brysterTitel: “Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?”
Forfatter(e): Maise Njor
Serie: 
Sideantal: 143
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2.3.2009
Læst på: Dansk

Denne bog er en samling af de bedste Eurowoman-klummer, som Maise Njor skrev i perioden 1999 til 2006, da hun var bladets chefredaktør. Klummerne spænder vidt: fra barndomsminder fra Espergærde over funderinger over chefers dansetalent til regelrette visoner for en ny feminisme. Maise Njor har den særlige nådegave, der gør hendes klummer både hylende morsomme, dybt rørende og provokerende tankevækkende. Maise Njor portrætterer også sig selv og sit behov for at snakke nonstop. Det var netop dét umættelige behov, der en skønne dag fik hendes kæreste til at variere den gode gamle joke, der er bogens titel, og sige: “Du ser træt ud, skal jeg holde din kæft?”

Jeg havde ret store forventninger til denne bog, da jeg havde hørt rigtig meget godt om den, og har været ret vild med det, jeg tidligere har læst af Njor. Jeg havde dog specielt store forventninger om, at den ville få mig til at grine. Og det gjorde den bestemt. Jeg grinte helt vildt igennem min læsning, og synes virkelig bogen var helt igennem sjov.

Jeg synes, der var en rigtig god rød tråd i bogen. Klummerne hang ret godt sammen, og de kom i en helt perfekt rækkefølge. Derudover var jeg ret forbløffet over, at det ikke var tydeligere, at klummerne var skrevet til Eurowoman – ment på den måde, at der var utrolig få referencer til andre artikler, og det kunne jeg virkelig godt lide. På flere måder virkede det nærmest som om, klummerne var skrevet til bogen.

Derudover kunne jeg heller ikke rigtig mærke, at klummerne var skrevet over en forholdsvis lang årrække. Jo, nogle gange kunne jeg da godt fornemme, at der var sket noget nyt i Njors liv, og at hun havde udviklet sig. Men det var ikke noget, der på nogen måde forstyrrede læsningen. Selvom klummerne er skrevet fra 1999-2006, kunne de desuden lige så godt have været skrevet i dag. Mange af dem var i hvert fald stadig meget aktuelle.

Det er vidst efterhånden ved at være et år siden, jeg læste bogen. Og selvom jeg efterhånden har glemt en del af de ting, klummerne handlede om (resten af anmeldelsen er skrevet lige efter, jeg læste bogen), så tænker jeg ret ofte på bogen. Der er nemlig alligevel et eller andet, der sidder fast – og jeg husker tilbage på den med stor glæde.

Jeg kan virkelig anbefale bogen, og især hvis man bare gerne vil læse noget let og sjovt.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Kære Nicolai” af Sine Simonsen

Kære NicolaiTitel: “Kære Nicolai”
Forfatter(e): Sine Simonsen
Serie: –
Sideantal: 55
Forlag: Mellemgaard
Udgivet: 2.3.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kære læser 

Jeg håber, du vil tage imod min historie med et åbent sind. Den er ikke lang, men den går dybt. Det er fortællingen om Annas forhold til Nicolai. Hun elsker virkelig sin kæreste, men da han vil eje hende og bestemme over hende, bliver kærligheden pludselig svær. Og da han ovenikøbet begynder at slå hende, bliver det et mareridt. 

Jeg har mødt mange piger som Anna, og en dag stod jeg selv i samme situation som hende. Derfor tror jeg, det er vigtigt at fortælle disse historier, hvor svære de end kan være at få ud i ord. For hvad er det for en kærlighed, der slår, manipulerer og ydmyger? Er det overhovedet kærlighed, og hvordan gør man sig fri?  

Jeg fortæller historien om Anna og Nicolai, fordi det er så vigtigt at få brudt disse destruktive mønstre. Bogen er derfor til alle jer, der elsker som Anna, som Nicolai – og til alle jer, der bare så på.  

Kærlig hilsen

Sine

Jeg glædede mig til at læse denne bog, men samtidig var jeg også en smule bekymret for, hvad jeg ville ende med at synes om den. Bogen lød nemlig ret interessant og meget ærlig, men samtidig er den meget kort, og jeg var derfor bange for, at jeg ikke ville kunne nå at komme ordentlig ind i den.

Det havde jeg dog på ingen måder haft grund til at være. For selvom bogen var ret kort, så følte jeg, at jeg fik et ret godt indblik i historien, og jeg følte, at Anna fik fortalt Nicolai alt, hvad hun havde behov for. Desuden synes jeg, det bliver gjort på en sådan måde, at det ikke føles forhastet, men samtidig virkede det heller ikke som om, der var udeladt noget, der kunne havde vigtigt for os, for at kunne forstå visse ting.

Anna var en rigtig god fortæller. Hun var let at relatere til, og virkede netop meget ærlig. Desuden blev alle handlinger og tanker beskrevet på en sådan måde, at man let kunne forstå de ting Anna gør, og de tanker hun har – også selvom jeg nok ikke selv ville havde handlet således.

Bogen er skrevet som et brev fra Anna til Nicolai, og jeg elskede seriøst dette format. Det fungerede fantastisk til historien, og samtidig var det med til at få hele til at føles endnu mere virkeligt. Flere gange følte jeg f.eks., at jeg selv havde stået på sidelinjen og observeret tingene. Det eneste jeg var lidt træt af, og som trak læseoplevelsen en smule ned for mig var, at der bliver brugt udsnit af Annas dagbog i brevet, og jeg følte ikke helt, at disse stykker fungerede så godt for historien. Det trak mig i hvert fald en smule ud af selve historien, og fik mig til at huske, at det ikke var et virkeligt brev, jeg var i gang med at læse.

Når det er sagt, så blev jeg dog meget i tvivl om, om tingene og episoderne i bogen egentlig er fuldstændig fiktive, eller om det er noget, som Sine rent faktisk har oplevet. Som sagt virkede det nemlig meget virkeligt, og jeg kan desværre uden tvivl se det hele være sket i virkeligheden.

Jeg synes virkelig, det er en vigtig bog og et vigtigt emne i det hele taget – og jeg vil virkelig gerne anbefale den til alle. Både til dem der har eller har haft vold tæt inde på livet, men også til dem (som mig selv) der aldrig har haft det. Med sine 55 sider er bogen også hurtig læst, men den er absolut ikke hurtig glemt.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

“Skovens hemmelighed” af Jon Rex Laugen

Skovens hemmelighedTitel: “Skovens hemmelighed”
Forfatter(e): Jon Rex Laugen
Serie: Sebastian og vennerne #1
Sideantal: 269
Forlag: Tellerup
Udgivet: 5.3.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Sebastian gider egentlig ikke at holde ferie ude på landet, men da hans mor skal ud at rejse, bliver han sendt på fem ugers ophold hos sin faster i Jylland.

Heldigvis møder han her den jævnaldrende Nadia, som lærer ham at der findes en spændende og anderledes verden uden for storbyen.

Snart finder de ud af at der foregår mystiske ting i landsbyen og på markerne omkring den. Mærkelige personer vandrer i skoven. Flokke af ulve trænger ind i landet. Og snart hærges egnen af uhyggelige angreb.

Nadia og Sebastian forsøger at afsløre den ukendte trussel der spreder skræk og rædsel, og pludselig kastes de ud i et nervepirrende eventyr.

Jeg havde ingen forventninger til denne bog, da jeg intet havde hørt om den – bagsideteksten fangede mig dog ret hurtigt, og gav mig en del lyst til at prøve den af. Og det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg endte nemlig med at være ret begejstret. Dog er jeg glad for, jeg gik indtil den uden forventninger, da jeg er sikker på, det var med til at gøre min oplevelse af den endnu bedre.

Historien var ret fed! Og på mange måder mindede den mig lidt om noget, som Dennis Jürgensen kunne havde skrevet. Jeg lagde i hvert fald mærke til flere aspekter af historien, som kunne passe fint ind i et af hans universer, hvilket jeg synes var rigtig fedt. Jeg havde i hvert fald på ingen måder regnet med, jeg ville havde det sådan – og efter mit hoved er den sammenligning virkelig stor ros. Historien var dog en smule forudsigelig, men samtidig formåede den også at komme med hele to plot twist, som jeg på ingen måder havde forudset. Desuden var historien stadig virkelig spændende, og jeg havde hele tiden lyst til at læse videre i bogen.

Bogens personer var helt perfekte, og passede så godt ind i historien. Sebastian var en rigtig fed hovedperson, og jeg nød meget at følge med i, hvordan det var at komme på ferie på landet for ham. Derudover virkede han også bare som om, hans opførsel passede meget godt til hans alder (selvom jeg aldrig fandt ud af, hvad den præcis var). Nadia var virkelig også skøn, og jeg ville sådan havde ønsket, at hun havde fået et par kapitler i bogen – jeg ville i hvert fald gerne havde lært hende endnu bedre at kende.

Bogens sprog var ret let, men virkede samtidig ret passende for den målgruppe, som jeg regner med, bogen er skrevet til. Desuden var sproget ret sjovt – især sagde Sabastian nogle gange nogle ret sjove ting. I det hele taget passede sproget ret godt til historien, og det gav et rigtig godt flow til læsningen.

Alt i alt var det en rigtig fed læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede til at læse mere fra Laugens hånd i fremtiden. Hvis det er lige så godt som denne, så er jeg i hvert fald uden tvivl hooked på hans forfatterskab.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5