“Bedstefar farveller” af Hans Hansen

9. februar 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Bedstefar farveller”
Forfatter(e): Hans Hansen
Serie: –
Sideantal: 33
Forlag: Turbine
Udgivet: 23.9.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jonas elsker at blive passet af Bedstefar, når mor går til gymnastik. Og Bedstefar elsker at få besøg af Jonas, som er et rigtigt snakkehoved.

Fra Bedstefars altan kan de se det store hospital, hvor en helikopter kan lande på taget. Og de kan se kirkegården, hvor Bedstemor Alma ligger begravet. Bedstefar har bestilt plads ved siden af hendes lille grav. Det snakker Jonas og Bedstefar meget om, da de tager bussen ud til kirkegården. Her er der er et træ, som vokser næsten helt op i himlen.

Jeg var meget begejstret for denne bog, og elskede virkelig det underliggende budskab i den. Jeg er overbevist om, at læsning af denne bog vil være en rigtig god måde at få snakket om døden på. Der er i hvert fald flere steder, hvor jeg synes, bogen lægger op til, at man gør netop dette.

Bogen er dog også ret hyggelig, og handler om meget mere end døden. Jeg kunne i hvert fald godt se et barnebarn sidde og få den læst højt af sin bedstefar, mens de måske snakker om nogle af de oplevelser, de selv har haft sammen.

Der er en god mængde tekststykker i bogen, som samtidig har lidt længde, hvilket gør at man kommer forholdsvis dybt ned i bogens emner. Bogen ville som sagt fungere rigtig godt som højtlæsning – dog synes jeg, der var nogle sætninger engang imellem, som virkede lidt kringlede, når man læste dem højt. Bogens sprog er ellers rigtig godt, og jeg elsker den underspillede børnehumor, der ligger i det.

Jeg var også ret begejstret for bogens illustrationer, som jeg synes passede rigtig godt til historien. Farverne er nedtonet, hvilket fungerer rigtig godt. Desuden er illustrationerne lavet således, at de giver bogen et lidt gammelt udtryk, men uden at få den til at virke alt for gammel.

“Lygtemandens datter” af Jette Kjær Petersen

3. februar 201522. november 2016 | Simone Hagemann

Titel: “Lygtemandens datter”
Forfatter(e): Jette Kjær Petersen
Serie: Lygtemandens datter #1
Sideantal: 336
Forlag: Egolibris
Udgivet: 4.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Calluna er 16 år og bor hos sin mormor i en lille by i udkanten af Rold skov. Hendes mor døde under mystiske omstændigheder, da Calluna var spæd, men siden da har hun levet et helt almindeligt liv. Ind til nu. Pludseligt begynder der nemlig at ske mærkelige ting omkring hende. For hvordan kan man drømme noget, som sker i virkeligheden? Hvad er det for evner, der er ved at vågne i en pige, som allerhelst bare vil være en almindelig teenager?

Spørgsmålene hober sig op i Callunas sind. Hvem var hendes mor? Hvad med hendes far, som forsvandt, før hun blev født? Og vigtigst af alt: Hvem – eller hvad – er Calluna?

Lygtemandens datter er en spændende ungdomsroman om overnaturlige væsener, kærlighed og kampen for at finde sin plads i en verden, der ikke er helt så enkel, som man altid har troet.

Jeg havde ikke de store forventninger til denne bog, men ud fra beskrivelsen virkede den ret interessant, så jeg havde alligevel glædet mig til at læse den. Desværre var bogen bare slet ikke mig, og faktisk var jeg ret irriteret på bogen, for jeg følte den havde et godt potentiale til at være ret spændende, men efter min mening opfyldte den bare ikke dette.

Bogens historie var meget forudsigelig. Der var i hvert fald kun ét sted i bogen, hvor jeg blev en lille smule overrasket, og det var egentlig noget, jeg havde set komme, jeg havde bare ikke forventet, at det var det, som det var. Desuden følte jeg ret meget, at bogens hovedperson også ville kunne havde regnet det meste ud, hvis hun bare havde tænkt sig en lille smule bedre om. Selve idéen med historien var dog god nok, og på trods af forudsigeligheden, så var der alligevel noget der trak i mig, og gjorde at jeg måtte vide, om jeg havde ret.

Desuden virkede det som om, at de fleste ting kom alt for let til hovedpersonen. Jeg følte i hvert fald ikke rigtig, at hun som sådan måtte kæmpe for noget. Det virkede som om, at tingene kom meget belejligt til hende, når hun havde brug for det. Hvilket jeg fandt lidt for heldigt.

Bogens hovedperson var uden tvivl det, som irriterede mig mest. Jeg kunne virkelig ikke lide hende! For det første følte jeg nogle gange, at hun i hendes handlinger og tanker virkede noget yngre end 16, og for det andet tog hun bare i det hele taget nogle dumme beslutninger. I det hele taget virkede hun bare slet ikke som om, at hun tænkte over de ting, hun gjorde. Men bagefter kunne hun godt se, at det var dumt – men hun lærte aldrig af det. Desuden føltes hun aldrig rigtig ægte for mig, idet jeg heller ikke synes, hun rigtig reagerede ægte på de ting, der skete. Jeg ville i hvert fald selv havde været noget mere overrasket og skræmt over flere af de ting, der skete.

Bogens skrivestil var jeg heller ikke verdens største fan af. Altså den var udmærket, og den gjorde bogen fint letlæselig, men den irriterede mig bare flere gange. Jeg kan dog ikke rigtig sige, hvad det var ved det, der irriterede mig, men det var i det mindste mest i første tredjedel af bogen, at det gjorde det.

Alt i alt var det desværre bare slet ikke en bog for mig. Men når hovedpersonen irriterede mig så meget, som hun gjorde, så er det altså virkelig også svært at holde af en bog. Heller ikke selvom historien egentlig for det meste var okay, selvom den var meget forudsigelig.

“Som stjerner på himlen” af Jennifer Niven

1. februar 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Som stjerner på himlen”
Forfatter(e): Jennifer Niven
Serie: –
Sideantal: 400
Forlag: Alvilda
Udgivet: 1.2.2015
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Finch er fascineret af døden. Men han leder også efter ting, der er værd at holde sig i live for. Violet lever i fremtiden. Hun tæller dagene, til hun er færdig med skolen, så hun kan undslippe den lille barndomsby og sorgen efter sin søsters død.

Violet og Finch mødes tilfældigt i toppen af skolens klokketårn – med udsigt til seks etagers frit fald. Og da de begge er kommet helskindet ned, er det svært at sige, hvem der egentlig har reddet hvem.

Det umage par begiver sig af sted på et rodet road trip. De lader vejene diktere deres oplevelser og opsøger: det storslåede, det ligegyldige, det smukke, det overraskende. Snart føler Finch sig kun som sig selv, når han er tæt på Violet – modig, morsom, udadvendt. Ikke den freak, han ellers er kendt som. Og sammen med Finch holder Violet langsomt op med at tælle dagene – og begynder i stedet at leve dem.

Men i takt med at Violets verdens vokser, bliver Finchs mindre og mindre.

Jeg havde kæmpe forventninger til denne bog. Den bliver sammenlignet med både The Fault in Our Stars og Eleanor & Park, som er to bøger, jeg virkelig elsker. Derudover lød bogen ud fra dens beskrivelse virkelig bare som en bog, jeg uden tvivl ville elske. Hvilket jeg også i store træk gjorde – bare ikke helt nok, ift. hvor meget jeg havde håbet.

Bogen er virkelig god, og jeg elskede hvert øjeblik med den. Den blæste mig dog desværre bare aldrig rigtig bagover, og jeg følte lidt, at jeg hele tiden havde en ret god idé om, hvad der ville ske. Der var i hvert fald ikke rigtig noget af historien (heller ikke slutningen), som overraskede mig synderligt meget, men det gjorde egentlig ikke så meget. Historien var nemlig alligevel virkelig godt udført, og jeg var ret begejstret for historielinjen.

Bogen behandler meget tunge emner, men den gør det virkelig på en fantastisk måde. Man mærker tydeligt, hvordan personerne har det, men samtidig er bogen holdt i en ret humoristisk tone, hvilket efter min mening fungerede perfekt. Det gjorde i hvert fald sådan, at jeg kunne nye historien, uden at den gjorde mig alt for deprimeret. Hvilket jeg tror, den ville have gjort uden humoren.

Bogens personer er virkelig fantastiske. De er beskrevet så godt, og jeg føler virkelig, man kommer helt ind, og mærker de inderste og dybeste steder af dem. Deres tanker virker ægte, og deres handlinger ligeså. Jeg var ikke altid helt enig med deres handlinger, men jeg kunne godt forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde. Hvilket, jeg synes, er det vigtigste.

Bogens sprog var så fint. Der er rigtig mange litterære referencer og citater i bogen, hvilket jeg elskede, da det passer perfekt ind i bogens stil. Derudover er sproget også ret filosofisk til tider, men det er gjort på en sådan måde, at det stadig virker meget simpelt. Desuden indeholder bogen i det hele taget virkelig nogle fantastiske sætninger – jeg har i hvert fald markeret adskillige i løbet af min læsning.

Alt i alt er det en meget anbefalelsesværdig bog, især hvis man er fan af både The Fault in Our Stars og Eleanor & Park, men også hvis man bare gerne vil opleve (endnu) en fantastisk ægte historie. Det er i hvert fald uden tvivl ikke sidste gang, jeg har læst den.

“Let it snow” af John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle

30. januar 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Let it snow”
Forfatter(e): John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle
Serie: –
Sideantal: 364
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 20.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

En snestorm forvandler juleaften en lille by til en romantisk kulisse af den slags, man ellers kun ser på film. Eller – i hvert fald på en måde. For en kold og våd gåtur fra et strandet tog midt ude i ingenting ender normalt ikke i et svimlende kys fra en charmerende fremmed. Og ingen forestiller sig, at en travetur i sne til albuerne hen til den lokale kaffebar kunne føre til, at gnisterne pludselig flyver mellem gamle venner. Eller at vejen tilbage til ægte kærlighed går lige lukt igennem en alt for tidlig morgenvagt på Starbucks.

Vinterglæden stråler fra disse tre hylemorsomme og hjertevarme fortællinger om kærlighed, romantik og venskab.

Jeg havde så store forventninger om, at jeg virkelig ville synes om denne bog. Beskrivelsen af den lyder nemlig rigtig fin, og jeg har samtidig læst en del gode anmeldelser af den. Desværre skuffede den mig virkelig meget.

Den første historie fangede mig nogenlunde, men de to andre kunne slet ikke fange mig, og jeg var stort set fuldstændig ligeglad med, hvad der ville komme til at ske. Den første historie var egentlig god nok, og jeg kunne ret godt lide udviklingen i den. Anden historie virkede dog meget ligegyldig og kedelig for mig, og tredje historie var som sådan okay, men heller ikke en der sagde mig det vilde. Desuden følte jeg, at alle tre historier var lidt for korte, og at det hele nærmest blev hastet igennem.

Personerne i historierne var egentlig fine nok. Dog var jeg ikke helt så vild med hovedpersonen i den sidste historie, da hun virkede alt for selvoptaget. Jeg følte dog ikke rigtig, at jeg kom tæt på nogen af personerne, hvilket trækker en del ned for mig, da jeg dermed det meste af tiden heller ikke rigtig følte med dem. Faktisk var jeg lidt ligeglad med, hvad der ville komme til at ske med dem, selvom jeg egentlig var ret glad for, at de alle fik den slutning, som de gjorde.

Historierne og personerne fra de tre historier/noveller flettede sig sammen i løbet af bogen, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Det fungerede nemlig rigtig godt, og jeg nød at man stadig så lidt til personerne, selvom deres historie egentlig var slut. I det hele taget følte jeg faktisk ikke rigtig, at bogen havde tre forfattere. Idet historierne flød så godt sammen, og sproget ikke ændrede sig så meget (jeg følte i hvert fald, det var skrevet meget ens), virkede det nemlig mest af alt som om, at man bare skiftede synsvinkel. Hvilket efter min mening gav bogen et godt flow.

Alt i alt var det en læseoplevelse, jeg godt kunne have været foruden. Også selvom der var dele af den, jeg fandt rimelig gode. Det er i hvert fald nok ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Men jeg vil alligevel gerne anbefale den til folk, som har brug for lidt lette og overfladiske kærlighedshistorier på en kold vinterdag. Jeg tror nemlig, den kan være meget god, hvis man går ind til uden nogen forventninger overhovedet.

“Skyggernes bog” af Haidi Wigger Klaris

28. januar 201527. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Skyggernes bog”
Forfatter(e): H.W. Klaris
Serie: Dæmonherskerens arving #1
Sideantal: 288
Forlag: Tellerup
Udgivet: 7.3.2015
Læst på: Dansk

17-årige Ally flytter ind på kostskolen Larchwood.
I nærheden af skolen ligger en gammel, faldefærdig kirke,
hvor hun ved et tilfælde opdager en hemmelig indgang i væggen, som fører ned til et rum under kirken.
Ifølge overleveringerne blev det brugt til
praktisering af sort magi tilbage i 1800-tallet.

Larchwoods afdøde frue, Catherine Larchin, opsøger Ally
og insisterer på at hun skal finde en gammel heksebog,
som efter sigende giver uanet magt.

Men en hemmelig kreds på skolen leder også efter bogen,
og Ally har svært ved at gennemskue hvem der har gode
intentioner … og hvem der har onde.

Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til denne bog, da jeg endnu ikke har læst nogle anmeldelser af den, og det er forfatterens første bog. Beskrivelsen af den lød dog ret god, så da jeg så, at den allerede var udgivet som e-bog, så blev jeg nødt til at læse den med det samme.

Lad mig starte med at sige, at bogen er virkelig fantastisk! Historien er ultra spændende, og en smule creepy til tider. Desuden synes jeg, den virkede meget original – den virkede i hvert fald ikke som noget, jeg tidligere har læst. Hvilket jeg virkelig godt kan lide. Derudover synes jeg, der var nogle rigtig gode elementer i den, og jeg elskede hvordan det overnaturlige blev blandet sammen med en forholdsvis almindelig teenage-tilværelse.

Bogen fangede mig desuden virkelig, og jeg slugte den på lidt over et par timer. Jeg kunne nemlig slet ikke lægge den fra mig, da jeg først var begyndt, og blev hele tiden ved med lige at måtte læse et kapitel mere. Jeg måtte nemlig virkelig bare vide, hvad der ville ske i det næste kapitel. Den var dog ret forudsigelig flere steder, hvilket trækker en smule ned for mig, men det var ikke så meget, at jeg ikke stadig blev overrasket nogle steder.

Bogens hovedperson var rigtig god. Hun reagerede måske ikke altid helt, som jeg nok selv ville havde gjort i situationen, men alligevel virkede hendes reaktioner meget ægte, og jeg elskede, at hun ikke bare ‘fulgte med strømmen’, men at hun faktisk først overvejede, om tingene var noget, hun rent faktisk ville gøre. Desuden var hendes tanker og væremåde meget passende for hendes alder, og jeg kunne flere gange se mig selv i hende.

Bogens sprog var dejlig let, hvilket helt sikkert også var med til at gøre således, at siderne fløj forbi. Desuden virkede det meget simpelt, men uden at blive kedeligt – og der var samtidig også nogle steder, hvor sproget var virkelig godt. I det hele taget passede sproget virkelig perfekt til bogen.

Alt i alt var det virkelig en fantastisk læseoplevelse, og jeg har allerede meget svært ved at vente på den næste bog i serien. Bogen sluttede nemlig et virkelig spændende sted, og jeg glæder mig så meget til at finde ud af, hvad der nu vil ske.