“Den fredløse” af Carina Evytt

Den fredløseTitel: “Den fredløse”
Forfatter(e): C. Evytt
Serie: –
Sideantal: 640
Forlag: Tellerup
Udgivet: 9.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Når historien er eviggyldig, bliver sted og tid ligegyldig.

Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.

Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd imellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.

Samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand fra fremmedhadet.

Snart må de begge indse at selv en drøm har sin pris, og deres forhold får så vidtrækkende konsekvenser at det trækker spor, ikke kun i Anna og Rhams liv, men i hele landsdelen det følgende årti.

Jeg havde hørt virkelig meget godt om denne bog, før jeg begyndte på den, men startede alligevel med at være lidt skeptisk. Det er nemlig ikke en genre, jeg normalt læser så specielt meget af, men alligevel var der et eller andet ved bagsideteksten, som gjorde at jeg ikke kunne lade være med at læse den. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Bagsideteksten giver dog ikke så meget af historien væk, hvilket jeg er virkelig glad for. Jeg nød nemlig virkelig meget, at jeg på forhånd ikke rigtig kendte så meget til historien, og jeg dermed heller ikke havde nogle forventninger til, hvad der ville ske, men bare kunne lade mig opsluge fuldstændig, og på den måde opleve, hvad der kom til at ske.

Bogens historie er fantastisk. Der er så mange lag i den, og selvom jeg lige har læst bogen, ville jeg ikke kunne genfortælle dens handling. Der sker nemlig virkelig mange ting, og bogens handling foregår over en længere tidsperiode. Desuden ligger der så mange betydninger i selve bogens handling, som man kun forstår, hvis man læser bogen. Og det bør man virkelig gøre. Jeg var i hvert fald virkelig vild med handlingen, og synes den var så godt udtænkt.

Bogens to hovedpersoner er virkelig også fantastiske, og jeg elskede den måde, de var skrevet på. Desuden elskede jeg virkelig at læse om forholdet mellem dem, som simpelthen var så ærligt, og på mange måder også meget let at relatere til. Derudover var jeg meget begejstret for den måde, personerne handler på, og at de ikke er bange for at stå ved deres holdninger, selvom det i værste fald kan koste dem livet.

Bogen bliver fortalt fra adskillige synsvinkler, hvilket jeg også fandt rigtig godt. Det virkede nemlig rigtig godt, og jeg elskede, at jeg på den måde lærte lidt mere om handlingerne i bogen, og om de personer hvis synsvikel man fulgte historien fra. Der var dog nogle steder, hvor jeg ville ønske, at der havde været en lidt større opdeling i skiftet af synsvinkler. Da de godt kunne slutte lidt brat nogle gange, og dermed komme til at forvirre mig en smule.

Jeg blev spurgt om bogens sprog, da jeg var igang med at læse den, og jeg var helt i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Jeg havde nemlig ikke rigtig lagt mærke til bogens sprog, hvilket jeg egentlig fandt meget passende. For mig var historien og personerne nemlig nok. Det er dog lidt gammeldags til tider, men det passer rigtig godt sammen med, hvilken tid bogen foregår i.

Alt i alt var det en fantastisk god læseoplevelse. Desuden er bogen virkelig anbefalelsesværdig, og jeg blev meget positivt overrasket af den. Det er desuden helt sikkert en bog, jeg godt kunne finde på at genlæse en dag – også selvom bogen er forholdsvis lang. Den føles nemlig slet ikke sådan, når man læser den.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


“Will Grayson, Will Grayson” af John Green og David Levithan

Will Grayson, Will GraysonTitel: “Will Grayson, Will Grayson”
Forfatter(e): John Green og David Levithan
Serie: –
Sideantal: 390
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 20.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

På en råkold aften i et aldeles usandsynligt hjørne af Chicago krydses to teenagedrenges veje. De hedder begge Will Grayson. Deres verdner brager ind i hinanden og sammenflettes, og pludselig er intet længere som før. Samtidig opsætter Tiny Cooper, den enorme, enormt homoseksuelle high school quarterback en helt igennem fabelagtig musical, som kommer til at sende de to Will Grayson’er ind i nye forståelser af kærligheden, teenageårene, hinanden og sig selv.

Jeg havde ikke de store idéer om, hvad denne bog handlede om, hvilket jeg er virkelig glad for. Det var nemlig helt fantastisk bare at lade mig opsluge af historien, og på den måde finde ud af, hvad bogen handlede om.

Historien var virkelig fantastisk! Jeg elskede virkelig alt ved den, også de mindre sidehistorier. Desuden elskede jeg virkelig, hvordan de to historier (hver Will Grayson historie) flettede sig sammen. Det fungerede så godt! Desuden synes jeg, det virkede som en meget plausibel måde, at historierne flettede sig sammen på.

Bogens personer var dog helt sikkert det, som fik mig til at elske bogen så meget, som jeg gjorde. De trak virkelig læseoplevelsen, og hvis de ikke havde været så fantastisk skrevet, som de var, så er jeg overbevist om, min læseoplevelse ikke ville have været helt så god. Personerne var virkelig lette at holde af, og samtidig virkede de meget virkelige for mig, hvilket gjorde dem endnu bedre.

Bogens sprog var rigtig godt, selvom jeg i starten var lidt træt af, at Levithan overhovedet ikke benytter sig af versaler i hans kapitler. Det giver dog god mening, og efter bare et kapitel irriterede det mig ikke længere. Udover dette kunne man også godt mærke forskel på forfatternes sprog, men det virkede alligevel meget flydende. Hvilket jeg var rigtig glad for.

Alt i alt var det en helt fantastisk bog, som jeg med det samme havde lyst til at genlæse, fordi jeg simpelthen bare gerne ville opleve historien igen lige med det samme.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

“Game” af Barry Lyga

GameTitel: “Game”
Forfatter(e): Barry Lyga
Serie: Jasper Dent #2
Sideantal: 456
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 7.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.


Tre deltagere, to hold.

Fire deltagere, tre hold.

Fem deltagere, tre hold.

Fem deltagere, fire hold.

Det er flere måneder siden, at Jazz hjalp politiet i Lobo’s Nod med at fange den seriemorder, som blev kaldt Kopisten. Jazz’ far Billy Dent, stak af fra fængslet, og Jazz kom til at hjælpe ham uden at vide det. Han føler sig stadig tynget af skyldfølelse, da en politimand fra New York pludselig banker på hans dør. Han har brug for hjælp med at opklare den række nye mord. Morderen Hat-Dog har skabt panik i storbyen, og politiet aner ikke deres levende råd. Jazz har allerede løst en større mordsag, men omkostningerne har været høje. Uskyldige mennesker har mistet livet. Vil sagen om Hat-Dog bare betyde, at han bliver fanget i endnu en morderes dræbende spil?

Desuden venter Billy et eller andet sted derude, lurer og venter…

Jeg var ikke helt så begejstret for den første bog i serien, og havde derfor heller ikke alt for høje forventninger til denne. Jeg glædede mig dog til at se, hvordan historien ville udvikle sig, og samtidig kunne jeg med første bogs slutning på ingen måder lade være med også at læse denne.

Denne bog var dog slet ikke som den første, og jeg kunne uden tvivl godt have haft rigtig høje forventninger til den, da de helt sikkert ville være blevet opfyldt. Bogen var helt ekstremt spændende fra side et, og jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først kom igang med at læse den. Jeg blev nemlig hele tiden nødt til lige at vide, hvad der nu skete. Desuden følte jeg på intet tidspunkt, at det var en ungdomsbog, som jeg sad og læste, hvilket gjorde mig endnu mere begejstret for bogen. Det var nemlig noget af dette, som fik mig til ikke at holde helt så meget af den første bog.

Bogens historie var virkelig god, og jeg sad med en følelse af, at plottet var virkelig godt udtænkt. Der var nogle lidt forudsigelige ting, men der var også rigtig mange gange, hvor jeg blev overrasket, og hvor jeg sad med tanken om, at det havde jeg på ingen måder set komme. Desuden var det som om, at historien var med til at samle knuden fra den første, og gøre således at det bliver lettere at samle alle trådene og binde knuden i den sidste bog.

Jeg følte desuden, jeg kom lidt tættere på bogens personer i denne bog, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Alle tre hovedpersoner laver nogle lidt dumme ting, hvor jeg sad og overvejede, at de måske skulle havde tænkt sig om en ekstra gang. Men samtidig passede det også ret godt ind, da de jo er teenagere, og ikke politibetjente der har styr på alle regler, og som ved præcis hvordan man bør opføre sig i forskellige situationer.

Alt i alt var det virkelig en fornøjelse at læse denne bog, også selvom den sluttede et meget ondt sted, og efterlod mig med en kæmpe trang til at læse den næste bog med det samme!

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


“Kærlighed for fanden!” af Katie Cotugno

Kærlighed for fanden!Titel: “Kærlighed for fanden!”
Forfatter(e): Katie Cotugno
Serie: –
Sideantal: 354
Forlag: Carlsen
Udgivet: 5.2.2014
Læst på: Dansk

Før: Reena Montero har været forelsket i Sawyer Legrande, lige så længe hun kan huske – hans grønne øjne, det sandfarvede hår, det skæve, charmerende, selvsikre smil. Men selv om Reena og Sawyer ser hinanden næsten hver dag, har han aldrig lagt mærke til hende, ikke før … De forelsker sig, vildt og besværligt, for bag det selvsikre smil opdager Reena mørkere sider af Sawyer. Og en dag er han væk, uden et ord, og Reene sidder tilbage. Sønderknust. Og gravid.

Efter: Næsten tre år er gået, og Reena har fået en ny kæreste, og hun passer sin skole, sit arbejde og sin datter. Det er ikke det liv, hun havde drømt om, men det er okay. Så en dag, ud af det blå, dukker Sawyer op igen og skaber kaos i alt det, der var lige ved at falde til ro. Reena vil ikke have noget med ham at gøre, men der er tusind spørgsmål og en masse uafklarede følelser …

Jeg havde ret høje forventninger til denne bog, da jeg synes, den lød virkelig god, og som en bog jeg lige var i humør til. Desværre skuffede den mig en del, og det blev slet ikke til den fantastiske læseoplevelse, som jeg både havde håbet og forventet.

Bogen er inddelt i ‘Før’ og ‘Efter’ hvilket ville kunne fungere virkelig godt, desværre synes jeg bare ikke rigtig, det gjorde det i denne bog. Altså jeg kunne godt lide, at der var to forskellige historielinjer, men samtidig følte jeg ret meget, at jeg jo vidste det hele på forhånd. Selvfølgelig vidste jeg ikke hele på forhånd, da jeg også nåede at blive overrasket over handlingen et par gange. Det var dog ikke nok til, at jeg ikke fandt bogen lidt kedelig og alt for langtrukken til tider.

Historien var dog alligevel ret sød, og jeg nødt da også ret meget læsningen af den. Den virkede bare ikke helt så speciel, som jeg nok havde ønsket, og samtidig ville jeg virkelig havde ønsket, at den havde indeholdt en smule flere overraskelser. På den måde tror jeg nemlig, jeg ville have nydt læsningen endnu mere, og samtidig havde fundet bogen en del mindre langtrukken.

Bogens personer var som sådan gode nok. Jeg var lidt træt af dem til tider, og var ikke altid helt enig med hovedpersonens beslutninger, da jeg følte nogle af dem virkelig ikke var specielt godt gennemtænkte – og samtidig ville jeg bare godt have set noget andet ske. Men de var nu alle søde nok, og jeg kunne ret godt lide at læse om dem. Det var dog på ingen måder personer, som efter endt læsning hænger specielt godt fast i min hukommelse.

Bedømmelses hjerter - 3,5 ud af 5


“Eremitten” af Thomas Rydahl

EremittenTitel: “Eremitten”
Forfatter(e): Thomas Rydahl
Serie: –
Sideantal: 520
Forlag: Bindslev
Udgivet: 26.9.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Selv den største taber kan vinde dit hjerte.

På en strand på den kanariske ferieø Fuerteventura holder en spritny bil. I bagagerummet står en papkasse med en lille død dreng. Ingen savner ham. Der er intet spor af bilens fører, ingen fod- eller fingeraftryk og tallet på bilens kilometertæller giver ingen mening.

Det sidste, Fuerteventura har brug for, er en grim sag, der jager endnu flere turister væk fra øens halvtomme barer og forblæste strande. Det lokale politi forsøger derfor at lukke ned for historien med et kynisk svindelnummer, men den gamle eneboer Erhard, der ser mere end de fleste, hager sig fast i mysteriet med desperat ukuelighed. Han har for mange år siden kappet forbindelsen til kone og børn i Danmark og hutler sig igennem som taxachauffør og lejlighedsvis klaverstemmer for øens få velhavere.

Den døde dreng tvinger Erhard tilbage til livet, men hvad kan en gammel mand, en taber, der nægter at følge med tiden og intet kender til internet, mobiltelefoner og sociale medier, gøre for at opklare et moderne mysterium med tråde, der fører langt uden for Fuerteventura?

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til, hvad jeg ville synes om denne bog. Det er forfatterens debut, og jeg havde derfor ingen idé om, hvordan han skriver. Desuden fik jeg bogen en del tid før den udkom, og havde derfor heller ikke læst nogen anmeldelser af den, før jeg påbegyndte min læsning. Bogen lød dog ret god, og lidt ’specielle’ krimier kan jeg altid læse.

Bogen tog mig virkelig lang tid at læse (virkelig lang tid betyder at jeg læste den fra august til december), og den var desværre mest af alt en kamp at komme igennem for mig. Ikke fordi den ikke var god. Nej, jeg kunne nemlig ret godt lide både historien og bogens hovedperson. Men fordi jeg simpelthen synes, den var så tung og langtrukken at komme igennem. Og jeg skulle virkelig tage mig meget sammen, stort set hver gang jeg skulle læse i den. Den fik nemlig virkelig min læselyst til at dale.

Historien i bogen kunne jeg som sagt godt lide. Det var ikke hæsblæsende action, men det var en ret god historie om en enkelt mands kamp for sandheden. Og jeg kunne virkelig godt lide at læse om hans vej til at finde ud af, hvad der egentlig var sket. Desuden synes jeg, historien bandt sig rigtig fint sammen. Jeg sad i hvert fald efter læsning med en følelse af, at jeg havde fået opklaret alle spørgsmål.

Bogens hovedperson, Erhard, kunne jeg virkelig også godt lide. Faktisk tror jeg, han var den største grund til, at jeg egentlig godt kunne lide bogen. Han er nemlig en ret perfekt antihelt, som dog alligevel er ret let at holde af. Desuden kunne jeg virkelig godt lide hans personlighed. Han tager ikke altid de bedste beslutninger, men han har uden tvivl hjertet på det rette sted.

Sproget var nok det, der hovedsageligt fik mig til at føle, at bogen var tung at komme igennem. For mig virkede det nemlig ret beskrivende, hvilket jeg ikke er helt så stor en fan af. Desuden følte jeg ofte, at sproget lidt overskyggede historien for mig. Netop fordi jeg kom til at lægge alt for meget mærke til det pga. dets tyngde. Der var dog en ret god og underspillet humor i bogen, hvilket jeg godt kunne lide.

Jeg havde perioder i bogen, hvor jeg kun kunne læse et par sider, før jeg blev nødt til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen kedede mig for meget, men samtidig havde jeg også steder i bogen, hvor jeg ikke rigtig kunne få nok, da jeg bare måtte vide, hvad der nu ville ske.

Alt i alt var det desværre en ret blandet fornøjelse for mig, og selvom både bogens historie og hovedperson var ret god, så var det bare ikke en bog for mig. Men jeg er ret sikker på, man vil finde den ret interessant, hvis man godt kan lide lidt langsommere krimier.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5