“I hunt killers” af Barry Lyga

26. oktober 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “I hunt killers”
Forfatter(e): Barry Lyga
Serie: Jasper Dent #1
Sideantal: 325
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 12.9.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det var en smuk dag. Det var en smuk eng. Bortset fra liget.

Jazz lever som outcast i lokalsamfundet på grund af sin far, seriemorderen. Jazz er selv bange for, at han rummer en mørk side, og at farens svaghed for at myrde er gået i arv. For at “redde sin sjæl”, som han siger, brænder han for at hjælpe politiet med at opklare mordsager, fordi han kan sætte sig ind i morderens tankegang.

I Jazz’ lille fødeby finder man et lig, en død kvinde, måske en blaffer, og det kan jo ske. Men Jazz har en syg fornemmelse indeni: Hans far sidder fortsat i fængsel, men dette mord minder alt for meget om et af hans…, og så sker det en gang til.

Jeg havde virkelig høje forventninger til denne bog, og havde glædet mig længe til at læse den. Desværre endte bogen med at skuffe mit en anelse. Hvilket dog til dels nok kan skyldes disse meget høje forventninger, for det var i hvert fald ikke historien, der var noget galt med.

Historien var god, og jeg kunne ret godt lige bogens plot. Desværre var bogen slet ikke så spændende, som jeg havde forventet, og jeg synes desværre tydeligt, at jeg kunne mærke, at det var en ungdomsbog. Hvilket normalt ikke gør mig noget, men i denne bog fungerede det bare ikke rigtig for mig. Det virkede nemlig som om, man havde skruet lidt ned for spændings- og måske uhyggeniveauet, hvilket irriterede mig ret meget. Jeg er nemlig overbevist om, at bogens historie kunne være lavet meget mere spændende, end den egentlig var. Af denne grund havde bogen også lidt svært ved at fange mig ordentligt, og det var først i slutningen at jeg sad med følelsen af ikke at kunne lægge bogen fra mig.

Til gengæld så var slutningen virkelig også spændende, og jeg kunne vitterligt ikke lægge bogen fra mig, da jeg simpelthen bare blev nødt til at finde ud af, hvad der ville ske. Derudover skal bogen virkelig også have ros for at være ret uforudsigelig. Selvfølgelig var der nogle ting, som jeg gættede, men størstedelen af tiden blev jeg ret overrasket over bogens plot.

Bogens personer sagde mig ikke helt det store. Jazz irriterede mig en smule engang imellem, da han for det meste ikke rigtig virkede til at tænke på andre end sig selv, dog lige med undtagelse af hans farmor, som han passede ret godt på. Dog kunne jeg godt lide hans forskellige tanker omkring, om han egentlig var ’normal’ eller om han måske ville ende med at følge i hans fars fodspor. Howie (Jazz’ bedste ven) kunne jeg dog virkelig godt lide! Han var sådan en skøn karakter, og så tilføjede han simpelthen sådan en god humor til bogen.

Bogens sprog var dejlig enkelt og letlæseligt og passede rigtig godt til bogen. Men ud over det var der ikke noget specielt ved det, hvilket jeg egentlig godt kan lide i denne type bøger, da det lader selve historien og spændingen være det vigtige.

Alt i alt var det lidt en skuffende oplevelse, men alligevel en okay læseoplevelse som jeg ikke ville have foruden. Og jeg skal uden tvivl læse den næste bog i serien, da jeg på ingen måder kan lade være med den slutning, som denne bog havde. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der kommer til at ske!

“Når vanviddet rører på sig” af Nathan Filer

14. oktober 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Når vanviddet rører på sig”
Forfatter(e): Nathan Filer
Serie: –
Sideantal: 275
Forlag: Forlaget Punktum
Udgivet: 2.10.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Jeg vil lige fortælle dig , hvad der skete, for det er også en god måde at introducere min bror på. Han hedder Simon. Jeg tror, du ville kunne lide ham. Det gør jeg. Men om et par sider er han død. Og han blev aldrig den samme efter det.”

På en ferie med sine forældre sniger 9-årige Matthew Homes sig ud om natten sammen med sin ældre bror Simon, der har Downs-syndrom. Men det er kun Matthew der vender hjem igen.

Ti år senere er Matthew indlagt på psykiatrisk afdeling med diagnosen skizofreni, hvor han ved at skrive sine tanker ned, forsøger at forstå hvad der skete den nat, i de efterfølgende år, og med ham selv.

Sindslidelser vender mennesker indad, skriver han. Vil Matthew, ved at skrive om hvad han finder i sit indre, endelig blive forløst fra sin skyldfølelse?

Jeg havde virkelig store forventninger til denne bog, da jeg havde hørt så meget godt om den, og synes at bogen lød virkelig god. Desværre endte jeg med at blive ret skuffet over den. Det var ikke fordi, bogen som sådan var dårlig, den var bare på ingen måder så inddragende og hjerteskærende, som jeg havde forventet.

Bogens historie var interessant, og jeg kunne godt lide at læse om Matthews tanker og handlinger, og om hvordan han fra et barnligt perspektiv så på verden og de forskellige oplevelser, han var igennem. Desuden kunne jeg godt lide at læse om Matthews tanker om sorgen fra at miste Simon, og hvordan han i det hele taget oplevede Simon. Desværre blev jeg bare aldrig rigtig fanget af historien og draget til at læse videre. Heller ikke selvom jeg egentlig gerne ville vide, hvad der rent faktisk skete med Simon, og hvorfor det påvirkede Matthew på den måde, det gjorde.

Bogen er skrevet med to forskellige slags font, som jeg tror skulle repræsentere to forskellige tidsperioder. Jeg skriver ’tror’, fordi jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke kunne finde ud af, om det virkelig var det. Jeg var meget forvirret over det og tror egentlig, jeg ville have været mere vild med bogen, hvis den ikke var lavet på den måde. Jeg er i hvert fald overbevist om, at jeg ville føle mig meget mere inddraget i historien, hvis jeg ikke havde haft det forvirringsmoment. Derudover følte jeg lidt, at der var for mange gentagelser i bogen. Jeg forstod godt, hvorfor det var lavet sådan, og det gav ret god mening, men det irriterede mig mest af alt.

Selvom der er flere ting ved bogen, som jeg synes, kunne have været bedre, så er jeg dog glad for, at jeg har fået bogen læst. For det var en meget ærlig historie, og jeg tror, den vil kunne hjælpe andre, som har prøvet noget lignende. Jeg tror dog ikke, det er en bog, jeg kommer til at læse igen. Heller ikke selvom jeg allerede har glemt store dele af den, da den bare ikke rigtig kom ind under huden på mig.

“Udvalgt” af Louise Haiberg

12. oktober 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Udvalgt”
Forfatter(e): Louise Haiberg
Serie: Dæmondræberen #2
Sideantal: 416
Forlag: Tellerup
Udgivet: 20.11.2014
Læst på: Dansk

Mit navn er Benjamin.

Jeg er nephilim … et blandingsbarn.

Jeg var lykkelig indtil et blændende væsen besatte mig.
Nu har jeg kun vrede, had og et brændende ønske om at få et nogenlunde almindeligt liv.

I begyndelsen huskede jeg intet, men det gør jeg nu,
og minderne har givet mig et mål:
Dæmonen Dominic.

Hans undergang bliver min frihed.

Jeg elskede den første bog i denne serie, og selvom jeg var rimelig sikker på, at denne ville være mindst lige så god, så var jeg alligevel en lille smule bange for at blive skuffet. Det blev jeg dog på ingen måder! Bogen var virkelig god, og levede uden tvivl fuldstændig op til den første – hvis denne ikke måske endda var endnu bedre. Det tror jeg faktisk, jeg synes!

Bogens historie var virkelig spændende, og jeg havde så svært ved at slippe bogen under læsningen. Præcis som i den første bog i serien, virkede historien i denne bog også virkelig godt udtænkt. Desuden finder man virkelig ud af så mange nye ting, der giver historien endnu mere dybde. Og som bare fik mig til at føle mig endnu mere inddraget i fortællingen.

I denne bog følger man både Dominic, Tia (som vi mødte i den første bog og den nye karakter Benjamin (Ben). Synsvinklen skifter mellem disse tre, hvilket jeg var ret vild med – jeg synes nemlig altid, det er så fedt at følge flere forskellige personer i en bog, og dermed lærer disse personer bedre at kende. I denne bog synes jeg f.eks., det var rigtig fedt, at kunne komme ind i hovedet på Ben. Han har nemlig en rigtig stor betydning for historien, men er samtidig også en ret kompleks karakter, som kan være lidt svær at forstå, og her hjalp det virkelig, at man kendte hans tanker, og dermed havde en god forståelse af hans handlinger.

Bogen bliver desuden også stadig fortalt over to tidslinjer. I ’fortids’-tidslinjen er det dog kun Dominic vi følger, hvilket virkelig også var rart. Både fordi det dermed var let at holde styr på, men også fordi denne tidslinje simpelthen var så spændende at læse om, da man kommer endnu tættere på Dominic og lærer ham meget bedre at kende.

Bogens sprog var virkelig fantastisk! Det er så letlæseligt og flydende, og samtidig indeholder det en stor portion humor. Jeg grinte i hvert fald højlydt flere gange under læsningen – specielt ved nogle af Dominics fantastiske kommentarer og tanker.

Alt i alt var det en fantastisk læseoplevelse, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at læse den næste og sidste bog i trilogien!

“Endgame: Kaldet” af James Frey og Nils Johnson-Shelton

7. oktober 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Endgame: Kaldet”
Forfatter(e): James Frey og Nils Johnson-Shelton
Serie: Endgame #1
Sideantal: 460
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 7.10.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dette er ENDGAME. Kun én kan vinde. Det, der vil ske, vil ske.

Siden tidernes morgen har Spillerne altid været klar. De er unge, kamptrænede og fuldkommen skruppelløse – og hver især repræsenterer de en ældgammel slægt. For dem har ENDGAME altid været en mulighed, men aldrig en realitet… ikke før nu.

Da tolv meteorer med få timers mellemrum rammer kloden tæt på Spillernes hjem, ved de, at ENDGAME er i gang. Hver meteor indeholder en kodet besked til de unge udvalgte; en besked, som fører dem til Qin Lin bjergene i Kina. Her bliver de mødt af en repræsentant fra Himmelfolket, som sætter dem ind i det globale spil om Jordens undergang: Verden vil rammes af naturkatastrofer, ødelæggelser og krige. Kun den Spiller, som først knækker koden og finder frem til træ nøgler, sikre sig selv og sin slægt overlevelse. Alle andre vil dø. Reglerne er enkle: der er ingen regler. Hver Spiller efterlades med et spor og ordene “Endgame er begyndt”.

Det bliver starten på en brutal kamp for overlevelse, men også en storstilet skattejagt, der omfatter hele kloden. Nogle vil dræbe, andre vil forelske sig; nogle regner den ud, andre spionerer, og enkelte afventer. Men alle spiller med. Også læseren.

Jeg havde hørt rigtig meget kritik om både denne bogs handling og dens forfatter. Forfatteren vil jeg ikke komme ind på i min anmeldelse, da jeg ikke kender specielt meget til kritikken, og i dette tilfælde derfor har valgt kun at kigge på bogen. Mange har desuden givet bogen kritik for, at den lyder meget som en kopi af The Hunger Games – uden faktisk at have læst bogen. Og efter at have læst bogen kan jeg let sige, at den virkelig ikke er det. Ja, der er da noget, som minder en smule om. Men vil der ikke altid være nogle ligheder ved bøger i samme genre? Kritikken gjorde mig dog en smule bange for at læse bogen, da jeg var bange for, jeg ikke ville synes om den. Jeg endte dog ud med at synes, at den var fantastisk!

Bogen er virkelig spændende, og jeg var fuldstændig opslugt af den hele vejen igennem. Som sagt har den lidt ligheder med The Hunger Games, men den rummer så meget mere end lige de elementer (unge der skal dræbe hinanden for at overleve). Faktisk synes jeg, den virkede som en blanding af mange forskellige ting – men alligevel virkede den også ret unik. Jeg føler i hvert fald ikke, jeg har læst noget før, som den (i store træk) kan sammenlignes med.

Bogen foregår i moderne tid, hvilket jeg virkelig elskede. Jeg synes, det var så fedt, at det var ‘normale’ og ikke dystopiske samfund, som man hører om, og som bogens personer kommer fra. Desuden var det så fedt, at personerne dermed også har både smartphones og anden moderne teknik til rådighed.

Man følger rigtig mange personer i bogen, hvilket jeg egentlig synes, var rigtig fedt. Det var dog også en smule forvirrende til tider – dog specielt i starten. Efterhånden som jeg fik nogenlunde styr på, hvem og hvordan de forskellige personer var, blev jeg nemlig også meget mindre forvirret. Desuden følte jeg ikke, at min forvirring gik ud og læseoplevelsen. Jeg kunne i hvert fald let nok stadig finde rundt i den overordnede historie.

Bogens sprog var udmærket. Det virkede ikke rigtig som noget specielt, hvilket jeg egentlig synes, var meget godt, da det dermed let stod i baggrunden for historien. Dog var der nogle ting/sætninger, der blev gentaget ret mange gange – hvilket var en smule irriterende. Det forstyrrede nemlig min læsning en smule, men samtidig kunne jeg egentlig også godt se meningen i, at det var gjort på den måde, det var.

Det er ikke kun Spillerne/personerne i bogen, som skal løse koder og gåder. Der er nemlig en virkelig præmie til den person, som først løser bogens gåde og finder nøglen. Dette er ikke noget, jeg selv har tænkt mig at være med til, men jeg synes alligevel, det var ret fedt at se de forskellige koder i bogen. Og hvis man ikke rigtig gider dem som sådan, så er de fleste lette bare at springe over, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Det gør nemlig, at man lidt mere selv kan vælge, om man har lyst til at spille med i virkeligheden.

Alt i alt var det en virkelig fantastisk og super spændende bog, og jeg kan slet ikke vente til den næste udkommer. Jeg vil bare gerne have mere nu!

“Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway

5. oktober 201427. maj 2015 | Simone Hagemann

Titel: “Den gamle mand og havet”
Forfatter(e): Ernest Hemingway
Serie: –
Sideantal: 117
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2001
Læst på: Dansk

Den gamle mand og havet er den klassiske fortælling om en gammel fisker, der efter 84 døgns uheld atter forsøger sin lykke i Golfstrømmen, hvor de store fisk går.

Jeg havde ikke rigtig de store forventninger til denne bog. Eller jo, jeg havde lidt en forventning om, jeg ville finde den kedelig. Hvorfor ved jeg ikke, for rent faktisk vidste jeg intet om, hvad den handlede om. Men hvor er jeg faktisk glad for, at jeg hverken havde store forventninger, eller vidste så meget om den; det var i hvert fald rart bare at lade mig opsluge af den, og se hvad min mening om den ville blive.

Historien var ret enkel, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. Det gjorde oplevelsen af bogen ret intens, da der ikke var al mulig ‘udenomssnak’ – kun selve historien, og hvad der skete i øjeblikket. Desuden synes jeg, det var virkelig fedt, at der igennem det meste af historien kun var Den gamle mand at forholde sig til. Det passede nemlig så fint sammen med den meget enkle historie.

Selvom jeg synes, bogen historie var ret fin, så var det ikke det, jeg bedst kunne lide ved bogen. Det var nemlig helt klart sproget. Hemingway skriver virkelig fint, men samtidig også virkelig simpelt. Hvilket, jeg synes, fungerer utrolig godt. Det gjorde i hvert fald min læsning hurtigere, i det jeg ikke behøvede at tænke så meget over sproget, men bare nyde det. Derudover synes jeg, sproget indeholdte en del humor – jeg grinede i hvert fald flere gange. Og det er på trods af, at selve historien faktisk er ret deprimerende.

Bogen kedede mig dog også lidt til tider – måske netop fordi der ikke skete helt det store i historien. Hvilket desværre trak læseoplevelsen lidt ned for mig. Men samtidig kunne jeg ikke rigtig se bogen være skrevet på andre måder – eller at historien havde været den mindste smule anderledes. Jeg er i hvert fald sikker på, det slet ikke ville have givet bogen den rette stemning.