“DrømmeSyn” af Maja Flak

DrømmeSynTitel: “DrømmeSyn”
Forfatter(e): Maja Flak
Serie: DrømmeSyn #1
Sideantal: 545
Forlag: 
Udgivet: 21.3.2014
Læst på: Dansk

DrømmeSyn er en erotisk kærlighedshistorie. Katherine Newheart er forlovet med den småkedelige Matthew O’Connor, som lige er blevet gjort til partner i hendes fars advokat firma. Da Katherine møde Knægten alias Benjamin Riley, ændres alting. Hun prøver at holde sig tilbage, at opretholde hendes typiske kontrol men det fejler da Benjamin er alt det som Matthew ikke er, og det gør ham til alt det, Katherine har brug for og vil have. Han vækker hende på flere måder. Katherine bliver viklet ind i en hot og passioneret kærlighedsaffære med Benjamin. Hun prøver at gøre det forbi med Matthew men pludselig ændrer han karakter. Han begynder at være voldelig og truer hende med hemmeligheder omkring hendes familie. Katherine kan ikke holde sig væk fra Benjamin selvom hun udmærket godt er klar over, at hun nok sætter alt over styr. Hendes kærlighed til Benjamin er stærk, stærkere end hendes egen kontrol. Men hvor stærk er kontrollen når alt kommer til alt? Er den vilde og passionerede kærlighed imellem Katherine og Benjamin nok til at hun indser at hun skal leve sig eget liv, eller vil hun vende tilbage til sit forudsigelige liv?

Jeg må indrømme, at jeg ikke have de store forventninger til DrømmeSyn, men jeg glædede mig alligevel meget til at få den læst. På trods af mine manglende forventninger, så endte bogen dog med at skuffe mig lidt alligevel.

Bogen starter meget langsomt ud, og det virker nærmest som om, siderne bare er gentagelser af de forrige. Altså det giver et meget godt billede af, hvor kedeligt og ensformigt Kathrines liv er, men desværre virkede læsningen for mig mindst ligeså kedelig. Derudover tog starten af bogen mig virkelig lang tid at læse, på trods af jeg sagtens burde have kunne læse den meget hurtigere – læsningen virkede nemlig ret tung, idet der nærmest ikke rigtig skete noget.

Bogen blev dog noget mere spændende, jo længere jeg kom ind i den, og mit læsetempo steg også markant, da jeg følte, der begyndte at ske noget med historien. Bogen blev dog aldrig helt så spændende, som jeg godt kunne have ønsket, og jeg følte lidt, at den sagtens kunne have været omkring 150 sider kortere. På den måde er jeg i hvert fald sikker på, den ville have fanget mig lidt mere, idet tempoet i den nok også ville have været lidt hurtigere. Historien var dog alligevel som sådan udmærket, og under læsningen ville jeg da også gerne vide, hvad der kom til at ske.

Kathrine og Matthew havde jeg det desuden ret anstrengt med. Kathrine irriterede mig grusomt, og jeg synes virkelig, hun virkede alt for arrogant og snobbet. Altså det passede godt til historien, at hun var sådan, men jeg synes virkelig bare, det blev for meget. Jeg havde i hvert fald ret svært ved at holde af og med hende. Derudover var jeg virkelig heller ikke særlig glad for Matthew. Ikke fordi han opførte sig, som han gør i bogen (selvom det nu virkelig var forfærdeligt!), men fordi jeg ikke rigtig kunne se, hvordan den meget kedelige og ordentlige mand, kunne forvandle sig til så voldelig et monster på så kort tid. Jeg ved selvfølgelig godt, det kan lade sig gøre i virkeligheden, men det virkede bare ikke rigtig for mig.

Bogen sprog irriterede mig desværre også en smule. Specielt fordi flere ting bliver gentaget alt for mange gange, f.eks. kan man vidst ikke være i tvivl om efter læsningen, at Kathrine har en antik kommode i gangen, som hun lægger sine nøgler på. Den sætning blev nemlig gentaget så ufattelig mange gange, hvilket irriterede mig ret meget. Derudover kunne bogen godt have klaret endnu en omgang korrekturlæsning, men det trak nu ikke rigtig læseoplevelsen ned for mig.

Alt i alt var det altså ikke rigtig en bog for mig. Alligevel havde jeg dog ret meget lyst til at læse den anden og sidste bog i serien, for at finde ud af, hvad der sker med Kathrine og ‘Knægten’, efter jeg færdiglæste denne.

Bedømmelses hjerter 2 ud af 5


“Kys mig langsomt” af Tammara Webber

Kys mig langsomtTitel: “Kys mig langsomt”
Forfatter(e): Tammara Webber
Serie: Contours of the Heart #1
Sideantal: 370
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 12.8.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jacqueline er lige startet på universitetet, da hendes kæreste gennem tre år slår op med hende. Jacqueline er knust, og da hun endelig kommer lidt ovenpå og tager med veninderne til fest, bliver hun overfaldet på vejen hjem. Heldigvis kommer Lucas hende til hjælp. Lucas, den mystiske fyr som altid sidder og tegner under forelæsningerne. Lucas, den cool fyr med motorcykel, som ved, hvordan man slår fra sig. Lucas, den søde barista fra den lokale kaffebar. Lucas, den flotteste fyr på uni.

Jacqueline er forelsket. Og forelskelsen er gengældt. Eller er den? Lucas kan også være hemmelighedsfuld og fjern. Og midt i alt dette vil Jacquelines eks-kæreste have hende tilbage.

Jeg vidste ikke rigtig så meget om denne bog, og havde hørt en del blandede ting om den, jeg havde derfor ikke rigtig nogen forventning om, hvad jeg ville synes om den. Jeg glædede mig dog alligevel ret meget til at læse den.

Bogens historie var rimelig forudsigelig, og det var kun meget få gange, hvor den formåede at overraske mig. Alligevel elskede jeg den, og havde meget svært ved at lægge bogen fra mig. Historien formåede altså at fange mig fuldstændig alligevel, og egentlig synes jeg ikke, forudsigeligheden i den gjorde så meget. Min læseoplevelse blev i hvert fald på ingen måder ringere af det.

Bogen handler mest om kærlighed, men den berører samtidig også nogle lidt andre (og mørkere) emner som f.eks. voldtægt. Dette kunne jeg virkelig godt lide, da det var med til at give historien lidt mere tyngde, og samtidig synes jeg, emnerne blev berørt/behandlet på en rigtig god måde.

Bogens personer var fantastiske! Jeg elskede Jacquelines måde at være på, og synes hun var en rigtig god hovedperson. Jeg sad i hvert fald og heppede på hende gennem hele bogen, for hun havde virkelig kun fortjent at gode ting ville ske for hende. Samtidig synes jeg, hun havde en rigtig god udvikling gennem bogen. Derudover kunne jeg virkelig også godt lide Erin (Jacquelines veninde/roommate). Hun var simpelthen så sød, og den mest perfekte veninde man kunne ønske sig. Lucas kan jeg selvfølgelig heller ikke lade være med at nævne. Han var bare så perfekt og fuldkommen swoonworthy! Faktisk ville jeg ret meget ønske, at han ikke kun var en fiktiv fyr.

Bogen er inddelt i rimelig korte kapitler med et dejlig let sprog, som virkelig bare får læsningen til at flyde. Derudover bliver der både benyttet sms’er og mails som en del af historien, og jeg synes virkelig, disse er sat helt perfekt op. De står tydeligt markeret, men på en måde som på ingen måder forstyrre læsningen.

Alt i alt var det en super skøn bog, som jeg efter endt læsning med det samme havde lyst til at genlæse! Og genlæse den, det kommer jeg helt sikkert til at gøre; den er med det samme røget direkte ind på min liste over yndlingsbøger.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


“Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab” af Romain Puértolas

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skabTitel: “Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab”
Forfatter(e): Romain Puértolas
Serie: –
Sideantal: 353
Forlag: Rosinante
Udgivet: 27.5.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Den indiske fakir Ajatashatru Lavash Patel har et mål. Han vil i Ikea. I Ikea har de en sømseng på tilbud. Ajatashatru Lavash Patel er rejst langt for den sømseng, helt til Paris. Med sig har han en 100 euro-seddel. Pengesedlen sidder i en elastiksnor, så han kan genbruge den. Ahatashatru Lavash Patel er nemlig lidt af en hustler, der har lært at svindle sig gennem livet. Men i IKEAs cafeteria møder han noget, som er ægte – kærligheden i form kvinden Marie.

Da fakiren beslutter sig for at overnatte i IKEA (sømsengen er ikke på lager), bliver det starten på en lang og forunderlig rejse – gemt i et IKEA-skab. Vil han genfinde Marie? Får han sin sømseng? Og hvad med taxachaufføren i Paris, som han snød med sin 100 euro-seddel?

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA-skab er en topcharmerende roman og en sproglig fest. Og ikke nok med det. Den fortæller også en underholdende og hjerteskærende historie om Europa og dets grænser. Hvem er ude, og hvem er inde? Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå?

Jeg havde ikke de store forventninger til, at denne bog ville være et kæmpe mesterværk; men jeg forventede at blive godt underholdt under min læsning. Hvilket jeg til dels også blev.

Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig skør historie, og at bogens hovedperson kommer ud for lidt af hvert, og har både gode og dårlige oplevelser. Historien er samtidig på mange måder virkelig forudsigelig og uforudsigelig ment på den måde, at jeg f.eks. meget hurtigt havde regnet bogens slutning ud, men på ingen måder kunne regne mellemrejsen ud. Der sker nemlig så mange forskellige vanvittige ting, som jeg slet ikke havde fantasi til at gætte mig til.

Jeg var ret vild med bogens historie, og synes det var hyggeligt at følge med på Ajatashatrus rejse. Derudover kunne jeg ret godt lide, hvor mange elementer og lag der var i historien. Der er nemlig så mange fine overvejelser og tanker omkring forskellige ting, såsom tanken om blive et bedre jeg.

Bogens sprog var ret meget det, der trak læseoplevelsen ned for mig. Altså det var ret sjovt til tider, men det meste af tiden irriterede det mig virkelig bare meget. Som når der efter stort set hvert navn kom en parentes med en ‘sjov’ måde at udtale navnet på. Nogle vil nok kunne lide det, men for mig forstyrrede det mest af alt læsningen, og jeg fandt det på ingen måder sjovt.

Bogens opbygning var til gengæld rigtig god. Den gjorde det meget tydeligt, hvorhenne i verdenen vi var, og samtidig bestod bogen af mange små kapitler. Hvilket gjorde den endnu mere letlæselig, og dermed nok også endnu mere perfekt som afslapningslæsning.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5

 

“Følelse” af Christina Bonde

FølelseTitel: “Følelse”
Forfatter(e): Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #3
Sideantal: 310
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 4.7.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Missionen er sat i værk. Med blodet som sit eneste våben og med de følelser, der manifesterer budskabet, kaster Victoria sig ud i kampen. Helt tæt på Hector skal hun sikre sejren. Men intet går som forventet.

I ondskaben finder Victoria svar på vitale spørgsmål, der sender hende ud i en afgørende vendetta, der truer med at koste hende dyrt. Nødtvungent må hun acceptere Lucas og Alexander i en magtfuld forening, der vil revolutionere vampyrsamfundet for altid.

Fortidens dæmoner bekæmpes, og i kulissen venter uforudsete forandringer. I sin endegyldige skæbne finder Victoria omsider sig selv. Lykken synes fuldbragt … men er alle fjender besejret?

Jeg ville ønske, at “LÆS DEN, LÆS DEN, LÆS DEN!” fungerede som en ordentlig anmeldelse, for jeg har virkelig svært ved at finde på andet at skrive. Som i hvert fald ikke bare er en gentagelse af mine anmeldelser af de første to bøger i trilogien.

Nå, men vi kan jo prøve at starte ud med endnu engang at rose Bonde for hendes fine sprog. For ja, jeg elskede det virkelig også i denne! Og faktisk tror jeg næsten, jeg elskede det endnu mere i denne, end jeg gjorde i de andre bøger. Her er nemlig også virkelig fine beskrivelser og sætninger, men derudover bliver sproget brugt på en endnu mere kreativ måde, som i sig selv får flettet hele trilogien virkelig fint sammen.

Historien i denne bog, havde jeg dog også en lidt anden mening omkring end i de tidligere bøger i trilogien. Jeg havde nemlig absolut intet at sætte en finger på, da jeg virkelig elskede alt, som skete i bogen! Historien var bare så gennemført, og den var skrevet, så den foregik i et helt perfekt tempo. Desuden fik jeg besvaret alle spørgsmål, og jeg følte, bogen havde den mest perfekte slutning. I det hele taget synes jeg, det var en helt perfekt afslutning på trilogien, og jeg kunne ikke have ønsket mig mere, end at bogen eller trilogien ville have været længere.

Desuden fangede denne bog mig også hele vejen igennem, og endnu engang ville jeg have ønsket, jeg ikke havde læst bogen, mens jeg var på ferie. Jeg havde nemlig så svært ved at slippe den, da jeg hele tiden blev nødt til at læse videre, så jeg kunne finde ud af, hvad der ville komme til at ske, og hvordan slutningen ville blive.

Alt i alt elskede jeg altså virkelig denne bog! Og hvis I endnu ikke har læst eller påbegyndt trilogien, så bliver I virkelig nødt til at komme i gang. Jeg kan i hvert fald ikke anbefale den nok.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5


“Skæbne” af Christina Bonde

SkæbneTitel: “Skæbne”
Forfatter(e): Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #2
Sideantal: 314
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 6.6.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Da sorgen knuser Victorias hjerte, imødegår hun sin skæbne. Men uventede hændelser komplicerer hendes nye eksistens. Mens skæbnegudindernes budskab bliver klart, finder Victoria sig selv som midtpunkt i et farefuldt spil af bedrag og opslugende begær.

Hvordan kan Victoria hævne sin sorg, når missionen truer hendes kærlighed til Lucas? Når vejen til sejr tvinger hende i armene på ondskaben? Når magten, hun selv besidder, er eftertragtet og årsag til forbrydelse? Hvem kan hun stole på?

Fjenderne truer overalt og tvinger Victoria til at beskytte fortiden. Så fødes en ny skæbne, der samler Victorias hjerte …

Jeg startede på denne bog, ligeså snart jeg havde mulighed for det efter at have færdiglæst den første bog. Jeg måtte nemlig virkelig bare have mere! Af den grund havde jeg også virkelig høje forventninger til bogen, hvilket jeg desværre tror, var med til at skuffe mig en smule. Dog ikke nok til, at jeg ikke følte, det var en virkelig god læseoplevelse. For det var det uden tvivl.

Bogens historie var virkelig skøn, og jeg kunne slet ikke andet end at være glad for de ting, der sker i bogen. Jeg synes virkelig, det var en helt perfekt udvikling af historien. Derudover holdte bogen mig også fuldstændig fanget under læsningen, og hvis jeg ikke havde været på ferie, da jeg læste den, så var den uden tvivl blevet fortæret i én mundfuld. Jeg havde i hvert fald hele tiden lyst til at finde ud af, hvad der kom til at ske.

Når det er sagt, så kommer vi dog til det, som skuffede mig lidt, og samtidig trak min læseoplevelse en smule ned. Jeg manglede action! Altså forstå mig ret, der sker virkelig meget, og man er fanget under læsningen, men jeg kunne godt have brugt et lidt hurtigere tempo – som jeg synes, der var i den første bog. Og derudover bare en lille smule mere forskellig handling; for selvom jeg var virkelig vild med den, så ville jeg have været endnu mere begejstret, hvis der var sket bare en anelse flere ting.

Sproget i denne bog var præcis lige så fantastisk, som det var i den første, og der var flere sætninger og beskrivelser, som jeg elskede. Det er simpelthen så tydeligt, at Bonde virkelig gør noget ud af sproget, og ikke bare lader det være noget, som står i baggrunden, og bliver ‘overdøvet’ af selve historien.

Efter denne bog blev jeg desuden også nødt til med det samme at starte på den næste og sidste bog i trilogien. Alt andet virkede nemlig på en eller anden måde forkert, og jeg måtte bare finde ud af, hvad det hele ville ende med.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5