“Kamp til stregen” af Elle Kennedy

Titel: “Kamp til stregen” / Forfatter(e): Elle Kennedy / Serie: Off-Campus #4 / Sideantal: 351 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 15.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutalt effektivt advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin skamfulde fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende står ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv.

Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen. Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men når det kommer til det at blive far som 22-årig, nægter han at være bænkevarmer. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den målrettede brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Jeg vil starte ud med at sige, at jeg ikke tror, Kennedy kan gøre noget galt med Off-Campus-serien. Jeg elskede i hvert fald “Kamp til streget” præcis lige så meget, som jeg har elsket de tre andre bøger i serien. Kennedy skriver nemlig helt fantastiske kærlighedshistorier, og det er denne bog endnu et fint bevis på. Dog så er jeg lidt ked af denne bogs beskrivelse. Jeg synes nemlig, den afslører alt for meget af plottet i bogen, hvilket desværre lidt ødelagde overraskelsesmomentet. Ikke nok til at det trak min læseoplevelse ned på nogen måde, men jeg ville alligevel havde ønsket, at jeg ikke havde kendt så meget til handlingen på forhånd. Altså vi kender måske godt lidt af handlingen, da det vidst bliver afsløret i en af de tidligere bøger, men det irriterer mig nu alligevel en smule.

På trods af ovenstående, så elskede jeg dog virkelig bogen alligevel. Historien i “Kamp til stregen” er nemlig helt fantastisk. Faktisk tror jeg måske, det er min yndlingsbog i serien. Hvilket siger en del, når jeg også har elsket de andre enormt højt. Denne bog havde bare en smule mere dybde, end de andre bøger i serien har haft. Noget jeg fandt meget positivt. Selvom bogen havde en god dybde, så indeholdte den dog også masser af humor. Præcis som resten af “Off-Campus”-serien også har. Hvilket gjorde at bogen aldrig kom til at føles for tung – men samtidig kom den heller aldrig til at virke for useriøs. Mængden af humoren var altså helt perfekt. Derudover elsker jeg altså virkelig Kennedys sprog. Det passer så godt til aldersgruppen, som bogens personer har. Ydermere er det så let og flyvsk, at det får historien til at flyde endnu bedre, end den allerede gør. Men samtidig kan man også tydeligt mærke, at der er tænkt over det.

Til slut bliver jeg nødt til at nævne, hvor meget jeg elskede Tucker. Jeg har elsket alle fyrene i serien, men Tucker gjorde altså noget helt særligt for mit hjerte. Jeg forelskede mig i ham stort set med det samme, og han har ikke sluppet mit hjerte siden. Han var bare helt perfekt! Både sjov, sød og bare helt igennem vidunderlig. Desuden var han virkelig følsom og på ingen måde bange for at vise det. Og jeg sætter så meget pris på, at Kennedy netop har valgt at skrive ham således. Det fik ham nemlig også til at virke meget ægte.

“Vejen til Panteon” af Boris Hansen

Titel: “Vejen til Panteon” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #1 / Sideantal: 428 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke.

Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog af sted:

Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!

Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.

Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne …

Jeg var en smule nervøs for at læse “Vejen til Panteon”. Specielt fordi jeg så inderligt gerne ville elske den, men var i tvivl om, om jeg ville komme til dette. Jeg er nemlig ikke den store fan af rigtig fantasy, og den faldt derfor en del uden for min comfort zone. Men min kæreste har i flere år rost Boris’ skrivestil og historier, og da beskrivelsen af denne lød ret tiltalende, så måtte jeg altså give den et forsøg. Især fordi Boris også selv har fået solgt bogen virkelig godt, og dermed havde fået mig gjort ret hooked på den. Og jeg er så glad for, jeg valgte at give den et forsøg. Det viste sig nemlig at være en virkelig god læseoplevelse.

Bogen gav mig lidt “Narnia”-vibe på en rigtig god måde. For selvom den mindede mig lidt om “Narnia”, så er den nemlig uden tvivl stadig helt sin egen. Der bliver til tider brugt nogle kendte elementer, som godt kan få én til at tænke på andre historier. Men dette gøres på en måde, så historien stadig kommer til at virke ret unik. Desuden er historien virkelig interessant, og jeg nød så meget at opleve den og hele universet i selskab med bogens personer. Der er ydermere godt med fart over feltet og masser af mystik og spænding, hvilket gjorde at min interesse hele tiden blev fastholdt. Jeg fløj derfor også igennem de fleste sider, og det var som om, siderne vendte sig hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kom på slutningen.

“Vejen til Panteon” indeholder desuden også en god portion humor og personer, man ikke kan lade være med at holde af. Jeg var i hvert fald vild med bogens hovedpersoner. De er på ingen måde perfekte, men det er netop det, der gør dem helt fantastiske. Det gjorde det nemlig ret let at relatere til dem, på trods af de kommer ud for en hel del, som jeg på ingen måde kommer til at opleve. Bogen er desuden fyldt med litterære referencer, og man mærker virkelig Boris’ kærlighed til fantasygenren igennem den. Hvilket jeg kun fandt virkelig fedt. Jeg forstod måske ikke alle referencer, men de var alligevel med til at give bogen lige det ekstra.

Jeg er dog ikke helt forelsket i hverken denne bog eller serien endnu. Men det handler nok mest om, at jeg lige skal vænne mig til genren. For bogens historie i sig selv fejlede som sådan ikke noget, selvom jeg dog godt lidt kunne mærke, at det netop er den første bog i en serie. Man skal nemlig lige helt ind i historien og havde forklaret hele universet. Jeg er dog ret hooked, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. Jeg vil jo virkelig gerne vide, hvad der nu kommer til at ske.

“Det ender med os” af Colleen Hoover

Titel: “Det ender med os” / Forfatter(e): Colleen Hoover / Serie: – / Sideantal: 409 / Forlag: Lovebooks Udgivet: 30.5.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt.

Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Lily har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud, og Lily er lykkelig. Alligevel er der noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og ryle har opbygget sammen.

Det er altid en kæmpe fornøjelse at læse noget af Hoover, men denne gang var det så meget mere end bare det. Jeg kendte ikke til bogens handling på forhånd, og det er jeg virkelig glad for. Det gjorde nemlig, at jeg kunne lade mig opsluge fuldstændig og bare blive ført med af historien, uden hele tiden at tænke på, hvornår det og det ville ske. Faktisk kende jeg ikke engang til bogens overordnede tema, og jeg blev derfor ret overrasket over, hvor hård en bog det er. Man kan nemlig tydeligt mærke, at det er en meget personlig fortælling, og det gjorde bare læseoplevelsen endnu mere betydningsfuld.

“Alle mennesker begår fejl. Et menneskes karakter bestemmes ikke af de fejltagelser, vi begår, men af hvordan vi bruger fejltagelserne, så vi lærer noget af dem i stedet for at bruge dem som undskyldninger.”

“Det ender med os” var derfor også på mange måder en overvældende læseoplevelse. Men på den absolutte bedste måde. Jeg ville i hvert fald ikke havde ønsket det anderledes. Den var hård at læse, men samtidig er det også en helt fantastisk vigtig bog, som virkelig viste, hvor god en forfatter Hoover er. Jeg er i hvert fald sikker på, at det er noget af det bedste, jeg nogensinde kommer til at læse fra Hoovers hånd. Eller fra alle for den sags skyld. Den strøg derfor også straks ind på listen over yndlingsbøger, så snart jeg havde vendt den sidste side.

“Bare fordi et menneske gør én ondt, betyder det ikke, at man bare kan holde op med at elske vedkommende.”

Selvom bogen er hård læsning, så bød den dog også på både glæde og smil. Og masser af kærlighed – også af den gode slags, selvom bogen egentlig mest omhandler, når kærlighed gør ondt. “Det ender med os” fik mig derfor også både til at grine og græde og til både at hade inderligt men også elske med hele mit hjerte. Også selvom bogen netop adskillige gange knuste mit hjerte fuldstændig, for det kunne ikke havde været anderledes.

Jeg kan derfor helt klart også anbefale “Det ender med os” på det kraftigste. Dog synes jeg, du skal gå ind til den uden kendskab til handlingen på forhånd. Du behøver nemlig ikke at vide andet end, at du skal være klar på at blive blæst fuldkommen bagover. Og huske masser af Kleenex!

“Sjælevært” af Christina Bonde

Titel: “Sjælevært” / Forfatter(e): Christina Bonde / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 10.5.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mit navn er Celina. Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse …

Celina er træt af skolen,  og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.

Det er altid en fornøjelse af læse noget fra Bondes hånd. Derfor glædede jeg mig også helt vildt til at komme i gang med at læse “Sjælevært”. Også selvom jeg egentlig ikke helt vidste, hvad den handlede om. For når det gælder Bonde, så er det lidt ligegyldigt. Jeg vidste dog, det var noget med spøgelser og kærlighed, hvilket lød som et fint nok plot. Det viste sig dog, at bogen faktisk endte med at være noget mere spændende og nervepirrende, end jeg lige havde forventet.

Det er ikke det bedste, jeg nogensinde har læst – og slet ikke fra Bondes hånd. Men jeg var totalt hooked på historien hele vejen igennem, og jeg nød i stor stil at læse bogen. Hvilket trods alt er det vigtigste. Bogen er egentlig ikke som sådan unik, men alligevel er den helt sin egen, hvilket jeg elskede den for. For selvom jeg måske godt kunne regne ud, hvad der nogenlunde ville komme til at ske i den, så formåede den alligevel at fastholde min interesse fuldkommen. Derfor fløj jeg også igennem bogen, for jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var begyndt.

Historien indeholdte desuden en del mere end bare spøgelser og kærlighed. Faktisk virkede det mest af alt som en historie om at finde sig selv. Hvilket passede rigtig godt sammen med resten af bogens plot. Derudover kommer bogen med nogle fine og meget vigtige budskaber, som virkede fuldstændig naturlige. Noget jeg synes var rigtig rart at se, da nogle af de emner bogen tager op, netop kræver en form for seriøsitet. Så selvom disse emner ikke blev bearbejdet i dybden, så synes jeg stadig, de blev dealet med på en ordentlig måde.

Når det er sagt, så får bogen ikke helt den sidste stjerne. Der er nemlig et par ting, jeg ville ønske havde været anderledes. Først og fremmest er Bondes sprog normalt som en drøm. En helt fantastisk og smuk drøm. Desværre synes jeg ikke rigtig, hendes skønne sprog blev udfoldet nok i løbet af “Sjælevært”. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg havde forventet. Desuden ville jeg havde ønsket, at bogens historie havde været en smule dybere. Især ville jeg havde elsket at se bogens slutning være en anelse længere. Historien kom nemlig til tider til at virke en smule forhastet, så jeg ville egentlig gerne havde haft et par hundrede sider ekstra.

“Alex + Ada: Volume 3” af Jonathan Luna og Sarah Vaughn

Titel: “Alex + Ada: Volume 3” / Forfatter(e): Jonathan Luna og Sarah Vaughn / Serie: Alex + Ada #11-15 / Sideantal: 136 / Forlag: Image Comics / Udgivet: 12.8.2015 / Læst på: Engelsk

The last thing in the world Alex wanted was an X5, the latest in realistic androids. But after Ada is dropped into his life, he discovers she is more than just a robot. Alex takes a huge risk to unlock Ada so she can think for herself and explore life as a sentient android. As Alex and Ada spend more time together, they become closer. But as restrictions tighten on artificial intelligence, Ada feels unsure about her place in the world, and Alex questions being with an android. In this final arc, Alex and Ada struggle against the growing hatred for sentient robots and their human allies. Can they survive what’s around the corner?

“Alex + Ada: Volume 3” var præcis som forventet. Og det mener jeg kun positivt. Det er nemlig sådan en fantastisk tegneserie, som jeg virkelig holder af. Desuden finder jeg den meget original, hvilket er med til at gøre den endnu bedre i mine øjne. Dog finder jeg den også en smule underhypet, hvilket måske er med til at gøre således, at jeg faktisk bare elsker den endnu mere.

Dette var et virkelig sørgeligt volume, men samtidig indeholdte det også så meget håb. Historien tog en drejning, som jeg måske burde have set komme, men som jeg alligevel ikke havde. Udviklingen kom i hvert fald fuldstændig bag på mig. Men jeg elskede, at forfatterne turde at køre historien i den retning, for det gav den så meget mere impact på mig. Jeg må dog indrømme, at der var et par steder i historien, hvor jeg kedede mig en smule. Ikke fordi den ikke var interessant, men simpelthen fordi den kørte lidt for meget rundt i det samme. Hvilket fik mig til at finde den en anelse langtrukken til tider.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om illustrationerne. På den ene måde kan jeg virkelig godt lide, hvor simple og fine de er. Endvidere er jeg helt vild med farvevalget i dem, som jeg synes er helt perfekt. Det er nemlig ret nedtonet, men på en måde hvor det stadig virker ret farverigt. På den anden side synes jeg dog ikke rigtig, illustrationerne passer ordentlig til historien, hvilket jeg er lidt ked af.

Alt i alt var det en helt perfekt afslutning på serien, og jeg skal helt sikkert genlæse både dette volume samt resten af serien på et tidspunkt. Desuden kan jeg virkelig anbefale serien. Jeg ville i hvert fald ikke havde været læseoplevelsen foruden. Endvidere ville jeg ønske, at der var meget mere af serien. Jeg vil nemlig virkelig gerne have mere.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5