“Sjælens pris” af Haidi Wigger Klaris

2. marts 20177. marts 2017 | Simone Hagemann

Titel: “Sjælens pris” / Forfatter(e): H. W. Klaris / Serie: Dæmonherskerens arving #3 / Sideantal: 278 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes.

Ikke alle er lige begejstrede for hendes tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse.

Da Tristan en dag bringer Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge.

Jeg havde glædet mig længe til “Sjælens pris”, da den forgående bog i serien sluttede med den ondeste cliffhanger. Der var derfor heller ingen tvivl om, at jeg straks måtte begynde på den, da den landede i postkassen. Desværre kunne jeg dog ikke huske super meget af den tidligere bog, hvilket var lidt ærgerligt. Det viste sig dog, at det som sådan ikke var noget problem. Jo, jeg havde lidt svært ved at finde rundt i personerne, og fik vidst byttet lidt rundt på et par stykker. Men overordnet fungerede læseoplevelsen egentlig fint nok alligevel. Især fordi vi også møder nye personer i denne bog, som har en stor rolle for historien, og disse derfor kom lidt mere i fokus.

Selvom jeg startede på den stort set med det samme, den kom ind ad døren, så skulle der dog gå ret længe, inden jeg fik den læst færdig. For selvom bogen egentlig fangede mig ret godt, og jeg endte med at læse den meget hurtigt i løbet af de to dage, jeg rent faktisk læste i den, så var der desværre bare noget ved den som gjorde, at jeg aldrig blev helt hooked og vild med den. Jeg kan dog ikke helt finde hvorfor. For jeg synes bestemt ikke, det var en dårlig bog, og jeg fandt den egentlig også ret spændende, men alligevel skuffede den mig altså en del. Måske var det fordi, den handlede ret meget om dæmoner og selve Underverdenen, eller måske er jeg simpelthen bare vokset fra serien? Jeg ved det virkelig ikke, og det irriterer mig helt vildt. Jeg er nemlig så ked af, at jeg ikke nød den mere, end jeg gjorde.

Men ja, overordnet var historien ret spændende, og jeg kunne egentlig godt lide den drejning, den tog i anden halvdel af bogen. Her kom vi dog også lidt tilbage til noget af det, som jeg savnede i starten af bogen, hvilket jeg var ret glad for. Desuden synes jeg også, at bogen sådan set var en okay slutning på serien. Jeg følte i hvert fald ikke som sådan, jeg sad tilbage med nogle spørgsmål. Men på den anden side havde jeg det også fint med, det er den sidste bog i serien. Jeg vil nemlig gerne se, hvad Klaris ellers kan. Det skal dog ikke udelukke, at jeg godt kunne finde på at læse videre, hvis nu hun på et tidspunkt beslutter sig for at udvide serien. Hvilket slutningen lægger op til er en mulighed. Jeg kan jo egentlig ret godt lide Ally og slænget.

“Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon

28. februar 2017 | Simone Hagemann

Titel: “Skrøbelige skønhed” / Forfatter(e): Amy Harmon / Serie: – / Sideantal: 370 / Forlag: Lovebooks / Udgivet: 13.2.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm.

Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.

Kan Fern nu hjælpe Ambrose tilbage til livet, og kan hun omsider vinde hans hjerte?

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige om “Skrøbelige skønhed”. Jeg troede, det ville være en bog, jeg ville komme til at elske, men da jeg var halvvejs, var jeg endnu ikke blevet blæst bagover, og det bekymrede mig ret meget. Jeg troede nemlig ikke på, den ville kunne nå det, og egentlig opdagede jeg heller ikke, at den gjorde det – men jeg er ret sikker på, at det var lige præcis det, den gjorde alligevel. Det er ikke sådan en bog, man knuselsker fra side et. Den kryber i stedet langsomt ind på én, og pludselig kan man ikke forstå, hvordan man har kunne leve uden at læse den så længe.

“Jeg tror, det betyder, at vi ikke forstår alting, og det kommer vi heller ikke til. Måske bliver vores hvorfor ikke besvaret her. Ikke fordi der ikke er svar, men fordi vi ikke ville forstå svarene, selv hvis vi havde dem”

Historien mødte ikke helt mine forventninger, da bogen startede et helt andet sted, end jeg havde forventet af den. Hvilket nok var det, der forvirrede mine følelser omkring den lidt. Det var nemlig ikke en dårlig start, og jeg forstår fuldkommen, hvorfor den starter der og ikke senere i historien. Og det kom jeg til at elske den for. I og med den startede meget tidligere i historien, end jeg troede, oplevede jeg nemlig en kæmpe udvikling, som jeg ellers ikke tror ville havde været lige så tydelig. Først og fremmest udviklede personerne sig virkelig meget igennem historien, og ligeledes gjorde både venskaber og romancer også. Hvilket gjorde at især kærlighedshistorien kom til at føles ægte og på ingen måde insta-lovey. Noget som er ret vigtigt for historien.

“[..]det er det fantastiske ved venskaber. Det handler ikke om at være perfekt, og det handler heller ikke om, at gøre sig fortjent til noget.”

Det er en bog, jeg er sikker på, der vil sidde fast i mig længe, og jeg havde det ret svært med at den sluttede. Jeg ville nemlig så gerne have læst endnu mere. Når det er sagt, så sluttede den dog på en helt perfekt måde, og jeg følte, jeg fik lige præcis det af slutningen, som jeg havde håbet på. Jeg har bare ret svært ved at sige farvel til bogens personer, som jeg føler, jeg er kommet så tæt på. Især fordi jeg følte, at jeg lærte dem at kende lidt efter lidt, hvilket også gav mig en meget ægte følelse.

“Det er ikke hjertesorg, hvis der ikke har været glæde. Jeg ville ikke føle det som et tab, hvis ikke der havde været kærlighed.”

Faktisk følte jeg lidt, at personerne virkede meget flade i starten af bogen. Jeg følte ikke rigtig, man kom ind under huden på dem, og jeg havde svært ved at lære dem at kende. Jeg synes nemlig, at der var mest fokus på at få præsenteret deres udseende. Noget som selvfølgelig også er vigtigt, men som trods alt ikke er det vigtigste for mig, når jeg skal lære dem at kende. Når det er sagt, så synes jeg trods alt ikke, der gik særlig længe, før dette skiftede fuldkommen. Det gik nemlig fra, at jeg havde en følelse af ikke at kende personerne, til at jeg følte, de hver og én gav mig en lille del af dem selv, som gjorde at jeg straks følte mig helt tæt på dem. Jeg endte derfor med, rent faktisk at sætte stor pris på, at jeg ikke kendte dem helt lige med det samme.

“Men jeg skal sige dig en ting. De heldige er dem, der ikke kommer hjem igen. Hører du?”

“Skrøbelige skønhed” er altså en bog, som jeg varmt kan anbefale. Den har nemlig lidt af hvert i sig, og jeg er derfor sikker på, den vil falde i god jord hos de fleste. Hver dog opmærksom på, den sætter sig fast, og ikke sådan lige forlader dig igen med det samme.

“Naboparret” af Shari Lapena

22. februar 201721. februar 2017 | Simone Hagemann

Titel: “Naboparret” / Forfatter(e): Shari Lapena / Serie: – / Sideantal: 304 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 27.12.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hvor godt kender du egentlig din nabo, din partner – eller dig selv?

Din nabo sagde, at du ikke skulle tage din baby med til middagen. Ikke noget personligt, hun kunne bare ikke holde ud at høre hende græde.

Din mand sagde, at du skulle slappe af. I var jo lige inde hos naboparret, og babyalarmen var tændt.

Din datter sov sidste gang, du kiggede til hende. Men nu, hvor du løber op ad trappen i det dødstille hus, er dit værste mareridt blevet til virkelighed. Hun er væk.

Du har aldrig ringet til politiet før. Nu er de jeres hus. Hvem ved, hvad de kommer til at finde …

“Naboparret” er sådan en bog, man ikke lægger fra sig, når man først er begyndt. Jeg blev fuldstændig hooked med det samme, og måtte bare have mere hele tiden. Plottet har nemlig nogle ret vilde twists, som gør, at man aldrig er helt sikker på, hvad der kommer til at ske. Og sådan noget elsker jeg virkelig. Især når jeg læser psykologiske thrillere, da det for mig er en del af genren, at der kan komme til at ske lidt af hvert.

Når det er sagt, så endte jeg dog faktisk med at gætte det meste af plottet ret hurtigt. Hvilket desværre trak min læseoplevelse og spændingsnivauet en smule ned for mig. Men ikke mere end at jeg stadig var fuldstændig besat af historien, og brugte hvert ledigt øjeblik i dens selskab. Desuden tænker jeg måske lidt, at det er et rent tilfælde, at jeg rent faktisk regnede ud, hvordan det hele hang sammen. Bogen kunne nemlig havde taget så mange andre drejninger. Men lige netop på grund af dette, ville jeg havde ønsket, at den var gået med en anden drejning. Så tror jeg nemlig ikke, jeg ville havde kunne regne plottet ud.

Selvom jeg regnede det overordnede plot ud, så overraskede bogen mig dog også en del gange. Der var i hvert fald flere episoder, som jeg ikke lige havde set komme. For ikke at snakke om slutningen, som var ret vild. Men også mega fed! Den efterlod mig nemlig virkelig hungrende efter mere, og det er altid en fantastisk måde at slutte af på.

Alt i alt er det altså en ret fed thriller, som jeg helt klart kan anbefale. Sørg dog lige for at afsætte hele dagen til læsningen, før du går i gang – for du stopper ikke igen, før du er færdig.

“Skurkistan” af René Toft

20. september 201620. september 2016 | Simone Hagemann

Titel: “Skurkistan” / Forfatter(e): René Toft / Serie: – / Sideantal: 136 / Forlag: Calibat / Udgivet: 15.8.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Nogle gange kan en ganske lille ting eller hændelse have meget stor betydning. Skurkistan handler lige netop om sådan en lille bitte ting, og hvordan den her lille bitte ting fik helt og aldeles kæmpe store følger. Det starter med et ganske uskyldigt tyveri af en jernhandske og ender med et land på randen af en revolution for en lille dreng der hed Ingolf.

Nemlig.

Så du må hellere skynde dig at læse bogen.

Jeg startede på ”Skurkistan” med en forventning om, jeg ville komme til at opleve en sød og finurlig fortælling. Hvilket var lige præcis det, jeg kom til. Bogens beskrivelse mindede mig lidt om Kirkegaards forfatterskab, og bogen er netop også tilegnet ham og Kidde. Dog synes jeg ikke helt, Toft kan sammenlignes med disse to. I hvert fald ikke med denne bog. Han har dog helt sikkert potentialet til at skrive historier, der minder om. Så jeg glæder mig meget til at læse mere af ham i fremtiden.

Bogen handler om byen Skurkistan, hvori alle, børn som voksne, skal udføre skurkagtige handlinger på daglig basis. Drengen Ingolf forstår dog ikke helt hvorfor. Slet ikke fordi loven fortæller, at man skal være skurk. For det er vel ikke særlig skurkagtigt at følge loven? Denne undren sender ham ud på et længere eventyr, som bringer mange oplevelser med sig. Et eventyr som var rigtig hyggeligt at følge med i. Ikke mindst fordi Ingolf er en rigtig skøn hovedperson.

Bogen veksler dog mellem kapitler, der fortæller fra forskellige personernes synspunkter, og man oplever dermed mere, end Ingolf selv får lov til. Dette betyder også, at man kommer ret tæt på en del af bogens personer. Vi møder f.eks. kalif Ondisulet, som er den meget onde og modbydelige hersker af Skurkistan. Eller er han nu egentlig det? Jo bedre vi lærer ham at kende, jo tydeligere står det nemlig klart, at han måske inderst inde ikke er så ond, som han selv tror. Hvilket er en ting, som jeg ret godt kan lide ved bogen. Det får nemlig historien til at munde ud i en rigtig fin pointe.

På trods af, jeg synes, bogen var en ret hyggelig læseoplevelse, så forelskede jeg mig ikke fuldkommen i den. Der var især nogle steder, hvor jeg fandt den en anelse langtrukken, og hvor jeg desværre kom til at kede mig en smule. Ydermere må jeg indrømme, at jeg nok ville have haft mere glæde af bogen, hvis jeg rent faktisk havde læst den højt for et barn. ”Skurkistan” indeholder nemlig en masse barnlig glæde, som bare venter på, at et barn kommer og frigør det fra siderne. Det er derfor helt klart også en bog, som jeg er glad for at have i min samling, og som jeg glæder mig til en dag at læse højt for mine fremtidige børn. Hvis jeg altså ikke kan vente på, at de selv kan læse den. Jeg tror nemlig også, det kunne være en rigtig fin bog til dem, som har kunne læse lidt tid, men som endnu mangler den bog, som gør dem hooked på litteratur.

“Himlen ved mine fødder” af Jandy Nelson

9. september 2016 | Simone Hagemann

Titel: “Himlen ved mine fødder” / Forfatter(e): Jandy Nelson / Serie: – / Sideantal: 352 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

17-årige Lennie mister pludselig sin søster Bailey. En fatal hjertefejl viser det sig. Varme, livsglade, dejlige Bailey. Lennie føler sig helt alene med sit ubærlige savn. Men der er én, der forstår hende: Baileys efterladte kæreste, Toby. De to søger trøst hos hinanden i deres fælles sorg.

Og så dukker Joe op. Den nye fyr på skolen, som aldrig har kendt Bailey, og som taler og smiler til Lennie, så det giver stød i hele kroppen. Nu er Lennie splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv. Og må man overhovedet føle glæde, når sorgen er så tæt og sort?

“Himlen ved mine fødder” følger Lennie på en hjerteskærende og livsbekræftende rejse gennem dyb sorg og vanvittig kærlighed.

Kender I det med, at én negativ læseoplevelse kan ødelægge et helt forfatterskab for én? I hvert fald hvis man ikke har læst andet af forfatteren. Jeg har desværre været ude for dette med Nelsons seneste udgivelse. Jeg gik derfor ind til ”Himlen ved mine fødder” med en god portion skepsis og en rimelig klar idé om, at det nok ikke ville være en bog for mig. Det viste sig dog, at jeg tog fuldstændig fejl. Det var nemlig helt bestemt en bog for mig.

Bogens handling er fyldt med mange forskellige følelser. Sorg, håb, drømme og kærlighed går sammen og skaber en helt perfekt blanding. Følelserne opvejer hinanden på den fineste måde, hvor de tydeligt er tilstede, men hvor ingen af dem får overtaget. Hvilket jeg synes er ret vigtigt, når det kommer til bøger, der omhandler døden. Døden er nemlig en svær størrelse, og jeg kan derfor rigtig godt lide, at der bliver kigget helt nært på denne i ”Himlen ved mine fødder”. Men at det alligevel ikke er det, som jeg husker tilbage på, når jeg tænker på bogen. Det er nemlig i stedet håbet og kærligheden – som også er en rigtig vigtig del af historien.

Bogen indeholder et trekantsdrama. Noget som efterhånden er ret kliché i YA. Men jeg kunne alligevel ikke rigtig have set det være anderledes. Lennies forhold til de to fyre er nemlig meget forskelligt, og jeg forstår fuldt ud, hvorfor hun føler sig splittet mellem dem. Også selvom der i sidste ende ikke er nogen tvivl om, hvem hun vil ende sammen med. Jeg tror nemlig, det er vigtigt for Lennie, at skulle tage det aktive valg. Og derfor er jeg rigtig glad for, det er en del af bogens historie. Jeg synes nemlig, at trekantsdramaet ender med at give en god del til historien, som er med til at gøre den ret speciel.

Bogen er både tankevækkende, livsbekræftende og utroligt rørende. Alligevel var der et eller andet ved den, som gør, at jeg ikke kan give den topscore, hvor meget jeg end har lyst til det. Det er dog en virkelig god bog, som jeg på ingen måde fortryder at have læst. Den er meget anderledes end ”Jeg henter solen ned”, og det giver mig håb for, at jeg også vil kunne lide eventuelle fremtidige bøger af Nelson. Én ting er i hvert fald sikkert, og det er, at jeg virkelig håber på at læse mere af hende i fremtiden. Og aller helst noget der, som denne bog, befinder sig lige på grænsen af at få mig til at græde og smile af lykke.