Så blev det lørdag, og om nogle timers tid er det atter engang tid til readathon. Jeg har dog snydt lidt med læsningen, og er faktisk tyvstartet en smule. Michelle afholder nemlig Bogbyttemarked i dag, og jeg har derfor brugt lejligheden til at lytte lidt lydbog på vej ind med bussen til markedet. Desuden er det også pt. det sted, jeg befinder mig. Hvilket er en ret god optakt til readathon. Her er i hvert fald masser af hygge og bogglæde.
Har du planlagt snacks, støvet bøgerne af og forberedt din læsekrog?
Kl. 13.55: Readathonet starter lige om lidt! Jeg er kommet hjem fra Bogbyttemarked, og har lige hurtigt været ude og få taget lidt billeder til dette indlæg. Lyset er nemlig vildt dårligt i dag, så det kommer nok ikke til at gå så godt med at tage live billeder. Jeg krydser dog fingre for et par stykker, men nu må vi se. Jeg kan dog se på det hele, at jeg ikke når startskuddet. Jeg har nemlig en sulten baby, og så skal jeg nok også lige have lidt babynus bagefter. Men jeg håber, du kommer godt i gang.
Hvor kan dit læsedøgn følges? Smid gerne links i kommentarfeltet 🙂
Kl. 15.18: Jeg håber, du er kommet godt fra start! Det er jeg nemlig selv. Jeg nåede som forudset ikke startskuddet, men jeg er alligevel allerede på side 61 i “Tidevandet” af Nick Clausen, som er min første bog. Bogen er først sådan rigtig ved at begynde nu, men det tegner godt. Jeg er i hvert fald ret nysgerrig efter at læse videre.
Hvilken bog har du startet readathonet med?
Kl. 17.29: Der er sket en del siden sidst – dog ikke rigtig på læsefronten. T endte nemlig med at blive ekstremt overtræt, men nægtede selvfølgelig at sove. Lige indtil jeg satte noget beroligende musik på i kombination med hvid støj. Men det betød, at han endte med at falde i søvn på mig. 30 minutters søvn var dog selvfølgelig nok for powernapperen, som vågnede op og var vildt sulten. I mens han fik mad, gik det op for os, at vi havde planlagt tacos til aften. Hvilket er virkelig lækkert, men også ret tidskrævende at forberede. Så jeg har netop bestilt sushi i stedet. Det er jo lidt en form for festaften 😉
Hvordan går din læsning?
Kl. 18.16: Jeg har netop vendt sidste side i “Tidevandet”, og har dermed læst min første bog i løbet af readathonet. Nu vil jeg dog få ryddet lidt op, og så vil jeg få spist noget aftensmad, som burde dukke op inden alt for længe. I mellemtiden vil jeg også overveje, hvad jeg skal læse bagefter. Tror måske det står mellem “Saga, volume 6” og “Jack the Ripper”. Men nu må vi se, hvad jeg ender med. Jeg har nemlig også lidt lyst til at tage en af Clausens andre bøger ud af reolen og læse den. Han skriver jo rigtig godt, og samtidig er bøgerne skrevet i et sprog, som gør, at de passer ret godt til readathon.
Kl. 20.59: Jeg har fået spist, hygget mig med at deltage i lidt udfordringer, og nusset Tim som nu sover. Nu vil jeg lige tjekke udfordringen ud for 8. time, og så vil jeg begynde på “Saga, volume 6”, som vidst vandt pladsen som min næste bog. Jeg tænker i hvert fald, at jeg lige vil få læst første kapitel af den.
Hvad læser du i øjeblikket?
Kl. 22.02: Én time senere og en baby der stadig sover, betyder at jeg kun mangler to ‘kapitler’ af volume 6 af “Saga”, som er virkelig god. Jeg er altid ret forvirret over serien, da der jo sker enormt meget og er vildt mange personer. Men jeg hygger mig alligevel altid virkelig godt. Nu vil jeg dog lige holde en kort pause, så jeg kan få svaret på kommentarer.
Kl. 22.46: Jeg har netop vendt sidste side i “Saga”, og nu har jeg bare virkelig meget lyst til at læse næste volume. Det har jeg dog desværre ikke, så det må blive noget andet i stedet. T er dog lige vågnet, så jeg vil nusse med ham lidt, før jeg nok begynder på “Jack the Ripper” af J. W. Lindberg. Den glæder jeg mig nemlig også virkelig meget til at læse.
Kl. 00.21: Jeg har slet ikke nået at få læst noget siden sidst, og jeg tror efterhånden, det er ved at være sengetid. Jeg tænker dog, at jeg tager min bog med i seng og læser lidt, før jeg lægger mig til at sove, og så må vi se, hvor langt jeg når. Det her bliver i hvert fald min sidste opdatering på denne side af søvn.
Jeg håber, det går godt med din læsning – og/eller at du får dig lidt tiltrængt søvn.
Kl. 9.20: Jeg har været vågen i en times tid. Resten af huset sover stadig, selvom jeg dog tror, T snart står op. Men det har betydet, at jeg kunne ligge og langsomt vågne med lidt læsning i sengen. Således er jeg 58 sider inde i “De døde brødre” af Nick Clausen. Den stod egentlig ikke på min TBR, men jeg skulle tage en spontan beslutning om en e-bog, jeg ville læse i nat, da jeg ikke kunne tænde lyset i soveværelset. Og jeg havde lyst til at læse mere af Clausen, så selvfølgelig faldt valget på denne. Nu vil jeg dog lige få gjort mig klar til dagen og få spist lidt morgenmad.
Har du sovet? Og er du i så fald oppe og i gang igen?
Kl. 11.00: T tager dagens første lur i mine arme, men så er det jo godt, e-bøger findes. Jeg vil i hvert fald udnytte muligheden og få læst lidt videre i “De døde brødre”. Jeg nåede nemlig ikke mere, før T vågnede tidligere.
Kl. 12.37: Jeg har netop vendt sidste side af “De døde brødre”, hvilket passede perfekt med, at T vågnede kort tid efter. Bogen var desuden virkelig spændende, omend dog også en smule forudsigelig, så jeg er glad for, mit valg endte på den.
Jeg når nok ikke så meget mere læsning for denne gang, da jeg skal til at have gjort både mig og T klar til at tage afsted mod bogklub. Men hvis jeg gør, så opdaterer jeg selvfølgelig herinde.
Går din læsning godt her lige før slutspurten?
Kl. 17.36: Det er godt nok 3,5 time siden, readathonet sluttede. Men jeg fik ikke afsluttet indlægget helt, så der kommer lige en sidste opdatering her, hvor jeg lige er kommet hjem fra bogklub, som var super hyggeligt. Jeg nåede dog ikke at få læst mere, men det er helt okay. I morgen regner jeg forresten med, jeg smider en lille wrap-up op på domænet. For selvom jeg ikke nåede igennem min TBR (hvilket jeg dog heller ikke forventede), så er jeg ret stolt over det, jeg nåede at få læst.
Jeg håber, du havde et rigtig godt læsedøgn! Nu er det bare at vente til forårets readathon.