#1000bøger

I midten af marts lancerede Kathrine fra Bibliotekat konceptet #1000bøger, som jeg allerede er meget begejstret for. Konceptet er bygget ud fra det engelske initiativ kaldet ‘1000 books before kindergarten’, og handler kort fortalt om at styrke den tidlige literacy. Læsningen skal altså tilbage i hjemmet, og dette skal allerede ske før barnet starter i skole, således at det f.eks. allerede har et godt ordforråd, når det starter. Desuden bliver læsning i skolen hurtigt en sur pligt – både for børn og voksne – hvis det ikke allerede er en naturlig del af dagligdagen. Konceptet går derfor netop ud på, at barnet skal læse mindst 1000 bøger, før det starter i skole. Et tal der i manges øjne kan virke meget højt, men netop er med til at gøre, det bliver en god vane. Har du lyst til at vide mere om selve konceptet og Kathrines fine tanker bag, så smut ind på #1000bøgers hjemmeside lige her.

Som nævnt er jeg allerede meget glad for konceptet, hvilket dog nok heller ikke kommer som den store overraskelse. Jeg har jo tidligere skrevet et indlæg om at opdrage en læser, hvilket du finder her, og emnet ligger mig derfor allerede meget nært. Men det er alligevel helt vildt fedt, at kunne deltage i et lidt mere konkret projekt. For selvom vi virkelig sørger for at få læsning ind i hverdagen hos både os selv og Tim, så er hverdagen jo travl, og det kan derfor hurtigt blive lidt glemt. Jeg tænker derfor, at en deltagelse i #1000bøger netop er det, der skal til for, at vi husker at få læst mere end bare den daglige godnathistorie.

Vi er godt nok inde i en periode i øjeblikket, hvor det mest af alt er sjovt at rive i bøgers sider eller slikke på dem. Hvilket gør læsningen i dagtimerne en anelse besværligt. Men jeg har virkelig fået blod på tanden til alligevel at få læst en masse bøger sammen. For mon ikke Tim er ret godt tilfreds, hvis han bare får en bog, han selv kan holde og undersøge, mens jeg læser højt fra en anden? Det skal i hvert fald komme an på en prøve. Især fordi vi heldigvis har været forudseende og indkøbt en masse billige brugte bøger netop til dette formål. Dem er man jo ikke helt så ked af blive flået eller tygget i, som de fine nye i reolen.

Desuden tænker jeg, at #1000bøger er en rigtig sjov måde for Tim senere hen, at kunne se tilbage på, hvilke bøger han har læst i sin barndom. Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg selv havde sådan en liste. Den kommer jo nok både til at afsløre hans læsesmag, og hvilke bøger der er større hit end andre. For mon ikke vi kommer til at have en del genlæsninger på listen? Vi har i hvert fald allerede en lille stak bøger, som er blevet grundigt læst adskillige gange. Listen regner jeg med at lave i små notesbøger, således at det meste er samlet. Kathrine har godt nok lavet fine tælleark, men jeg tror bare hurtigt, vi vil få smidt dem væk. Ydermere er det jo en god måde at være lidt ekstra kreativ med det på. Så nu mangler jeg egentlig bare, at min baby vågner fra hans lur, og så skal jeg lige have besluttet, om vi officielt starter i dag – eller om jeg skal prøve at huske de 9,5 måned tilbage, og få skrevet alle de læseoplevelser ned, jeg husker, han har haft.

Deltager du og dit barn i #1000bøger?

At opdrage en læser

Hvad er det, der gør en læser til netop dette? Det er et spørgsmål, jeg længe har gået og grublet over. Faktisk nærmest lige siden, jeg i efteråret sidste år tog en graviditetstest, der viste, at T var på vej. Med et lille nyt liv følger nemlig en masse tanker og overvejelser, og én af disse er netop, hvordan jeg giver T det bedste grundlag for at blive en læser. Ikke fordi han absolut skal være dette. Det er selvfølgelig noget, han helt selv bestemmer, når han bliver ældre. Men jeg vil gerne opdrage ham på en måde, hvor bøger og læsning er en helt naturlig del af hans hverdag. Og hvordan gør man så dette? Det kan jeg endnu ikke besvare fuldkommen, men jeg kan fortælle dig om nogle af de tanker, jeg allerede har gjort mig, og måske har du input til emnet?

Først og fremmest tror jeg, det er vigtigt, at bøger er en naturlighed. Med dette mener jeg, at der fysisk skal være bøger til stede i de omgivelser, som T befinder sig i. Det vil der selvfølgelig være uanset hvad, da jeg ejer ret mange bøger. Men jeg tror også, det er vigtigt, at barnet har bøger, som kun er dennes. T skal altså have bøger, som står på hans værelse, og som han må gøre lige præcis det med, som han har lyst til. Om det så er at læse/kigge i dem, lege med dem eller bide i dem, så må han gøre dette. Det er noget, som piner mit bogelskende hjerte en smule, men vigtigheden af det overskygger nu alligevel dette. For hvordan skal man blive læser, hvis man slet ikke må røre bøgerne? Det tror jeg simpelthen ikke på er en mulighed.

At stille bøger til rådighed for barnet behøver dog ikke kun at være ved selv at eje disse. Børnebøger er dyre, og ikke alle er så heldige, at de bliver født ind i deres eget bibliotek. Derfor er det jo fantastisk, at vi har offentlige biblioteker, hvor det er helt gratis at låne det, du har lyst til. Børnebøger fra biblioteket kan godt være lidt klamme. Det er trods alt typisk børn, der har haft fat i dem. Men det er jo også netop et barn, du låner dem til. Du bør dog nok holde barnet fra at putte bøgerne i munden, men det bør du nok i det hele taget lade være med, når det handler om lånte bøger. Udover at låne bøger på biblioteket, så tænker jeg også, det er en rigtig god idé at tage barnet med. Biblioteket er jo et magisk sted, og de fleste biblioteket har også efterhånden små legeområder og arrangementer for børn. Man behøver altså ikke kun at komme der for bøgerne, hvilket jeg også håber på, T kommer til at opdage. Men samtidig tænker jeg også, at han skal have lov til at kigge bøgerne igennem, og helt selv udvælge nogle, som han på en eller anden måde finder interessante.

At opdrage en læser kræver dog helt klart ikke kun at stille bøger til rådighed. Det kræver også, at man viser, hvad disse kan bruges til, og hvilke magiske verdener og historier, disse kan indeholder. Hvilket selvfølgelig gøres på fineste vis gennem højtlæsning. Uanset om du er god til dette eller ej, så er jeg sikker på, det vil få barnet til i hvert fald at forbinde bøger med noget hyggeligt, hvis du læser for det. For højtlæsning er uanset hvad læsning – også selvom det ikke foregår med forskellige stemmer eller andre ting. Hvis man gerne vil have dette, så kan man jo f.eks. også blande højtlæsningen med lydbøger. Dem regner jeg i hvert fald med, at vi også kommer til at benytte herhjemme. Jeg er ydermere af den overbevisning, at man kan ikke begynde højtlæsningen for tidligt. De fleste babyer elsker jo deres mors stemme, så hvorfor ikke allerede begynde højtlæsningen, når de er helt små? Herhjemme var T derfor også kun få dage gammel, første gang han fik læst en bog højt. Han forstod selvfølgelig intet, men det beroligede ham, og samtidig tænker jeg, det i det lange løb gør læsningen endnu mere naturlig. Hvis man ikke kender til andet end, at det er normalt, f.eks. at få læst højt, før man skal sove. Så er jeg nemlig også sikker på, at dette vil fungere senere hen, hvor barnet bliver mere selvstændigt og interesseret i andre ting.

Til sidst har jeg en lille bonus, som nok ikke har en direkte betydning. Men det er noget, som jeg tænker kun kan være gavnligt. Dette er at lade barnet se forældrene læse. Selvfølgelig ikke på en måde, hvor det bliver tvunget til at kigge på, men hvor det kan se, at læsning er en naturlighed for forældrene. Jeg tror i hvert fald, det er med til at styrke nysgerrigheden over for læsning, hvis man er opvokset med at se andre læse. Derfor håber jeg også på, at T får set, især mig, læse en del i løbet af hans barndom

Tænker du også over, hvordan man opdrager en læser? Og hvis du har børn, hvad gør du så selv for at opmuntre disse til at blive læsere?