Top 10 i 2015

Top 10 i 2015Jeg ved godt, det er ret forsinket, men jeg synes altså ikke, I skal snydes for et indlæg om mine 10 yndlingsbøger i 2015. Så her kommer der en fin lille oversigt, med en beskrivelse af hvorfor, de har ramt denne liste. Nogle af bøgerne vil I kunne kende fra mit læsestatus-indlæg for 2015, som I finder her, og andre vil være nye omend de nok ikke kommer som den store overraskelse.

Anna og det franske kys og Isla og jagten på lykke af Stephanie Perkins
Isla og jagten på lykke er faktisk lidt snyd, for jeg læste den først færdig i år – men størstedelen blev læst i 2015. Desuden så er den egentlig mest på, fordi jeg ikke kunne vælge min favorit mellem den og Anna og det franske kys; de er nemlig fuldstændig fantastiske begge to. Grunden til, de er på denne liste, er dog nok, at de overraskede mig virkelig meget. Jeg havde nemlig forventet, at jeg ville have lidt svært ved at relatere til dem. Hvorfor ved jeg ikke, men sådan havde jeg det bare. Der var dog ingen grund til bekymring, for hvis der var noget jeg kunne, så var det at relatere til de ting, der skete i bøgerne. De føltes nemlig meget virkelige.

Simple Living af Nadia Plesner
Denne bog var nok alt det, som jeg inderst inde altid har ønsket mig i en biografi. Først og fremmest var sproget i den virkelig godt, og jeg følte tydeligt, jeg kunne mærke Plesner bag ordene. Desuden følte jeg virkelig, jeg kom til at kende hende godt, hvilket jeg elskede; især fordi det ikke bare var hendes gode sider, der blev omtalt i bogen, men også dem som hun måske mest af alt havde lyst til at skjule. Hvilket helt sikkert var en stor grund til, at jeg kom til at elske bogen så meget, som jeg gjorde. Der er nemlig ingen tvivl om, at Plesners naivitet helt sikkert var grunden til, at hun kom ud i nogle af de situationer, hun gjorde; og jeg var derfor så glad for, at man tydeligt kunne mærke, at hun også godt selv vidste det. Det gør hende jo på ingen måder mindre sej; det viser derimod bare, at hun er et helt almindeligt menneske. Endvidere var bogen virkelig bare noget af det mest inspirerende, jeg nogensinde har læst.

Hvad hjertet ved af Jessi Kirby
Nogle gange støder man på bøger, som sætter sig så dybt fast i én, at man aldrig kommer til at kunne slippe dem igen. Hvilket var det der skete med denne bog. Jeg gik ind til den uden de helt store forhåbninger, selvom jeg dog glædede mig til den, og jeg endte med at blive blæst bagover allerede få sider inde. Det er en bog, som jeg stadig hver dag husker brudstykker af, som var de en del af mine egne minder; hvilket på alle måder viser, hvor dybfølt og virkelig bogen var.

Monster af Patrick Ness
Jeg må indrømme, jeg gik ind til denne bog uden nogen som helst idé om, hvad den handlede om. Det var nemlig ikke vigtigt for mig, da jeg allerede var totalt over al den ros, den har fået. Bogen endte derfor med at ramme mig dybere, end jeg egentlig havde forventet; for pludselig kom den ret tæt på, og frembragte mange flere følelser, end hvad jeg nogensinde ville have troet, den kunne. Desuden elskede jeg, hvor gennemført bogen var, hvilket helt sikkert kun gjorde noget ekstra godt for min læseoplevelse.

Skyggernes bog af Haidi Wigger Klaris
Jeg ved faktisk ikke, hvad det præcis er, der fik mig til at elske denne bog så meget, som jeg gjorde. Jeg ved jo godt, det på ingen måde er et litterært mesterværk, men det gør altså heller ikke noget nogle gange. Jeg tror f.eks., at én af grundene til, dette med det samme blev en favoritbog var, at den var så underholdene og letlæst. Desuden læste jeg den nok på et helt perfekt tidspunkt, hvor det netop var præcis sådan en bog, jeg havde brug for. At den så også samtidig var ultra spændende, med masser af overnaturlige elementer samt helt almindeligt ungdomsdrama gjorde dog bestemt heller ikke noget.

The Martian af Andy Weir
Tænk at jeg skulle kunne komme til at elske en voksen science fiction roman så meget. Den havde jeg nok ikke rigtig set komme! Ikke fordi jeg ikke kan lide sci-fi, men mere fordi det er en genre, jeg ikke tidligere har beskæftiget mig super meget med – i hvert fald ikke som bog. Jeg er dog blevet virkelig hooked på at læse mere i genren, efter jeg læste The Martian. Jeg elskede nemlig alle elementer i den, og nød f.eks. også virkelig al den kemiske og videnskabelige snak, der er i bogen. Det fungerede nemlig helt utrolig godt. Desuden kan man ikke lade være med at holde af en bog, når den indeholder en hovedperson som Mark Watney.

Den Fredløse af C. Evytt
Her vil jeg gerne starte med endnu engang at indrømme, at jeg mest af alt læste bogen, fordi den var pæn og indeholdte enhjørninge. Det sidste solgte nemlig bogen for mig, før jeg overhovedet havde nogen anden idé om, hvad den handlede om – og jeg synes, at enhjørningene var inkorporeret helt perfekt i historien. Desuden var historien i sig selv også virkelig interessant, og jeg elskede, at jeg kom til at elske den, på trods af at jeg f.eks. sjældent læser historisk fiktion, som er den mest dominerende genre i denne fortælling. Bogen var bare på en måde virkelig magisk, men alligevel også ret ordinær og jordnær, hvilket var helt perfekt.

Full Measures af Rebecca Yarros
Dette er, som flere af jer nok ved, uden tvivl den mest fantastiske bog, jeg læste i 2015 – ja, faktisk måske nogensinde. Jeg har anmeldt bogen på bloggen, men det er en bog, som jeg har meget svært ved at sige noget konkret om. Det er nemlig sådan en bog, der bare skal opleves. Uden at have læst den, vil man nemlig f.eks. ikke forstå, hvordan en bog kan knuse ens hjerte så meget, på samme tid med at den er virkelig hjertevarm, og sørger for at samle alle stumperne sammen igen. Det er sådan en bog, som heller aldrig helt vil forlade ens tanker efter endt læsning. Desuden kan jeg stadig tydeligt huske de følelser, som jeg gik igennem, da jeg læste den – hvilket altså er noget af en bedrift her næsten et år efter, jeg læste den.

On the Fence af Kasie West
Dette er måske ikke rigtig en super speciel bog. Ja, faktisk har jeg læst op til flere bøger, som indeholder mange af de samme elementer som denne. Men disse har alligevel ikke kunne nå op på dennes niveau; den var nemlig alligevel helt speciel og helt sin egen. Det jeg husker bogen bedst for er dog, hvordan den gjorde mig helt besat af Wests forfatterskab. Jeg måtte nemlig bare have mere af hende, da jeg havde læst denne bog færdig! Og det synes jeg alligevel siger en del om bogen; for det er sjældent, jeg oplever, at en enkelt bog kan få mig til at have det sådan.

Pivot Point af Kasie West
Denne bog skabte en ny kærlighed hos mig; en ny kærlighed som jeg heller ikke rigtig havde set komme, men som jeg dog har meget svært ved at slippe igen. Den gjorde mig nemlig helt forelsket i kombinationen af YA, sci-fi og romance, som efter min mening er en helt fantastisk blanding. Især gjorde den mig meget interesseret i bøger, der egentlig virker som ret almindelige ungdomsfortællinger, men som alligevel indeholder ret heftige sci-fi-elemeter. Det gør nemlig bare disse bøger endnu mere interessante. Det gjorde dog heller ikke noget, at denne bog virkelig var helt fantastisk, og at jeg virkelig blev opslugt af dens univers.

Hvilke bøger var de bedste, som I læste i år 2015?

Flyvehjørnet #5

Flyvehjoernet #5Flyvehjørnet er startet af Rikke og jeg, og går ud på at vi hver måned trækker en magisk seddel fra en lille krukke, hvor udfra der vil blive bestemt månedens udfordring. Alle er meget velkomne til at deltage, og det kræver nødvendigvis ikke andet, end at man deler sin læsning på de sociale medier med #flyvehjoernet.

Det er blevet februar, hvilket betyder at #Flyvehjørnet er tilbage fra jule-eksamens-ferie! Jeg har personligt glædet mig meget til en ny udfodring; især fordi jeg jo har lovet mig selv, at jeg hver måned skal nå at få læst mindst én bog til den givne udfordring. Jeg er nemlig sikker på, det vil være rigtig godt for mig, at prøve at udfordre mig læsning bare en anelse.

Denne måned har Rikke fået æren af at trække en magisk seddel med en udfordring, og det førte til følgende:

“Læs en bog der er blevet filmatiseret.”

Udfordringen for denne måned er en af dem, jeg personligt har glædet mig rigtig meget til. Der er nemlig så mange film baseret på bøger, som jeg gerne vil se, men ved de fleste af dem, vil jeg først have læst bogen. Jeg har derfor også altid rigtig mange bøger på min TBR, som er blevet filmatiseret. Grundet dette har jeg lidt problemer med at finde ud af, hvilken bog jeg egentlig vil læse. Der er jo en del at vælge mellem. Jeg regner dog med, det nok bliver en af dem, som har stået og samlet støv på hylden alt for længe. Hvilken, det bliver, er dog et godt spørgsmål, så følg med på Instagram for at se, hvilken det ender med.

Bogen kan forresten både være lavet til en film og/eller en TV-serie, og filmatiseringen behøver ikke at være kommet endnu. Det er dog selvfølgelig nok sjovest, hvis den udkommer senest her i 2016. Udfordringen ville derfor f.eks. også være god til, lige at nå at få læst nogle af de bøger, hvis film kommer her lige om lidt, så man kan være helt klar på disse.

Deltager I i denne måned, og hvad planlægger I evt. at læse?

Boglige nytårsforsætter 2016

Boglige nytårsforsætter i 2016Sidste år skrev jeg lidt om ikke at deltage i nogen bogudfordringer, for ikke at føle mig presset til at læse. Som stor lystlæser så føler jeg nemlig ikke, der skal så meget til. Derfor vil jeg heller ikke deltage i nogen bogudfordringer i år, men jeg har alligevel sat nogle små boglige forsætter for mig selv. Ikke nødvendigvis fordi jeg skal overholde dem, men fordi jeg er sikker på, jeg kun vil få noget positivt ud af at skrive dem ned og kunne kigge tilbage på dem i løbet af året. Der er jo en grund til, jeg har sat mig de mål – også selvom jeg måske af en eller anden grund skulle ændre mening i løbet af året.

Jeg har flere forskellige mål for i år, men mit største boglige forsæt handler om, at jeg skal blive bedre til at læse de bøger, som jeg har lyst til. Selvfølgelig læser jeg kun bøger, jeg har lyst til, men nogle gange kan jeg alligevel komme til at føle mig presset til at læse en bestemt bog, selvom det måske ikke er den, jeg har aller mest lyst til at læse lige i det bestemte øjeblik. Jeg skal derfor blive bedre til ikke at føle mig presset, men f.eks. bare at læse en tyk bog, hvis det er det, jeg har lyst til – også selvom det betyder, at andre når at læse en masse andre bøger i mens. For det er jo ikke det, det handler om; det handler om, hvad jeg gerne vil læse, og det skal jeg lære at huske på.

50 bøger
Jeg har i år sat mit Goodreads mål noget lavere, end min læsning de sidste par år egentlig fortæller, jeg burde sætte det. Dette skyldes dog netop, at jeg ikke vil føle mig presset til at læse; jeg vil altså have læsning som afslapning tilbage! Jeg ved nemlig, at jeg hurtigt kan føle mig presset til at læse små korte bøger, hvis jeg kommer bagud i udfordringen, og med et år som jeg ikke helt ved, hvad byder på, så vil jeg hellere være sikker. Desuden er det jo bare bonus, hvis jeg så får læst flere bøger. Hvilket jeg er dog er ret sikker på, jeg gør – men man ved jo aldrig.

12 bøger af Dennis Jürgensen
Jeg elsker Jürgensen; det er der vidst ingen tvivl om. Men jeg må indrømme, at der er rigtig mange af hans bøger, jeg enten ikke har læst, eller som jeg læste som barn, og ikke rigtig husker noget af i dag. Jeg vil derfor rigtig gerne få læst flere af hans bøger, og i og med de fleste er ret korte og letlæselige, så tænker jeg at én om måneden er perfekt. Især fordi jeg nyder at høre hans bøger som lydbøger (Torben Sekov ftw!), og jeg dermed også vil kunne få hørt lidt flere lydbøger således.

Starte på The Chronicles of Narnia af C.S. Lewis
I 6. klasse læste jeg og lavede skuespil over Løven, heksen og garderobeskabet, og selvom jeg virkelig godt kunne lide den, så endte hele det forløb med at gøre mig uendelig træt af historien. Igennem det seneste år har jeg dog fået en kæmpe lyst til rent faktisk også at få læst resten af serien samt genlæse den ovenstående. Og da jeg fik bokssættet med serien i julegave (der skal nok snart komme ‘Nyt i reolen’ – mine gaver befinder sig bare på Fyn indtil slutningen af januar), så er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at få læst dem. Eller i hvert fald i det mindste bare få læst nogle af bøgerne i serien.

Læs Det Gyldne Kompas af Philip Pullman
Jeg så Det Gyldne Kompas som forpræmiere, da den udkom i Danmark, og jeg hadede den! Okay, det er måske lidt hårdt sagt; men jeg var i hvert fald ikke synderlig begejstret for den, og kedede mig bravt under den. Jeg skulle derfor på ingen måde nogensinde læse bogen/serien. Men så fandt jeg ud af, hvor god bogserien egentlig skulle være, og så fik jeg pludselig lysten til at give mig i kast med den. Jeg har dog af en eller anden grund ikke fået det gjort, så det skal altså ske i år; om ikke andet så vil jeg i hvert fald bare have læst den første bog i år.

Læs flere tegneserier
I 2014 blev jeg rigtig begejstret for tegneseriegenren, men desværre synes jeg ikke rigtig, jeg fik læst så mange tegneserier i løbet af 2015. I hvert fald ikke i forhold til, hvor mange jeg egentlig gerne ville have haft læst. Jeg skal derfor prioritere at læse lidt flere i år; især fordi de jo netop er perfekte i travle perioder, eller på tidspunkter hvor man f.eks. har brug for et kort break mellem to bøger.

Læs alle bøger i #Flyvehjørnet til tiden
Vi snakker ikke om, hvor dårligt det gik med at få læst bøgerne til #Flyvehjørnet sidste år, hvilket jo er virkelig åndssvagt. Udfordringerne er jo rimelig lette at finde bøger til, og jeg kan jo virkelig godt lide konceptet; ellers ville jeg jo ikke have startet det. Så i år skal jeg uden tvivl også prioritere, at få læst én bog om måneden der passer til den givne udfordring.

Hold styr på bogkøb
Dette punkt handler ikke om at købe færre bøger (selvom jeg nok burde ;)), men mere om at holde styr på, hvilke og hvor mange bøger, jeg egentlig køber i løbet af året. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg forlængst er løbet tør for plads til flere bøger herhjemme, men det skal selvfølgelig ikke stoppe mig i at købe flere; jeg elsker jo bøger! Men jeg kunne måske godt blive lidt bedre til at overveje mine bogkøb endnu mere nøje, og se om det f.eks. er en bog, som jeg kunne vente med at eje og måske ønske mig i stedet. Desuden føler jeg bare, det kunne være lidt rart at få et overblik over mine bogkøb i løbet af året. Det er dog kun køb af fysiske bøger, det handler om – ikke bøger som jeg anskaffer mig på anden vis; f.eks. gratis eller på Kindlen (her kan der jo være rigtig mange bøger, uden de fylder i lejligheden).

Har I lavet jer nogen specifikke boglige nytårsforsætter i år?

Læsestatus 2015

Læsestatus 20152015 har på mange måder været et fantastisk, men også ret mærkeligt og på en måde lidt ligegyldigt læseår. Siden august har jeg befundet mig i et lidt mærkeligt læse-limbo. Jeg har haft lysten til at læse, men så ikke rigtig alligevel, fordi jeg ikke har kunne finde ud af, hvad jeg egentlig har ville læse. Og samtidig har tiden og overskuddet bare ikke rigtig været der, hvilket jeg har haft svært ved at acceptere. Jeg føler derfor også lidt, jeg er blevet overmættet med bøger og læsning; én ting jeg er virkelig ked af, da læsningen jo normalt er mit fristed, hvor jeg slapper helt af.

Dette betyder også, at jeg har prøvet at tvinge mig selv til at læse på tidspunkter, hvor jeg nok bare har skulle lade være. Og dette har nok i én eller anden grad påvirket mine læseoplevelser, hvilket betyder, at jeg har en del af disse, som føles lidt ligegyldige for mig. Ikke fordi de nødvendigvis har været dårlige, men fordi jeg husker dem meget sløret.

Der har dog også været helt fantastiske læseoplevelser i løbet af året, som jeg husker tilbage på med en stor glæde. Især fordi flere af disse bøger er nogle, som jeg ved altid være en del af mig, og som jeg er overbevist om, at jeg en dag vil vende tilbage til. Der er nemlig bøger, som på alle måder har sat sig fast i mit hjerte som værende nogle af mine absolutte yndlingsbøger.

2015 i tal

  • 114 læste bøger.
  • 29.175 sider læst.
  • 79 sider læst i gennemsnit om dag.
  • 46 sider var den korteste bog.
  • 640 sider var den længste bog.
  • 256 sider var de læste bøger i gennemsnit.
  • 9 af de læste bøger blev tilføjet min ‘favorites’-hylde på Goodreads.

Bedste læseoplevelse?
Som sagt har jeg haft en del fantastiske læseoplevelser i løbet af 2015, men især én af dem står helt tydeligt frem i min hukommelse. Det er Full Measures af Rebecca Yarros, som jeg vidst nok købte til $0.99 som Kindle-bog, fordi den lød en lille smule spændende; jeg havde dog ikke regnet med, at jeg ville komme til at læse den foreløbig. Men det var kun lige indtil, at Katja læste den, og nærmest tvang mig til også at gøre det. Og hvor er jeg evigt taknemmelig for, at hun gjorde det. Bogen blev nemlig på ingen tvivl en af mine absolutte yndlingsbøger – ja, faktisk var den allerede det, før jeg havde læst den færdig. Bogen knuste mit hjerte, og fik mig til at stortude så mange gange. Men samtidig satte den også de knuste stykker sammen igen, og det er en bog, jeg husker tilbage på med så meget kærlighed. Da den samlede stykkerne af mit hjerte, sørgede den for, at tilføje sig selv som et af stykkerne, og derfor vil både bogen og læseoplevelsen uden tvivl altid være en del af dette.

Bedste serie?
Jeg er begyndt på flere forskellige serier i år, men jeg har kun læst én hel serie. Jeg kunne dog godt have valgt én af de serier, hvor jeg har læst mere end første bog i år, men faktisk var der ikke rigtig nogen tvivl om, at det var den fulde serie, som har fortjent denne titel. Det er nemlig Anna and the French Kiss-serien af Stephanie Perkins, som både overraskede mig, og fik mig til at forelske mig fuldkommen. Jeg havde virkelig ikke forventet, at bøgerne ville være andet end let fluff for mig, men de endte med virkelig at komme til at betyde meget for mig. Desuden indeholder de nogle af de bedste karakterer, jeg nogensinde har mødt i en bog.

Bedste forfatter?
Der er så mange gode at vælge mellem, men Kasie West vinder alligevel uden tvivl denne kategori. Dette skyldes ikke, at hendes bøger nødvendigvis har været de bedste, jeg har læst i løbet af året; selvom i hvert fald to af dem var ret fantastiske. Det skyldes mere, at hun har tryllebundet mig fuldstændig, og er blevet til en af de forfattere, som jeg har planer om at købe alle bøger af – også uden nødvendigvis at læse disses beskrivelse. Jeg stoler nemlig på, at bøgerne vil være virkelig skønne uanset hvad.

Det hele startede en aften i februar, hvor jeg endelig fik sat mig ned og åbnet On the Fence, som jeg havde glædet mig til at læse et godt stykke tid. Grundet forskellige ting tog den mig et par dage at læse, men derefter var jeg hooked! Jeg måtte bare have mere af West, og jeg endte derfor med at starte på The Distance Between Us selvsamme dag, og jeg stoppede ikke før, jeg var færdig. Og da jeg var færdig med den, hvad gjorde jeg så? Jo, jeg læste selvfølgelig Pivot Point, for jeg kunne ganske enkelt ikke lade være. Desuden læste jeg senere på året The Fill-In Boyfriend – så jeg nåede altså hele fire af hendes bøger i løbet af året (og tre af dem inden for få dage). Så ja, hun var vidst den bedste forfatter, jeg læste i 2015.

Mest overraskende bog?
Der har været flere bøger, der overraskede mig i 2015, men den jeg blev mest overrasket over var Den fredløse af C. Evytt. Jeg havde nemlig på ingen måde forventet, jeg ville komme til at elske den så meget, som jeg gjorde. Faktisk må jeg indrømme, at det der solgte den mest for mig var, at coveret var smukt, og at der blev nævnt noget om enhjørninger i beskrivelsen. Jeg valgte dog, at jeg ville læse den, på trods af at dens størrelse skræmte mig helt vildt, og at jeg vidste, det var en blanding af genrer, jeg normalt ikke læser. Og hvor er jeg glad for det! For selvom bogen var en blanding mellem, eller faktisk mest af alt, en historisk roman med fantasyelementer, så var den også bare så meget mere. Jeg var især vild med den pga. bogens karakterer, som virkelig satte sig fast i min hukommelse. Jeg håber derfor også på, der engang kommer en fortsættelse; jeg ville i hvert fald uden tøven læse den.

Mest skuffende bog?
Det er uden tvivl Når hr. Hund bider af Brian Conaghan. Jeg havde virkelig forventet, at det ville være en bog, som jeg ville nyde og være meget begejstret over. Beskrivelsen af den lød nemlig både sjov og ret sød, og det solgte mig virkelig. Desværre er det en af de værste bøger, jeg nogensinde har læst! Faktisk vil jeg gå, og gik jeg så langt som til at sige, at jeg på ingen måde vil anbefale den til nogen. Efter min mening er læsningen af den et komplet tidsspilde, og det er synd at bruge tid på noget, som er så elendigt. Der er dog en del, der virkelig godt kunne lide den – så måske er det bare mig.. Men der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at det er en af de mest skuffende læseoplevelser, jeg nogensinde har haft.

Mest uforglemmelige karakter?
Der er flere, som jeg virkelig elsker, og som sidder dybt begravet i min hukommelse. Men der er én, som jeg på ingen måde kunne lade være med at holde af, og som jeg ville ønske, jeg kunne kende i virkeligheden. Dette er Mark Watney fra The Martian af Andy Weir. For det første er han helt ufattelig sej! Og for det anden elskede jeg virkelig hans humor. I det hele taget er han den perfekte hovedperson, som både kunne få mig til at tænke, bekymre mig og skraldgine. Især det sidste gjorde jeg så mange gange under både læsningen af bogen, og da jeg efterfølgende så filmen.

Mest betydningsfulde læseoplevelse?
Det var uden tvivl Simple Living af Nadia Plesner! Jeg havde slet ikke tænkt mig at læse bogen, indtil vi besluttede, at hun skulle gæste Bogbloggertræf 2015, og så måtte jeg jo hellere læse det, hun havde skrevet. Jeg havde derfor heller INGEN forventninger til bogen overhovedet, men den overraskede mig så meget ved at være helt fantastisk. Desuden var både bogen og Plesner så utrolig inspirerende, at det halve kunne have været nok. Samtidig betød læseoplevelsen bare i det hele taget virkelig meget for mig, og jeg er overbevist om, det er en bog, jeg kommer til at genlæse. Måske ikke i sin fulde længde – men i hvert fald i små bidder af gangen.

Yndlingscitater?

“[..]den minder mig om, at vi som mennesker ikke bare har evnen i os til at være venlige, men vi har selve valget af venlighed.” – Wonder af R. J. Palacio.

“War was such a spiteful bitch; she took everything we loved and handed us back a folded flag in return, telling us the honor of their sacrifice was a just and equal payment. It wasn’t.” – Full Measures af Rebecca Yarros.

“Der er ikke altid en helt. Der er heller ikke altid en skurk. De fleste mennesker er et sted midtimellem.” – Monster af Patrick Ness.

Yndlingscover?
Jeg har valgt, at dette skal udvælges blandt de bøger, som jeg læste i 2015, da jeg blev nødt til at gøre det lidt overskueligt for mig selv. Og her var der ingen tvivl! Jeg har godt nok læst flere bøger, som har været virkelig pæne, men kun én af dem har været helt ufattelig smuk. Og dette er Den fredløse af C. Evytt! Bogens cover er virkelig på alle måder bogdesign, når det er gjort aller bedst.

Hvordan gik jeres læsning i 2015, og hvilke læseoplevelser tænker I mest tilbage på?

Flyvehjørnet #4

Flyvehjoernet #4Flyvehjørnet er startet af Rikke og jeg, og går ud på at vi hver måned trækker en magisk seddel fra en lille krukke, hvor udfra der vil blive bestemt månedens udfordring. Alle er meget velkomne til at deltage, og det kræver nødvendigvis ikke andet, end at man deler sin læsning på de sociale medier med #flyvehjoernet.

Så gik vi endnu engang ind i en ny måned (ja, jeg er lidt bagud med alt i øjeblikket), og så endda december – glædelig jul! Det betyder jo normalvis, at der kommer en ny udfordring i Flyvehjørnet. Det gør der dog desværre ikke hverken denne måned eller til januar. Flyvehjørnet holder nemlig en pause henover julen og eksamensperioden, da hverken mig eller Rikke har tid eller overskud til vores lille udfordringsleg – og det er jo synd. Desuden regner vi med, at de fleste af jer nok bruger december på at få læst en masse gode julefortællinger, og det skal der jo også være tid til. Flyvehjørnet vender dog stærkt tilbage med en ny udfordring til februar i det nye år.

Selvom der ikke kommer en ny udfordring denne måned, betyder det dog ikke, at vi ikke lige skal kigge kort tilbage på den forgangne måned. Heller ikke selvom det ikke gik super godt – i hvert fald ikke for mig! Altså jeg fik læst Jeg er døden af Chris Carter, som teknisk set godt kan gå som værende en del af udfordringen; jeg var dog allerede startet på den, da måneden startede. Så det er en smule snyd. 😉 Men jeg kan fortælle, at den var virkelig god, og det er jo det vigtigste.

Deltagere i november: | Chrismeme | Michlauritsen | BogslottetMomse72 | Mit liv, Min blog |

Vi ses til februar #flyvehjoernet!