Kommende udgivelser: Juni, juli og august

Det her indlæg skulle egentlig havde været på bloggen for over en måned siden. Nogle gange er der bare ikke helt så meget blogtid, og sådan en periode er jeg inde i pt. Men så udskifter vi bare lige maj med august, og vupti så kan vi komme i gang med at kigge på en masse nye bøger, som jeg glæder mig helt enormt meget til. Så lad os komme i gang.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i februar, marts og april her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Præsidenten er forsvundet” af Bill Clinton og James Patterson (Gyldendal – 4/6)
Dette er en thriller, som jeg ville elske at se som film. Men eftersom dette endnu ikke findes, så siger jeg ikke nej tak til at læse bogen i stedet. Det lyder jo som en enormt fed, intens og neglebiddende historie, og jeg kan slet ikke vente med at kaste mig over den. Faktisk har jeg glædet mig så meget til den, at jeg er tyvstartet på lydbogen, selvom jeg har et fysisk eksemplar på vej. Jeg kunne nemlig slet ikke vente længere.

Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz (CarlsenPuls – 7/6)
Denne bog har jeg nærmest ville læse lige siden den udkom for første gang, og jeg har den da også liggende på min Kindle. Af en eller anden grund har jeg bare ikke fået den læst endnu. Endda på trods af jeg flere gange er blevet anbefalet den, og at det jo virker som om, at alle elsker den. Men nu er den udkommet på dansk, og mit eksemplar af den er på vej med posten, så nu skal den altså læses. Og så krydser vi fingre for, jeg også kommer til at elske den.

Kvinden mellem os” af Sarah Pekkanen & Greer Hendricks (Gyldendal – 11/6)
Jeg er mega meget i thriller-humør i øjeblikket! Måske fordi der netop udkommer så mange pt., som lyder virkelig interessante? Og dette er bestemt ikke en undtagelse! Jeg regner ikke med, det bliver en mind-blowing læseoplevelse, men jeg er sikker på, den nok skal kunne underholde mig ret godt. Hvilket helt bestemt også kan noget.

Jeg er faret vild” af Gayle Forman (Gyldendal – 18/6)
Jeg er vild med Formans forfatterskab. Jeg har godt nok endnu ikke fået læst alt, hvad hun har udgivet, men jeg har været vild med det, jeg har nået. Det er derfor slet ikke overraskende, at hendes nyeste udgivelse på dansk også står på min liste. Men samtidig virker det ud fra beskrivelsen også som om, at denne nærmest kan gå hen og være endnu bedre, end hvad jeg hidtil har læst fra hendes hånd. Bagsideteksten lover i hvert fald godt, og jeg er så klar til at lade mig opsluge totalt af historien.

Ham” og “Os” af Elle Kennedy og Sarina Bowen (Flamingo – 10/8 og 17/8)
Disse bøger har jeg også haft øje på, siden de udkom på engelsk. Der har bare været noget ved dem som gjorde, at jeg ikke var helt overbevist om, jeg ville være så vild med dem. Men jeg har Kennedy-abstinenser, så selvfølgelig kaster jeg mig ud i dem. Eller i hvert fald “Ham”, og så må vi se, om jeg har lyst til at læse videre. Men mon ikke? Jeg tror i hvert fald ikke længere, de vil komme til at skuffe mig.

Ja, det er et lidt skrabet udvalg denne gang i forhold til normalt. Men det er også henover sommeren, hvor der ikke plejer at udkomme super mange nye bøger. Til gengæld tænker jeg, at den næste liste nok kommer til at være lidt længere, end den plejer – så det er jo egentlig fint nok.

Hvad glæder du dig mest til udkommer i løbet af de kommende måneder?

#1000bøger

I midten af marts lancerede Kathrine fra Bibliotekat konceptet #1000bøger, som jeg allerede er meget begejstret for. Konceptet er bygget ud fra det engelske initiativ kaldet ‘1000 books before kindergarten’, og handler kort fortalt om at styrke den tidlige literacy. Læsningen skal altså tilbage i hjemmet, og dette skal allerede ske før barnet starter i skole, således at det f.eks. allerede har et godt ordforråd, når det starter. Desuden bliver læsning i skolen hurtigt en sur pligt – både for børn og voksne – hvis det ikke allerede er en naturlig del af dagligdagen. Konceptet går derfor netop ud på, at barnet skal læse mindst 1000 bøger, før det starter i skole. Et tal der i manges øjne kan virke meget højt, men netop er med til at gøre, det bliver en god vane. Har du lyst til at vide mere om selve konceptet og Kathrines fine tanker bag, så smut ind på #1000bøgers hjemmeside lige her.

Som nævnt er jeg allerede meget glad for konceptet, hvilket dog nok heller ikke kommer som den store overraskelse. Jeg har jo tidligere skrevet et indlæg om at opdrage en læser, hvilket du finder her, og emnet ligger mig derfor allerede meget nært. Men det er alligevel helt vildt fedt, at kunne deltage i et lidt mere konkret projekt. For selvom vi virkelig sørger for at få læsning ind i hverdagen hos både os selv og Tim, så er hverdagen jo travl, og det kan derfor hurtigt blive lidt glemt. Jeg tænker derfor, at en deltagelse i #1000bøger netop er det, der skal til for, at vi husker at få læst mere end bare den daglige godnathistorie.

Vi er godt nok inde i en periode i øjeblikket, hvor det mest af alt er sjovt at rive i bøgers sider eller slikke på dem. Hvilket gør læsningen i dagtimerne en anelse besværligt. Men jeg har virkelig fået blod på tanden til alligevel at få læst en masse bøger sammen. For mon ikke Tim er ret godt tilfreds, hvis han bare får en bog, han selv kan holde og undersøge, mens jeg læser højt fra en anden? Det skal i hvert fald komme an på en prøve. Især fordi vi heldigvis har været forudseende og indkøbt en masse billige brugte bøger netop til dette formål. Dem er man jo ikke helt så ked af blive flået eller tygget i, som de fine nye i reolen.

Desuden tænker jeg, at #1000bøger er en rigtig sjov måde for Tim senere hen, at kunne se tilbage på, hvilke bøger han har læst i sin barndom. Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg selv havde sådan en liste. Den kommer jo nok både til at afsløre hans læsesmag, og hvilke bøger der er større hit end andre. For mon ikke vi kommer til at have en del genlæsninger på listen? Vi har i hvert fald allerede en lille stak bøger, som er blevet grundigt læst adskillige gange. Listen regner jeg med at lave i små notesbøger, således at det meste er samlet. Kathrine har godt nok lavet fine tælleark, men jeg tror bare hurtigt, vi vil få smidt dem væk. Ydermere er det jo en god måde at være lidt ekstra kreativ med det på. Så nu mangler jeg egentlig bare, at min baby vågner fra hans lur, og så skal jeg lige have besluttet, om vi officielt starter i dag – eller om jeg skal prøve at huske de 9,5 måned tilbage, og få skrevet alle de læseoplevelser ned, jeg husker, han har haft.

Deltager du og dit barn i #1000bøger?

Kommende udgivelser: Februar, marts og april

Ja, det her indlæg kommer lidt (læs: meget!) for sent i forhold til februar. Men når der allerede er udkommet tre bøger, som jeg glæder mig til at læse, så må de jo med. Desuden har jeg desværre ikke nået at læse dem endnu, og så gør det jo intet. Vel? Uanset hvad skulle de bare med på listen! Hvis de ikke havde været med, havde det dog måske været noget lettere at skrive indlægget. Der udkommer nemlig vanvittigt mange spændende bøger i de kommende måneder. Så mange at jeg brugte alt for lang tid på at udvælge de ti, som skulle med i dette indlæg. Og alt for mange til at jeg kan nå at læse dem. Men jeg vil gøre et forsøg. Både med de ti – men bestemt også med en del af dem, der ikke nåede med i indlægget.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i november, december og januar her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Hot mess” af Lucy Vine (Flamingo – 14/2)
Af en eller anden grund virkede denne slet ikke tiltrækkende for mig, da den begyndte at dukke op rundt omkring. Men så læste jeg bagsideteksten, og jeg var hooked! Den lyder ikke super speciel, men den lyder som om, den er helt perfekt til mit læsehumør i øjeblikket. Ydermere er den vist også mere adult end NA romance, og det vil jeg gerne i gang med at læse mere af, så det er jo også ret fantastisk. Derfor går jeg også meget snart sådan rigtig i gang med at læse den; indtil videre har jeg nemlig kun lyttet til et par sider af den på lydbog. Men det tegner allerede godt.

Vent på mig” af Jennifer L. Armentrout (Lovebooks – 14/2)
Denne har jeg egentlig været lidt iffy omkring. På den ene side lyder den ret god, og den har vist også fået okay anmeldelser, men på den anden side kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg egentlig gider at læse noget af Armentrout, da hun er blevet lidt overhypet for mig. Men så læste jeg Irenes anmeldelse af bogen her, og den solgte den fuldstændig til mig. Hun får den i hvert fald til at lyde som en bog, jeg kun kan komme til at elske.

Mere end venner” af Monica Murphy (Flamingo – 26/2)
Denne er endnu en, jeg ikke helt kan finde ud af. Altså jeg glæder mig til at læse den – ingen tvivl om det. Men om jeg vil synes om den, det kan jeg ikke helt finde ud af? Desuden må jeg indrømme, at jeg synes, det er lidt mærkeligt, at man har valgt at udgive nummer to og tre i en serie, men ikke den første. Den første skulle dog ikke have nogen rigtig sammenhæng med dem, men jeg ville nu stadig helst starte med den. Men samtidig gider jeg heller ikke rigtig læse den på engelsk. Bogen i sig selv lyder dog ret letfordøjelig og underholdende, og det er én som jeg er sikker på, jeg vil elske at nye i løbet af enten foråret eller sommeren.

Strengt fortroligt” af Karen Cleveland (Politikens Forlag – 7/3)
Denne stødte jeg allerede på i september, da Politikens Forlag havde den med i deres nyhedskatalog. Og jeg var fuldstændig hooked på den med det samme, jeg læste beskrivelsen. Jeg har derfor også ventet på den med længsel lige siden, og jeg er så glad for, den endelig udkommer. Det var så meget på tide jo. 😉 Den er godt nok noget kortere, end jeg troede, den ville være. Men mon ikke det bare gør, at den flyver forbi endnu hurtigere? Hvilket altså kun er positivt i denne forbindelse. Ydermere tror jeg generelt bare, der er masser af fart over feltet og spænding i bogen, hvilket jeg altid kan bruge.

Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum (Facet – 9/3)
Denne kendte jeg slet ikke til, før den for kort tid siden dukkede op på Facets Facebookside. Jeg var dog slet ikke i tvivl om, at jeg skal læse den. For det første er den ret kort og dermed virkelig hurtigt læst, men samtidig lyder den også meget interessant. Jeg elsker noveller til børn, der handler om fantasi og/eller gys. Og da novellerne i denne bliver beskrevet som værende på kanten mellem virkelighed og fantasi, så lyder det ret godt. Jeg glæder mig i hvert fald til meget snart at dykke ned i den.

I en mørk, mørk skov” af Ruth Ware (Gyldendal – 9/3)
Jeg har desværre endnu ikke nået at få læst “Kvinden i kahyt nr. 10”, men jeg har hørt, at Ware skulle skrive virkelig godt. Det, kombineret med at bagsideteksten til denne bog gav mig sådan en lyst til straks at læse mere, gør at jeg glæder mig helt vildt til den. Den lyder jo enormt spændende, og som én bog man først lægger fra sig igen, når den sidste side er læst. Hvilket jeg altså altid kan bruge – det er jo sådan et godt boost til læselysten.

Dødens galleri” af Chris Carter (Jentas – 10/3)
Jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal skrive ved nye udgivelser af Chris Carter. Min grund til at glæde mig helt sindssygt til hans bøger er jo netop det – det at det er ham, der har skrevet dem. Jeg elsker jo virkelig hans serie om Robert Hunter, og jeg er overbevist om, jeg kunne stoppe med serien, den dag der ikke kommer flere bøger. Eller okay, det passer jo nok ikke helt. Den dag begynder jeg jo nok bare at genlæse dem om og om igen. Det var dog ikke gået op for mig, at “Dødens galleri” allerede udkommer lige om lidt, så det er virkelig fedt.

Åndehvisken” af Heidi Wigger Klaris (Tellerup – 13/4)
Jeg har ikke læst super meget om, hvad denne handler om. Jeg vil nemlig bare gerne læse mere af Wigger Klaris, så selvfølgelig skal jeg læse denne. Jeg var godt nok ikke super vild med den sidste bog, jeg læste af hende, men jeg tror nu alligevel på, jeg vil komme til at nyde denne. Om ikke andet så i hvert fald være godt underholdt undervejs.

Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins (CarlsenPuls – 19/4)
Den engelske udgave af denne stod faktisk på min ønskeseddel til jul, men jeg endte ikke med at få den. Jeg så dog kort tid efter, at CarlsenPuls ville udgive den på dansk, og så kunne jeg jo lige så godt vente med at læse den. Jeg glæder mig dog helt vildt til den. Ikke fordi jeg tror, den er fantastisk eller nytænkende på nogen måde, men jeg er sikker på, at den er virkelig god underholdning. Desuden er jeg ret spændt på at læse noget helt andet af Perkins, end det jeg tidligere har læst.

Slagplanen” af Kristen Callihan (Flamingo – 26/4)
Jeg har lige færdiglæst “Chanceløs”, og jeg elskede den! Det gjorde jeg sådan set også med “Sendt til tælling”, men slet ikke lige så meget. Jeg håber derfor lidt på, det betyder, at Callihans bøger bare bliver bedre og bedre. Hvilket må betyde, at “Slagplanen” vil blæse mig fuldkommen bagover. Jeg krydser i hvert fald fingre for det, og i mellemtiden tæller jeg dage til, jeg kan begrave næsen dybt mellem dens sider.

Hvilke bøger glæder du dig til udkommer i løbet af de næste måneder?

Top 10 i 2017

År efter år plejer jeg at have store problemer med kun at udvælge 10 bøger til denne liste. I år var det dog ikke så stort et problem; der var kun et par få, der skulle sorteres fra. Det kan man selvfølgelig både se på en positiv og negativ måde. Men jeg vælger at se det positivt! For det gør bare listen lettere at lave. 😉 Selvfølgelig ville det havde været fedt, hvis der var lidt flere helt fantastiske bøger, jeg skulle vælge imellem. Men det betyder jo heldigvis ikke, at jeg ikke har læst en masse andet godt i løbet af året.

Men lad os komme til listen! Herunder kan du læse om de 10 bøger, jeg har fundet bedst i løbet af 2017.

“Bjørneby” af Fredrik Backman
Jeg elsker stort set alt, som kommer fra Backmans hånd. Alligevel vil jeg nok sige, at han har overgået sig selv fuldkommen med “Bjørneby”, som er intet mindre end fantastisk. Jeg slugte bogen på rekordtid. Altså i hvert fald i forhold til, hvordan mit læsehumør var på tidspunktet, hvor jeg læste den, og kunne slet ikke lade være med at snakke med min kæreste om den. Udover at den generelt bare var fantastisk – både i beskrivelser, persongalleri og historie, så var den nemlig også rigtig vigtig for den tid, vi befinder os i. Og selvom bogen egentlig er en del af en serie, så får man en fuld fortælling, hvilket var perfekt. Det afholder mig dog bestemt ikke fra at vente med længsel på, at den anden bog i serien bliver oversat.

“Dark Matter” af Blake Crouch
Dette var en af årets overraskelser. Jeg havde været nysgerrig på den, siden før den udkom, men det var ikke sådan én, jeg bare måtte læse med det samme. Hvilket nok af alt var fordi, at selvom den havde fået rigtig gode anmeldelser, så viste jeg ikke rigtig noget om den. Folk var nemlig meget hemmelighedsfulde omkring den. Og det forstår jeg fuldt ud efter, at jeg selv læste den. For uanset om jeg ville fortælle om dens handling eller ej, så tror jeg helt ærligt ikke, at jeg kunne. Den er nemlig så twistet, at det halve kunne være nok – men jeg var vild med det. Jeg kunne nemlig på ingen måde forudse noget i den. For så snart jeg tænkte, at jeg lige havde regnet noget ud, så skete der noget helt andet. I det hele taget var det en vildt interessant læseoplevelse, og den skal klart gentages på et tidspunkt.

“Det ender med os” af Colleen Hoover
Colleen Hoovers forfatterskab er virkelig min svaghed. Jeg tror, jeg elsker, alt hun har skrevet – og som hun kommer til at skrive i fremtiden. Jeg havde derfor også store forventninger til “Det ender med os”, og heldigvis blev disse på alle måder udfriet. Faktisk endte bogen rent faktisk også med at overraske mig, selvom Hoovers bøger ofte følger nogenlunde den samme formel. Denne bog var nemlig meget mere barsk, end jeg nogensinde havde forventet. Den efterlod mig derfor også med totalt splittede følelse – og det elsker jeg den for.

“#GIRLBOSS” af Sophia Amoruso
Dette var uden tvivl årets mest inspirerende bog. Jeg læste den egentlig kun fordi, det var et bogklubsvalg. Men hvor er jeg glad for, den blev valgt! Jeg nød den nemlig helt vildt, og blev fuldkommen betaget af historien og Amoruso som person. Selvfølgelig er virkeligheden ikke helt så rosenrød, som det overordnede billede af bogen godt kan give. Det ændrede dog ikke på, at jeg virkelig selv fik lyst til at kaste mig ud i at blive selvstændig. Og samtidig inspirerede den mig bare virkelig meget til selv at skabe en masse og ikke mindst til at kaste mig ud i nye ting.

“Historien om en dreng” af Line Lybecker
Her kan man for alvor snakke om årets joker. Jeg havde totalt afskrevet bogen, da den udkom. Hvorfor ved jeg ikke rigtig – for helt ærligt så anede jeg ikke, hvad den handlede om. Jeg endte dog med at blive nysgerrig på den, da jeg så flere og flere meget rosende anmeldelser af den. Derfor røg den med hjem fra biblioteket en dag, hvor jeg tilfældigt stødte på den. Hvilket jeg er evigt taknemmelig for. Det var nemlig årets bedste læseoplevelse. Måske en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft i årevis. Det var nemlig sådan en læseoplevelse, hvor jeg både speedlæste og knugede bogen tæt ind til mig, da der ikke var flere sider tilbage. Desuden har jeg anbefalet den til alt og alle efterfølgende – for den skal bare læses!

“Kamp til stregen” af Elle Kennedy
Det er Elle Kennedy! Det er “Off Campus”! Selvfølgelig er den at finde på denne liste. Jeg elsker jo den serie, og det var så rart med endnu en bog. Desuden var jeg vild med denne historie, som var lidt udover det sædvanlige. Det var en rigtig fin og stærk historie, som jeg levede mig fuldstændig ind i. Ydermere fandt jeg den også rigtig let at relatere til på mange punkter, hvilket gjorde, at jeg nok vil sige, at det er min yndlings i serien. Det gør dog bestemt heller ikke noget, at jeg elskede begge hovedpersoner.

“Provinspis” af Ditte Wiese
Jeg ved ikke helt, hvordan Wiese gjorde det. Men jeg gik inden for det samme døgn fra slet ikke at være interesseret i at læse bogen, til at være totalt engageret i den. Wieses sprog og fortællerstil var alt, hvad jeg kunne ønske, og jeg kom hurtigt til at holde af bogen. Også selvom jeg egentlig gerne ville havde set en anden slutning, og at bogen havde taget en helt anden drejning, end den gjorde. Men det var kun fordi, jeg virkelig havde ondt af Ida, som er bogens hovedperson. Hun havde nemlig fortjent så meget bedre. Bogen kunne dog samtidig ikke rigtig havde været anderledes, og jeg elsker Wiese for ikke bare at have taget den nemme løsning. Som man måske kan fornemme, så er “Provinspis” en af de bøger, som har sat sig dybest fast i både mit hjerte og mine tanker.

“Sendt til tælling” af Kristen Callihan
En bog der minder om “Off Campus”-serien? Den må jeg læse! Således havde jeg det med “Sendt til tælling”, da jeg fandt ud af, hvad den handlede om. Og den holdt virkelig, hvad den lovede. Den havde så meget følelsen af “Off Campus”-serien og Elle Kennedys skrivestil, at jeg ikke helt er sikker på, at Kristen Callihan faktisk eksisterer i virkeligheden. 😉 Det var dog ikke bare en efterligning, hvilket jeg ellers frygtede lidt. På trods af lighederne så var den nemlig helt sin egen, og jeg forelskede mig hurtigt i både historien og personerne. Desuden kan jeg slet ikke vente med at læse videre i serien, for jeg er sikker på, jeg kommer til at elske alle bøgerne. “Sendt til tælling” var i hvert fald fantastisk.

“Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon
En re-telling af Skønheden og Udyret? Altså det burde jo ikke kunne gå helt galt, men alligevel var det ikke noget, som tiltalte mig super meget. Jeg havde dog hørt en del om bogen, og også set den beskrevet i meget rosende vendinger rundt omkring på især Booktube. Derfor skulle jeg selvfølgelig også læse den, da den udkom på dansk. Og hvor er jeg glad for, jeg gjorde det. Jeg knuselskede den nemlig virkelig, og forstår slet ikke hvorfor jeg ikke har læst den tidligere. Det er nemlig sådan en bog, der fortjener al sin hype. Især fordi den på flere måder var ret unik, hvilket fik mig til at elske den endnu mere.

“The Little Book of Hygge” af Meik Wiking
Dette var den første bog, jeg læste i 2017, og den blæste mig fuldstændig omkuld. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive en så personlig læseoplevelse, som det blev. Non-fiction kan jo godt blive lidt tørt nogle gange, og det var egentlig også min forventning, at denne kunne blive. Især fordi den også arbejder med statistik. Men det var langt fra min oplevelse af den. Istedet blev jeg fuldstændig opslugt – især fordi det var så hyggeligt at se, hvordan andre egentlig opfatter hygge. Desuden mindede det mig om, hvor vigtigt hygge egentlig er i min hverdag.

Hvad var den bedste bog, du læste i 2017?

Læsestatus 2017

Når jeg tænker tilbage på min læsning i løbet af 2017, så er det med lidt blandede følelser. Ikke nødvendigvis nogen dårlige, men bare nogen andre, end jeg tidligere har haft. Det har nemlig overordnet været et rigtig godt læseår – både i kvantitet og kvalitet. Men alligevel har der ikke været helt så mange bøger, som for alvor har stået ud for mængden. Jeg sidder derfor også tilbage med en lidt tom følelse. Jeg synes nemlig slet ikke, jeg er blevet blæst nok bagover i løbet af året.

Jeg tror dog, det skyldes, at min smag er ved at ændre sig. Jeg har altid læst meget bredt, og det vil jeg nok heller aldrig stoppe med. Men jeg kan f.eks. mærke, at jeg har fået en større lyst til børne- og voksenbøger. Dermed ikke ment som at jeg er træt af ungdomsbøger, og slet ikke har lyst til at læse disse. Nej, jeg har bare fået endnu større lyst til at udforske bogmarkedet – og måske også lidt mere mod på at udfordre mig selv. Ydermere hælder jeg mere og mere mod at læse bøger, hvor hovedpersonerne er lidt tættere på min egen alder, end de tidligere har været. Og så er jeg blevet ret hooked på at læse meget mere kærlighed.

2017 i tal

  • 75 læste bøger.
  • 21606 læste sider.
  • 59 sider læst i gennemsnit pr. dag.
  • 48 sider var den korteste bog.
  • 767 sider var den længste bog.
  • 300 sider var de læste bøger i gennemsnit.
  • 6 af de læste bøger blev tilføjet min ‘favorites’-hylde på Goodreads.

Bedste læseoplevelse?
Jeg havde bestemt ikke set det komme, da jeg begyndte på bogen. Men årets bedste læseoplevelse kan ikke være andre end “Historien om en dreng” af Line Lybecker. Den slår endda både “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon og “Det ender med os” af Colleen Hoover, som ellers også var fantastiske. “Historien om en dreng” satte sig nemlig bare ekstra godt fast i mit hjerte. Måske netop fordi jeg slet ikke havde troet, jeg ville komme til at elske den så meget, som jeg gjorde? Det er dog også både en vigtig bog og en rigtig godt skrevet historie, hvilket jo kun gør det hele endnu bedre.

Bedste serie?
Jeg tror slet ikke, jeg har fået læst flere bøger i den samme serie i løbet af året. Egentlig ret trist når jeg nu tænker over det. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at dykke ned i serier, selvom jeg også sætter pris på gode stand-alones. Men jeg har elsket de fortsættelser på serier, jeg har læst i løbet af året. Desuden har jeg også været virkelig vild med flere af de serier, jeg har påbegyndt, og det er serier, som let ville kunne havde været på listen, hvis jeg havde nået flere bøger i dem.

Bedste forfatter?
Colleen Hoover. <3 Jeg ved ikke helt præcis, hvad det er, den kvinde kan. Men jeg elsker det! Og 2018 skal helt klart bruges på at læse endnu mere af hendes forfatterskab.

Mest overraskende bog?
Jeg er blevet meget positivt overrasket over flere bøger i årets løb. Den der løber med titlen her, tror jeg dog, bliver “Dark Matter” af Blake Crouch. Den endte nemlig med at efterlade mig både rundtosset og forpustet – men på den aller bedste måde. Det var en bog, som jeg slet ikke vidste, hvad jeg ville synes om. Ikke mindst fordi jeg ikke helt vidste, hvad den handlede om. Men jeg endte med at blive fuldstændig opslugt, og synes simpelthen Crouch har skrevet sådan en unik historie.

Mest skuffende bog?
Det må være “Faldet” af Anna Todd. Jeg blev godt nok mindre og mindre vild med den anden bog i serien, jo mere jeg tænkte på den. Jeg havde dog alligevel håbet på, at den tredje bog ville opsluge mig lige så meget, som den første gjorde. Det skete dog desværre ikke. Altså jeg var okay underholdt af bogen, men den var bare alt for lang, og jeg havde alt for mange problemer med den.

Mest uforglemmelige karakter?
Ida fra “Provinspis” af Ditte Wiese. Mest fordi jeg altså stadig synes, at hun fortjener verdens største kram. <3

Mest betydningsfulde læseoplevelse?
Jeg har taget rigtig meget med mig fra to læseoplevelser i løbet af året. Den første er “Papmaché-reglen” af Hella Joof, som for alvor lærte mig, hvor vigtigt det er, at kunne finde ud af at sige pyt. Desuden lærte den mig, at jeg ikke altid kan være bedst til alt – og at det er helt okay. Den anden læseoplevelse var “#Girlboss” af Sophia Amoruso som virkelig bare gav mig blod på tanden efter at arbejde hårdt mod de drømme, jeg har. For hårdt arbejde betaler sig for det meste i den sidste ende – uanset hvad det handler om. Og i det hele taget kastede bogen bare så meget fed energi og inspiration efter mig på en måde, som virkelig tiltalte mig.

Yndlingscitater?

“Alle mennesker begår fejl. Et menneskes karakter bestemmes ikke af de fejltagelser, vi begår, men af hvordan vi bruger fejltagelserne, så vi lærer noget af dem i stedet for at bruge dem som undskyldninger.” – “Det ender med os” af Colleen Hoover.

“[..]det er det fantastiske ved venskaber. Det handler ikke om at være perfekt, og det handler heller ikke om, at gøre sig fortjent til noget.” – “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon.

“Bare fordi et menneske gør én ondt, betyder det ikke, at man bare kan holde op med at elske vedkommende.” – “Det ender med os” af Colleen Hoover.

Yndlingscover?
Der er flere af mine læste bøger i 2017, som har helt fantastiske covers! I det hele taget tror jeg, det var et rigtig godt cover år. Men det er nu alligevel den aller første bog, jeg læste i løbet af året, som løber afsted med titlen. Dette var nemlig “The Little Book of Hygge” af Meik Wiking, som jo bare er gudesmuk; samtidig med coveret passer perfekt til indholdet.

Hvordan gik din læsning i 2017?