Læse-update #6: August

Læse-update #6Læste bøger: | “Kærlighed ved første hik” af Dennis Jürgensen | “Jellaby: The Lost Monster” by Kean Soo | “Himlen ved mine fødder” af Jandy Nelson | “Skurkistan” af René Toft | “Over sløret” af Nicole Boyle Rødtnes |

Købte bøger: | “Harry Potter and the Cursed Child” (“Harry Potter”, #8 af J. K. Rowling & Jack Thorne | “Kærlighed ved første hik” af Dennis Jürgensen | “Uro” (“Axel Steen”, #1) af Jesper Stein | “Shopaholic stiler mod stjernerne” (“Shopaholic”, #7) af Sophie Kinsella | “Frihed” af Hans-Jørgen Schanz | “Er du blød, mand?” af Dennis Jürgensen | “1001 tårs tøsetanker” af Spacemermaid | “Lolita” af Vladimir Nabokov |

Månedens bedste bog: Det er uden tvivl “Over sløret”! Nøj, hvor elskede jeg virkelig den bog. Jeg har egentlig været lidt done med dystopiske romaner i et stykke tid, da jeg simpelthen fik for meget. Jeg har derfor også udskudt at læse denne bog alt for længe. En dag i sidste uge besluttede jeg mig dog for, at nu skulle det være – og det fortrød jeg på ingen måde. Jeg fløj igennem bogen, og den var virkelig alt, hvad jeg havde drømt om, den skulle være.

Månedens største overraskelse: Det må være “Himlen ved mine fødder”. Jeg blev nemlig virkelig positivt overrasket over, hvor godt jeg kunne lide den. Jeg opgav nemlig at læse Nelsons seneste bog færdig, så jeg havde ikke de store forventninger til denne. Jeg prøvede den dog alligevel, og jeg nød den virkelig. Der var lidt ting i den, som ikke fungerede helt så godt for mig, men overordnet var den rigtig god.

Månedens største skuffelse: Jeg er heldigvis ikke rigtig blevet skuffet i denne måned. Jeg tænker i hvert fald ikke tilbage på nogen af bøgerne med en følelse af skuffelse. Selvom jeg dog havde håbet på, at “Skurkistan” ville have været lidt bedre for voksne også. Men jeg var alligevel ikke som sådan vildt skuffet over den. Jeg ville bare gerne have haft den endnu bedre.

Den kommende måned byder på: Travlhed! Jep, så kort kan september beskrives. Det er en måned med studiestart, min søsters fødselsdag og Bogbloggertræf. At komme tilbage til hverdagen efter flere måneders ferie er altid hårdt, men samtidig sker der også en del i de første uger af mit studie. Jeg ved derfor, at bare det i sig selv kommer til at få mig til at løbe læse (man er vel akademiker) hurtigt. Tilsætter man så de sidste dele af planlægning og afholdelse af Bogbloggertræf. Jo, så skal det hele altså gå endnu mere tjept! Men jeg glæder mig; både til studiestart, som bliver interessant, og selvfølgelig aller mest til Bogbloggertræf. En begivenhed jeg har set frem til lige siden sidste års træf. Fritidslæsning bliver derfor helt klart sparsomt. Men jeg håber nu alligevel på hyggelige læsestunder med en god kop te ind i mellem. Især fordi jeg er kronisk bagud med anmeldereksemplarer – så jeg skal altså snart til bunds i dem.

Opsamling på måneden: August har både været langsom, doven hurtig og hyggelig. Jeg har tilbragt en del aftener på sofaen med Gossip Girl på TV’et. Men også en del dage foran computeren med forberedelser og beslutninger til Bogbloggertræf. Der er dog også blevet tid til lidt Pokémon-jagt, og en masse kærestehygge med ham, jeg bedst kan lide. Desuden er måneden både startet og sluttet sammen med masser af familiehygge.
Læsning har der ikke været meget af, men jeg har nydt det, hver gang jeg har samlet en bog op. Desuden er jeg efterhånden nået til et punkt, hvor jeg har indset, at læsning og fordybelse bare ikke fungerer ordentlig for mig nogle dage. Og at de dage er helt okay at have.

Hvordan var jeres august?

Læse-update #5: Juni

Læse-update #5Læste bøger: | “Således forgår alverdens herlighed” af Lars Kramhøft | “Ugly Love” af Colleen Hoover | “Ja, jeg har mens – og hva’ så?” af Clara Henry | “Eksperimentet” af Catrine Tollström | “Girl Online på turné” af Zoe Sugg | “Det du ikke ved” af div. danske forfattere | “Dublin Street” (“On Dublin Street, #1”) af Samantha Young | “Himlen brænder” af Line Kyed Knudsen | “London Road” (“On Dublin Street, #2”) af Samantha Young |

Købte bøger: | “The Falling Series Box Set” (“The Falling Series, #1-3”) af Ginger Scott (Kindle) | “Diary Of A Wimpy Kid Box Set” (“Diary Of A Wimpy Kid, #1-9 + DIY Book”) af Jeff Kinney |

Månedens bedste bog: Det må være “Ugly Love” af Colleen Hoover. Jeg var så nervøs for at læse den, da jeg ikke var sikker på, den ville kunne leve op til det håb, jeg har sat for Hoovers forfatterskab. Den fangede mig dog stort set med det samme, og jeg elskede virkelig alt ved den. Historien var fantastisk, og jeg elskede på alle måder begge hovedpersoner.

Månedens største overraskelse: Jeg blev meget positivt overrasket over “Ja, jeg har mens – og hva’ så?” af Clara Henry. Altså jeg havde regnet med at kunne lide den, men jeg havde på ingen måde regnet med, jeg ville elske den så meget. Det er bare sådan en vigtig bog, og jeg ville så gerne kunne tvinge alle (kvinder) til at læse den. Jeg håber derfor også på, det er en bog, der kommer til at stå på de fleste skolebiblioteker. Det er i hvert fald her, jeg virkelig tænker, den vil komme til sin ret.

Månedens største skuffelse: Der har heldigvis ikke været de store skuffelser i juni. Dog må jeg desværre sige, at jeg blev en anelse skuffet over “Himlen brænder” af Line Kyed Knudsen. Det var ikke som sådan fordi, den var dårlig. For det var den helt bestemt ikke! Den var dog desværre ikke helt så actionfyldt og fed, som jeg havde forventet. Jeg elskede den derfor heller ikke så meget, som jeg havde håbet. Dog er jeg stadig vildt overrasket over, at en så fed zombieserie kommer fra en dansk forfatter.

Den kommende måned byder på: SOMMERFERIE! Jeg tager både noget tid i det Sydfynske hos mine forældre, lidt tid på Lolland hos min svigermor og nogle dage i Sverige. Jeg ved derfor heller ikke rigtigt, hvor meget læsetid jeg har. Vi har f.eks. d. 8 i dag, og jeg har endnu ikke færdiglæst en bog. Noget jeg faktisk har det helt okay med. Der skal jo også være plads til andet end at læse. Jeg har af denne grund derfor heller ikke nogle bestemte bøger på min TBR. Altså jeg har selvfølgelig taget nogle bøger med på ferie, men jeg er ikke sikker på, det er de bøger, jeg ender med at læse. Jeg har nemlig også både Kindle og Mofibo med mig. 😉

Opsamling på måneden: Det her er efterhånden ved at blive lidt kliché, men jeg ved ikke, hvor måneden forsvandt hen. Jeg havde stort set ferie hele måneden, da jeg kun skulle op og forsvare mit bachelorprojekt (hvilket gik helt fantastisk!). Jeg havde derfor masser af tid til læsning, men alligevel fik jeg ikke læst så meget. Det skyldes dog nok, at jeg bare havde brug for at slappe fuldstændig af efter to ret hårde semestre. Desuden havde jeg så mange ting, jeg havde udskudt at få gjort længe. Så det har jeg også brugt en del tid på at få styr på i løbet af måneden.

Hvordan var jeres juni? Og har I nogle bestemte læseplaner for juli?

Læse-update #4: Maj

Læse-update #4 - MajLæste bøger: | “Er du okay, Marie” af Anika Eibe | “Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry | “Rød dronning” (“Red Queen”, #1) af Victoria Aveyard | “Higher, Further, Faster, More” (“Captain Marvel” (“Marvel NOW”), #1-6) af Kelly Sue DeConnick & David López | “Friendship to the Max” (“Lumberjanes”, #5-8) af Noelle Stevenson, Grace Ellis, Shannon Watters, Brooke Allen & Maarta Laiho | “Nimona” af Noelle Stevenson | “Extraordinary Machine” (“Bitch Planet”, #1-5) af Kelly Sue DeConnick, Valentine De Landro, Taki Soma & Robert Wilson | “Bare en dag” (“Just One Day”, #1) af Gayle Forman | “Mio, min Mio” af Astrid Lindgren |

Købte bøger: | “More than this” (“More than this”, #1) af Jay McLean (Kindle)| “The Way to Game the Walk of Shame” af Jenn P. Nguyen (forudbestilling)| “A Million Miles Away” af Lara Avery (forudbestilling)| “Summer Days & Summer Nights” af Stephanie Perkins (red.) (forudbestilling)| “It Ends With Us” af Colleen Hoover (forudbestilling) | “Falling Hard” (Falling Fast #2) af (Kindle) af Tina Wainscott | “Samlede digte” af H. V. Kaalund | “Digte” af Ludvig Holstein | “As You Breathe Again” (The Walker Boys #2) af Molli Moran (Kindle) |

Månedens bedste bog: Jeg vakler ret meget mellem “Nimona” af Noelle Stevenson og “Bare en dag” af Gayle Forman. Jeg elskede nemlig dem begge så højt. Jeg tror derfor heller ikke, jeg kan vælge mellem dem. Slet ikke når de er så forskellige, som de er. For dem begge gælder det dog, at jeg kom til at elske dem pga. personerne i dem. Begge bøger indeholder nemlig personligheder, som jeg slet ikke kunne lade være med at holde af. Desuden var historierne i dem begge virkelig også bare fantastiske.

IMG_9043Månedens største overraskelse: Det er helt klart “Rød dronning” af Victoria Aveyard. Jeg har hørt så meget blandet om bogen, og det virker til, det mest af alt er én, man enten elsker eller hader. Og jeg troede egentlig lidt, jeg ville falde i den sidste kategori. Det gjorde jeg dog bestemt ikke. Jeg kunne nemlig virkelig godt lide bogen! Nej, den er ikke videre original, men historien og universet var interessant, og jeg fandt bogens personer virkelig gode. Desuden synes jeg egentlig også, at Aveyard trods alt fik flettet lidt originalitet ind i historien.

Månedens største skuffelse: Det må nok være “Mio, min Mio” af Astrid Lindgren. Ikke fordi jeg som sådan fandt den dårlig; den var bare ikke rigtig, som jeg huskede den. Faktisk fandt jeg den på én og samme tid både lidt for langtrukken og lidt for hurtig. Historien udviklede sig virkelig hurtigt, men alligevel tog jeg mig selv i at kede mig en del. Jeg tror bare, det er sådan en bog, som man får mest ud af som barn. Jeg vil i hvert fald nok bare glemme denne genlæsning, og huske tilbage på da jeg fik den læst højt i tredje klasse.

Den kommende måned byder på: Afslapning og masser af læsning! Jeg skal som nævnt her have gjort et godt indhug i min anmelderstak, men derudover har jeg selvfølgelig også et par andre læseplaner. Jeg skal selvfølgelig have læst bogen til juni månedes udfordring i Flyvehjørnet (mere om den i morgen), og så regner jeg med at deltage i #KæreWonders, som Michelle og Louise står bag. Dette vil altså sige, jeg skal have læst “Det Gyldne Kompas” af Philip Pullman i løbet af måneden. Læseplanerne for juni er altså forholdsvis åbne endnu, hvilket passer mig helt fint. 🙂

Opsamling på måneden: Som forudset bestod maj mest af skrivning af mit bachelorprojekt. Jeg synes dog, at skrivningen gik ret godt, og jeg havde derfor overskud til at slappe af med læsning. Det var dog rart at blive færdig med projektet, for det gav trods alt endnu mere overskud. Hvilket jeg virkelig trængte til! Desuden har det altså virkelig bare været så rart at kunne lave lige præcis det, jeg har haft lyst til de sidste par dage.

Hvordan var jeres maj? Og har I nogle bestemte læseplaner for juni?

Læse-update #3: April

Læse-update #3Læste bøger: | “Stenens vogter” (“Amulet”, #1) af Kazu Kibuishi | “Dansende røde bjørne” (“Roland Triel”, #2) af Dennis Jürgensen | “Skyggesider” af Christina Bonde | “One” af Sarah Crossan | “Som stjernerne står” (“Losing it”, #1) af Cora Carmack | “Midnatssol” (“Blod på sneen”, #2) af Jo Nesbø | “Dømt ude” (“Off-Campus”, #3) af Elle Kennedy | “Generation Why” (“Ms. Marvel” (“Marvel NOW”), #6-11) af G. Willow Wilson, Adrian Alphona & Jacob Wyatt | “Alex + Ada: Volume 3” (“Alex + Ada”, #11-15) af Jonathan Luna & Sarah Vaughn | “Beware the Kitten Holy” (“Lumberjanes”, #1-4) af Noelle Stevenson, Grace Ellis, Brooke A. Allen & Maarta Laiho | “Jeg levede” af Gayle Forman | “Monsteret i kælderen” af Dennis Jürgensen | “Joel og Io” af Geir Gulliksen & Anna Fiske | “Berørte Katrine” af Kim Fupz Aakeson | “Sweet Talk” af Dorte Schou | “Biblioteksmysteriet” (“LasseMajas Detektivbureau”, #13) af Martin Widmark & Helena Willis | “Dæmonen i hælene” af Dennis Jürgensen | “Flyskræk” af Dennis Jürgensen | “Det bliver pinligt uanset hvad” af Tyra Teodora Tronstad & Bjørn Sortland | “Hold me Closer” (“Will Grayson, Will Grayson”, #2) af David Levithan |

Købte bøger: | Never Tear Us Apart (Never Tear Us Apart, #1) af Monica Murphy (Kindle) | Scoring Wilder af R.S. Grey (Kindle) |

Månedens bedste bog: Der er to bøger fra den forgangne måned, som jeg umuligt kan vælge i mellem. De var nemlig helt perfekte på hver deres måde. Først og fremmest læste jeg “Dansende røde bjørne” af Dennis Jürgensen, som ganske enkelt var helt perfekt. Jürgensens sprog og fortællerstil i kombination med en spændende krimihistorie; det er altså bare virkelig godt! Desuden siger det nok en del, at jeg sad og krammede den efter endt læsning. 😉 Desuden læste jeg “Dømt ude” af Elle Kennedy, som virkelig også var fantastisk. Det er sådan en sjov og helt igennem god serie, og denne var nok min yndlings af de tre, som jeg har indtil videre har læst.

Månedens største overraskelse: Det må nok være “One” af Sarah Crossan. Jeg gik ind til den uden de store forventninger, da jeg ikke rigtig havde hørt så meget om den. Desuden er den skrevet på vers, hvilket jeg aldrig havde prøvet at læse før, og derfor ikke rigtig vidste hvad jeg ville synes om. Bogen var dog både virkelig god og rørende, og jeg er så glad for, jeg fik læst den.

Månedens største skuffelse: Hvis I har læst mine indlæg om readathonet, så er der vidst ingen tvivl. Det er nemlig helt klart “Hold me Closer” af David Levithan. Det var egentlig ikke fordi, den var fuldstændig forfærdelig. Men jeg fandt den virkelig bare kedelig, og på alle måder helt ligegyldig. Jeg ser den lidt som en bog, der egentlig ikke burde være skrevet.

Den kommende måned byder på: Skrivning af bachelorprojekt og dermed ikke super meget tid til læsning. Jeg har dog lidt få planer alligevel. Jeg er pt. i gang med at høre “Rød dronning” af Victoria Aveyard, så den vil jeg selvfølgelig gerne læse færdig. Desuden læser jeg jo “Mio, min Mio” af Astrid Lindgren i forbindelse med Flyvehjørnet, så den er også på listen. Endvidere har jeg pt. besøg af en sød prins i forbindelse med #PrinsensRejse, så den er også på listen. Til slut har jeg to bøger, som jeg længe har ville læse, og derfor håber på at kunne nå i denne måned. Den første er “Ugly Love” af Colleen Hoover, som jeg vil læse i forbindelse med Lovebooks readalong. Den anden er “Djævlens lærling” af Kenneth Bøgh Andersen, som jeg har fået lokket min kæreste til at læse sammen med mig.

Opsamling på måneden: April har været meget præget af opgaveskrivning, men egentlig også en del af læsning, som I jo nok kan se. April har nemlig været måneden, hvor jeg nok sådan rigtig forelskede mig i lydbogsformatet, og mange af de læste bøger har derfor rent faktisk været lyttet til. Det er jo så smart, når man laver alle mulige praktiske ting, hvor man normalt ikke ville kunne læse i mens.

Hvordan var jeres april? Og har I nogle bestemte (læse)planer for maj? Er der desuden nogen af jer, der også sidder og kæmper med bachelorprojekt (eller måske endda speciale) i øjeblikket?

Læse-update #2: Marts

Læse-update #2-martsLæste bøger: | Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren | Aftalt spil (Off-Campus, #1) af Elle Kennedy | Elin under havet af Sofia Malmberg | Lagt på is (Off-Campus, #2) af Elle Kennedy | Monstre af Mathias Clasen | Terror af Carsten Bagge Laustsen | Sex af Ditte Trolle | Januar (Calendar Girl, #1) af Audrey Carlan | Kærlighed af Anne Maria Pahuus |

Købte bøger: Vinden i piletræerne af Kenneth Grahame | Da Lotte blev usynlig af Thorstein Thomsen | Drømmetjenerne, #1-4 af Dennis Jürgensen | Blodets Bånd, #1-5 af Pernille Eybye | One af Sarah Crossan |

Månedens bedste bog: Det var helt klart Aftalt spil af Elle Kennedy, som meget hurtigt vandt mit hjerte, og røg ind på min favoritliste. Den havde virkelig bare alt, jeg kunne drømme om, og jeg nød min læsning af den helt utrolig meget. Faktisk meget mere end forventet, selvom jeg ellers havde store forventninger til den. Desuden hørte jeg det meste af den som lydbog, og hvor var den virkelig god! Oplæseren var god, og jeg følte på alle måder, at jeg blev suget fuldkommen ind i den.

Månedens største overraskelse: Det kunne også sagtens havde været Aftalt spil, men tror nu alligevel Monstre vinder. Ikke fordi alt ved den var fuldkommen fantastisk, men fordi den alligevel var endnu bedre, end jeg troede. Desuden elskede jeg, hvordan den gav mig et kæmpe skub til at læse flere Tænkepauser fremover.

Månedens største skuffelse: Det er desværre Januar af Audrey Carlan, der løber af med denne titel. Altså jeg hadede den ikke, men den var på ingen måde så god, som jeg havde håbet. Historien virkede egentlig på nogle punkter okay, men jeg synes, der gik lidt for meget sex i det hele. Desuden var jeg ikke særlig begejstret for hovedpersonen. Hvorfor ved jeg ikke, men der var bare noget ved hende, som irriterede mig grusomt. Bogen sluttede dog på en sådan måde, at jeg ret meget overvejer, om jeg skal læse videre i serien; jeg vil jo egentlig lidt gerne vide, hvad der kommer til at ske. 😉

Den kommende måned byder på: Jeg har prøvet at lave en TBR for april, og selvom den måske er en smule for ambitiøs, så vil jeg prøve at nå igennem den. Bunken består først og fremmest af Dansende røde bjørne af Dennis Jürgensen, som jeg allerede er lidt over halvvejs i og virkelig nyder. Desuden kalder Faldet og Lykken af Anna Todd på mig, da jeg efterhånden har udskudt dem lidt for længe, hvilket også er tilfældet med Himmelnøglen af James Frey og Nils Johnson-Shelton. Endvidere drømmer jeg om at kaste mig over Som stjernerne står af Cora Carmack og 99 dage af Katie Cotugno, da jeg er sikker på, de begge vil være både lette og søde og helt perfekte til skønne forårsdage. Jeg planlægger dog også at spurte igennem One af Sarah Crossan; den virker i hvert fald til at være super hurtig at læse, og samtidig har jeg også hørt en masse godt om den. Til slut vil jeg endelig få læst Skyggesider af Christina Bonde, som også har kaldt på mig længe, og Jeg er pilgrim af Terry Hayes, som netop er kommet ind ad min dør, og som lyder alt for spændende til at lade være.

Opsamling på måneden: Marts er fløjet forbi, og jeg føler overhovedet ikke, jeg har nået noget. I hvert fald ikke særlig meget af det, som jeg havde forventet, at måneden ville gå med. Jeg har dog tilbragt skøn kvalitetstid med min familie, og fejret seks års dag med ham den søde, jeg deler liv med. Desuden har jeg nydt, at trække stikket lidt fra bl.a. bloggen, og bare bruge lidt tid på at slappe helt af. Marts var også måneden, hvor jeg mærkede kreativiteten i mig titte frem, og gav mig en pludselig lyst til at starte på en masse forskellige projekter. Jeg nåede ikke så mange af dem, jeg egentlig havde lyst til, men jeg elskede alligevel at mærke følelsen, og håber jeg når lidt mere i april.

Hvordan var jeres marts? Og har I nogle bestemte (læse)planer for april?