“Skæbne” af Christina Bonde

SkæbneTitel: “Skæbne”
Forfatter(e): Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #2
Sideantal: 314
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 6.6.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Da sorgen knuser Victorias hjerte, imødegår hun sin skæbne. Men uventede hændelser komplicerer hendes nye eksistens. Mens skæbnegudindernes budskab bliver klart, finder Victoria sig selv som midtpunkt i et farefuldt spil af bedrag og opslugende begær.

Hvordan kan Victoria hævne sin sorg, når missionen truer hendes kærlighed til Lucas? Når vejen til sejr tvinger hende i armene på ondskaben? Når magten, hun selv besidder, er eftertragtet og årsag til forbrydelse? Hvem kan hun stole på?

Fjenderne truer overalt og tvinger Victoria til at beskytte fortiden. Så fødes en ny skæbne, der samler Victorias hjerte …

Jeg startede på denne bog, ligeså snart jeg havde mulighed for det efter at have færdiglæst den første bog. Jeg måtte nemlig virkelig bare have mere! Af den grund havde jeg også virkelig høje forventninger til bogen, hvilket jeg desværre tror, var med til at skuffe mig en smule. Dog ikke nok til, at jeg ikke følte, det var en virkelig god læseoplevelse. For det var det uden tvivl.

Bogens historie var virkelig skøn, og jeg kunne slet ikke andet end at være glad for de ting, der sker i bogen. Jeg synes virkelig, det var en helt perfekt udvikling af historien. Derudover holdte bogen mig også fuldstændig fanget under læsningen, og hvis jeg ikke havde været på ferie, da jeg læste den, så var den uden tvivl blevet fortæret i én mundfuld. Jeg havde i hvert fald hele tiden lyst til at finde ud af, hvad der kom til at ske.

Når det er sagt, så kommer vi dog til det, som skuffede mig lidt, og samtidig trak min læseoplevelse en smule ned. Jeg manglede action! Altså forstå mig ret, der sker virkelig meget, og man er fanget under læsningen, men jeg kunne godt have brugt et lidt hurtigere tempo – som jeg synes, der var i den første bog. Og derudover bare en lille smule mere forskellig handling; for selvom jeg var virkelig vild med den, så ville jeg have været endnu mere begejstret, hvis der var sket bare en anelse flere ting.

Sproget i denne bog var præcis lige så fantastisk, som det var i den første, og der var flere sætninger og beskrivelser, som jeg elskede. Det er simpelthen så tydeligt, at Bonde virkelig gør noget ud af sproget, og ikke bare lader det være noget, som står i baggrunden, og bliver ‘overdøvet’ af selve historien.

Efter denne bog blev jeg desuden også nødt til med det samme at starte på den næste og sidste bog i trilogien. Alt andet virkede nemlig på en eller anden måde forkert, og jeg måtte bare finde ud af, hvad det hele ville ende med.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

“Besat” af Christina Bonde

BesatTitel: “Besat”
Forfatter(e): Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #1
Sideantal: 316
Forlag: Forlaget Mellemgaard
Udgivet: 7.4.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

For 23-årige Victoria Rose er livet en kamp mod de følelser, der afholder hende fra at leve det. Hendes tilværelse er præget af eftervirkningerne fra et overfald, der har spoleret hendes selvværd og frarøvet hende troen på kærligheden – indtil den dag hun møder Lucas.

I et skæbnesvangert opgør med fortiden forandrer Lucas ikke bare Victorias liv, men hele hendes virkelighed. Hun befinder sig pludselig i en verden af vampyrer og havner i en stridighed, der er ved at koste hende livet.

Undsætningen viser sig at komme fra en ældgammel fatalistisk overbevisning, der vil give Victoria en central plads i vampyrernes verden, men samtidig kræver valg, der mentalt er ved at flå hende i to halvdele.

Hvilken løsning skal vælges, når kærligheden splitter mod hver sin verden, og når skæbnen synes umulig? Kan hjertet forenes i den bestialske sandhed, og hvor langt tør Victoria gå for at efterstræbe lykken?

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt havde de store forventninger om, at jeg ville kunne lide denne bog. Altså jeg havde hørt en del godt om den, men jeg var ikke helt sikker på, om en bog om vampyrer ville være noget for mig. Men det var det – jeg var i hvert fald meget begejstret for den.

Læseoplevelsen startede virkelig godt ud med, at jeg på første side blev fuldstændig betaget af en beskrivelse af forelskelse. Det var virkelig fint skrevet, og simpelthen så rammende. Og hvis jeg bare et sekund tænkte, at det nok bare var held, så havde jeg på ingen måder ret. Bonde skriver nemlig helt fantastisk, og jeg elskede sproget gennem hele bogen.

“Forelskelsen er spontan. På et splitsekund kan man miste fodfæstet og kysse viljen farvel. Må klamre sig til tyngdekraften for ikke at svæve væk fra sig selv.”

Bogens handling var virkelig fangende, og jeg havde så svært ved at lægge bogen fra mig. Ja, faktisk endte jeg med at læse det meste af bogen på et par timer, og måtte udskyde min søvn, fordi det var vigtigere lige at få læst slutningen af bogen. Derudover synes jeg virkelig, det hele hang så godt sammen, og vampyrernes verden virkede rigtig godt opbygget. Jeg kunne i hvert fald rigtig godt lide at læse om den, og synes den virkede ret gennemtænkt; præcis som resten af historien.

Jeg elskede desuden Victoria. For det første synes jeg, det var skønt, at hun var i tyverne, og for det andet var det virkelig fedt, at hun samtidig også opførte sig som en på hendes alder. Derudover reagerede hun virkelig godt på de forskellige ting, hun fik at vide, og jeg elskede at hun ikke bare synes, at det hele var fint, men at det faktisk også skræmte hende. Og så elskede jeg, at hun stod ved sine beslutninger, og ikke sådan lige lod sig overtale til forskellige ting.

Faktisk var der kun én ting ved bogen, som irriterede mig, og som desværre trak læseoplevelsen en smule ned. Jeg synes, Victoria blev alt for hurtig forelsket i Lucas – for mig virkede det nærmest som om, hun lige havde mødt ham, da de blev kærester. Sådan var det ikke helt, og det gav god mening, at hun så hurtigt blev vild med ham, det fungerede bare ikke helt for mig.

Alt i alt var det en virkelig god bog, og jeg kan slet ikke vente med at læse de to andre bøger i trilogien!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

“Liwervalls UNIvers” af Glenn Enrico Buhl Liwervall

Liwervalls UNI-versTitel: “Liwervalls UNIvers”
Forfatter(e): Glenn Enrico Buhl Liwervall
Serie: –
Sideantal: 73
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 30.10.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dette er digtsamlingen til dagligdagen. Den handler om at holde humøret højt og udforske universet, og om at modgang medfører muligheder. Her tages tilværelsen lige præcist så seriøst, som den fortjener – men nok ikke så højtideligt, som nogle ville mene, den burde. Så hvis sex, sorg, sjov, skriftlige spidsfindigheder og søgen efter sandheder serveret i form af stavelsesrim er noget for dig, så slå til. Tag din mentale rumdragt på, og kast dig ud i Liwervalls UNIvers.

Jeg havde absolut ingen idé om, hvad denne digtsamling handlede om. Det eneste jeg rigtig vidste var, at digtene rimede – hvilket, jeg ikke synes, man ser så ofte længere. Jeg havde derfor heller ingen forventninger til den overhovedet. Men den viste sig at være virkelig god!

Jeg elskede stort set alle digtene. Jeg synes virkelig, de var sjove, og jeg grinte højlydt flere gange under læsningen. Desuden tror jeg, min kæreste blev lidt træt af mig; jeg blev nemlig ved med at sige, at han lige blev nødt til at høre dette digt. Jeg blev simpelthen nødt til at dele oplevelsen med en.

Digtene er meget forskellige, men hænger alligevel ret godt sammen. Dog kunne den røde tråd måske godt have været lidt større, eller man kunne have lavet en opdeling af digtene, så der var en klar sammenhæng mellem dem. Det ville i hvert fald have gjort læseoplevelsen endnu bedre.

Flere af digtene handler om kendte personligheder, hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Specielt fordi der ikke var lagt skjul på forfatterens mening om personerne. Og det var nok de digte, jeg grinte allermest over. Specielt fordi de nærmest kunne være skrevet ud fra mine egne tanker om personerne.

Jeg læser helt sikkert hele samlingen igen! Og I burde gøre det samme. Specielt en dag hvor I er lidt triste, jeg er i hvert fald overbevist om, digtene kun kan sprede glæde.

 

“Vekslende Temaer” af Birthe Wittendorff

Vekslende TemaerTitel: “Vekslende Temaer”
Forfatter(e): Birthe Wittendorff
Serie: –
Sideantal: 142
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 2.12.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Erfaringer skal man gøre selv, men det er altid lærerigt og interessant at høre om de oplevelser og tanker, andre har gjort sig. I bogen deler Birthe Wittendorff sine tanker om en lang række ting, f.eks. kærlighed, køn, livsaldre, rejser og læsning. Sit livs mange indtryk giver hun et udtryk gennem små essays, refleksioner og digte. Fælles for hendes overvejelser er, at intet menneske er en ø, men at vi derimod alle er sociale væsner, der kun kan fungere, hvis vi udveksler vore tanker, drømme og forventninger. Vi bliver nødt til at kommunikere og dele erfaringer med andre mennesker, hvis vi vil blive klogere på os selv, men i sidste ende har man kun selv ansvaret for sit liv.

Jeg kendte intet til denne bog, og det er ikke en, jeg ville have læst, hvis forfatteren ikke havde skrevet til mig. Ud fra forsiden, titlen og bagsideteksten sagde den mig ikke rigtig så meget. Men alligevel var der et eller andet ved den, som fik mig til at takke ja til et anmeldereksemplar. Og det er jeg virkelig glad for, jeg gjorde.

Bogen består af forskellige essays/personlige tekster om en masse forskellige emner. Forfatteren skinner virkelig tydeligt igennem, og flere gange under læsningen, havde jeg det som om, forfatteren sad overfor mig, og talte direkte til mig. Hun virkede simpelthen så nær, og det kunne jeg virkelig godt lide. Det føltes meget personligt.

Jeg fandt ikke alle emner lige interessante, men med en forholdsvis kort længde på teksterne, så var det ikke noget, der hægtede mig af. Idet bogens sprog er så personligt og teksterne forholdsvis korte, var det desuden en bog, som ikke tog alverdens tid at læse – men den formåede alligevel at gøre mig virkelig glad. Man kan nemlig også tydeligt mærke, at Wittendorff har humor.

Der er flere forskellige viser og digte i bogen, og jeg må desværre indrømme, at disse ikke sagde mig det store. Jeg læste dem i starten, men gik ret hurtigt over til bare at skimme dem, og kun læse dem grundigt, hvis de ud fra skimningen virkede som noget for mig.

Bogen passer nok til en lidt ældre aldersgruppe, end den jeg selv tilhører. Jeg tror i hvert fald, de vil få lidt mere ud af den end mig. Det skal dog ikke afholde folk i min aldersgruppe fra at læse den, for det var altså ret god og hyggelig læsning.


“Efterhånden blot dages genklang” af Daniel Boysen Pedersen

Efterhånden blot dages genklangTitel: “Efterhånden blot dages genklang”
Forfatter(e): Daniel Boysen Pedersen
Serie: –
Sideantal: 184
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 30.10.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Efterhånden blot dages genklang består af en række noveller, der ofte tegner sig som øjebliksbilleder, hvis gennemgående tema er frihedens rolle i tilværelsen. Novellernes afsøgning af frihedsbegrebet spænder fra den humoristiske tilgang til det dødsens alvorlige.

Jeg vidste ikke specielt meget om bogen, og var derfor ret nysgerrig efter at læse den. Den var dog desværre slet ikke noget for mig. Jeg kedede mig gennem stort set hele samlingen, og der var kun nogle få noveller, der rent faktisk tiltalte mig.

Jeg kan rigtig gode lide idéen i at skrive øjebliksbilleder. Der er noget naturligt over det, som jeg finder fascinerende. Det er ikke så opstillet og kunstigt, som jeg ofte synes, noveller kan blive, fordi man skal nå at have hele historien med på få sider.

Jeg synes dog desværre ikke rigtig, det fungerede. Jeg synes, mange af novellerne blev forvirrende, og jeg savnede faktisk lidt at læse mere om nogle af personlighederne/historierne.

Samlingen er inddelt i forskellige “kapitler”, hvilket, jeg synes, fungerede rigtig godt. Novellerne i et kapitel hang ret godt sammen med en rød tråd, hvilket gjorde det hele lidt mindre forvirrende. Der var dog desværre ikke så mange af disse kapitler, jeg kunne lide. Faktisk var der kun ét kapitel, som jeg kunne lide i sin helhed; og det var et kapitel med breve til forskellige ting og byer. Disse elskede jeg til gengæld, og ville ønske der havde været flere.

Det er ikke en samling, jeg kommer til at læse det hele af igen. Men der er helt sikkert et par af novellerne, som jeg vil nyde at genlæse. Jeg tror dog, man skal være gladere for at læse (kortere) noveller, end jeg er, for at man virkelig kan nyde bogen.