Dewey’s Read-a-Thon 2018 #2: Følg mit læsedøgn

13.57: Så lyder startskuddet til et fantastisk læsedøgn snart, og jeg er som sædvanligvis slet ikke klar. Dette indlæg bliver f.eks. først postet nu, og jeg mangler stadig at lave te. KRISE! Men så må jeg jo bare starte en smule senere, og mon ikke det også går? Det bliver i hvert fald hyggeligt uanset hvad. 🙂

Hvis du deltager, så smid gerne et link til hvor jeg kan følge dit læsedøgn i kommentarfeltet.

1) What fine part of the world are you reading from today? Jeg læser med fra mit lille læsehjørne i Svendborg, Danmark.
2) Which book in your stack are you most looking forward to? Det må være “Mørke rum” af Kristina Aamand, da jeg simpelthen har hørt så meget godt om den. Desuden skulle det være en ret barsk historie, som sætter sig ret godt fast, og det er præcis det, jeg har lyst til i øjeblikket.
3) Which snack are you most looking forward to? Gulerodsstænger og peberfrugtstave med Holiday dip. Det er jo virkelig lækkert! Og af en eller anden grund har jeg mest bare lyst til grøntsager i dag.
4) Tell us a little something about yourself! Jeg er 24, bor i Svendborg og i øjeblikket i praktik på Svendborg Bibliotek, hvor jeg arbejder med Svendborg Graphic. Jeg bor sammen med min kæreste og vores søn på 16 måneder samt katten Scott. Derudover er jeg besat af bøger – men det kommer jo nok ikke som den store overraskelse. 😉
5) If you participated in the last read-a-thon, what’s one thing you’ll do different today? If this is your first read-a-thon, what are you most looking forward to? Denne gang er noget anderledes end de andre gange, jeg har deltaget. Jeg har nemlig en tumling, der fiser rundt, og min læsning bliver derfor nok lidt mere afbrudt, end den plejer.

16.08: Jeg har netop vendt sidste side i “Grus” af Anna Degnbol, som endte med at være den første færdiglæste bog til dette readathon. Det var en lidt blandet oplevelse, men den endte med at være ret fin. Før den fik jeg også lyttet til lidt lydbog, og jeg kom dermed 8% længere ind i “Eksploderende skadedyr” af Dennis Jürgensen, som jeg uden tvivl kommer til at skulle lytte lidt videre til senere på døgnet.

Hvad læser du?

17.17: Anden bog er læst! Det endte med at blive “Skamlebben” af Anne Mette Kærulf Lorentzen, som dog ikke var den bedste læseoplevelse. Den omhandler et vigtigt emne – ingen tvivl om det. Men jeg følte bare ikke rigtig, udførelsen af den var så god. Nu vil jeg holde lidt pause, da Alex netop har taget en pizza ud af ovnen. Så aftensmad, here I come! 😀

19.07: Alex er ved at putte Tim, så nu er det for alvor læsetid! Jeg tror dog alligevel, jeg snupper min tredje og sidste graphic novel nu. Jeg er jo lige kommet ind i en ret god rytme med dem, og så kan jeg forhåbentlig nå at læse “Mørke rum” af Kristina Aamand efterfølgende.

19.25: Jeg er netop blevet færdig med “Mørket venter” af Loka Kanarp og C/M Edenborg, men var virkelig ikke en fan. Jeg havde ellers ret høje forventninger til den, men den skuffede mig ret meget, og jeg følte aldrig rigtig, jeg blev fanget af historien. Så nu prøver vi “Mørke rum” og ser, om den ikke er en del bedre.

Hvordan går din læsning?

21.35: Planerne blev ændret en smule efter det første kapitel af “Mørke rum”. Ikke fordi den ikke er god – jeg er nemlig ret overbevist om, jeg kommer til at elske den. Men jeg fik bare virkelig meget lyst til at høre lidt videre på “Eksploderende skadedyr”, så det gjorde jeg. Hvilket betyder at jeg er 11% længere inde i den nu, og dermed er over 1/4 del inde i bogen, som er mega god! I mellemtiden er der desuden også blevet fundet en masse lækre snacks frem, for det kaldte mit energiniveau altså på. 😉 Nu vil jeg dog prøve at få læst lidt mere af “Mørke rum”, for det kunne f.eks. være fedt, hvis jeg nåede halvvejs inden, jeg bliver nødt til at gå i seng.

6.51: Jeg endte med at læse omkring 25 sider i “Mørke rum” i går, før jeg faldte i søvn. Men vi har nu været oppe i lidt over en halv time, og jeg er nogenlunde ved at være klar til dagen. Jeg skal bare lige have spist noget morgenmad. Jeg har dog startet dagen med at læse lidt mere i “Mørke rum”, og jeg har helt vildt meget lyst til at læse videre. Så det vil jeg gøre lidt, før der står morgenmad på menuen.

Hvordan går det hos dig? Har du fået sovet, eller har du været vild og været oppe hele natten?

7.50: 50 sider og en halv skål morgenmad senere. Nu tror jeg, jeg for første gang for alvor vil få kigget rundt hos de andre deltagende bloggere og på Instagram.

9.05: Jeg har fået spist resten af min morgenmad, sorteret lidt vasketøj og kigget lidt opdateringer. Desuden har Alex lige taget en ret morgensur Tim med ud at handle, så jeg må nok hellere udnytte det til at få læst lidt videre i “Mørke rum”.

10.20: Jeg har netop vendt sidste side i “Mørke rum”, som jeg dog ikke helt kan finde ud af, hvad jeg synes om. Den var egentlig rigtig god, barsk og vigtig, men samtidig manglede jeg en smule, at den kom helt ind under huden på mig. Det synes jeg nemlig aldrig rigtig, den nåede. Desuden kunne jeg godt havde ønsket, at den havde været lidt længere, og alle historier var blevet afrundet en smule grundigere.

11.29: Tim vågnede fra en kort morgenlur, og jeg var lidt i tvivl om, hvilken bog jeg skulle begynde på. Jeg endte dog med at afvige lidt fra min TBR, og læse videre i “Uofficielt din” af Henriette Vesterbak, som jeg læste før readathonet. Jeg har indtil videre læst 25 sider mere af den, og nu vil jeg straks kaste mig over den igen.

Hvordan går din læsning?

12.16: Jeg er kommet et godt stykke videre i “Uofficielt din”, men nu begynder sultet altså at melde sig. Jeg vil derfor lige få spist lidt frokost, før slutspurten for alvor sætter ind.

13.37: Slutspurten er i den grad sat ind, og jeg flyver gennem siderne af “Uofficielt din”. Jeg er nemlig kun lidt over 50 sider i den, så jeg kæmper for at nå så tæt på slutningen som overhovedet muligt, før readathonet slutter. Derfor må jeg nok også hellere straks vende tilbage til læsningen.

Hep, hep, hep!

14.09: Readathonet er slut for denne gang, og jeg er 25 sider fra slutningen på “Uofficielt din”, så dem læser jeg selvfølgelig færdig om et øjeblik. Lige nu vil jeg bare fortælle, hvor fedt det har været at kunne hengive sig så meget til læsning i løbet af døgnet – og endda samtidig også nå en masse andet. Hvad jeg endte med at få læst og hvor meget, må du vente med at se i min wrap-up i morgen. Men det var helt bestemt noget mere, end jeg havde forventet.

Jeg håber også, du havde et rigtig godt læsedøgn?

Dewey’s Read-a-thon 2017 #5: Følg mit læsedøgn

Så blev det lørdag, og om nogle timers tid er det atter engang tid til readathon. Jeg har dog snydt lidt med læsningen, og er faktisk tyvstartet en smule. Michelle afholder nemlig Bogbyttemarked i dag, og jeg har derfor brugt lejligheden til at lytte lidt lydbog på vej ind med bussen til markedet. Desuden er det også pt. det sted, jeg befinder mig. Hvilket er en ret god optakt til readathon. Her er i hvert fald masser af hygge og bogglæde.

Har du planlagt snacks, støvet bøgerne af og forberedt din læsekrog?

Kl. 13.55: Readathonet starter lige om lidt! Jeg er kommet hjem fra Bogbyttemarked, og har lige hurtigt været ude og få taget lidt billeder til dette indlæg. Lyset er nemlig vildt dårligt i dag, så det kommer nok ikke til at gå så godt med at tage live billeder. Jeg krydser dog fingre for et par stykker, men nu må vi se. Jeg kan dog se på det hele, at jeg ikke når startskuddet. Jeg har nemlig en sulten baby, og så skal jeg nok også lige have lidt babynus bagefter. Men jeg håber, du kommer godt i gang.

Hvor kan dit læsedøgn følges? Smid gerne links i kommentarfeltet 🙂

Kl. 15.18: Jeg håber, du er kommet godt fra start! Det er jeg nemlig selv. Jeg nåede som forudset ikke startskuddet, men jeg er alligevel allerede på side 61 i “Tidevandet” af Nick Clausen, som er min første bog. Bogen er først sådan rigtig ved at begynde nu, men det tegner godt. Jeg er i hvert fald ret nysgerrig efter at læse videre.

Hvilken bog har du startet readathonet med?

Kl. 17.29: Der er sket en del siden sidst – dog ikke rigtig på læsefronten. T endte nemlig med at blive ekstremt overtræt, men nægtede selvfølgelig at sove. Lige indtil jeg satte noget beroligende musik på i kombination med hvid støj. Men det betød, at han endte med at falde i søvn på mig. 30 minutters søvn var dog selvfølgelig nok for powernapperen, som vågnede op og var vildt sulten. I mens han fik mad, gik det op for os, at vi havde planlagt tacos til aften. Hvilket er virkelig lækkert, men også ret tidskrævende at forberede. Så jeg har netop bestilt sushi i stedet. Det er jo lidt en form for festaften 😉

Hvordan går din læsning?

Kl. 18.16: Jeg har netop vendt sidste side i “Tidevandet”, og har dermed læst min første bog i løbet af readathonet. Nu vil jeg dog få ryddet lidt op, og så vil jeg få spist noget aftensmad, som burde dukke op inden alt for længe. I mellemtiden vil jeg også overveje, hvad jeg skal læse bagefter. Tror måske det står mellem “Saga, volume 6” og “Jack the Ripper”. Men nu må vi se, hvad jeg ender med. Jeg har nemlig også lidt lyst til at tage en af Clausens andre bøger ud af reolen og læse den. Han skriver jo rigtig godt, og samtidig er bøgerne skrevet i et sprog, som gør, at de passer ret godt til readathon.

Kl. 20.59: Jeg har fået spist, hygget mig med at deltage i lidt udfordringer, og nusset Tim som nu sover. Nu vil jeg lige tjekke udfordringen ud for 8. time, og så vil jeg begynde på “Saga, volume 6”, som vidst vandt pladsen som min næste bog. Jeg tænker i hvert fald, at jeg lige vil få læst første kapitel af den.

Hvad læser du i øjeblikket?

Kl. 22.02: Én time senere og en baby der stadig sover, betyder at jeg kun mangler to ‘kapitler’ af volume 6 af “Saga”, som er virkelig god. Jeg er altid ret forvirret over serien, da der jo sker enormt meget og er vildt mange personer. Men jeg hygger mig alligevel altid virkelig godt. Nu vil jeg dog lige holde en kort pause, så jeg kan få svaret på kommentarer.

Kl. 22.46: Jeg har netop vendt sidste side i “Saga”, og nu har jeg bare virkelig meget lyst til at læse næste volume. Det har jeg dog desværre ikke, så det må blive noget andet i stedet. T er dog lige vågnet, så jeg vil nusse med ham lidt, før jeg nok begynder på “Jack the Ripper” af J. W. Lindberg. Den glæder jeg mig nemlig også virkelig meget til at læse.

Kl. 00.21: Jeg har slet ikke nået at få læst noget siden sidst, og jeg tror efterhånden, det er ved at være sengetid. Jeg tænker dog, at jeg tager min bog med i seng og læser lidt, før jeg lægger mig til at sove, og så må vi se, hvor langt jeg når. Det her bliver i hvert fald min sidste opdatering på denne side af søvn.

Jeg håber, det går godt med din læsning – og/eller at du får dig lidt tiltrængt søvn.

Kl. 9.20: Jeg har været vågen i en times tid. Resten af huset sover stadig, selvom jeg dog tror, T snart står op. Men det har betydet, at jeg kunne ligge og langsomt vågne med lidt læsning i sengen. Således er jeg 58 sider inde i “De døde brødre” af Nick Clausen. Den stod egentlig ikke på min TBR, men jeg skulle tage en spontan beslutning om en e-bog, jeg ville læse i nat, da jeg ikke kunne tænde lyset i soveværelset. Og jeg havde lyst til at læse mere af Clausen, så selvfølgelig faldt valget på denne. Nu vil jeg dog lige få gjort mig klar til dagen og få spist lidt morgenmad.

Har du sovet? Og er du i så fald oppe og i gang igen?

Kl. 11.00: T tager dagens første lur i mine arme, men så er det jo godt, e-bøger findes. Jeg vil i hvert fald udnytte muligheden og få læst lidt videre i “De døde brødre”. Jeg nåede nemlig ikke mere, før T vågnede tidligere.

Kl. 12.37: Jeg har netop vendt sidste side af “De døde brødre”, hvilket passede perfekt med, at T vågnede kort tid efter. Bogen var desuden virkelig spændende, omend dog også en smule forudsigelig, så jeg er glad for, mit valg endte på den.

Jeg når nok ikke så meget mere læsning for denne gang, da jeg skal til at have gjort både mig og T klar til at tage afsted mod bogklub. Men hvis jeg gør, så opdaterer jeg selvfølgelig herinde.

Går din læsning godt her lige før slutspurten?

Kl. 17.36: Det er godt nok 3,5 time siden, readathonet sluttede. Men jeg fik ikke afsluttet indlægget helt, så der kommer lige en sidste opdatering her, hvor jeg lige er kommet hjem fra bogklub, som var super hyggeligt. Jeg nåede dog ikke at få læst mere, men det er helt okay. I morgen regner jeg forresten med, jeg smider en lille wrap-up op på domænet. For selvom jeg ikke nåede igennem min TBR (hvilket jeg dog heller ikke forventede), så er jeg ret stolt over det, jeg nåede at få læst.

Jeg håber, du havde et rigtig godt læsedøgn! Nu er det bare at vente til forårets readathon.

Dewey’s Read-a-thon 2017 #2: Følg mit læsedøgn

Så blev det atter tid til readathon, og hvor er det altså skønt. Jeg kan nærmest slet ikke vente med at komme i gang. Både med at læse, selvfølgelig, men især også til at følge med og snakke med en masse af de andre skønne danske deltagere. Readathon giver sådan et godt sammenhold, og jeg elsker virkelig, hvor gode vi alle er til at heppe på hinanden. Hvilket altså er noget af det vigtigste. Uden det sociale aspekt ville døgnet i hvert fald bestemt ikke være det samme. Jeg tripper derfor virkelig også bare for, at klokken slår 14, så den magiske læsestemning kan sænke sig.

Er du ved at være klar? Og deltager du overhovedet i readathonet? Hvis du gør, så læg gerne en kommentar omkring, hvor dit læsedøgn kan følges herunder. Jeg vil elske at kunne følge med.

13.20: Jeg er ved at have forberedt de sidste snacks, samt har fået kogt en masse vand til te. Desuden ligger bøgerne klar på bordet, og jeg er dermed ved at være fuldkommen klar. Jeg er forresten gået efter lidt sundere snacks denne gang, og jeg glæder mig virkelig til at guffe dem i mig. Der er masser af grøntsagsstænger m. dip (lavet på Alpro – og dermed okay ‘sundt’), æbletern og hindbær. Desuden er der selvfølgelig også en smule sødt i form af Spunk, og lidt salt i form af lidt chips.

Hvilke snacks har du klar til døgnet?

14.00: Så er vi i gang! Jeg er som altid en smule bagud med alt, så jeg starter readathonet ud med at lytte lidt lydbog. Min første bog bliver altså dermed “Sidste time” af Dennis Jürgensen. Men det kan jo heller ikke være helt skidt? I løbet af de sidste par dage har jeg i hvert fald hørt virkelig meget ros om bogen, så det bliver skønt at få den læst.

Hvilken bog starter du med?

Opening meme:
1) What fine part of the world are you reading from today? Jeg læser med fra sofaen i min lejlighed i Aalborg, Danmark.
2) Which book in your stack are you most looking forward to? Jeg glæder mig mest til at afslutte “Det er ikke mig, det er dig”. Jeg er lidt over halvvejs i den her ved readathonets start, og jeg har virkelig nydt det, jeg har læst i den indtil videre. Jeg glæder mig derfor meget til at læse, hvad der kommer til at ske i den. Desuden er den bare både sød og sjov, og det er altså en god kombination til readathon.
3) Which snack are you most looking forward to? Dem alle! Ej, det er nok mine grøntsagsstænger m. dip. Det er jo så friskt og lækkert. Dog trækker de sorte oliven (ja, det er en graviditets-craving :P), jeg lige har fundet frem, altså også en del. Dem får jeg derfor nok spist som noget af det første.
4) Tell us a little something about yourself! Jeg har vidst efterhånden præsenteret mig selv nogle gange herinde. Men jeg er en 22-årig kvinde, der er bosat i Aalborg sammen med min kæreste og kat. Sammen med min kæreste venter jeg mit første barn i starten af juni, og vi udvider altså dermed meget snart familien med en lille ny bogelsker. Desuden er jeg studerende, og helt besat af alt der har med litteratur og sociale medier at gøre.
5) If you participated in the last read-a-thon, what’s one thing you’ll do different today? Jeg synes faktisk, at sidste readathon gik helt perfekt. Så der er ikke rigtig noget, jeg vil gøre anderledes. Jeg vil altså dermed sørge for at få min søvn, og samtidig vil jeg gøre en god indsats for at være social.

16.04: Jeg har nu hørt 82 sider af “Sidste time”, og det er gået op for mig, at jeg vidst har læst den engang før. Men den er nu ret underholdende alligevel. Jeg vil dog gå over til at læse lidt i “Det er ikke mig, det er dig” nu. Jeg kunne nemlig godt bruge noget let og sødt lige nu, og det er den helt klart!

Hvad er du i gang med at læse, og er du kommet godt fra start?

18.13: Jeg har kun fået læst omkring 70 sider i “Det er ikke mig, det er dig” siden sidst. Jeg har nemlig hele tiden liiige skulle et eller andet. Men det er nu også fint nok. Jeg går ikke efter at læse en helt masse denne gang, så bare jeg har det sjovt, så er det fint. Jeg vil derfor også stoppe min læsning for nu. Aftensmaden er nemlig ved at blive lavet (vi skal have frikadeller, bønnefritter, ristede kidneybønner og grøntsager), og i mens den bliver færdig, vil jeg bruge tiden på at smutte rundt og læse de andre bogbloggeres opdateringer. Vi ses engang efter aftensmad! 🙂

Hvad skal du have til aftensmad?

19.46: Jeg har fået spist, kigget lidt blogs og set en smule Masterchef. Nu ville jeg egentlig gå i gang med læsningen igen, men jeg har lige et par billeder, der skal redigeres. Og så er det jo godt, at jeg har en lydbog, jeg kan lytte til i mens. Jeg vil derfor trykke afspil på “Sidste time”, og dermed lade den blive den første bog, jeg læser færdig i dette readathon.

20.25: Jeg har lige hørt “Sidste time” færdig, hvilket passede perfekt med, at jeg også lige var blevet færdig med at redigere billeder. Jeg føler dog slet ikke, jeg har fået læst nok i løbet af readathonet indtil videre. Jeg tror derfor, jeg vil sætte en timer på min mobil på 60 min., og ikke lave andet end at læse i “Det er ikke mig, det er dig” i det tidsrum. Først vil jeg dog lige lave dagens første kop chai-te. Hvilket jeg har glædet mig til stort set hele dagen. Det smager jo så godt 🙂

Hvordan går det hos dig?

22.07: Det lykkedes mig rent faktisk at få læst i en time uden at tjekke alt muligt på min mobil. Hvilket var ret fedt! Især fordi bogen altså virkelig er spændende lige nu. Dog kan jeg godt mærke, at jeg lige skal have en lille pause fra læsningen. Jeg vil derfor udnytte det til at være lidt social, og se hvordan det går de andre deltagere. Jeg er forresten også så småt begyndt på “Er du blød, mand” af Dennis Jürgensen. Jeg manglede nemlig pludselig en lydbog, og så faldt valget altså på den.

Hvilken bog læser du i øjeblikket?

22.58: Jeg begynder lidt at kunne mærke en træthed melde sig, men jeg er altså slet ikke klar til at stoppe læsningen for i dag endnu. Jeg vil nemlig virkelig gerne nå at læse “Det er ikke mig, det er dig” færdig, før jeg går i seng. Hvilket også sagtens burde kunne lade sig gøre. Jeg tror dog, jeg vil gå ud og fjerne makeup og trække i nattøjet. Men efterfølgende skal jeg altså læse lidt mere.

23.54: Jeg giver op. Jeg læser ret langsomt, og mine øjenlåg bliver tungere og tungere, så nu må jeg hellere smutte i seng. Jeg tager dog min bog med mig, og så må vi se, hvor meget jeg når at få læst, før jeg falder i søvn. Vi ses nok igen om ca. 8-9 timers tid. God læselyst til jer, som prøver at holde jer vågen hele døgnet og godnat til jer andre.

8.52: Jeg er oppe og i gang med læsningen igen. Jeg sidder nemlig i dette øjeblik og lytter til “Er du blød, mand?”, før jeg skal have lavet en omgang havregrød til morgenmad om lidt. Jeg er dog stadig virkelig træt, da jeg kun endte med at få omkring seks timers søvn i nat. Jeg endte nemlig med at ligge og læse “Det er ikke mig, det er dig” færdig, før jeg lagde mig til at sove. Det var egentlig slet ikke meningen, men den var simpelthen for god til at lægge fra mig. Nu har jeg dog bare endnu mere lyst til at læse mere af McFarlane. Hun skriver jo virkelig godt.

Hvordan går læsningen hos dig? Har du sovet i nat, eller har du brugt hele natten på at læse?

9.53: Så fik jeg spist morgenmad og tjekket sociale medier. Jeg skal derfor bare lige have lidt vand at drikke, og så er jeg helt parat til at læse videre igen. Jeg nåede forresten at lytte “Er du blød, mand?” færdig, og er der med oppe på at have læst 2½ bog i løbet af readathonet, hvilket jeg synes er ret godt klaret. Nu vil jeg dog kaste mig over “Dinea – Modertræets datter” af Louise Haiberg, som jeg er ret sikker på bliver den sidste bog i løbet af dette readathon.

Hvad læser du i øjeblikket?

11.37: Jeg har fået læst 85 sider i “Dinea – Modertræets datter”, hvilket ikke er super meget ud af de næsten 5o0 sider, som bogen er. Jeg kan dog desværre virkelig ikke komme ordentligt ind i den og er umiddelbart ret ligeglad med, hvad der kommer til at ske. Jeg kan derfor også mærke, at hvis jeg læser videre i den lige nu, så ender jeg med at komme direkte ud i en læsetørke. Hvilket ville være et utrolig dårligt tidspunkt. Jeg må derfor hellere skifte bog, men jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg så skal læse. Jeg har tre anmeldereksemplarer, som jeg egentlig gerne vil have læst, men samtidig har jeg også to andre, som trækker ret meget i mig. Jeg tænker derfor, at nu er et godt tidspunkt at prøve det såkaldte Try a Chapter Tag. Altså et tag hvor man læser det første kapitel af et udvalg af bøger, og derudfra vælger hvilken bog, man vil læse videre i. Jeg regner derfor med, jeg ender med at begynde på én af de bøger, som nedenstående billede viser.

Går læsningen stadig godt for dig?

13.58: Så er readathonet ved at være slut, og jeg når dermed ikke mere læsning for denne gang. Det er dog ikke fordi, jeg har været super produktiv læsemæssigt de sidste par timer. Jeg fik læst det første kapitel af henholdsvis “Himmelnøglen”, “Åndeløs” og “Lykken”, men kunne alligevel ikke bestemme mig for, hvilken jeg skulle læse. Jeg havde nemlig lidt lyst til at vælge dem alle tre, da de var interessante på hver deres måde. Efter en lille tur i Føtex, besluttede jeg mig derfor for, at jeg bare ville bruge det sidste stykke tid på at læse lidt videre i “Dinea – Modertræets datter” i håb om, at jeg ville blive lidt mere fanget. Det blev jeg ikke rigtig, men jeg føler dog, jeg kan mærke, at der efterhånden begynder at ske lidt i den. Så det er i det mindste meget godt.

Jeg håber, din læsning har gået godt her i de sidste par timer? Jeg vil nu sætte mig til at lave et wrap-up indlæg for readathonet, så du kan få et bedre overblik over, hvad jeg egentlig nåede at få læst. Jeg håber derfor, du kigger ind igen senere på dagen. Tak for denne gang til Dewey’s Read-a-thon 🙂

Dewey’s Read-a-Thon 2016 #4: Følg mit læsedøgn

readathon-2016-4-1Så er det den tid på året igen. Hvilken tid? Det er readathon tid! Klokken 14.00 åbner en masse læseheste verden over den første bog og begynder at læse. De læser i 24 timer, eller hvad de nu lige har mulighed for. Jeg har ikke selv fået annonceret, at jeg deltager, men det gør jeg selvfølgelig. Også selvom jeg egentlig overhovedet ikke føler mig klar, og at min TBR først lige er faldet på plads. Jeg vil løbende opdatere dette indlæg, og samtidig vil jeg poste på Twitter og Instagram i løbet af læsedøgnet. Ved du ikke, hvad Dewey’s 24 Hour Readathon går ud på? Så smut ind på deres side her og læs mere.

Deltager I i readathonet? Så smid et link til hvor I opdatere i en kommentar. Jeg vil elske at kunne følge med i jeres læsning.readathon-2016-4-2

12.21: Min TBR stak er på plads! Hvilket nok egentlig også var på tide. Men jeg har været på efterårsferie hele den sidste uge, så jeg er først lige blevet genforenet med mine bøger. Jeg er derfor heller ikke 100% sikker på, den holder. Men nu må vi se. Lige nu er jeg i hvert fald ret begejstret for den, og kan slet ikke vente med at komme i gang med at læse. Den består desuden af korte og/eller letlæste bøger, hvilket altid er helt perfekt til readathon.

14.03: Så er vi i gang! Jeg tror dog, jeg vil starte et helt andet sted, end jeg plejer. Jeg vil nemlig starte readathonet med at være lidt social, og kigge rundt hos alle jer andre, der også deltager. Dog tror jeg også, jeg vil læse lidt i “Noget ukendt” af Marie Trappehave. Digtene i denne samling virker nemlig så fine.

Opening meme:
1) What fine part of the world are you reading from today?
Jeg kom hjem fra efterårsferie i går, hvilket betyder, at jeg sidder i min skønne lejlighed i Aalborg, Danmark.
2) Which book in your stack are you most looking forward to?
Det er uden tvivl “Sjælens pris” af Haidi Wigger Klaris! Den sidste bog i serien sluttede nemlig meget ondt, så jeg glæder mig virkelig til at læse videre, og se hvad der kommer til at ske. Desuden er det den sidste bog i serien, og det er jo altid spændende.
3) Which snack are you most looking forward to?
Jeg har både Spunk og Engelsk vingummi, men faktisk er det pt. mest de æbler og pærer, jeg har fundet frem, som trækker i mig. Så dem glæder jeg mig meget til at sætte tænderne i.
4) Tell us a little something about yourself!
Jeg er 22, bor i Aalborg, og er en kæmpe læsehest! Jeg studerer Informationsvidenskab og kulturformidling, og er pt. i gang med det første semester på kandidaten. Desuden drømmer jeg om at komme til at arbejde med sociale medier og bøger, når jeg bliver stor. 😉
5) If you participated in the last read-a-thon, what’s one thing you’ll do different today? If this is your first read-a-thon, what are you most looking forward to?
Jeg vil stresse lidt mindre over læsningen og istedet sætte det sociale mere i fokus. Det er jo noget så hyggeligt også at følge med hos andre deltagere.

15.05: Jeg har både nået at få kigget rundt hos de andre deltagere og samtidig også fået læst den første bog. Jeg har nemlig lige læst det sidste digt i “Noget ukendt”, og hvor er det altså en helt fantastisk digtsamling. Digtene var alle sammen virkelig fine, og jeg kunne på alle måder relaterer til de følelser, de beskriver. Så det var et rigtig godt valg som den første bog. Nu vil jeg dog kaste mig over “Os to, Oskar – for evigt” af Bjarne Reuter, som jeg længe har haft lyst til at genlæse.readathon-2016-4-3

17.54: Læsningen går ikke super godt i dag. Det er lidt som om, jeg ikke rigtig kan samle min koncentration om ordene på siderne. Siden sidst har jeg derfor læst lidt hist og her i flere forskellige bøger. Jeg har dog også både fået læst “Det sidste hus” af Jonas Wilmann og Aske S. Rose og “Dagene løber halt” af Martin ‘Tidsrøver’ Nørgaard. Begge bøger var dog på hver deres måde ret skuffende, hvilket er lidt ærgerligt. Til gengæld har jeg også lyttet lidt til “Som sendt fra himlen” af Cora Carmack, som jeg startede på i går, og den er virkelig skøn.

Nu vil jeg dog smutte i Føtex og få købt ind til aftensmad. Vi har egentlig rester af salat fra i går, men jeg har vildt meget lyst til Spaghetti carbonara, så det bliver altså aftensmaden i dag, og så må salaten vendte til i morgen. Og mon ikke også det går? Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til pasta, fløde og skinke.

Hvad skal I have til aftensmad?readathon-2016-4-4

20.49: Så fik jeg spist, svaret på kommentarer, kigget sociale medier og deltaget i et par udfordringer. Desuden har jeg fået lyttet til 57 sider i “Som sendt fra himlen”, og jeg overvejer meget, om jeg skal prøve at nå at blive færdig med den i løbet af readathonet. Den er jo virkelig god! Nu vil jeg dog lægge mig i sofaen ved siden af min pelsede læsemakker og endelig få begyndt på “Os to, Oskar – for evigt”. Det er jo sådan en hyggelig historie.

Hvordan går jeres læsning?

readathon-2016-4-5

23.26: Jeg har lige vendt den sidste side i “Os to, Oskar – for evigt”. Den var ikke helt så god, som jeg huskede den – men det er så også virkelig mange år siden, jeg sidst læste den. Den er dog stadig ret sød og hyggelig. Derudover har jeg også fået lyttet til en smule mere af “Som sendt fra himlen”. Nu vil jeg dog holde en læsepause og smutte rundt og læse lidt med hos de andre danske bogbloggere.

00.39: Jeg overvejede egentlig at smutte ind i min seng og læse indtil, jeg falder i søvn. Men så besluttede min kæreste sig for at joine min læsning. Så nu vil jeg putte mig op ad ham i sofaen, og starte på “Bigfoot og Yetien” af Jesper W. Lindberg, som jeg har glædet mig til at læse lige siden, den udkom. Jeg kunne nemlig rigtig godt lide den første bog i serien, og jeg synes, at dette er et rigtig spændende emne.

Holder I jer stadig kørende derude? Eller overvejer I også at smutte i seng snart?

02.15: Jeg har netop læst “Bigfoot og Yetien” færdig, og hvor var den virkelig spændende. Jeg har på ingen måde mærket noget til træthed, for siderne har nærmest bare vendt sig selv. Jeg elsker virkelig, hvordan Lindberg præsenterer myterne og alle faktaene. Det bliver nemlig gjort på en sådan måde, at hans egen mening overhovedet ikke spiller ind, og man derfor ikke føler, at man kan mene hverken noget rigtigt eller forkert om det hele. Og det er altså rart. Især for sådan én som mig som virkelig tror på, at der findes en masse ude i verden og universet, som vi ikke kender til – eller som vi i hvert fald ikke har videnskabelige beviser på.

Jeg har egentlig mest af alt lyst til at læse videre. Og gerne i endnu en virkelig spændende bog! Men jeg må nok hellere gå i seng, så jeg ikke er alt for træt senere i dag. Søndagen skulle jo helst ikke blive alt for ødelagt af træthed. Hvis I stadig holder ud, så go, go, go! Og hvis I også er på vej i seng eller sover, så håber jeg, I sover rigtig godt. Vi ses om nogle timer – eller 6-7 stykker. 😉readathon-2016-4-8

11.05: Jeg er oppe igen og allerede godt i gang med læsningen. Jeg startede nemlig min lydbog idet, jeg rejste mig fra sengen, så jeg kunne starte dagen rigtig godt. Det havde jeg nemlig brug for efter en nat, hvor jeg ikke fik sovet super godt. Derfor er jeg også først lidt senere oppe end planlagt. Det er dog okay, for nu drikker jeg te, spiser klementiner (jeg kan ikke rigtig spise ‘ordentligt’ mad, når jeg lige er stået op) og lytter lidt mere til “Som sendt fra himlen”. Jeg har nemlig besluttet mig for, at jeg må nå at få den læst færdig i dag, da den er så god.

Hvordan går det med jer? Har I fået sovet godt? Eller har I mon holdt ud hele natten?readathon-2016-4-6

12.00: Jeg har netop vendt sidste side i “Som sendt fra himlen”, og hvor var den altså sød. Den blæste mig ikke fuldkommen bagover, som jeg egentlig lidt havde forventet, den ville. Men jeg er så glad for, jeg har fået den læst. Desuden glæder jeg mig virkelig til at læse den næste bog i serien, for Carmack gør det altså virkelig godt. Nu vil jeg dog lave mig en ny kop te, og så vil jeg se, hvordan det går de andre bloggere.readathon-2016-4-9

12.53: Slutspurten har sat ind! Og jeg vil bruge den på at få startet på “Sjælens pris” af Haidi Wigger Klaris. Nu kan og vil jeg nemlig ikke udskyde den længere. Til gengæld vil jeg finde ud af, hvad der mon kommer til at ske med Ally og de andre. Hvilket jeg glæder mig helt vildt til.

Jeg håber, at læsningen går godt for jer alle, og at I er helt klar til den sidste time.

13.58: Så er readathonet ved at være slut for denne gang. Jeg nåede dog hele 127 sider ind i “Sjælens pris”, og mit readathon sluttede derfor helt perfekt. Især fordi bogen er virkelig spændende, omend jeg ville ønske, jeg havde genlæst de to første bøger i serien, inden jeg gik i gang med denne. Der er nemlig nogle ting hist og her, jeg virkelig ikke husker. Men jeg kan nu godt følge med alligevel, og det er jo det vigtigste.

Jeg vil nu fortsætte med at læse lidt. For selvom readathonet er slut, så kan jeg altså ikke lægge min bog fra mig. Der vil dog komme en wrap-up på bloggen senere.readathon-2016-4-7

Dewey’s Read-a-Thon 2016 #2: Følg mit læsedøgn

Dewey's Read-a-thon 2016 #2 - Følg min læsning #1Så blev det lørdag, og dermed tid til at dykke dybt ned i bøgernes verden. Jeg glæder mig sådan til at komme i gang. Hvilket jeg nok ikke er den eneste, der gør. 😉 Der er stadig et godt stykke tid til, readathonet officielt begynder, hvilket giver mig lidt tid til at blive helt klar. Hvilket jo altid er rart. Jeg har planer om at lave mig en hyggelig lille læsekrog i sofaen, med masser af te og lidt snacks i nærheden. Desuden skal jeg have sat lidt vand på køl, så jeg kan holde mig godt hydreret. Jeg tænker desuden, at der skal lidt smagsgivere i vandet, men jeg ved ikke helt hvilke. Så kom gerne med forlag, hvis I har nogle gode idéer.

Jeg vil komme til at opdatere dette indlæg løbende i løbet af døgnet, så jeg håber, I har lyst til at følge med. Desuden vil jeg være at finde på Twitter (@SimoneHagemann), hvor jeg vil komme med små kommentarer til min læsning, og heppe lidt på mig selv og andre deltagere. Derudover vil jeg også poste en god stak billeder på Instagram (@boghjoernet) i løbet af readathonet. Så jeg håber også, I har lyst til at følge med der.

Hvis I deltager i løbet af dagen, så fortæl gerne hvor I deler jeres læsning i kommentarfeltet. Jeg vil nemlig elske at kunne følge med.

Dewey's Read-a-thon 2016 #2 - Følg min læsning #2

14.00: Så lød startskuddet! Jeg starter readathonet ud med at læse “Monsteret i kælderen” af Dennis Jürgensen. Jeg tænker nemlig, at man aldrig går helt galt i byen med Jürgensen. Desuden passer det så fint med, at det findes som lydbog på Mofibo, og jeg derfor kan starte med at lytte lidt til den. Jeg vil nemlig gerne lige have styr på, hvem der deler deres læsning i løbet af dagen, så jeg kan følge med. Og så er det jo skønt, at jeg kan “læse” i mens.

Hvilken bog starter I med?

Opening Meme
1) What fine part of the world are you reading from today?
Jeg læser med fra Aalborg i Danmark.
2) Which book in your stack are you most looking forward to? Det er helt sikkert “Sweet Talk” af Dorte Schou. Den lyder bare virkelig interessant.
3) Which snack are you most looking forward to? Hindbær! De er nemlig endelig kommet på tilbud i Føtex. Men faktisk glæder jeg mig til alle mine snacks. De er ret lækre alle sammen. Jeg skal forresten nok vise dem alle frem lidt senere.
4) Tell us a little something about yourself! Hm, hvad skal jeg fortælle? Jeg er en 21 årig kvinde, der er en kæmpe bognørd (surprise!). Vil I gerne lære mig lidt bedre at kende? Så læs disse indlæg: Hvem er jeg? og 25 Bookish Facts About Me.

15.41: Jeg har lige vendt den sidste sige i “Monsteret i kælderen”, og hvor var den virkelig god. Den var en solid 3-stjerners bog ligefrem til slutningen, som var så genial, at bogen helt sikkert ender med 4 stjerner. Den tog en drejning, som jeg på ingen måde havde forventet. Men jeg elskede det! Især fordi jeg virkelig er mindblown over det. Jeg vil derfor også holde en lille pause fra læsningen, og i mellemtiden se hvordan det går med andres læsning.

17.19: I løbet af det sidste stykke tid, har læst “Joel og Io: En kærlighedshistorie” af Geir Gulliksen og Anna Fiske. Altså udover selvfølgelig at kommentere hos en masse søde bloggere, og tjekke både Instagram og Twitter et par gang. Nu går jeg i gang med “Berørte Katrine” af Kim Fupz Aakeson, som jeg har glædet mig til længe. Tænker nemlig den passer som en god lille bog, inden jeg bør begynde at tænke på at få lavet lidt aftensmad.Dewey's Read-a-thon 2016 #3 - Følg min læsning #1

18.19: Præcis en time efter og jeg har lige læst “Berørte Katrine” færdig. Det var ikke verdens bedste bog, men det er helt sikkert en vigtig bog. Især fordi jeg er sikker på, den vil kunne være med til at sprede håb blandt folk, der måske står i en lidt lignende situation. Derfor er jeg virkelig også glad for, jeg har fået den læst, så jeg kan anmelde den og sprede kendskabet til den.

Jeg vil nu holde en lille pause igen, så jeg kan få lavet noget aftensmad. Vi skal heldigvis bare have røræg med en masse grønt, så det tager ikke så længe. Men det giver mig samtidig også en mulighed for at få kigget sociale medier, og finde ud af hvilken bog, jeg skal starte på som den næste.

20.27: Jeg var væk noget længere tid, end det lige var meningen. Jeg er dog så småt startet på “Sweet Talk” af Dorte Schou, og jeg vil nu powerlæse i den næste halve time. Eller altså i hvert fald bare prøve at få læst så meget som muligt i den.

21.20: Så fik jeg også læst “Sweet Talk”, og desværre endte den med at skuffe mig lidt. Det er nok min egen skyld, men den var bare slet ikke, som jeg havde forventet. Altså historien i sig selv var fin nok. Det var bare ikke den historie, jeg havde troet og håbet på, jeg ville komme til at læse.

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har set, hvordan det går med folks læsning. Så det vil jeg gøre nu. Hvordan går det med jer?

Dewey's Read-a-thon 2016 #2 - Følg min læsning #4

22.28: Jeg vil nu begynde på “Hold me closer” af David Levithan. Desuden vil jeg overveje, om jeg skal lave nogle popcorn. Jeg tror, det vil være en ret god snack til denne bog. 😉 Jeg lytter forresten til “Dæmonen i hælene” af Dennis Jürgensen, når jeg kigger Instagram og redigerer billeder. Og jeg tror måske, jeg bliver nødt til at hive min fysiske kopi ned snart. Den virker nemlig ret interessant.

23.52: “Hold me closer” er vidst ikke lige min kop te. Den keder mig i hvert fald en del, og jeg er derfor også kun på side 79 pt. Siden sidste opdatering har jeg dog også spist en pose popcorn, samt endelig fået læst “Biblioteksmysteriet” af Martin Widmark og Helena Willis. En virkelig skøn bog, som jeg glæder mig meget til en dag at kunne læse højt for mine fremtidige børn.

Jeg vil kravle i seng nu, og forhåbentlig få en god nats søvn, så jeg kan være helt frisk til at læse videre i morgen. Jeg glæder mig nemlig allerede meget til det. Dog kunne det godt tænkes, at jeg måske tog en bog med i seng. Men nu må vi se. I skal i hvert fald nok høre om det i morgen, hvis jeg gør. Godnat. 🙂Dewey's Read-a-thon 2016 #2 - Følg min læsning #5

09.07: Jeg er oppe igen, og er helt klar på en masse flere skønne timer med læsning. Lige i øjeblikket sidder jeg og nyder en smoothie lavet på jordbær, spinat og mandler toppet med lidt vindruer. Desuden lytter jeg til lydbogen af “Dæmonen i hælene”, som jeg har besluttet mig for, jeg også gerne vil nå at afslutte i dag.

Hvordan går det med jer? Har I sovet? Eller har i hvert seje og kæmpet jer igennem natten?

10.38: Jeg har nu læst “Dæmonen i hælene” færdig, og hvor var den altså spændende. Jeg blev nødt til at blive ved med at læse hele tiden, fordi jeg bare måtte vide, hvordan det hele hang sammen. Desuden sluttede denne også med et twist, som var ret genialt, omend dog ikke helt så overraskende som i “Monsteret i kælderen”.

Jeg vil nu lige hurtigt kigge Instagram og Twitter. Og herefter tror jeg, at jeg starter på “Det bliver pinligt uanset hvad” af Tyra Teodora Tronstad og Bjørn Sortland. Den har jeg nemlig også glædet mig ret meget til at læse. Især fordi den er skrevet som en mailkorrespodance, og det lyder altså lidt sejt.

Dewey's Read-a-thon 2016 #2 - Følg min læsning #6

11.46: Jeg endte med at komme til at læse “Flyskræk” af Dennis Jürgensen. Den har jeg nemlig længe udskudt, hvilket jo er latterligt, når den kun er på lige over 50 sider. Jeg tænkte derfor, at nu var tiden kommet. Og den var god. Det gik dog op for mig, at jeg vidst har læst den før; jeg kunne i hvert fald huske en del af den. Hvonår ved jeg dog ikke. 😉

Nu vil jeg dog for alvor gå i gang med “Det bliver pinligt uanset hvad”. For jeg vil altså nå at læse den i løbet af readathonet.

13.04: Jeg har lige vendt den sidste side i “Det bliver pinligt uanset hvad”, og jeg nød den virkelig. Det er sådan en bog, der fortjener at få meget mere opmærksomhed, end den gør. Ikke fordi den er fuldstændig fantastisk, men fordi det er en virkelig sød historie. Desuden elskede jeg virkelig den måde, den var skrevet på. Den gav mig helt lyst til selv at skrive en historie gennem mails.

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at nu ville jeg ikke læse mere. Men jeg tror måske, jeg alligevel lige prøver at se, hvor langt jeg kan nå i “Hold me closer”. Bare for at få den overstået; jeg vil nemlig gerne læse den færdig. Jeg håber, den sidste time af readathonet kommer til at gå godt for jer alle.

13.56: Nu er readathonet ved at være slut, men jeg nåede at blive færdig med “Hold me closer”. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om den. Altså den var ikke som sådan dårlig, og jeg hadede den ikke. Den føltes bare lidt for ligegyldig til mig. Selvom jeg dog egentlig godt kunne lide den sidste del af den, hvor den lænede sig lidt mere om ad “Will Grayson, will grayson”.

14.01: Readathonet er nu slut. Det har virkelig været en skønt døgn, og jeg er så glad for, jeg endte med at deltage alligevel. Min læselyst er i hvert fald bare blevet større, og jeg har virkelig hygget mig. Jeg har ikke taget det så afslappet, som jeg troede, jeg ville. Og jeg har heller ikke nået at være så social. Men jeg er nået igennem en masse bøger, og det er jeg virkelig glad for.

Smut ind på bloggen lidt senere i dag. Der kommer nemlig en opsummering af, hvordan døgnet er gået. Jeg håber, I har haft et helt fantastisk læsedøgn.