#SPEKTRUMblogtour: Kapitel 3 af “Ursiderne”

9. august 20178. august 2017 | Simone Hagemann

Har du også virkelig svært ved at vente på, at “Ursiderne” af Nanna Foss udkommer? Så er vi i hvert fald to! Og mon ikke også en del flere? Med slutningen på “Geminiderne” så er jeg ret sikker på, der er en god del, der sidder i spænding og venter på at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Og det får vi forhåbentlig snart svar på? Eller kommer i hvert fald lidt nærmere på et svar? Uanset hvad så er jeg i hvert fald sikker på, det kun kan blive godt! Især fordi Nasrin virker til at være en ret interessant hovedperson, så jeg glæder mig meget til at læse endnu mere fra hendes synsvinkel.

De to kapitler jeg indtil videre har læst af “Ursiderne” i forbindelse med #SPEKTRUMblogtour har desuden bare gjort mig endnu mere spændt på bogen. For det første skriver Nanna jo helt fantastisk, og jeg kan allerede mærke, hvor meget jeg har savnet noget nyt fra hendes hånd. Og for det andet virker Nasrins historie allerede til at byde på en del spænding. Er det til at mærke, at jeg virkelig glæder mig til at læse videre? Både til de resterende fire kapitler, men helt klart også til resten. Og så glemte jeg helt at nævne, hvor fedt det altså er, at Nanna har valgt at lege med formatet i “Ursiderne”. Det bliver så fedt at se, hvordan det kommer til udtryk i resten af bogen.

Men lad os komme til det, som du helt sikkert har klikket dig herind efter. Nemlig kapitel 3 af “Ursiderne”, som du finder lige herunder:

KAPITEL 3

Er du endnu ikke kommet i gang med at læse kapitlerne så frygt ikke. Du finder kapitel 1 hos Nanna lige her, og kapitel 2 hos Karin lige her. Og kan du ikke få nok? Så glæd dig til i morgen, hvor du kan læse kapitel 4 ovre hos Den rullende bogblogger.

Læser du med i kapitlerne, eller holder din tålmodighed til at vente på, at bogen udkommer i næste måned?

I min samling #11: “Spillet om Oasis” af Ernest Cline

5. juli 20177. juni 2017 | Simone Hagemann

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Året er 2045 og verden er i forfald.

Wade Watts søger tilflugt i det globale onlinespil Oasis, et virtuelt utopia med mere end 10.000 planeter og uendelige muligheder…

Et sted i dette virtuelle slaraffenland har skaberen af Oasis, James Halliday, skjult en række gåder og udfordringer, som alle relaterer sig til 1980’erne. Den person som først løser dem arver Hallidays enorme formue og kontrollen over Oasis! Men gåderne er svære.

En dag efter mange års søgen løser Wade endelig den første gåde, og så starter spillet om Oasis.

Denne bog er en af de sødste og mest overraskende gaver, jeg nogensinde har fået. Den kom nemlig fra helt uventet kant, og endda fra en person jeg slet ikke kendte. Det er nemlig en bog, jeg har fået fra Den Grå Bibliotekar, som jeg egentlig stadig ikke rigtig kender, men som jeg dog føler, jeg kender en smule bedre den dag i dag. Jeg fik bogen som gave af ham i forbindelse med, at han en dag lagde et billede ud på Instagram, og skrev at Tellerup havde givet ham en god stak af dem. Jeg skrev derfor for sjov, at hvis han ikke vidste, hvad han skulle gøre med dem, at så overtog jeg gerne et eksemplar. Og kort tid efter havde han sendt et eksemplar min vej, hvilket jeg stadig er vildt taknemmelig for.

Jeg har dog af en eller anden grund endnu ikke fået læst bogen, hvilket er ret meget for dårligt. Jeg har nemlig hørt helt fantastiske ting om den, og samtidig lyder den som noget, jeg kun kan komme til at holde af. Jeg startede endda også på lydbogen på et tidspunkt, men endte med at droppe den kort tid efter igen. Ikke fordi historien eller oplæsningen var dårlig (det er Sekov, der er oplæser <3), men fordi jeg slet ikke kunne koncentrere mig om en lydbog på det tidspunkt. Men ud fra hvad jeg nåede at høre, så glæder jeg mig bare endnu mere til at få den læst – hvilket gerne må ske meget snart! Den havde nemlig en ret interessant start, og jeg er sikker på, det fortsætter igennem resten af bogen også. Det eneste jeg er lidt bange for er, om 80’er referencerne kommer til at fungere for mig. Jeg kender nemlig ikke super meget til denne periode, men håber nu alligevel på, at jeg ved nok til, at det ikke bliver et problem.

Har du læst bogen?

“Vejen til Panteon” af Boris Hansen

19. juni 201719. juni 2017 | Simone Hagemann

Titel: “Vejen til Panteon” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #1 / Sideantal: 428 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 21.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke.

Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog af sted:

Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12!

Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.

Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne …

Jeg var en smule nervøs for at læse “Vejen til Panteon”. Specielt fordi jeg så inderligt gerne ville elske den, men var i tvivl om, om jeg ville komme til dette. Jeg er nemlig ikke den store fan af rigtig fantasy, og den faldt derfor en del uden for min comfort zone. Men min kæreste har i flere år rost Boris’ skrivestil og historier, og da beskrivelsen af denne lød ret tiltalende, så måtte jeg altså give den et forsøg. Især fordi Boris også selv har fået solgt bogen virkelig godt, og dermed havde fået mig gjort ret hooked på den. Og jeg er så glad for, jeg valgte at give den et forsøg. Det viste sig nemlig at være en virkelig god læseoplevelse.

Bogen gav mig lidt “Narnia”-vibe på en rigtig god måde. For selvom den mindede mig lidt om “Narnia”, så er den nemlig uden tvivl stadig helt sin egen. Der bliver til tider brugt nogle kendte elementer, som godt kan få én til at tænke på andre historier. Men dette gøres på en måde, så historien stadig kommer til at virke ret unik. Desuden er historien virkelig interessant, og jeg nød så meget at opleve den og hele universet i selskab med bogens personer. Der er ydermere godt med fart over feltet og masser af mystik og spænding, hvilket gjorde at min interesse hele tiden blev fastholdt. Jeg fløj derfor også igennem de fleste sider, og det var som om, siderne vendte sig hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kom på slutningen.

“Vejen til Panteon” indeholder desuden også en god portion humor og personer, man ikke kan lade være med at holde af. Jeg var i hvert fald vild med bogens hovedpersoner. De er på ingen måde perfekte, men det er netop det, der gør dem helt fantastiske. Det gjorde det nemlig ret let at relatere til dem, på trods af de kommer ud for en hel del, som jeg på ingen måde kommer til at opleve. Bogen er desuden fyldt med litterære referencer, og man mærker virkelig Boris’ kærlighed til fantasygenren igennem den. Hvilket jeg kun fandt virkelig fedt. Jeg forstod måske ikke alle referencer, men de var alligevel med til at give bogen lige det ekstra.

Jeg er dog ikke helt forelsket i hverken denne bog eller serien endnu. Men det handler nok mest om, at jeg lige skal vænne mig til genren. For bogens historie i sig selv fejlede som sådan ikke noget, selvom jeg dog godt lidt kunne mærke, at det netop er den første bog i en serie. Man skal nemlig lige helt ind i historien og havde forklaret hele universet. Jeg er dog ret hooked, og jeg kan slet ikke vente på at læse den næste bog i serien. Jeg vil jo virkelig gerne vide, hvad der nu kommer til at ske.

“Sjælevært” af Christina Bonde

6. juni 2017 | Simone Hagemann

Titel: “Sjælevært” / Forfatter(e): Christina Bonde / Serie: – / Sideantal: 369 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 10.5.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mit navn er Celina. Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse …

Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.

Det er altid en fornøjelse af læse noget fra Bondes hånd. Derfor glædede jeg mig også helt vildt til at komme i gang med at læse “Sjælevært”. Også selvom jeg egentlig ikke helt vidste, hvad den handlede om. For når det gælder Bonde, så er det lidt ligegyldigt. Jeg vidste dog, det var noget med spøgelser og kærlighed, hvilket lød som et fint nok plot. Det viste sig dog, at bogen faktisk endte med at være noget mere spændende og nervepirrende, end jeg lige havde forventet.

Det er ikke det bedste, jeg nogensinde har læst – og slet ikke fra Bondes hånd. Men jeg var totalt hooked på historien hele vejen igennem, og jeg nød i stor stil at læse bogen. Hvilket trods alt er det vigtigste. Bogen er egentlig ikke som sådan unik, men alligevel er den helt sin egen, hvilket jeg elskede den for. For selvom jeg måske godt kunne regne ud, hvad der nogenlunde ville komme til at ske i den, så formåede den alligevel at fastholde min interesse fuldkommen. Derfor fløj jeg også igennem bogen, for jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var begyndt.

Historien indeholdte desuden en del mere end bare spøgelser og kærlighed. Faktisk virkede det mest af alt som en historie om at finde sig selv. Hvilket passede rigtig godt sammen med resten af bogens plot. Derudover kommer bogen med nogle fine og meget vigtige budskaber, som virkede fuldstændig naturlige. Noget jeg synes var rigtig rart at se, da nogle af de emner bogen tager op, netop kræver en form for seriøsitet. Så selvom disse emner ikke blev bearbejdet i dybden, så synes jeg stadig, de blev dealet med på en ordentlig måde.

Når det er sagt, så får bogen ikke helt den sidste stjerne. Der er nemlig et par ting, jeg ville ønske havde været anderledes. Først og fremmest er Bondes sprog normalt som en drøm. En helt fantastisk og smuk drøm. Desværre synes jeg ikke rigtig, hendes skønne sprog blev udfoldet nok i løbet af “Sjælevært”. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg havde forventet. Desuden ville jeg havde ønsket, at bogens historie havde været en smule dybere. Især ville jeg havde elsket at se bogens slutning være en anelse længere. Historien kom nemlig til tider til at virke en smule forhastet, så jeg ville egentlig gerne havde haft et par hundrede sider ekstra.

Weekend Reads #21: Uge 18

5. maj 20174. maj 2017 | Simone Hagemann

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Så blev det endnu engang fredag, og hvor er den sidste uges tid virkelig bare fløjet forbi. Jeg føler i hvert fald lige, det var mandag. Det skyldes dog nok også, at jeg har rimelig travlt i øjeblikket, og timerne derfor går alt for hurtigt i forhold til, hvad jeg når i løbet af dem. Jeg kunne i hvert fald godt lige bruge, at døgnet var bare et par timer længere. Det ville gøre det hele så meget lettere for mig.

Timerne flyver forbi, fordi jeg pt. sidder og skriver eksamensopgaver. Opgaver som jeg slet ikke er langt nok med, i forhold til hvad jeg gerne ville havde været på dette tidspunkt. Men sådan er det jo bare. Dette semester har trods alt budt på lidt mere pres, end jeg lige havde forventet. Og smid så en omgang stort set kronisk kvalme oveni. Ja, så har det altså været en anelse udfordrende. Dog skriver jeg om to emner, som er virkelig interessante – og det hjælper lidt på det. Selvom jeg altså hader at skulle ordne Petitum og skrive redegørelse, hvilket denne uge mest af alt har budt på.

På grund af opgaveskrivning regner jeg ikke med, det bliver til den store omgang læsning i weekenden. Dog tror jeg, jeg vil belønne mig selv med én times daglig læsning både lørdag og søndag. Det lyder i hvert fald som den perfekte måde at lade lidt op på, så jeg ikke kører helt død. I løbet af de timer tænker jeg, at jeg vil prøve at komme lidt videre i “Dinea – Modertræets datter” af Louise Haiberg. For selvom den ikke fangede mig super meget fra start, så gik min læsning af den ret hurtigt, og jeg er begyndt at blive lidt nysgerrig efter at vide mere.

Hvad skal du bruge weekenden på?