Weekend Reads #31: Uge 20

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Denne uge har simpelthen været så skøn. Den startede nemlig ud på bedste vis med, at jeg takkede ja til en praktikplads på Svendborg Bibliotek til efteråret! Hvilket altså er lidt af en drøm, der går i opfyldelse – og jeg kan derfor nærmest heller ikke vente med at starte. Mit overskud i løbet af ugen har dog ikke været det største, så jeg har ikke fået læst helt så meget som håbet. Men alligevel ret meget mere, end jeg ellers har fået læst i løbet af de sidste par uger.

Denne uge byder jo på en forlænget weekend, og mon ikke det også gør, at der bliver tid til endnu mere læsning? Også selvom der godt nok er en lejlighed, der skal rengøres, og vi helt sikkert også skal ud og nyde vejret. Jeg planlægger i hvert fald at få lyttet videre i “Slagplanen” af Kristen Callihan og læst lidt i “Åndehvisken” af Haidi Wigger Klaris, som jeg netop er begyndt på. Desuden tror jeg, jeg vil få lavet mig en TBR til de næste par uger. Jeg synes nemlig, jeg kører lidt død i udvælgelsen af bøger i øjeblikket, så måske kunne det hjælpe. Om ikke andet er det altid hyggeligt, og så er det jo ligegyldigt, om jeg rent faktisk får brugt min TBR eller ej. Så længe jeg får et eller andet ud af det.

Hvad skal du læse i Pinsen?

Weekend Reads #30: Uge 19

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Mit læsehumør er vendt tilbage! Hvilket simpelthen er så skønt, for nøj hvor har jeg godt nok ventet på det. Jeg føler jo nærmest ikke, jeg rigtig har læst siden marts, så det er så godt at være i gang igen. I går fik jeg f.eks. færdiglæst to bøger, som jeg længe har været i gang med. Mit læsehumør blev dermed også boostet endnu mere. Det hjælper dog også en del på det, at denne uge har været rar og stille uden alt for mange planer – og at A har været hjemme siden onsdag. Det giver altså et noget større overskud, når vi er to om at underholde T.

Weekenden bliver også rolig med meget få planer. Vi skal vist kun til børneloppemarked i morgen, og så skal jeg have forberedt lidt indlæg, så der kan komme gang i tingene herinde igen. Jeg håber derfor også på endnu flere hyggelige læsestunder i weekenden. Jeg vil nemlig gerne have lyttet “Slagplanen” af Kristen Callihan færdig, og derudover vil jeg også rigtig gerne have læst “Ludermanifestet” af Ekaterina Andersen, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup. Jeg startede nemlig på den i går, og jeg er allerede ret hooked. De tre kvinder er simpelthen så inspirerende, så jeg håber på også at nyde resten af bogen.

Ydermere vil jeg gerne få styr på det rod, som er mine bogreoler i øjeblikket. Men det passer jo ret godt sammen med lydbogslytning, så mon ikke det også kan nås? Det kunne i hvert fald være virkelig rart at få dem sat ordentligt og pænt op igen. Det gør det nemlig både lidt lettere at finde bøger, men også lidt pænere at bruge dem som fotobaggrund. Man er vel ikke blogger og bookstagrammer for ingenting. 😉

Hvad skal du læse i weekenden?

Weekend Reads #29: Uge 14

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Jeg har desværre været lidt småsløj hele ugen, og har derfor kun fået læst lidt hist og her. Men ikke sådan rigtigt, hvilket jeg er ret ked af. Jeg har nemlig en helt enorm stor læselyst efter readathonet i sidste uge, så det er jo ellers bare om at udnytte det. Især fordi der jo også altid er en lang række af bøger, der står i kø for at blive læst, og jeg altid har mega-meget lyst til at læse dem alle på samme tid. Jeg vil derfor helt klart sørge for at afsætte nogle timer i løbet af weekenden til, at jeg kan fordybe mig i masser af læsning. Måske endda mens jeg sidder uden for og nyder det gode vejr? Det kunne i hvert fald være lækkert! Det bliver dog nok også til lidt lydbogslytning, da lejligheden virkelig trænger til en god omgang rengøring.

Mine læseplaner for weekenden er mange. Virkelig mange. Og helt sikkert alt for mange. Men mere vil have mere, og det er altså bare alt for svært at vælge i øjeblikket. Så det ville slet ikke undre mig, hvis jeg ender med at læse en masse små dele, istedet for bare at få læst én enkelt bog færdig. Først og fremmest skal jeg virkelig have læst “Amulet” af Kazu Kibuishi færdig, hvilket indebærer at læse volume 5-7. Derudover kunne jeg godt tænke mig at få læst volume 7 af “Saga” af Brian K. Vaughan og Fiona Staples, som dog også er på dansk, og derfor burde være hurtigt læst. Jeg burde dog også få læst lidt videre i “Kludedukken” af David Cole, som jeg startede på i sidste uge, men samtidig tror jeg også, jeg tager et par kapitler i “Ludermanifestet” af Ekaterina Andersen, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup. Mest af alt så har jeg dog lyst til at lukke verdenen ude og begrave mig i “Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins”, som jeg har været så heldig allerede at få tilsendt. Så ja, nu må vi se, hvor meget og jeg hvilket jeg når at få læst i weekenden.

Hvad vil du gerne nå?

 

Weekend Reads #28: Uge 13

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Denne omgang Weekend Reads er lidt speciel. Vi er jo midt i Påsken, hvilket betyder en ekstra lang weekend, og samtidig er vi ved at være tæt på mållinjen for #TBRTackling2018, som slutter i morgen. Ikke nok med det, så er denne fredag i sig selv også ret speciel. Det er nemlig otte år siden, at jeg mødte en helt særlig fyr, og vi endelig kunne kaldes os for kærester. Udover at kysse lidt ekstra og måske se en film sammen i aften, når Tim er lagt i seng, så fejrer vi dog ikke dagen. Vi udskyder det nemlig lidt til et senere tidspunkt, hvor vi kan få Tim passet. Jeg har derfor brugt det meste af formiddagen på at få taget billeder til Instagram. Man må jo udnytte det gode lys, mens det er her. 😉 Men resten af dagen tror jeg mest af alt skal gå med afslapning og masser af læsning. Det er jo anden sidste dag i #TBRTackling2018, og samtidig er jeg i øjeblikket i gang med “Dødens galleri” af Chris Carter, og den er altså meget svær at slippe.

Resten af Påsken skal desuden også mest af alt bare bruges på afslapning, og på at nyde at Alex har fri. Det er nemlig så skønt at have ham hjemme nogle dage. Vi har derfor heller ikke andre planer, end at vi skal ud at spise hos min mormor på søndag. Og så skal der lige gøres rent, men det håber jeg på, vi nogenlunde hurtigt kan få overstået i morgen. På trods af et minimum af planer så har jeg dog ikke lavet nogen TBR for weekenden. Jeg kan nemlig mærke, at jeg bare skal sluge “Dødens galleri”, og så finde ud af, hvad jeg er i humør til efterfølgende. Jeg vil derfor ikke presse mig selv til at bestemme noget på forhånd.

Hvad er dine planer for resten af Påsken?

Weekend Reads #27: Uge 10

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Jeg har ikke rigtig nogen spændende planer for weekenden. Den skal nemlig bare bestå af rengøring, tøjvask, opvask og diverse andre praktiske ting herhjemme. Dog håber jeg på, der også bliver en smule tid til at få taget nogle billeder til Instagram og planlægge nogle blogindlæg. Det meste af den fritid jeg har regner jeg dog med, at jeg skal bruge på læsning. Min læsning i denne uge har nemlig gået helt fantastisk – og over al forventning. Så jeg håber lidt på også at kunne afslutte uden således.

Først og fremmest skal jeg læse “Kære døde dumme Vik” af Caroline Ørsum. Jeg begyndte nemlig på den i går, efter den har stået ulæst i min reol alt for længe. Nu skulle det dog være, da jeg skal møde Ørsum i april, og så ville det jo være smartest at få læst noget af hende først. Desuden er jeg ret begejstret ind til videre. Den er ikke ovenud fantastisk, og jeg bliver nok heller ikke blæst bagover af den. Men jeg er virkelig glad for at læse den, og det er jo det vigtigste. Jeg mangler kun omkring 100 sider af bogen, og håber derfor lidt på at nå at blive færdig med den allerede her til aften. Altså hvis ikke New Girl på Netflix trækker lidt mere. 😉

Men så snart jeg er færdig med den, kaster jeg mig over “Godnathistorier for rebelske piger” af Elena Favelli og Francesca Cavallo. Rikke overbeviste mig nemlig i går om, at jeg skulle læse den hurtigst muligt. Jeg bestilte den derfor straks på biblioteket, og i dag var jeg så oppe og hente den. Den ligger derfor også bare og kalder på mig, så jeg kan jo ikke lade den vente for længe.

Hvad skal du læse i weekenden?